Jan Schmidt, Facebook - 12. april 2013

Jeg vil gerne her dele nogle af mine tanker omkring min udsmidning af "undervisningsgruppen" (og ikke "foredragsgruppen", som jeg i min chokerede tilstand kom til at skrive) den 9. april, da jeg blev smidt ud uden forudgående varsel af nogen art.

Jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg var blevet smidt ud, hvorefter jeg fik at vide, at grunden til udsmidelsen var, at de havde set jeg havde skrevet indlæg på facebook, og at jeg derfor var illoyal mod Instituttets medarbejdere.

Dette skete uden jeg forud havde fået nogen som helst form for information om, at der var sådanne regler, man kunne overtræde, at man blev smidt ud uden forvarsel hvis man overtrådte dem, uden først at blive informeret om hvilke regler, man var underlagt og havde overtrådt, og uden at man har gjort sig nogen som helst anstrengelser for at finde en mindelig løsning i form af en samtale med henblik på kompromis og gensidig tilgivelse af eventuelle uenigheder.

Nej, jeg blev smidt ud først, og bagefter fik jeg så at vide, at det skyldtes, jeg var illoyal. En dom der ikke var til forhandling.

Jeg er stadig rystet over, at det er måden, man holder justits på på Martinus Institut.

Hvordan skal man kunne vide, man har overtrådt en regel, når man får først det at vide, EFTER man er smidt ud?

Hvordan skal man kunne overholde regler, som man ikke kender?

Og hvorfor tager Martinus Instiut ikke en samtale med mig, FØR de smider mig ud?

Hvorfor giver de mig ikke en chance?

En sådan væremåde efterlader mig med et indtryk af, at de ikke ønsker samtale og forsoning. At smide ud først og forkynde reglerne bagefter er for mig at se omvendt logik. Og det bliver ikke bedre af, at det stadig er mig dunkelt hvad præcis, det er, de mener jeg har gjort galt.

Yderligere har jeg kun en mundtlig telefonsamtale - ikke noget som helst på skrift om, hvad det er, der ifølge Martinus Instituttes opfattelse er illoyalt Og heller ingen som helst information om, hvordan jeg kunne have undgået at være blevet smidt ud - eller hvordan jeg kan gøre den påståede "skade" god igen.

Jeg sidder tilbage med følelsen af, at man skal være tankelæser: man skal kunne regne ud, at man ikke på facebook må give udtryk for egne synspunkter, hvis man ikke er enig med Rådet, for at undgå at blive smidt ud.

Jeg er ikke tankelæser, jeg kan ikke gætte, hvornår andre synes jeg er illoyal. Jeg har blot et fromt ønske om, at folk vil fortælle mig det fredeligt og ligeværdigt, hvis man mener sådan. Men den smule tillid har Martinus Institut tilsyneladende ikke til mig.

Ud fra dette kan jeg kun konkludere, at Martinus Instituttets medarbejdere alle får åndelig mundkurv på - uden det dog bliver sagt. Det skal man selv gætte,

Og måden man finder ud af det på, er altså når det er for sent, når man er blevet smidt ud.

Jeg er dybt, dybt rystet. Og jeg skriver ikke dette fordi jeg ønsker at kanøfle eller bebrejde Instituttet eller dets medarbejdere - de kan jo i øjeblikket kun være som de er - men fordi jeg er oprigtigt, dybt bekymret for den praksis, som kører - og i håb om at den praksis meget snart vil blive ændret, så andre skånes for at opleve det samme som jeg. Det håber jeg virkelig ikke andre skal opleve.

Jeg oplever, at det er flokbevidsthedens logik, der smed mig ud. Og hvis man ikke er enig med flokken, så skal man kanøfles. Afvigerens argumenter tæller nul, hvis ikke disse argumenter er flokkens argumenter.

Jeg føler stadig ikke, jeg har gjort noget galt.

Jeg har fuldt Martinus' anbefaling om "vær absolut sand i alle livets forhold" så godt som jeg kunne.

Men hvis man føler, der er noget galt, så må man åbenbart ikke sige det, så bliver man opfatttet som illloyal - ja, vel nærmest som en simpel ballademager.

En brandalarm er også en værre ballademager. Men at dæmpe en brandalarm, slukker som bekendt ikke branden.

Jeg føler mig, som en brandalarm, der er forsøgt dæmpet, fordi man ikke har forstået at balladen fra alarmen skyldes, at der er brand - og ikke fordi brandalarmen godt kan lide at pine andre.

Jeg føler det er min pligt, at skrive disse ting. Det er så meget lettere at tie og bilde sig selv ind, at man er upartisk.

Men at tie og ingenting gøre, kan være en "undladelsessynd" - kan være et udtryk for fejhed, fordi man er bange.

Jeg ville føle, jeg var fej, hvis jeg ikke sagde min mening.

Er det så farligt, at jeg siger, hvad jeg mener?

Jeg har ikke på noget tidspunkt krævet, at man skal rette sig efter, hvad jeg mener. Det kunne jeg ikke drømme om at kræve. Folk må da gøre og mene, hvad de vil.

Jeg har ingen som helst ønske om at andre skal være andet end det, de er.

Jeg sidder bare med en dyb sørgmodighed over, at tingene tilsyneladende kører så fordækt og uigennemskueligt, som de gør.

Jeg har et fromt ønske om, at mine synspunkter måske kunne bidrage til, at flere vågner op og ønsker gennemskuelighed, ønsker at al ting kan tåle at se dagens klare lys, så man dermed undgår at begå flere dumheder end højst nødvendigt, eller som der står i fadervor: "Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde"

Jesus' disciple faldt som bekendt alle i søvn natten inden Jesus' tilfangetagelse og korsfæstelse. Det er svært at holde sig vågen, når livet er svært. Det er nemmere, at trække sig tilbage, "falde i søvn" og kalde sig selv loyal og upartisk. Men er det en sand etiket?

Ja, det vil jeg lade være op til den enkelte selv at reflektere over og afgøre.