Følgende er et opslag på Facebook-gruppen "Kosmos Forum - Martinus Institut" den 19. oktober 2023 forfattet af Jan Schmidt:

Er mange Martinus-interesserede i virkeligheden faldet i en kollektiv dyb åndelig Tornerosesøvn? - Og er det på tide vi kollektivt vågner op fra denne uheldige åndelige søvn?

Det synes jeg, det ser ud til. Og jeg vil gerne begrunde hvorfor.

I 1982-lovene for Martinus’ åndsvidenskabelige Institut ifm. formålsparagraffen er der i kommentarerne henvist til en meget vigtig artikel, der beskriver Martinus’ syn på rettelser i værkerne.

Kommentaren lyder:

“Når blot denne forpligtelse findes et eneste sted på jorden, kan alle andre være fuldstændig frit stillet. (Se f.eks. nærmere herom i artiklen »Den enkelte interesseredes betydning - og Instituttets nærmeste fremtid«, KOSMOS 1982, nr. 4 side 76). “
Citat slut.

Artiklen kan læses her

Artiklen er baseret på en tale af daværende rådsmedlem Ib Schleicher.

Citat fra artiklen:

“Martinus vil ikke udelukke at der enkelte steder i hans værker kan have indsneget sig små "skønhedspletter". På trods heraf har han bestemt at kun indlysende trykfejl må rettes. Der må ikke senere kunne rejses tvivl om hvad Martinus faktisk skrev. Eftertiden vil sikkert påskønne denne klare holdning, for kun herved kan man hindre at værkerne efterhånden kommer til at foreligge i forskellige mere eller mindre autoriserede udgaver. – Om "skønhedspletterne" har Martinus i øvrigt udtalt at det kun kan være uvæsentlige småfejl. – Med den enestående omhu der er lagt i udarbejdelsen er verdensbilledet en sammenhængende, entydig helhed.”
Citat slut.

Ligeledes skrev daværende rådsmedlem Aage Hvolby en artikel med en næsten fuldstændig identisk ordlyd:

“Martinus vil ikke udelukke, at der enkelte steder i hans værker kan være små "skønhedspletter", som den meget pedantiske måske ville betegne som fejl. På trods heraf fastholder Martinus, at udover simple trykfejl må intet i hans værker rettes fremover. Dette klare og stærke standpunkt vil eftertiden utvivlsomt vide at påskønne. Thi kun en sådan holdning kan hindre, at værkerne efterhånden kommer til at foreligge i forskellige, mere eller mindre autoriserede udgaver – med al den usikkerhed, forvirring og sekterisme, som dette vides at kunne medføre. Om "skønhedspletterne" udtaler Martinus, at de kun kan være ganske uvæsentlige småfejl. Analyserne er affattet så omhyggeligt, og emnerne belyst fra så mange, forskelligartede sider og gentaget så ofte – talrige steder under brug af tydeliggørende symboler –, at verdensbilledet som sammenhængende helhed er entydig. Martinus har simpelthen gjort sig enestående umage for at sikre sig, at alvorlige misforståelser ikke skulle kunne opstå.”
Citat slut.

(fra “EPOKEGØRENDE TRÆK VED MARTINUS VERDENSBILLEDE” af Aage Hvolby, som kan læses her)

“Skønhedspletter” er noget positivt. Man fjerner ikke gerne noget, man opfatter som skønt.

Uvæsentlige småfejl retter man heller ikke. Hvorfor skulle man det, når de er uvæsentlige? Og da slet ikke, når Martinus i øvrigt har “bestemt at kun indlysende trykfejl må rettes”.

Sådan så rådet på situationen i 1982. Men i dag er det nærmest vendt på hovedet. Det, Martinus mener “kun kan være uvæsentlige småfejl” og som derfor også er at opfatte som “skønhedspletter”, beskrives i dag af rådet anderledes, ja vel nærmest modsat. Det beskrives ikke længere hverken som “skønhedspletter” eller “uvæsentlige småfejl”.

