Nedenstående blev publiceret af Jan Schmidt i Facebookgruppen Martinus Interessegruppe 29. november 2024:
På rådsmøde den 30. marts 1976 blev følgende bestemmelse meddelt:
Originalmanuskripterne er de autentiske tekster. Eventuelle fejl i bøgerne i forhold til disse
originaler må rettes.
Rådsmøde 30. marts 1976
Betyder dette, at Instituttet uden Martinus’ direkte medvirken må rette væk fra førsteudgaven?
Nej, det må de ikke, fordi enhver rettelse forudsætter Martinus’ godkendelse. Dette fremgår både
af tidligere og senere udtalelser fra rådsmøder i perioden
1976-1979, som vi om lidt skal se.
Desuden er de autentiske tekster ikke alene det maskinskrevne manuskript, men også førsteudgaven.
Dette nævner Instituttet selv i bogen
Samarbejdsstrukturen (andenudgaven s. 100), hvor det fremgår, at
originalmanuskriptet “sammen med en bogs trykte førsteudgave er den autentiske tekst”. Man
kan altså ikke nøjes med at anse det maskinskrevne manuskript for den autentiske tekst.
Førsteudgaven kan endda i Martinus’ forfatterskab på en måde siges at være den
vigtigste del af den
autentiske tekst, da den er den mest gennemarbejdede version. Her arbejdede Martinus sammen med syv korrekturlæsere for at rette fejl fra manuskriptet.
Alligevel retter Instituttet nu
væk fra førsteudgaven
uden Martinus’ medvirken. Dermed risikerer de
at genindføre fejl fra manuskriptet, som Martinus allerede har rettet.
Instituttets tolkning, at de fortsat må rette, er ulogisk af to grunde:
1: Den respekterer hverken tidligere eller senere udsagn fra Martinus om, at intet må rettes uden hans direkte medvirken.
2: Den respekterer ikke førsteudgaven som mindst lige så vigtig en del af den autentiske tekst som det maskinskrevne manuskript.
Instituttets tolkning tilsidesætter dermed Martinus’ helt ufravigelige princip, som blev
refereret på rådsmødet blot 14 dage tidligere, den 16. marts 1976:
Det blev igen fastslået, at bortset fra åbenlyse trykfejl (f.eks. invidid - individ) må der ikke ændres i
værkerne uden Martinus’ personlige medvirken. Martinus mener i øvrigt, at der næppe er grund til at rette
noget som helst. […] Det blev fastslået som helt ufravigeligt, at der ikke må foretages rettelser, heller
ikke ved oversættelse, uden Martinus medvirken […]
Rådsmøde 16. marts 1976
At Instituttet intet må rette uden Martinus’ medvirken bekræftes yderligere af udtalelser fra de daværende
rådsmedlemmer Aage Hvolby og Ib Schleicher. De skrev i en artikel i henholdsvis 1980 og 1982, at det eneste,
der måtte rettes, var trykfejl. Aage Hvolby nævnte dette allerede den 7. september 1976:
Aage: Vi har på et tidligere bestyrelsesmøde drøftet, hvilke ting der må rettes i det, du har skrevet.
Vi blev enige om, at der ikke må rettes andet end stavefejl, - den dag, du ikke selv kan
udtale dig om det. […]
Rådsmøde 7. september 1976
Denne udtalelse blev fremsat mindre end seks måneder 𝐞𝐟𝐭𝐞𝐫 udtalelsen om de autentiske tekster.
Dette viser, at Martinus’ nærmeste medarbejdere anså det som en selvfølge, at Martinus skulle
godkende enhver rettelse (bortset fra trykfejl/stavefejl). Dette bekræftes da også i efterfølgende
udtalelser fra 1978 og 1979. I 1978 skærpede Martinus endda det ufravigelige princip, idet han fjernede
den eneste undtagelse: muligheden for at rette stavefejl uden hans tilladelse:
[…] Stavefejl må gerne – efter samråd – rettes. […]
Medarbejdermøde
torsdag den 30. marts 1978
På rådsmøde 13. januar 1979 refereres den ufravigelige bestemmelse fra 1976 i den skærpede
udgave, hvor der – modsat i 1976 – ikke længere var nogen undtagelse for trykfejl/stavefejl:
Der må ikke foretages ændringer i bøgerne eller i det, Martinus har skrevet, uden hans samtykke.
Rådsmøde 13. januar 1979
At selv end ikke stavefejl længere måtte rettes uden Martinus’ direkte medvirken efter 1978, gik tilsyneladende ubemærket hen over hovedet på alle Martinus’ nærmeste medarbejdere. Rådet skrev - som før nævnt - i to artikler fra henholdsvis 1980 og 1982, at de stadig måtte rette trykfejl. Men til gengæld intet andet. Denne beskedne misforståelse blev tilsyneladende uheldigvis den “lille fjer”, der blev til “fem høns”, fordi den ikke blev opdaget, og rettelserne i øvrigt siden da er eskaleret og endnu ikke bremset. Og i dag, hvor misforståelsen er opdaget, bliver den ikke udbedret, men stadig ignoreret. I dag retter man langt mere end trykfejl/stavefejl. Ja, man retter endda ved ting, der slet ikke er fejlbehæftede.
Hvorfor kom Martinus da med udtalelsen om de autentiske tekster i 1976? Det begrundes ikke
nogen steder. Men et kvalificeret gæt er, at det var for at forebygge flere fejl, som den,
der opstod i 1969. Da blev ordet “Lerfod” fejlagtigt rettet til “levefod” i andenudgaven
i
Den længst levende Afgud - uden Martinus’ godkendelse. (Fejlen blev i øvrigt aldrig rettet tilbage.)
Det giver derfor god mening, at det var for at forebygge flere sådanne fejl i andenudgaverne,
at Martinus i 1976 henviste til originalmanuskripterne for at sikre, at man ikke 𝐢𝐠𝐞𝐧 indførte
nye fejl i andenudgaverne. I 1976 var Instituttet netop i gang med andenudgaven af
Logik og
Bisættelse,
hvorfor det også er logisk, at udtalelsen kom på netop dette tidspunkt.
Tilladelsen fra 16. marts 1976 er derfor udløbet ved Martinus’ bortgang 8. marts 1981.
Den endelige bestemmelse fra 1979 er den eneste
gældende:
"Der må ikke foretages ændringer i bøgerne
eller i det, Martinus har skrevet, uden hans samtykke"
Dette bekræftes igen af Martinus’ udsagn i 1980 - mindre end et år før hans bortgang:
Nej, for jeg kommer ikke med noget, uden vi kan godt snakke om det. Men når jeg endelig har
bestemt, så er det fra Forsynet bestemt.
Rådsmøde 13. maj 1980
/Jan Schmidt - 29. november 2024