I rådets
notat, med dateringen juli 2017, citerer rådet loyalt et antal udtalelser fra de båndede rådsreferater, hvor Martinus i utvetydige vendinger tager afstand fra retssager. Sådanne mente Martinus, at rådet skulle afholde sig fra at indlede.
To af disse er følgende:
1) "For vi kan jo ikke ligge og rode... så kan vi måske ligge og rode i retssager hele tiden." (05.08.1975)
Udtalelsen kom i forbindelse med drøftelsen om den tidligere nævnte erklæring om MIs håndhævelse af sin ophavsret.
2) "Det er jo også noget underligt noget, - at skulle føre retssager om åndelige ting. Vi skal jo gå foran med, hvad der skal gøres." (09.09.1980)
Udtalelsen faldt i forbindelse med, at et spirituelt center anvendte et navn, der kom tæt på de af Martinus benyttede navne.
Dette får rådet til at drage følgende mærkværdige konklusion:
7.7 Konklusion om Martinus' udtalelser
Citaterne fra formøderne er ikke konkret vejledende og relaterer til mildere krænkelser end de aktuelle.
Bestyrelsesprotokollen omhandler ikke retsforfølgelse af ophavsretskrænkelser.
Hverken båndafskrifter eller bestyrelsesprotokol fortæller, om MI i den aktuelle situation kan og bør føre retssag.
Her skelner rådet således mellem, hvad der finder sted på “formøderne”, og hvad der fremgår af “bestyrelsesprotokollen”.
Betegnelsen “formøderne” skulle, ifølge rådet, dække de mere end 800 siders båndede rådsmøder fra 1974-81, som i nedskrevet form er tilgængelige for offentligheden, og på den anden side “bestyrelsesprotokollerne”, som ikke er offentlig tilgængelige.
Denne skelnen er imidlertid blot opfundet til lejligheden. Det tidligere rådsmedlem
Rolf Elving har ikke kendskab til en sådan skelnen, og han sad i rådet i de sidste år, indtil Martinus afgik ved døden i marts 1981. Og denne skelnen fremgår mig bekendt heller ikke andre steder.
Denne skelnen fremgår i en note i nævnte notat fra juli 2017, og her står:
Formøderne til bestyrelsesmøderne var en dialog mellem Martinus og bestyrelsesmedlemmerne, som foregik, inden man gik i gang med bestyrelsesmødernes formelle beslutningsproces. Man drøftede i perioden 1965-81 tilrettelæggelsen af Martinus' sags fremtidige struktur. De fleste formøder blev optaget på bånd i perioden 1974-81 til brug for formuleringen af lovene for Martinus Institut (1982) og senere bogen Samarbejdsstrukturen (1992). Dele af båndoptagelserne blev desuden nedskrevet efter Martinus' bortgang. Båndafskrifterne er fortrolige interne bestyrelsesdokumenter indeholdende personfølsomme oplysninger, som det derfor hverken er lovligt eller hensigtsmæssigt at formidle til tredjepart. Det har aldrig været Martinus' intention, at disse båndafskrifter skulle offentliggøres i deres ubearbejdede form. Afskrifterne er heller ikke korrekturlæst og kan derfor være fejlbehæftet.
Vi må således forstå, at det er rådets opfattelse, at hvad Martinus udtalte på de båndede rådsmøder (nu kaldet “formøder”), er ikke “konkret vejledende”, så dem kan man uden videre se bort fra.
Ikke desto mindre danner disse udtalelser som nævnt grundlag for bogen “Samarbejdsstrukturen”, udgivet af instituttet i 1992 (med senere udgave fra 2003). Hvis udtalelserne fra de båndede rådsmøder ikke skulle være “konkret vejledende”, er det svært at se, hvordan disse udtalelser kan danne grundlag for “Samarbejdsstrukturen”.
Og det er også svært at tro, at Martinus ikke selv tillagde disse udtalelser beslutningskraft. Det var tydeligt, at det var vigtigt for Martinus, at disse møder blev optaget på bånd, og det ville da være højst besynderlig, hvis Martinus selv anså udtalelser på disse møder som “ugyldige”, blot fordi de blev optaget på bånd.
Rådets forsøg på at “ugyldiggøre” disse båndede møder er direkte absurd og giver ingen mening. Det bør da kunne være aldeles ligegyldigt på hvilket medium eller i hvilken anledning, Martinus har fremsat sine udtalelser. Om det er i
Livets Bog, i et foredrag, i en tale eller i en samtale - eller om det står i en “bestyrelsesprotokol” må da komme ud på et. Det vigtige må da være selve udtalelsen, og at dokumentationen for udtalelsen er i orden.
Martinus’ udtalelser om retssager på de båndede møder generer tydeligvis rådet så meget, at rådet går så vidt som til at forsøge at ugyldiggøre samtlige disse møder.
Det står derefter hen i det uvisse, hvad formålet så er med i rådets notat at fremkomme med citater fra disse møder. Hvad skal vi med de udtalelser, hvis de er “ugyldige”? -
Rådets retoriske fup-ræsonnement består nu i, at eftersom der angiveligt ikke står noget om retssager i “bestyrelsesprotokollerne” (som belejligt nok kun rådet har adgang til), er det helt op til rådet, om de vil anlægge retssager. Alle de udtalelser, Martinus kommer med om retssager, kan på forhånd afvises som ugyldige, hvis de står ikke i “bestyrelsesprotokollerne”.
Men forvirringen bliver total, når rådet alligevel i ovenstående konklusion 7.7., som det fremgår, finder anledning til at henvise til udtalelserne på båndafskrifterne, som her både bliver betegnet “båndafskrifter” og “formøder”.
Kan man synke dybere end til at afvise Martinus’ udtalelser, fordi de ikke foreligger i en “bestyrelsesprotokol”, men “kun” på et rådsmøde, som endda foreligger på bånd?
Rådet mener sig således på sikker grund og vælger at anlægge retssag med den begrundelse, at Martinus’ udtalelser om, at rådet skulle afholde sig fra at anlægge retssager, “kun” findes på det båndet rådsmøde, men ikke i en “bestyrelsesprotokol”.
At rådet kun skulle være forpligtet af, hvad der står i "bestyrelsesprotokollerne" er direkte urigtigt, for, som det fremgår af §3 i Martinus' testamente, skal rådet respektere Martinus' "optegnelser". Dette kan ikke begrænses til "bestyrelsesprotokollerne":
/Søren Ingemann Larsen - 20. juli 2020
