For en del år siden var vi en del mennesker, der hver for sig og uden at kende til hinanden, blev opmærksomme på, at der var foretaget ændringer i Martinus’ værk. I artiklen ”Der må ikke ændres et komma” opsummerede vi fordelene ved at bevare og udgive Det Tredie testamente præcis således, som det forelå fra Martinus’ egen hånd, hvilket Martinus i øvrigt havde udtrykt klart og tydeligt i de retningslinjer, MI skulle følge efter hans bortgang.

Det er indlysende hvorfor Martinus bestemmer, at det skal være på denne måde. For første gang i verdenshistorien har den kosmisk bevidste selv nedskrevet sine ord, og vi kan derfor med sikkerhed afgøre, hvad der stammer fra den kosmiske bevidsthed. Det er unikt. Det Tredie Testamente kan derfor undgå de mange uoverensstem-
melser og sektdannelser, der med tiden udkrystalliserede sig under den gamle verdensimpuls. Det kan dokumenteres, at den nye epokegørende viden hidstammer fra Martinus’ indre udenom al ydre undervisning og lignende. Det er også en pointe i sig selv. Martinus’ kvalifikation var hans kærlighedsevne. Vi har dermed fået et konkret eksempel på, at det er dén, og ikke teoretisk undervisning, der åbner adgangen til Guds uendelige bevidsthedshav – og det er jo dét, der er værkets centrale tese. Åndsvidenskaben er videnskaben om udviklingen af alkærligheden.

Det er derfor eftertiden gerne må opdage, at Martinus var ubelæst. Martinus udtalte fx den 30 marts 1978: ”Om noget er skrevet primitivt, så skal det blive stående primitivt. Folk må gerne se, at jeg ikke er særligt belæst”. Vi er nok nogle, der har svært ved at opdage det ”primitive”, men hvis der skulle være noget, er det i al fald kun med til at understrege pointen. Martinus ville for alt i verden beskytte sit værk mod indblanding og ændringer. Det er grundigt dokumenteret gennem de seneste år fx i bogen ”Martinus og Martinus Institut” af Jes Arbov og Christer Malmström.

Da hele denne debat tog fart i sin tid, anede vi lidet om, at det ikke bare var Martinus’ tekster, der var blevet opdateret, men ovenikøbet også hans hellige kosmiske symboler. Det har vist sig, at 40 ud af 44 symboler i symbolbøgerne ”Det evige verdensbillede” – udgivet i 1980’erne – rent faktisk var tegnet af en medarbejder på MI: Bertil Ekström, der forsøgte at kopiere Martinus, så godt han kunne. Man må sige, at han gjorde det imponerende godt, men det ændrer ikke på, at det var kopier af Martinus’ egne symboler, MI udgav på det tidspunkt. Det var der ingen, der fortalte mig, da jeg købte mine bøger fra MI engang i 1990’erne, og det er nok fordi man slet ikke opfattede det som et problem.

