I Livets Bog stk. 756 ser vi - endnu - et eksempel på en divergens mellem førsteudgaven og manuskriptet, som instituttet tilsyneladende har overset.
Det drejer sig om den lange sætning, som starter med
“Når et fysisk Væsen …”.
I manuskriptet slutter sætningen således:
“... paa det psykiske eller aandelige Plan, der som “Skytsaander” netop udgør Forsynets Specialsanseredskaber på det
særlige Omraade, der ligger til Grund for den paagældende Bøns Fremkomst, undgaa dette Forsyns Opmærksomhed.”
I førsteudgaven er den indskudte sætning:
“der som “Skytsaander” netop udgør Forsynets Specialsanseredskaber på det særlige Omraade, der ligger til Grund for den paagældende Bøns Fremkomst,”
taget ud af den overordnede hovedsætning og i stedet placeret efter denne. Den tidligere indskudte sætning får herefter følgende ordlyd:
“Disse væsener udgør netop som “Skytsaander” Forsynet Specialsanseredskaber på det særlige Omraade, der ligger til Grund for den paagældende Bøns Fremkomst.”
Som det ses, har denne nye sætning ikke kursivering, og vigtigere: ordet “Forsynets” har i farten mistet sit afsluttende “s”. Og det var på grund af dette sidste, at jeg fandt grund til at checke med manuskriptet, hvorved jeg opdagede ovenstående ændring.
Man kan sige, at i begge versioner “står der det samme”. Den eneste forskel er, at i førsteudgaven er den lange komplicerede sætning brudt op. Man
kan forestille sig, at nogle korrekturlæsere i sin tid har gjort Martinus opmærksom på, at denne lange sætning er meget svær at holde sammen på.
Martinus har efterfølgende bedt om at få den brudt op, således som vi ser det i den endelige førsteudgave. Om dette er rigtigt, kan
jeg ikke vide. Men det forekommer mig sandsynligt. Jeg kan ikke forestille mig andre realistiske scenarier, med mindre da nogen -
uden Martinus' vidende - har lavet ændringen.
“Heldigvis” - kan man sige - er denne divergens tilsyneladende undgået MIs opmærksomhed, får ellers kunne vi risikere, at MI per automatik ville rette tilbage til manuskriptet, for Martinus har jo udtalt, at
“Originalmanuskripterne er de autentiske tekster. Eventuelle fejl i bøgerne i forhold til disse originaler må rettes”.
Denne instruks har instituttet nemlig læst meget dårligt, for vi har set eksempler på, at man “bevidstløst” har rettet tilbage til manuskriptets version i tilfælde, hvor det er tydeligt, at det er ønske fra Martinus, at den pågældende ændring er foretaget fra manuskript til førsteudgave. Et oplagt eksempel er ændringer fra “Underbevidsthed” til “Overbevidsthed”.
Instituttet har tydeligvis ikke forstået dybden i ordene “Eventuelle fejl”, men kun hæftet sig ved, at manuskriptet er den autentiske tekst. Men så let er det altså ikke. Der er fejl i både manuskripterne og førsteudgaverne, så man kan ikke per automatik blot mekanisk overføre alt fra manuskripterne til de endelige bogudgaver.
Som det ses nedenfor, figurerer eksemplet fra stk. 756 ikke på rettelseslisterne, og instituttets elektroniske moderniserede version følger her førsteudgaven (bortset fra stavemåder og layout). Men alligevel har man tilføjet det manglende -s i ordet “Forsynet” - men uden at det figurerer i rettelseslisterne. Vi ser altså, at vi heller ikke kan regne med rettelseslisterne.
Som man kan forstå, er det ikke en let opgave at ændre og forbedre andres tekster, og denne opgave burde instituttet aldrig have
påtaget sig. Og det havde instituttet heller ikke behøvet, for Martinus har aldrig bedt instituttet om at påtage sig den. Tværtimod har
Martinus bedt instituttet om netop
ikke at påtage sig den. Han har tydeligt - endda i vedtægterne for instituttet - i selve instituttets hovedformål skrevet, at “Værkerne skal bevares uændret, som de foreligger”.
Som jeg så mange gange har givet udtryk for: Den videnskabeligt set forsvarlige løsning, og en løsning som samtidig
respekterer Martinus’ testamente, vil være at lade teksterne stå, som Martinus har efterladt dem, uden at ændre noget som helst. Man kan så
vedligeholde en liste af ændringer for de enkelte værker - ved siden af. Så kan den enkelte forsker - husk vi er alle forskere - selv bedømme, hvad der
er fejl, og hvad der ikke er fejl. Alle hensyn er således tilgodeset.
Det er eksemplet fra stk. 756 netop egnet til at vise. For vi kan ikke med sikkerhed vide, om den ene eller den anden version er den, Martinus ville anse for den “autentiske”.
Det er vigtigt at nævne i denne forbindelse, at hvis det havde stået til instituttet, ville ingen uden for instituttet i dag have
mulighed for at sammenligne bogudgaverne med manuskripterne, for instituttet nægtede både at gøre manuskripter og førsteudgaver
tilgængelige for almindelige mennesker. At man har en - dog begrænset - adgang til manuskripter og førsteudgaver i dag skyldes
udelukkende, at andre end instituttet i forvejen har givet denne adgang. Vi ser, at instituttet kun har givet adgang til manuskript og førsteudgave af Livets Bog, men ikke de øvrige værker. Hvad med fx Det Evige Verdensbillede I til III?
Her ses førsteudgaven:
Her ses manuskriptet:
Her ses instituttets on-lineudgave
Her ses rettelseslisten
/Søren Ingemann Larsen - 14. oktober 2020
