Følgende er et opslag på Facebook-gruppen "Kosmos Forum - Martinus Institut" den 25. oktober 2023 forfattet af Jan Schmidt:

Martinus skriver i Logik, INDLEDNING, side 19:

"Enhver Benægtelse, der ikke er baseret på Beviser, er tom Tale, den er et Trosdogme, ligesaa godt som enhver Erkendelse, der er uden Bevisførelse. Og det virkeligt udviklede, videnskabeligt indstillede Menneske kan ikke leve på Tro, det søger Bevisførelse for enhver Erkendelse"
CITAT SLUT

Martinus udtalelse i sin takketale i anledning af sin 82-års fødselsdag i 1972:

“Ja, så var det jeg også nævnte før, hvis jeg skal falde væk, så må der jo være en fast struktur til at bevare disse ting, jeg har skabt. Det er allerede ordnet med en selvejende institution. Denne selvejende institution skal have en bestyrelse. Det forlanger loven.
Men så er jeg nødt til at forlange, at denne bestyrelse juridisk går med til at være ansvarlig for, at tingene bliver ført videre på den måde, det skal. “
CITAT SLUT

Det, nogen kalder “konfliktdebatten”, er en debat om, hvordan vores fælles åndsvidenskabelige sag skal praktiseres. Det er for mig at se i allerhøjeste grad ikke bare åndsvidenskabelige spørgsmål, men også højaktuelle spørgsmål for enhver, der ønsker at befordre åndsvidenskaben videre end til blot og bart et teoretisk studium.

Der er dog nogen, der ikke opfatter det sådan, og som derfor må opfatte det som om, en sådan debat er en modsætning til åndsvidenskab.

Nogen kan eller vil ikke forholde sig til kvaliteten af debatten, men alene til kvantiteten, som man anslår ud fra en optælling af det synlige antal debattører. Dette antal mener nogen er lavt. Ud fra flokbevidsthed er et højt antal det vigtigste, hvorimod kvaliteten prioriteres mindre højt. Her overfor står den, der forlader flokbevidstheden, som nødvendigvis må se sig selv værende i mindretal i forhold til flokken, men til gengæld kan dette mindretal glæde sig over en højere kvalitet end den flokbevidstheden kan tilbyde.

Og så er der nogen, der mener, at dette lave antal skulle ødelægge det, for de mange, som skulle blive forhindret i - af de få - at føre nogle - set fra deres perspektiv - ordentlige åndsvidenskabelige debatter om andre og langt vigtigere emner.

Spørgsmålet er, om der ikke i en sådan opfattelse - udover at den afslører flokmentalitet - ligger en grad af martyriumstankegang?

Ifølge Martinus er martyrium et farligt tankeklima, fordi det altid er falsk.

Når - eller hvis! - man opdager det, gør man derfor klogt i at undersøge, om man kan gøre noget for at fjerne det eller i det mindste gøre det lidt mindre.

Martyriefølelsen fører igen til intolerance, men det vil man typisk ikke opdage, fordi man føler sig uretfærdigt behandlet, og på den måde camouflerer man ubevist både sin martyriefølelse og sin intolerance som “retfærdighed”.

Intolerance er - ifølge Martinus - svær at komme af med. Især fordi den ofte optræder og manifesterer sig ubevidst og camoufleret under begrebet “retfærdighed”. Man opdager altså i uheldigste fald slet ikke sin intolerance, men ser den udelukkende som noget kærligt og retfærdigt og derfor også fornuftigt.

Er det ikke et udtryk for intolerance, når man vil bekæmpe og forhindre oplysning og debat - ikke bare af åndsvidenskabelige spørgsmål, men også af yderst aktuelle åndsvidenskabelige spørgsmål? For eksempel spørgsmålet:

Hvordan skal vor sag praktiseres nu og fremover, hvor Martinus ikke længere er fysisk til stede, men derimod er tilstede fra det åndelige plan?

Kan det tænkes, at Martinus gør alt, hvad han kan, fra det åndelige plan for at hjælpe os, og at nogen er modtagelige for hans hjælp, medens andre ikke hører ham - eller hører ham, men ikke genkender budskaberne som værende Martinus’? Og kan det tænkes, at nogen tror, de hører Martinus, men i virkeligheden hører deres egen uopdagede selviskhed og forfængelighed?

Igennem hvad og hvem manifesterer Martinus sig i dag og i fremtiden? Og hvilke ønsker og bestemmelser har han for sit institut?

Kan vi ved at studere rådsreferaterne og resten af hans værker og optegnelser, som han efterlod sig, blive klogere og mere skarpe på, hvad han ønskede sig?

Bliver disse Martinus’ ønsker respekteret eller bliver de ignoreret eller ligefrem forfulgt?

Er det intolerance at påtale det, Martinus betegner som “fortyndet mord”?

Det mener jeg ikke, det er, hvis påtalen er “ren”, dvs uden bebrejdelser.

Er det intolerance at ville forhindre en sådan påtale?