Der var heller ingen, der gjorde opmærksom på, at det var Bertils symboler, der lå på den diskette, som et rådsmedlem på MI i sin tid udleverede til Jan Langekær til brug for trykning af det symbolkatalog, der dengang blev skabt i samarbejde med Borgens Forlag. Borgen havde fået til opgave at udgive værket, men havde ikke noget reklamemateriale. Kataloget indeholdt en oversigt over de 44 symboler og den samlede litteratur. Når man skal præsentere et så omfattende værk for offentligheden, er man nødsaget til at have sådanne materialer. Man kan ikke forvente, at folk får lyst at læse alle bøgerne første gang, de stifter bekendtskab med værket. Rolf Elving havde godt nok skrevet en introduktionsbog som Borgen udgav, men der var behov for nogle mindre materialer. Rolf, som var medforfatter og læste korrektur på symbolkataloget, påpegede dog efter en tid, at farverne på symbolerne ikke var helt autentiske. Den lyse indigo var fx blevet grå. Rolf vidste fra sin tid med Martinus, hvordan de skulle se ud, men vi andre kan jo også læse, at der står “lys indigo” i symbolforklaringen. Det blev korrigeret i de næste informationsmaterialer, hvilket man fx kunne se i den følgende udgave af symbolkataloget, men det var jo ikke kun farverne den var gal med. Der var fx en som opdagede, at symbol nr. 32 ”Livsmysteriets løsning” fandtes i forskellige udgaver. Takket være Søren Ingemanns hjemmeside, www.martinus-webcenter.dk, der netop var oprettet i 2008 med formålet at give den interesserede adgang til Martinus helt uændrede værk, kunne man sammenligne med Martinus’ originale symboler udgivet i symbolbøgerne DEV I-III i 1963-1968 og forbavset konstatere forskellen. I dette tilfælde stemte Martinus’ egen forklaring til symbolet i den nye udgave, som jeg selv havde købt på MI, dog ikke længere med symbolet. Martinus forklarer i teksten: ”Uden om denne pol på symbolet ser vi et andet gulgrønt ringformet felt, dette symboliserer væsenets modsatte pol, hvilke vil sige den feminine pol hos manden og den maskuline pol hos kvinden. På farverne ser vi, at det maskuline og det feminine princip er smeltet sammen til en harmonisk ligevægtig enhed.” Bertil havde simpelthen udjævnet og adskilt farverne i sin version hvorved pointen forsvandt. Jeg skrev dengang og spurgte MI, og den venlige medarbejder jeg fik kontakt med blev selv forbavset og videresendte henvendelsen, men så gik der bureaukrati i det hele og jeg fik aldrig nogen forklaring. Den måtte jeg derfor sammenstykke selv, og det har jeg i øvrigt aldrig forstået. Hvorfor være så lukket omkring disse afgørende realiteter, når uvidenhed medfører fejltagelser og problemer? Behovet for transparens og samarbejde er indlysende. Jeg vil i øvrigt her indskyde, at det gælder om at fare med lempe når det handler om symbolerne, et symbol i en bog kan aldrig være helt identisk med originalen.

I dag er vi lykkeligvis kommet dertil – efter 15 års hed debat – at det efterhånden er gået op for de fleste, at Martinus frabad sig alle former for ændringer i sit værk. Denne konsensus er fremkommet ved, at MI gennem mange år har fået afgørende hjælp ”udefra”. Nu står vi så i den situation, at vi som vil informere og oplyse om Martinus’ værk også behøver hjælp ”indefra”. Informationsarbejdet har brug for de orginale symboler til sit non-profit arbejde, til brochurer, hjemmesider og udstillinger mm. Samarbejde er gensidigt.

Stiftelsen Tredje Testamentet gjorde i sin tid MI opmærksom på problemet med farverne på symbolerne, der var endda én som besøgte MI og forelagde det. I den forbindelse kunne man i MI’s sommerbrev 2009 læse, at man på MI havde nedsat en arbejdsgruppe, der både skulle skabe digitale kopier af originalsymbolerne og udarbejde standarder for symbolernes farver. Man tog sig desværre ikke ulejligheden at spørge Rolf Elving, som kendte til Martinus’ ønsker for farverne. Man skrev heller ikke noget om, at man ikke anvendte de originale symboler i bøgerne. Problemet er åbenlyst. På forsiden af DEV II (dansk udgave udgivet 1993), som jeg selv købte på MI, er symbolet med Kristusfiguren fx ikke det samme som ”det samme” symbol inde i bogen. Der ser man Bertils version udarbejdet i 80’erne. Forskellen ses fx på konturerne af Spanien eller Italien, eller pilene fra og til hjertet, auraen og andet. På forsiden af bogen ”Den intellektualiserede kristendom”, er billedet også blevet voldsomt photoshoppet. Udover problemet med den lyse indigo, der altså var blevet grå, kunne man konstatere at alle farverne var blevet standardiseret, såkaldt ”flattened” i photoshop. Den som har adgang til disse udgivelser (fx DEV I 1987, DEV II 1993 og DEV III 1993 på dansk), kan selv konstatere et væld af afvigelser i forhold til MI’s ældre udgivelser. Jeg opsummerer her blot nogle af de mest iøjnefaldende:

På symbol 3 skifter flammehavet fra lilla til orange og stjernefigurerne fra gule til orange.