Læser vi i rådets nyeste retningslinjer for nyudgivelser, så nævnes dette slet ikke.

Det er et 51 siders langt dokument fra 2021 og kan, hvis man orker, læses her

Trods de mange sider skrives der ikke noget om hverken “skønhedspletter” eller “uvæsentlige småfejl” ligesom der heller ikke nævnes noget om, at Martinus - som vi lige har konstateret - har “bestemt at kun indlysende trykfejl må rettes”.

I stedet for at skrive om “skønhedspletter” og uvæsentlige småfejl, skrives der derimod om fejl, der ikke længere hverken betegnes som “skønhedspletter” eller uvæsentlige småfejl. Ved at ignorere disse Martinus’ perspektiver og bestemmelser, efterlades den uvidende læser med et indtryk af, at Martinus har været uklar og selvmodsigende, samt at Instituttet har gjort et kæmpestort og seriøst arbejde for at hitte rede i disse påståede dunkle selvmodsigelser. Og at de mange rettelser, rådet posthumt har foretaget og stadig foretager flere og flere af, skulle være i pagt med Martinus’ bestemmelser.

De 51 sider er for mig at se på ingen måde en forsvarstale for Martinus’ klokkeklare opfattelse og bestemmelser, men derimod udelukkende et forsvar for Instituttets posthume praksis med at ignorere Martinus’ bestemmelser og dermed et forsøg på at få Instituttets mange rettelser, der klart strider mod ovennævnte klokkeklare bestemmelser fra Martinus’ side, til at fremstå som i fuld harmoni med Martinus’ perspektiv og bestemmelser.

Gennem, hvad man må formode er ubevidst manipulation, skaber Instituttet et skin af at have både ret og pligt til at foretage rettelser, blandt andet fordi disse ikke længere betegnes hverken som “skønhedspletter” eller uvæsentlige småfejl.

Men skinnet bedrager.

Og dette bedrag bliver yderligere forøget ved, at disse rettelser i strid med Martinus’ bestemmelser ikke begrænser sig til at rette “skønhedspletterne” eller de “uvæsentlige småfejl”, men instituttet herudover også har rettet på detaljer i værket, der slet ikke kan betegnes som fejl overhovedet.

Af rettelser foretaget, der ikke er rettelser af fejl, kan nævnes:

* Martinus valg af layout
* Martinus valg af fortløbende pagineringsprincip på tværs af de syv bind af “Livets Bog” og de tre oprindelige bind af "Det evige verdensbillede"
* Martinus valg af stavemåde og eventuelle afvigelse fra Retskrivningsordbogen
* Martinus valg af styktitler samlet i indholdsfortegnelser adskilt fra de enkelte stykker.

“Jamen, gør det da noget?”, vil nogen måske spørge.

Ja, det gør noget, fordi det er i strid med Martinus’ bestemmelser og dermed selve formålsparagraffen for instituttet.
Og det rejser en tvivl for eftertiden om, hvad Martinus har skrevet, og hvad andre har skrevet.

Igen må vi erindre os artiklens vise og præcise ord:

“Der må ikke senere kunne rejses tvivl om hvad Martinus faktisk skrev. Eftertiden vil sikkert påskønne denne klare holdning, for kun herved kan man hindre at værkerne efterhånden kommer til at foreligge i forskellige mere eller mindre autoriserede udgaver. “
Citat slut.

Martinus ville sikre, at en sådan tvivl ikke kunne rejses, ved at selv fejl skulle blive stående - vel at mærke udelukkende Martinus egne eventuelle fejl.

Hvorfor skulle fejl blive stående?
Martinus mente som vi allerede har set, at der slet ikke var nogen alvorlige fejl i de værker, han efterlod sig. Men derimod kun “skønhedspletter” eller “uvæsentlige småfejl”. Det forstås måske endnu lettere, hvis man også ved, at Martinus foruden sin kosmiske bevidsthed havde hele syv korrekturlæsere til at læse korrektur på førsteudgaverne.

