Stockholmsyndromet er en psykisk tilstand, i hvilken fanger eller ofrene for en kidnapning udvikler tilknytning til deres vogtere. Denne solidaritet kan sommetider komplicere tingene, når fangerne ligefrem hjælper deres tilfangetagere med at opnå deres mål eller undslippe politiet.

Syndromet udvikler sig ud af ofrets forsøg på at relatere sig til sin tilfangetager eller få sympati fra kidnapperen.

Syndromet blev navngivet således efter det berømte røveri på Norrmalmstorg imod Kreditbanken i Stockholm, som varede fra 23. august til 28. august 1973. I denne sag blev ofrene ved med at forsvare røverne, selv efter at den seks dage lange tilfangetagelse var overstået. De forholdt sig også forbeholdne i den efterfølgende retssag.

Har vi at gøre med en principiel lignende “kidnapning” indenfor Martinus’ Sag? Og hvad er det da, der er “kidnappet”? Ja, det er ikke mennesker, men “kun” Martinus’ samlede værker, som han efterlod dem som en ubetinget gave til menneskeheden.

Når det er litterære værker og ikke mennesker, der er taget til fange, så kalder man det normalt ikke “kidnapning”, men tyveri. Det interessante i denne sammenhæng er imidlertid, at de psykiske reaktioner i princippet er de samme, selv om det altså “kun” er Martinus’ værker, der er “kidnappede” eller frarøvet menneskeheden. Mange reagerer i overensstemmelse med “Stockholmsyndromet” gennem at sympatisere med den organisation: “Martinus Institut”, der har frarøvet værkerne fra menneskeheden. Derved udgør de - mere eller mindre ubevidste - kritikere af Martinus’ bestemmelser om, at eftertiden ikke må være i tvivl om, hvad Martinus har skrevet, hvorfor de samlede værker skal udgives i den betryggende form, som Martinus efterlod dem.

Martinus’ kritikere finder i heldigste fald på forskellige grunde til, at hans institut gerne må frarøve værkerne fra menneskeheden, hvis disse kritikere da ikke ligefrem fuldstændig benægter, at hans institut har stjålet disse værker fra menneskeheden.

“Tyvene” er i den sælsomme situation, at de er “ubevidste tyve”, der ikke selv er klar over, at de er tyve, fordi de har givet et surrogat tilbage i form af ændrede udgaver, med hvilket de har suggereret sig selv og deres sympatisører til at tro, at det ikke er tyveri, men derimod en kærlig og ædel gerning, de praktiserer. Derfor mener tyvene og deres sympatisører ikke, at de har stjålet værkerne, hvilket de begrunder med deres overbevisning om, at surrogatudgaverne er mindst lige så gode eller ligefrem bedre end de udgaver, de har frarøvet menneskeheden. Det er dog en overbevisning, de ikke kan bevise at være sand. Men selv hvis det var sandt, at surrogatet var bedre end det frastjålne, så ændrer det ikke på det faktum, at det frastjålne er frastjålet menneskeheden. At surrogatet på mange måder minder meget om det frastjålne, ja endog så meget, at mange ikke kan kende forskel, ændrer heller ikke på det faktum, at det frastjålne er frastjålet menneskeheden.

Ifølge Martinus kan de ti bud udtrykkes i det ene bud: “Du skal ikke dræbe”. Det begrunder han med, at overtrædelser af alle de andre bud samtidig også er en overtrædelse af budet: “Du skal ikke dræbe”. Når nogen fx stjæler, så dræber de derved noget af ejermandens glæde ved tilværelsen. At stjæle er derfor “fortyndet mord”.

Martinus Institut praktiserer derfor “fortyndet mord” ved at frarøve menneskeheden adgangen til Martinus samlede værker, som han efterlod dem.

Hvorfor kan mange ikke se det uheldige i dette “fortyndede mord”, og hvorfor er der nogen, der endog slet ikke kan se, at det er tyveri og dermed “fortyndet mord”, der praktiseres på instituttet? Forklaringen finder vi i begrebet “Stockholmsyndromet”. “Kidnapperne” giver deres “ofre” forskellige former for omsorg. Der tilbydes kurser og hyggeligt socialt samvær, hvor man med garanti slet ikke omtaler det “fortyndede mord”, som Instituttet praktiserer. Derudover laver man usand propaganda, hvor man tegner et glansbillede af den kultur, man praktiserer. Man undlader at se og beskrive, at denne kultur er baseret på tyveri af værkerne og dermed “fortyndet mord”. Dette glansbillede virker behageligt suggererende på dem, der ikke kan gennemskue bedraget. Ligeledes praktiserer man også nedgørelse og udstødelse af de mennesker, der påtaler tyveriet eller det “fortyndede mord”, og man forsøger, at få det til at se ud som om, at det er dem, der påtaler tyveriet eller “det fortyndede mord”, der er i konflikt med Martinus’ kosmiske analyser. Man forsøger også at få det til at se ud som om, at instituttet, der befordrer tyveriet, slet ikke stjæler, men tværtimod udviser konduite og såkaldt “A-kritik”, hvilket vil sige sandfærdig og kærlig kritik. Sandsynligvis er man desuden i “god tro” i den forstand, at instituttets fysiske ledelse også har suggereret sig selv til at tro, at den propaganda, de praktiserer, slet ikke er propaganda, men alene en logisk og kærlig praksis i pagt med Martinus’ intentioner.

