Ingemar Fridells artikel "Om vänskap och moral", som findes under "Debatindlæg" dateret 16. juni 2022, blev publiceret først i Facebookgruppen "Debatforum for interesserede i Martinus Åndsvidenskab", og undertegnede fremkom i den anledning med følgende kommenter, som jeg vælger at vise her:

Ingemars grundige og tankevækkende artikel giver mig anledning til nogle bemærkninger.

Vi, for hvem Martinus’ værk betyder nærmest liv og død, føler af gode grunde et fælles ansvar for instituttets ve og vel. Som Ingemar grundigt påviser, er instituttet totalt kørt af sporet. Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at ændre det? - Personlig tror jeg ikke, vi kan gøre så meget ved at forklare problemerne for instituttet selv. De har vist sig uden for pædagogisk rækkevidde.

Og man kunne endda overveje, om man i virkeligheden ikke gør den inkompetente ledelse på instituttet en tjeneste ved hele tiden at forsøge at forbedre det. Man giver dem måske en opmærksomhed, som de ikke fortjener. Man kan overveje, om det er en god idé at være medarbejder på et institut, som er så bundråddent, som tilfældet er. Giver man dem ikke en energi derved, som opretholder den tilstand, som man med god grund finder kritisabel? - Og problemet er, at folk, når de hører foredragene på Klint, vil tro, at foredragsholderne “siger god for” instittuttet og dets ledelse. De kan jo ikke vide bedre. Og det er derfor, at jeg ikke sætter mine ben der.

Man må spørge sig: hvad er Sagens faste punkt? - Er det virkelig instituttet (Mariendalsvej/Klint)? - Nej vel? - Det faste punkt er DET UÆNDREDE VÆRK. Og det er grunden til, at jeg har sat min økonomi på spil for at sikre adgangen til dette. Der skal ikke være nogen som helst, som piller ved det. Og det skal være tilgængeligt i den uændrede form.

Spørgsmålet er, om det ikke ville være bedre at flytte sine aktiviteter et andet sted hen end i instituttets regi. Facebook fx er en gave i så henseende. Her kan vi oplyse om værket nogenlunde i fred for instituttet. Men kun nogenlunde. For værket er efter Landsrettens dom ikke længere frit tilgængeligt. Kun de, som fik downloadet værket fra martinus-webcenter.dk og fik købt Kurt Christiansens genudgivelser, mens tid var, har denne adgang.

Jeg mener, at vi selv skal bruge vores kreative fantasi for at finde muligheder for at oplyse og undervise i Det Tredie Testamente - uden at bekymre os om instituttet. Instituttet er for tiden ikke værd at spilde krudt på. De skal simpelthen ignoreres. Rolf har (igen!) ret: Vi skal satse på det private initiativ.

Desværre er det ikke let helt at ignorere instituttet, for de har juridisk set eneretten til Det Tredie Testamente. Det fik vi bekræftet for et år siden med Landsrettens dom. Vi ser, at instituttet med bøder (som er en form for vold) vil hindre menneskeheden i at få adgang til det værk, som Martinus har givet til menneskeheden.

Så spørgsmålet bliver for enhver af os: Hvad er vigtigst at overholde: Enten Martinus’ ønske om, at menneskeheden har uhindret adgang til værket, eller at respektere et gammeltestamentligt retssystems påbud om at overholde instituttets påståede ejendomsret til værket. Mon ikke de fleste af os mener, at det første er vigtigere end det sidste?

I mine øjne er der ingen grund til at overholde en arbitrær og umoralsk “regel”, som står i vejen for at overholde en moralsk regel. Tværtimod kan der, som Martin Luther King udtrykte det være en moralsk grund til at overtræde en umoralsk lov.

Hvad ville der ske, hvis vi alle anvendte værket frit uden at spørge instituttet “om lov”? Instituttet kan kun “håndhæve” deres umoralske ejendomsret, fordi kun nogle få har mod til at bryde den. Ikke for at tjene penge - tværtimod - men for at sprede det gode budskab og dermed respektere ophavsmandens ønsker. Hvis mange indså dette og af moralske grunde overtrådte denne umoralske “ret”, kunne instituttet intet gøre.

Jeg havde måske i mit stille sind håbet, at flere end jeg havde mod til at udgive værket i digital form. Instituttet kunne kun forhindre det, fordi ingen andre end jeg gjorde det. Hvis blot 5 kopier af min hjemmeside fandtes, fx martinus-webcenter.se, martinus-webcenter.de, martinus-webcenter.fr etc., så kunne instituttet ikke håndhæve sin umoralske ejendomsret.

Som Jan Schmidt så udmærket har vist, har vi ikke dermed “stjålet” noget. Det er instituttet, som er “tyven”. De har “stjålet” det værk, som Martinus har givet til menneskeheden.

Min konklusion er: Vi skal - for tiden - ignorere instituttet og satse på det private initiativ. Værket tilhører menneskeheden og ikke instituttet.

/Søren Ingemann Larsen - 16. juni 2022