På symbol 4 er den orange streg i toppen til højre blevet halveret og strålerne ud fra feltet der symboliserer videnskaben varierer meget.

På symbol 11 skifter klodens kontinenter farve fra gule til blå.

På symbol 22 ændres afstanden over den øverste trekant (Guds jeg), ligesom antydningen af indigo farve omkring Guds og gudesønnens jeg forsvinder.

På symbol 29 er den hvide sky delvist blevet farvet lysegul/grøn.

På symbol 30 har man forlænget den røde sanselinje. Det er al ære værd, at ville hjælpe Martinus, men problemet illustrerer hvorfor man ikke skal hjælpe Martinus på denne måde. For hvem ved om det ikke netop var Martinus vilje, at antyde at man ved hjælp af instinktenergien ikke kan sanse så meget? Pointen er, at dette slet ikke er op til analyse. Martinus har jo bestemt det. Her kommer nogle flere eksempler:

I symbol 33 skifter flammerne øverst th over stregen for menneskeriget fra hvid til gul. Det er alt sammen betydningsbærende.

På symbol 34 er farverne i auraen omkring jordmennesket og det rigtige menneske ændret.

På symbol 35 er baggrunden for de to poler ændret.

På symbol 37 ser man ændringerne på den lysende by og dødningehovedet.

På symbol 38 er ændringerne så mange. Det er åbenlyst forskellige symboler.

Det samme gælder feltet til højre på symbol 39, hvor både farver, skygge og stråler ud fra stjernerne er helt forskellige. Strålerne er blevet næsten dobbelt så lange.

Det hjalp mao. ikke, at de mange symboler var rigeligt forsynet med copyright, og det er jo ellers den Martinus Institut helst vil tale om. For nylig fik jeg slettet 8 korte og længere informationsfilm om Martinus værk, som det havde taget mig op imod et år at få færdigt på 4 sprog. Jeg fik aldrig nogen advarsel fra MI, inden de bad Youtube om at slette dette informationsarbejde. Da jeg efterfølgende forsøgte at få en forklaring fra MI blev jeg henvist til copyright. Den copyright som skulle anvendes til at beskytte Martinus værk mod misbrug og forandringer blev mao. anvendt til at hindre folk i at informere om værket.

Fornylig har MI i en mail afsløret, at de planlægger at gemme Martinus’ værk bag en betalningsmur, helt uagtet Martinus’ ønsker som fx udtalt i sit sidste foredrag: ”Adgangen til analyserne er lige så fri som til solen og al skabelse i naturen. Det skal ikke være en indkapslet historie for nogle enkelte mennesker, det er for alle mennesker.” Kontrasten fra Martinus’ ord til de 1200 tilhørere ved hans sidste offentlige foredrag i Falkonér Centret den 9. august 1980, til den nuværende situation kan ikke blive større idet MI jo nu netop er i gang med at indkapsle værket. De tendenser, som sagens venner har advaret mod gennem mange år, bliver i disse år ført i bevis.