Gennem troen på denne propaganda bliver mange af de bestjålne til tyvenes nyttigste hjælpere. Disse hjælpere kommer dermed til at hjælpe med at hindre, at tyveriet eller “det fortyndede mord” opdages og stoppes.

Tyvene og deres sympatisører finder ubevidst på mange forskellige afledningsmanøvrer til at fjerne fokus fra sagens kerne. Denne sagens kerne fremgår af formålsparagraffen fra 1982:


Det er naturligvis underforstået - eller implicit - her, at værkerne både skal bevares OG udgives, som Martinus efterlod dem. For udgives de ikke, så vil eftertiden jo stadig kunne være i tvivl.

At de skal udgives kan næppe heller være nogen særlig stor overraskelse, idet det fremgår straks efter i den næste linje i formålsparagraffen:


Vi lægger mærke til, at publicering endda nævnes før oversættelse, samt at denne tilgængeliggørelse for interesserede skal være i betryggende form. Og hvad kan være mere betryggende form end i den, Martinus efterlod værkerne? Det er jo netop kun publicering af værkerne i denne uændrede form, der kan være så betryggende, at eftertiden ikke kan være i tvivl om, hvad Martinus skrev.

Blandt kritikerne af Martinus’ bestemmelser får vi da heller ikke noget svar på, hvordan ovennævnte garanti til eftertiden kan sikres lige så godt på anden måde end ved at udgive værkerne, som Martinus efterlod dem.

Det er elementær logik, at der ikke er nogen bedre garanti, end den af Martinus nævnte. Derfor vil kritikerne af disse Martinus’ bestemmelser også gerne - bevidst eller ubevidst - skifte fokus hele tiden til alt muligt andet end denne garanti for eftertiden, der kun kan sikres ved at fotografere værkerne af. En metode, der - ud over med sikkerhed at give denne garanti - også både er den nemmeste og billigste metode.

Men det vil kritikerne af Martinus’ kærlige, vise og letforståelige bestemmelser ikke finde sig i. De har i stedet travlt med at forsøge at gøre påtalen af tyveriet tavs og tale om alt muligt andet.

Det må man tilgive dem. De lider nemlig enten af et uopdaget og ubehandlet “Stockholmsyndrom”. Eller også er de udgørende det dysfunktionelle ved Martinus Institut, der har “kidnappet” værkerne, - og som endnu ikke er blevet stoppet af “verdenslogikken”.

Vi har desuden at gøre med den såkaldte “fuldkomne forbrydelse”, som Martinus beskriver med ordene:


Ved ubevidst at gå tyvens ærinde er man medvirkende til, at tyven bliver standset senere end ellers. Derved får tyven en længere kriminel løbebane og dermed også en mere ulykkelig skæbne, end hvis han var blevet stoppet tidligere. Men for at stoppe tyven, må man først opdage tyveriet. Og det er altså denne situation, som en stor del af de Martinusinteresserede er i. De har endnu ikke opdaget tyveriet. De lider uden at vide det af “Stockholmsyndromet”.

Nogle af disse kan muligvis hjælpes med teoretisk undervisning. Medens andre kun vil blive forargede over en sådan teoretisk vejledning, som de vil opfatte som usand og upassende. Disse sidstnævnte personer kan man derfor kun hjælpe ved at bede for dem og tilgive dem.

Dette har jeg ikke skrevet for at angribe nogen. Men netop for både at forsvare tyvene og den bestjålne menneskehed samt de personer, der har opdaget tyveriet - og også dem, der endnu ikke har opdaget det. De, der stjæler, véd kosmisk set ikke, hvad de gør. Og de bestjålne er kosmisk set selv årsag til det. Kun viden kan føre frem til en kultur, hvor man ikke stjæler Martinus’ værker, som han efterlod dem. Denne viden kan til dels tilegnes teoretisk gennem påtale og vejledning, men primært gennem lidelseserfaringer.

Indtil denne viden er høstet, må værkerne, som Martinus efterlod dem, forblive frastjålet menneskeheden, og menneskeheden må nøjes med surrogatudgaverne, hvilket mange da også er mere end tilfredse med.

/Jan Schmidt - 20. juli 2023