Det er ikke noget problem at digitalisere værkerne og samtidig bevare alt indhold – både tekst, layout, skrifttype, fortløbende pagineringsprincip samt eventuelle illustrationer – uændret, hvis det gøres gennem affotografering.

Martinus nævnte to gange i 1980 ifølge rådsmødereferaterne, at værket bare kan fotograferes af:
Affotografering kan både bruges til at lave en kopi på papir og en digital kopi, hvilket mange af Sagens interesserede sandsynligvis ikke har været eller er klar over.

Gennem affotografering kan man – endda både nemt og billigt – skabe en eksakt digital kopi.

Imidlertid bygger Instituttets moderniserede udgave (både i digital- og papirform) på en digital kopi, der ikke er lavet ved affotografering, men ved en såkaldt OCR-scanning.

Hvor affotografering skaber en eksakt kopi, skaber OCR-scanning en fejlbehæftet kopi, der resulterer i et ukendt antal ordændringer. Man ved hverken hvilke ordændringer der forekommer, hvor de er, eller hvor mange der er.

At kopiere værket vha. OCR svarer derfor lidt til at skyde med spredehagl: Man ved med sikkerhed, at man rammer noget – men ikke hvad eller hvor meget.

Instituttet var klar over dette, da de igangsatte deres digitaliseringsprojekt. Det fremgår bl.a. af KOSMOS, hvor de i 1991 søgte efter korrekturlæsere:
Instituttet skrev altså i Kosmos i 1991: “Vi er i gang med at indlæse alle Martinus’ værker på edb, hvilket kræver uhyre grundig korrekturlæsning.”

Her giver Instituttet læseren det indtryk, at digitalisering (“indlæse på edb”, som man kaldte det dengang) nødvendigvis kræver “uhyre grundig korrekturlæsning”.

Det er imidlertid kun en halv sandhed. Hvis man digitaliserer værkerne med OCR-scanning, så laver OCR uundgåeligt fejlagtige ordændringer, som kræver efterfølgende uhyre grundig korrekturlæsning. Og det var det, Instituttet valgte at gøre.

Man kunne imidlertid også have digitaliseret værket i fuld overensstemmelse med, hvad Martinus bestemte. Han bestemte, at man ikke måtte ændre i værket uden hans godkendelse – end ikke stavefejl.

Man kunne derfor også i 1991 have lavet en digital kopi ved at fotografere værkerne af. Det havde ikke krævet uhyre grundig korrekturlæsning. Faktisk havde det slet ikke krævet korrekturlæsning, for affotografering giver som nævnt en eksakt kopi, der bevarer alt indhold i værkerne uændret.

Instituttet nævner ikke i 1991, at Martinus i 1980 to gange udtalte, at værkerne bare skal fotograferes af. De nævner heller ikke, at de med deres digitaliseringsmetode bevidst har fravalgt affotografering – selv om denne metode blev nævnt af Martinus og skaber den mest betryggende kopi, det overhovedet er muligt at fremstille.

Instituttet nævner heller ikke, at det alene er, fordi de har fravalgt affotografering og i stedet har valgt at bruge OCR som kopimetode, at kopien derefter rummer en masse fejl i form af ordændringer – fejl, som ganske rigtigt kræver uhyre grundig korrekturlæsning.

Instituttet må ikke ændre i værkerne uden Martinus’ personlige medvirken. De må derfor i sagens natur heller ikke bruge en kopimetode, der indfører fejlagtige ordændringer i værkerne. Heller ikke selv om de efterfølgende forsøger at opdage og tilbagekorrigere de ordændringer, OCR-kopieringsmetoden har medført. Der er ingen garanti for, at de opdager alle de fejl, som kopimetoden skabte.

Så sent som i 2019 opdagede en studiegruppe ved et tilfælde en ordændring, fordi nogle deltagere havde den uændrede udgave, mens andre havde den ændrede. Det viste sig, at ordændringen var en af de fejl, OCR-scanningen havde medført i 1992.

Om det var den sidste uopdagede ordændring, som OCR-scanningen har forårsaget, kan vi ikke vide.

Hvad vi derimod med sikkerhed kan vide er, at OCR som kopieringsmetode ikke skaber en uændret kopi af værkerne. OCR vil med garanti medføre ændringer, og en kopi frembragt ved denne metode kan derfor ikke betragtes som en måde at udgive værkerne i den mest betryggende form. Tværtimod må den betragtes som en langt mindre betryggende form end affotografering – som med sikkerhed ikke indfører ordændringer i værkerne.

Når Instituttet fravalgte digital affotografering til fordel for OCR, skyldes det, at digital affotografering ikke giver mulighed for at ændre i værket. Og Instituttet ønskede at skabe en digital udgave, de kunne ændre i, for ellers kunne de ikke lave den modernisering, de så gerne ville lave. De ville gerne modernisere stavemåde, layout, standardisere begreber, som Martinus ikke valgte at standardisere, og i det hele taget ændre ting, som de formoder, Martinus ville have godkendt, og som de formoder ikke ændrer indholdet. De ville med denne modernisering forbedre værket.

Om en ændring er en forbedring eller en forværring afhænger imidlertid som bekendt af øjnene, der ser. Derfor vil der være delte meninger om, hvorvidt den moderniserede udgave, Martinus ikke har godkendt, er en forbedring eller en forværring.

Men som åndsforskere har vi til opgave at finde sandheden. Og sandheden mht. ændringer i Martinus’ værker er, at Martinus ikke ønskede hverken forværringer eller forbedringer i sine værker. Der må ikke rettes – end ikke stavefejl – uden Martinus’ medvirken. Dette fastslog Martinus som helt ufravigeligt.

Dermed har han også frabedt sig, at nogen forsøger at forbedre hans værk, idet et sådant forsøg forudsætter, at man ændrer i hans værker uden hans samtykke.

Enhver ændring – uanset hvor meget man opfatter den som en forbedring – må være en forværring i forhold til, at Martinus bestemte, at intet må ændres – selv ikke stavefejl – uden hans samråd. Link til annoncen Fra KOSMOS 1991:

Link til annoncen Fra KOSMOS 1991

/Jan Schmidt - 11. december 2025