Det er næsten som at læse ”livets tale”. De kosmiske analyser forklarer jo, at erfaring og viden bygger på oplevelsen af kontraster. Forståelsen af kærligheden forudsætter oplevelsen af mørket, altså hvordan det ikke skal være. Alt tyder i dag på, at udviklingen af Martinus sag ikke er nogen undtagelse fra dette princip. Først udtrykker Martinus sin vilje og derefter iværksætter livet selv de mest muligt utvetydige kontraster til dette ideal. Det er da undervisning. Livet er en skole. Det bliver i disse år, takket være denne undervisning, mere og mere tydeligt, hvad det egentligt var Martinus mente. Martinus udtalte på et rådsmøde den 22. Januar 1974: “Jeg har aldrig nogensinde afveget fra analyserne”. De kosmiske principper, kristusmoralen, er sagens ledestjerne, og de skulle forhindre unødige problemer efter Martinus bortgang. Martinus: “Bestyrelsen har jo egentligt kun, at lave tingene efter analyserne. Det er ikke noget de finder på.” (Rådsmødet den 25. September 1974). De praktiske spørgsmål som blev forelagt Martinus, skulle løses vha. Kristusmoral og sund fornuft, også spørgsmålet om ophavsret. Martinus: “Jeg tror ikke Kristus ville lave … han ville aldrig lave monopol på sine analyser.” (Rådsmødet den 16. December 1975). Dette er ikke i konflikt med ophavsretten, da den netop er med til at beskytte værket mod ændringer og misbrug. Vi må således skelne mellem det kommercielle og det moralske aspekt af ophavsretten. Martinus har fx aldrig givet udtryk for, at ophavsretten skulle anvendes til at forfølge sagens hjælpere.

Lad mig komme med et par eksempler. Det ene eksempel er fra det første af de rådsmøder hvor man skulle begynde, at formulere “strukturen”, altså retningslinjerne for sagens arbejde efter Martinus’ bortgang. Det andet eksempel er en udtalelse kort inden Martinus gik videre. Det første eksempel er fra side 8 i referatet fra et rådsmøde den 12 november 1974 hvor Martinus kommenterer et tilfælde, hvor nogen havde tyvstjålet og anvendt hans symboler i en helt anden sammenhæng. Martinus: ” ... evighedslegemet, - der var nogle, der brugte det. De havde kopieret det ind sammen med nogle andre billeder, - de havde tegnet det, - det var så tydeligt. Det var nogle unge mennesker. Det var meget sympatisk - det, de havde skrevet, og de var støttet af Nordisk Råd. Men der var det tydeligt at se, - evighedslegemet, at de havde føjet det ind. Og så blev de spurgt: Hvorfor … hvor får I billederne fra? - Ja, dem tager vi, hvor vi sådan kan finde dem. Men jeg fandt ikke nogen grund til at gøre noget, for de gjorde det i en god mening.” Martinus medarbejder kommenterer: ”Det vil man sikkert se meget af. Der er mange, der inspireres af det.”, hvortil Martinus svarer: ”Det er jo heller ikke for det ... jeg mener jo heller ikke, at Livets Bog skal monopoliseres ... men det er en verden, hvor mennesket ikke er færdigt - der er vi nødt til at beskytte. For ellers kunne alle mennesker jo have lov til at benytte det, og ...”. Vi får med andre ord her et eksempel på hvordan Martinus ville beskytte sit værk, og det var derfor misvisende, da man i bogen “Strukturen” kun citerede de sidste linjer af Martinus’ udtalelse; de linjer som netop ikke sagde noget om hvordan man skulle beskytte sig. Det kunne i øvrigt lade sig gøre, fordi offentligheden dengang ikke havde adgang til hele referatet. Dengang rådsreferaterne stadig var hemmelige anvendte rådet dem som argument for, at deres tolkning, “Strukturen”, fuldstændigt afspejlede Martinus’ holdning på trods af, at de mange passager om copyright er tilføjet denne bog af rådet selv. Da referaterne senere blev gjort offentlige, hvorved alle kunne kontrollere Martinus citater i deres fulde længde og sammenhæng, nedgraderede rådet deres betydning, men i referaterne fremgår det tydeligt hvorledes Martinus ville havde det. Det er med andre ord dokumenteret.