Men når denne begrundelse erindres klart, så er der jo ingen fornuftig grund til at rette noget som helst. Kun ved intet at rette garanterer man, at der ikke er værre ting i værkerne end disse “skønhedspletter” eller “uvæsentlige småfejl”.

Ved at rette risikerer man derimod - udover at gå imod Martinus’ vilje, hvilket er slemt nok i sig selv, - at indføre nye fejl i værkerne, som ikke er forårsaget af Martinus og som ikke kan garanteres udelukkende at være “skønhedspletter” eller uvæsentlige småfejl.

Ved at rette i værkerne uden Martinus godkendelse løber man en stor og helt unødvendig risiko samtidig med, at man ikke høster nogen reelle fordele. Det kan vel nærmest betegnes som det modsatte af en win-win, nemlig en loose-loose situation. Eller på jævnt dansk: at vandre trygt, hvor engle ej tør træde.

De tilsyneladende tillokkende fordele, man høster ved at rette i værkerne, viser sig ved nærmere analyse at være stridende mod Martinus’ vilje. Dermed har man indført en ny og uheldig praksis, nemlig at rette i værkerne UDEN Martinus godkendelse. Ja, dybest set har Martinus afvist disse rettelser i kraft af førnævnte udsagn om, at kun åbentlyse trykfejl må rettes, samt at det værste, der kan ske ved ikke at rette noget som helst, er, at man derved bevarer “skønhedspletter” og “uvæsentlige småfejl”, som Martinus og hans syv korrekturlæsere i fællesskab måtte have overset. Mon ikke det er en gene så minimal, at man ligesom Martinus med lethed kan lære at finde sig i den? I modsat fald får man nok uoverstigelige problemer med at finde sig i en korsfæstelse.

Der er foretaget cirka tohundredetusinde rettelser - de fleste af dem udgør en standardisering til Retskrivningsordbogens stavemåder. Stort set ingen af de mange rettelser er “indlysende trykfejl”.

Er det ikke tilstrækkeligt bevis for, at vi kollektivt set indenfor Sagen har glemt, at Martinus bestemte, “at kun indlysende trykfejl må rettes” og at det i øvrigt ikke er nødvendigt at rette noget som helst.

Det synes jeg, det ser ud til.

Men kan rådet (og alle os andre interesserede), da ikke blot se bort fra ovennævnte bestemmelser og den ovennævnte artikel og de 1982-love, der refererer til samme artikel?

Nej. Det kan vi ikke uden at gå imod Martinus’ bestemmelser. Læser vi i de nyeste vedtægter fra 2017, så står der da også:

§ 10 Forpligtelser

“Fonden er for sine aktiviteter forpligtet til at fortolke disse vedtægter i overensstemmelse med Martinus Åndsvidenskabelige Love, således som de er kommenteret og udarbejdet i samarbejde med stifter. Martinus Åndsvidenskabelige Instituts love af 25. maj 1982 med rådets kommentarer indgår derfor som et vigtigt dokument i arbejdet med udførelsen af stifters vilje. “

For mig at se er det ovenfor nævnte i sig selv tilstrækkelig dokumentation for, at Martinus Institut overtræder sin egen formålsparagraf, som den er formuleret og kommenteret i 1982-lovene.

Jeg vil til slut igen minde om kommentaren under formålsparagraffen:

“Når blot denne forpligtelse findes et eneste sted på jorden, kan alle andre være fuldstændig frit stillet.”

Skal vi så ikke i fællesskab arbejde på at blive så åndeligt vågne, at vi kan hjælpe Insituttet med at komme tilbage til 1982-lovene og igen respektere dem, sådan at alle andre kan “være fuldstændig frit stillet”?

Er det ikke visdom og næstekærlighed i praksis? Og er det ikke dumt og ukærligt at lade være?

Er det ikke om, når man laver fejl, da hurtigst muligt at få dem erkendt og udbedret, så vi ikke skaber mere “ond” karma end højest nødvendigt?

Det ville være godt, hvis vi i det mindste kunne enes om det. 1982-lovene: kan nås her

/Jan Schmidt - 19. oktober 2023