Det mener jeg, det er. Hvis påtalen er “ren” og uden bebrejdelser, så er den både tolerant og kærlig, og så er det jo det modsatte, hvis man ignorerer eller ligefrem bekæmper den.

Jeg stiller i det følgende en række spørgsmål, som jeg finder højaktuelle i forhold til i fællesskab at arbejde på at befordre vores fælles åndsvidenskabelige sag:

* Er det i Martinus ånd at undlade at udgive Martinus samlede værker, som han efterlod dem?

* Er det i Martinus ånd at praktisere det “falske forretningsprincip”, som han også betegner som “legaliseret tyveri, bedrageri eller plyndring” og “fortyndet mord”?

* Er momsregistrering af Martinus Institut en kurs væk fra det “falske forretningsprincip”? Og forhindrer momsregistrering kunstigt høje priser på bøger, information og undervisning? Og sikrer det at de frivillige praktiske medarbejdere på Klint, der for eksempel rengør de snavsede toiletter, ikke skal betale penge for at få lov til at udføre dette vigtige arbejde?

* Er det i Martinus ånd, at Martinus Institut retsforfølger sagens pionerer for at udgive og sælge uden fortjeneste, de samlede værker, Martinus efterlod sig, og som sagens pionerer udelukkende udgav, fordi Martinus Institut, som har pligt til at udgive dem, ikke gjorde det og stadig ikke gør?

* Er det i Martinus’ ånd at kræve million-erstatning fra samme pionerer og bruge retsforfølgelse til at gennemtvinge en sådan million-erstatning? Og er det i Martinus’ ånd, at Martinus Institut bruger et million-beløb, der er dobbelt så stort som erstatningskravet til at retsforfølge? Er det i Martinus’ ånd at finansiere denne retsforfølgelse fra gave-donationer? Gaver, der er givet i tillid til at de bruges som forpligtelsen i formålsparagraffen i 1982-lovene tilsiger: udelukkende bruges til at bevare, udgive og oplyse om Martinus’ værker.
Er Martinus Instituts retsforfølgelse mod sagens pionerer en overholdelse af nævne formålsparagraf?

* Er disse spørgsmål irrelevante og nogen man roligt kan ignorere eller måske ligefrem nedgøre alle dem, der er optaget af at undersøge og besvare dem?

* Er det en bedre garanti for åndsvidenskabelig praksis, at være en “kronet konge”, hvis “krone” udgør en titel som “rådsmedlem”, end at være jordisk set ukronet, men interesseret i at besvare aktuelle spørgsmål omkring Åndsvidenskabens praksis?

* Er det at have levende interesse for og engagement i sagens ve og vel et utvetydigt symptom på, at man “vandrer foran forsynet”, og at man derfor ikke arbejder vågent dagsbevidst med på kultiveringen af sin egen bevidsthed?

* Er det i Martinus’ ånd at “feje” disse spørgsmål og deres analyse og besvarelse “ind under gulvtæppet” og i stedet hygge sig sammen med te og kage og kun debattere hvilken farve grundenergierne har og tilsvarende ukontroversielle spørgsmål?

Er svaret på alle disse spørgsmål ikke et rungende “Nej!”?

Er det da ikke udmærket sammen med andre at drikke te og spise kage og tale sammen og stille spørgsmål om grundenergiernes farver, og derigennem få opklaret, at instinktenergien er rød; og ligeledes tale om tilsvarende ukontroversielle spørgsmål?

Jo, det kan være ganske udmærket, hvis man har disse behov og interesser, så længe det ikke betyder, at man bekæmper dem, der gerne vil opklare de mere kontroversielle, spørgsmål, der uundgåeligt dukker op hos enhver, der vil omdanne åndsvidenskaben fra teoretisk indsigt til praktisk tænkning og væremåde.

Er det ikke også udmærket for den praktisk interesserede at reflektere over, på hvilke konkrete måder instinktenergien, som har den røde farve, vil fylde mindre i den fremtidige åndsvidenskabelige praksis?

Er det ikke en fordel at støtte opklaringen af disse spørgsmål, hvis man gerne vil være åndsvidenskabelig i sin væremåde, selv hvis man ikke finder disse spørgsmål relevante for ens personlige liv?

Man kan ikke være neutral på alle måder. Hvis man fx ved, at Martinus forlangte af sit Institut, at de skulle sikre adgangen for enhver interesseret på kloden til de samlede værker, som han efterlod sig, og man stiltiende ser til, at disse værker reelt er stjålet fra menneskeheden, og man ikke moralsk bakker op om, at dette legaliserede tyveri påtales med henblik på at få det stoppet, så er man medskyldig i tyveriet - uanset hvor meget man ser sig selv som lovlydig, god og from og i øvrigt måske endda er ophørt med alle ydre synlige laster og derfor lever både som veganer og afholdsperson med hensyn til alkohol, kaffe, nikotin og andre kunstige fysiske stimulanser.


/Jan Schmidt - 25. oktober 2023