Martinus’ venner og nære medarbejdere vidner alle om, hvorledes han stolede fuldt og helt på kristusmoralen. Det er denne urokkelige tillid til forsynet Martinus selv udtrykker med ordene: “Vi har beskyttelsen i, at det bliver lavet rigtigt.” (Rådsmøde den 21. Maj 1974 side 11). På et af de allersidste rådsmøder, den 6. januar 1981 (side 5) beskrev Martinus hvordan dette princip fungerer: ”Det, der ikke er i kontakt med os, - det vil ikke få held i livet. Det kan jeg godt sige. Der vil ske noget med det. Så meget magt ligger der i sagen. Men vi skal vide, at vi har den magt, og at vi kan påtale det, og hvis de ikke lystrer denne påtale, behøver vi ikke søge politiet. Det skal nok vise sig, at det bliver forhindret. Der er heldigvis andre kræfter, der virker i sagen, - det er måske nok kun mig, der kender dem, men de er der.”

Jo mere vi forsøger at ”beskytte” Martinus’ værk med de gamle metoder, jo større bliver kontrasten mellem teori og praksis. Martinus gik ikke på kompromis. Der er eksempel på, at Martinus frabad sig en gave på to mio. kroner fordi denne gave indebar et sådant kompromis. En pengegave fulgt af et modkrav, ville åbne en dør på klem. Martinus ville ikke åbne en dør på klem. Han vidste alt for godt, hvorledes verdens gode ideer netop bliver monopoliseret på denne måde i vore tider. Kristusmoralen kan ikke være underlagt profitinteresser, men udgør i realiteten opgøret med profitprincippet. På rådsmødet den 12. april 1977 udtalte Martinus: “Vi er allesammen arvinger til Jorden. Hvor er den arv henne? Ja, den er i lommen på matadorerne.” Hele Det Tredie Testamente handler jo egentligt om forskellen på at styre efter Gud eller Mammon. Martinus så det klart, det er naturligvis sværere for os. Efter Martinus bortgang har MI åbnet for muligheden for at give betingede gaver. Hvorfor række fanden en lillefinger? Hvad bliver det næste?

Nu har MI som sagt annonceret en “betalingsmur”. Virker det ikke som om, at det er verdslige principper og penge der styrer? Udover symbolernes navne, numre og angivelse af copyright: “© 1981 Martinus Institut”, vil man desuden fra MI’s side have, at der skal tilføjes ”martinus.dk” under hvert symbol, som man i øvrigt skal have skriftlig aftale med MI for overhovedet at kunne benytte på hjemmesider og lignende. Mennesker har sågar fået slettet deres Facebook konto fordi de har anvendt symbolerne. Man har ligeledes mistænkeliggjort mennesker, som rejser land og rige rundt og sætter udstillinger på benene. Non-profit-udstillinger, som skal vise folk at værket findes. Et rådsmedlem, der i øjeblikket sidder på sit 11 år på trods af Martinus grænse på 6 år, kaldte udstillingerne for en “krænkelse”.

Hvordan stemmer dette med Martinus’ ord om, at hans værk er “frit som solen”? Tror man, at dette er en fortalelse fra Martinus side? Er Kristusprincippet en tom floskel? De 1200 tilhørere i Falkoner Centret dengang i 1980 var nok ikke i tvivl. Heller ikke de 500 tilhørere den 11. august året før på hotel Sheraton, hvor Martinus takkede de 500 tilhørere for deres hjælp og forklarede hvad sagens penge skal bruges til: “Men det skal jo gå til at hjælpe til at gøre tingene gratis og billigere og få så mange, der kan få så let adgang til at komme ind i Guds skabelsesproces og blive bevidst i den.”

Når sagens interesserede stiller spørgsmål til sagens udvikling i lyset af Martinus ord, henvises de til copyright-love og jurister og sagen har i flere år ligget underdrejet på grund af en retssag. MI har anvendt dyre advokater på at retsforfølge mennesker, der havde sat sig for at udgive en fuldstændigt original udgave af Livets Bog, altså samtidig med at MI selv publicerede sine helt egne symboler med Martinus’ copyright tilføjet. Hvor længe skal denne galimatias fortsætte? Er det virkeligt bedre at fortsætte på denne måde end at sætte sig ned sammen og dele erfaringer med hinanden IRL?

