Dommen og påstandsdokumenter m.m. kan hentes her

Som det fremgår heraf, stadfæster landsretten byretsdommen fra 19. juli 2019.

Som det vil ses, har Ruth Olsens og undertegnedes advokater udarbejdet et yderst gennemarbejdet påstandsdokument baseret på to “søjler”, nemlig (1) rådets manglende overholdelse af Martinus’ direktiver for værkets bevarelse uændret, som det foreligger, og (2) instituttets massive rettighedsfortabende passivitet.

Landsretten har uden nogen reel begrundelse afvist begge disse momenter og slet ikke forholdt sig til, hvorvidt Martinus’ værk kan siges at være bevaret uændret i den form, instituttet har udgivet det i.

Det er en helt utilfredsstillende - og i virkeligheden respektløs - behandling, Landsretten har givet denne sag, og det er svært ikke at få den tanke, at resultatet er bestemt på forhånd. Allerede byretsdommen forekom at være bestemt på forhånd, og Landsrettens stadfæstelse ligeså.

I modsætning til byretsdommen fik vi i Landsretten mulighed for via grundig dokumentation at få domstolenes stillingtagen til, om Martinus’ forfatterrettigheder er krænket, og dette var en del af formålet med at anke.

Nu ser vi sort på hvidt, at de betingelser, som Martinus har stillet for overdragelsen af ophavsretten til instituttet, reelt ikke er beskyttet inden for dansk ret. Dette resultat kan ikke være acceptabelt, hverken for Martinus eller værkets læsere. Resultatet af disse retssager er i realiteten, at instituttet med domstolenes velsignelse herefter kan rette og ændre i Martinus’ værk, helt som det passer det. Enhver bør kunne se det uholdbare og urimelige heri.

Vi er derfor nødt til at få hele dette spørgsmål bragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. For at nå dertil, er sagen nødt til at passere Højesteret, hvilket forudsætter procesbevillingsnævnets tilladelse. Umiddelbart virker det ikke sandsynligt, at vi får en sådan tilladelse. Omvendt forekommer det heller ikke sandsynligt, at Højesteret, hvis vi fik tilladelsen, ville kunne komme til et andet resultat end Landsretten. Når Landsretten ikke giver sagen en seriøs behandling, men blot bevidstløst kopierer Byretsdommen, virker det umiddelbart ikke sandsynligt, at Højesteret vil reagere anderledes. Man kan ikke undgå at få en mistanke om, at der er tale om aftalt spil. Det gælder derfor om at komme forbi Højesteret, så sagen kan indbringes for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil tage sagen kan vi ikke vide med sikkerhed, men det forekommer sandsynligt. Denne sag er, via Peer Petersens indsats i form af en dokumentation på næsten 2.000 sider, så gennemdokumenteret, at arbejdet i det væsentlige allerede er gjort.

Menneskerettighederne er efter vores opfattelse krænket på flere måder: Martinus’ suveræne rettigheder til tidsubestemt at bestemme over sit værk er, som det ses, ikke i praksis beskyttet inden for dansk ret. Martinus kunne således have sparet sig sin ulejlighed med at stille betingelser for rådets behandling af det værk, han gav dem i arv for at beskytte mod ændringer. Han kunne have sparet sig for at angive som instituttets hovedformål at bevare værket uændret.

Og følgelig er nuværende og fremtidige læsere tillige afskåret fra at studere Det Tredie Testamente i den form, forfatteren har forlangt den tilgængeliggjort i. Da der er tale om intet mindre end bibelens fortsættelse, er dette forhold ekstra graverende og repræsenterer en grov overtrædelse af ytringsfriheden og religionsfriheden. Og dette gælder ikke kun religion baseret på tro, men også på videnskab.

Alt dette har det danske retssystem vist, at det har berøringsangst overfor. Derfor bør Sagens seriøse læsere få dette prøvet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Alt andet ville være et svigt over for Martinus, som jo ikke er fysisk til stede, så han kan gøre sine rettigheder gældende. At sørge for, at Martinus’ forfatterrettigheder bliver håndhævet, er vores alles ansvar.

/Søren Ingemann Larsen - 11. juni 2021