Mens jeg gik rundt og funderede over alt dette, opdagede jeg så, at MI selv havde valgt at offentliggøre, at de havde ændret symbolerne i Kosmos nr. 4 2019. Artiklen: ”Digital restaurering af Martinus symboler” beskriver den 12 årige proces med at bevare originalsymbolerne. En medarbejder, ansat på heltid i 2007, har tydeligvis været fuldt beskæftiget med problemet, hvilket i øvrigt rejser et andet spørgsmål: Hvorfor betale nogen for at gøre det, som andre gerne bidrager med gratis? Det er et andet principielt spørgsmål, som Martinus gjorde opmærksom på igen og igen; risikoen ved at betale mennesker løn i en sag som udelukkende skal have moralen som ledestjerne. Risikoen er, at en medarbejder bliver afhængig af sin løn hvorved det jo ikke bliver lige så attraktivt at overdrage arbejdet til frivillige kræfter, eller for at sige det rent ud: at få jobbet udført så hurtigt og effektivt som muligt, mest muligt i kontakt med analyserne og Martinus’ vilje. Det var blandt andet derfor Martinus indførte rotationsprincippet. Man måtte for enhver pris undgå, at nogen “satte sig på noget” med risiko for at bremse livets naturlige udviklingsproces, livets stadige forsyning af ideer og inspiration via nye besjælede mennesker. “Motoren” skulle holdes varm og “kursen”, kristusmoralen, ligeså. Her gælder det om at kunne holde to tanker i hovedet samtidig. Det ene aspekt er, at det kan være nødvendigt at en medarbejder får løn. Det andet aspekt er faren for at medarbejderen bliver mere glad for sin løn end for at gøre det rigtige. Hvordan reagerer en sådan medarbejder i en situation hvor det at sige det rigtige kan indebære at vedkommende mister sit job? Der er ligeledes risiko for, at medarbejderen opfatter forslag og nye hjælpere udefra som “konkurrenter”, eller endnu værre; tilraner sig magt hvilket Martinus advarer mod mange steder. Martinus indførte rotationsprincippet for at imødegå denne fare. Princippet skærper moralen og interessen i at gøre sit bedste og i at give “stafetten” og de indvundne erfaringer videre på bedste vis. Store fremskridt kan nås på kort tid. Da Rolf Elving i sin tid overtog ansvaret for undervisningen på Klint begrænsede han, af samme grund, sit virke til en periode på 3 år. Rolf har siden fortalt, at han var meget bevidst i rådets specielle opgave, at skulle implementere det kosmiske, den nye moral. Nogle gange må ting dog få lov til at vokse lidt inden man kan afgøre hvad der er ukrudt og nytteplanter. Sådan arbejder “livets skole”. Hvad rotationsprincippet angår, er det øvrigt svært at komme udenom, at undervisningen på Klint i netop de 3 år 1983-1986, undergik en omfattende forbedring, som blandt andet aktiverede hele Martinus’ litteratur og etablerede en helårsskole i de dertil nybyggede lokaler. Men nu tilbage til artiklen i Kosmos nr. 4 2019. Her fremgik det for første gang, at man havde ladet Bertil tegne og male symbolerne dengang i 80’erne, hvilket man altså nu konstaterede var utilfredsstillende. Man skrev nu, at det måtte være bedre med Martinus’ originalsymboler i bøgerne. Da jeg havde læst artiklen og kiggede på MI’s hjemmeside kunne jeg da også konstatere, at de fleste af de nye symboler her lignede de originaler jeg havde set i de gamle DEV samt i bogen ”Martinus symboler” udgivet i 1954. Det var glædeligt. Det må igen være debatten om at bevare Martinus’ værk uændret, der har sat skub i processen. Det er et strålende fremskridt, men spørgsmålet er alligevel om vi er helt i mål, blandt andet med hensyn til symbolerne.

Det er absolut en vanskelig proces, at overføre de gamle originalsymboler til digitale medier og derefter formidle dem i bøger og andre medier. Man kan ikke uden videre anvende den samme digitale kopi af et symbol til at trykke i en bog som på nettet. Der er ikke den samme entydige løsning på problemet, som med hensyn til teksterne, og jeg er ikke ekspert, men jeg kan få øje på to åbenlyse aspekter. Det ene er tegningerne og det andet er farvesætningen. Hvad tegningerne angår, oplever jeg symbolerne i de gamle bøger fyldestgørende, og originalerne må da derfor være endnu bedre. Det kan vi dog ikke vide før vi får adgang til dem. Jeg går ud fra, at disse højtopløselige originaler bliver gjort tilgængelige på MI’s hjemmeside. Dermed kan vi fx sammenligne disse digitale originaler med detaljer i symbol nr. 22, 34, 35 og 39 som ikke ser ud til at stemme overens med de gamle udgivelser fra Martinus hånd. Det andet aspekt er det med farverne. Det ser for mig ud som om man har udjævnet visse farver. På MI har man lykkeligvis et symbol, nr. 12, forsynet med Martinus’ kommentar og underskrift: “Disse farver er de absolutte ordinære – således må alle symbolerne være i fremover.” (1/6-1979 Martinus). Jeg vil godt se dette symbol og jeg kan godt se udfordringen, for hvis farverne altid skal være således, så bliver de jo udjævnet. Spørgsmålet er dermed ikke kun et anliggende for farveeksperter. Det er også et spørgsmål om, hvad Martinus sagde til sine medarbejdere. Rolf Elving, der jo boede og levede med Martinus gennem flere år, har fortalt mig, at Martinus sagde, at farverne på de 6 riger skulle være så rene som muligt, og det stemmer fint med ovenstående udtalelse om symbol nr. 12. Der skulle være distinkt forskel mellem rigerne. Den røde skulle ikke iblandes blåt, den orange ikke iblandes rødt, og heller ikke den orange og gule, skulle flyde sammen. Og så er der det med den ”lyse indigo”. Martinus beskriver den som ”lys indigo” og ikke bare som ”indigo”, på nær nogle steder hvor det fremgår forud. Rolf fortæller, at den netop skulle være lys for at kontrastere til den violette farve. Når man ser på det nye symbol nr. 11 på MI’s hjemmeside bliver jeg i tvivl. Her er den violette farve lys, og den indigo mørk. Helhedsindtrykket af dette symbol, det såkaldte “hovedsymbol”, bliver derfor svagere da symbolet nu favnes af en lys violet farve hele vejen rundt i kanten i stedet for det modsatte. På www.det-tredie-testamente.dk, der er Stiftelsen Tredje testamentes hjemmesider kan man iagttage en lidt anden løsning på problemet. Her ser man netop distinkt forskel på de forskellige riger, og at den lyse indigo hverken er mørk eller grå. Baggrunden for symbolerne er i øvrigt Bertils versioner, men det er jo netop fordi det var dem MI udleverede i sin tid. Vi afventer derfor en videre analyse og den endelige løsning. En videnskabelig konsensus forudsætter dog adgang til originalerne i høj opløsning. Symbolerne på MI’s hjemmeside er i så lav opløsning, at de ikke kan anvendes. Denne opløsning yder ikke Martinus’ originaler retfærdighed i de mange situationer hvor de behøves.

Der er nemmere og kærligere måder, at sikre Martinus’ værk mod misbrug end ved at gøre det svært for dem, der vil hjælpe værket frem i verden. Lad mig komme med et eksempel fra den virkelige verden: metadata. Med den hastige udvikling på internettet blev det allerede for længe siden standard at indføje forskellige metadata til de billeder man her anvender. Søg fx på ”IPTC Information Interchange Model” på det engelsk wikipedia. Jeg kan se, at MI endnu ikke beskytter deres symboler på denne måde. Der er hverken IPTC, EXIF eller XMP data. Der står således ikke hvem der har lavet eller udgivet symbolerne, hvad symbolet hedder, hvornår det er lavet, og hvor man får fat i rettighedsindehaverne. Dette kan MI skrive ind ved hjælp af photoshop og andre programmer, og på den måde kan MI og vi andre i øvrigt også konstatere hvis nogen har forsøgt at ændre i et symbol de anvender. I øjeblikket foretrækker MI, at lave en ramme udenom hvert symbol og herpå male forskellige tekster om copyright, ligesom man i en periode skrev ”Martinus idealfond 1964” ovenpå selve symbolet. Problemet med at tilføje tekster på denne måde, er dog ikke blot at det forstyrrer oplevelsen af motivet og giver et kommercielt indtryk, men også at en tekst som skrives ind på et foto ikke kan læses digitalt. Googles robotter læser ikke tekster, der er ”malet” på billedet. De informationer man vil tilknytte et billede skal i stedet skrives ind som data. Her kan man endda indføje en lille symbolforklaring. Dermed kan Googles robotter og andre søgemaskiner finde og registrere det hele. Det er endnu en naturlig måde at hjælpe værket ud i verden.

Martinus har efterladt sit “barn” i vores hænder. Barnet er nu på vej ud i verden. Vi kan ikke gemme det hjemme i skabet til evig tid. Det er bedre at opmuntre alle dem, som gerne vil hjælpe barnet end at forsøge at sætte sig på dem eller låse barnet inde af frygt for hvad der kan ske med det ude i den store verden. Det ville være godt hvis barnets “stedforældre” kunne samarbejde om hvordan de på bedste vis hjælper barnet ud i verden. Betalingsmur og kontrol stemmer vældigt dårligt med barnets natur. På rådsmødet den 27. august 1974 sagde Martinus: “Vi er en moral, der begynder i verden, og denne moral er fri.” .. “Vi er det nye verdenssamfund, - kristendommen, der i sine kosmiske analyser skal brede sig til alle mennesker.” Og på rådsmødet den 20. september 1977: “Analyserne fortæller jo det hele, enhver løsning.” De kosmiske principper skal løse problemerne. Martinus: “Analyserne, det er noderne kan vi sige. Det er noderne de skal spille efter.” Bemærk, at Martinus på dette rådsmøde den 25. september 1974 siger “de”. Han taler om de kommende råd efter sin bortgang. De skulle værne om principperne indenfor sagen. Hvis blot dirigenten holdt sig til noderne, skulle sagen vokse harmonisk og blive et eksempel til efterfølgelse på den nye kosmiske verdensmoral. Det ville sprede sig som ringe i vandet. Martinus: “Vores ting vil i meget stor grad undgå splid.” (Rådsmødet den 10. december 1974). Den kosmiske moral opløser konflikterne. Man skulle blot følge moralen og ikke lægge noget til den. Martinus: “Den er allerede indskrevet i Livets Bog. Og det skal bestyrelsen være rigtigt indsat i.” (Rådsmøde den 21. Maj 1974). Rådet fik med andre ord en ret usædvanlig opgave, eller som Martinus formulerede det på rådsmødet den 5. Februar 1974 side 32 og 9: “Vi er jo ikke en forretning, der skal vokse op og blive stor, men vi er en moral, der skal gennemsyre alle mennesker.” .. “Det der bliver en verdensorganisation er jo tankerne”.

Men hvad har alt dette med symbolerne at gøre? På sit sidste rådsmøde (den 24. Februar 1981) nogle uger inden han gik bort forklarede Martinus: “På forsiden af Livets Bog har jeg jo sat de to symboler, Lyset og Mørket. Det gav anledning til, at jeg kan vise, at de er bærepillerne i det hele.”


/Søren Jensen - 24. september 2020