Nu foreligger de officielle stævninger, og MI gør således nu alvor af - for velmenende og godtroende gavegiveres midler - at retsforfølge de mennesker, der forsøger at få Martinus’ testamente overholdt, således at det originale uændrede værk kan blive let tilgængeligt for så mange som muligt - herunder ikke mindst for de lige nævnte gavegivere - både elektronisk og i bogform, hvilket MI som bekendt har ønsket i nogle tilfælde helt at hindre og i andre tilfælde på unødvendig måde at besværliggøre.

Som enhver let har kunnet erfare, har rådet selv, herunder rådsformanden Willy Kuijper, i denne sag barrikaderet sig bag dyre advokater i tavs magtarrogance. Rådet og Willy Kuijper har nægtet at indgå i nogen form for dialog med alle de venner af Sagen, som direkte har henvendt sig med konkrete spørgsmål. Disse mennesker, hvoraf mange sikkert har doneret penge til Sagen, er blevet mødt med en lukket dør.

Det nærmeste man kommer en “dialog” med MI synes at være Jan Tarbensen, som på det seneste på Facebook standhaftigt har forsvaret MIs gøren og laden i ét og alt.

Det har været forfriskende at læse Jan Tarbensen, som frimodigt og åbent erklærer, at MI er en forlagsvirksomhed, som skal drives kommercielt på moderne forretningsmæssige principper, dette uagtet at Martinus gang på gang udtalte, at vi skal ikke være en forretning, vi skal være en moral, vi skal gå foran og vise eksemplet på den nye verdensmoral.

Ingen på MI har så åbent og utilsløret som Jan Tarbensen stået ved, at den aktuelle retsforfølgelse fra MIs side først og sidst drejer sig om at pleje MIs kommercielle interesser, uanset at dette sker på bekostning af udbredelsen af Martinus’ uændrede originale værk, hvilket ikke lader til at bekymre Jan Tarbensen det mindste.

At ingen andre på MI så åbent udtaler, at det er kommercielle interesser, der driver MI i denne sag, skyldes naturligvis, at man på MI jo dybest set alligevel forstår, at noget sådant ikke harmonerer med Martinus’ testamente. Derfor går man mere stille med dørene end Jan Tarbensen, som afviser enhver tale om, at MI kan have overtrådt Martinus’ testamente.

At “bevare værket uændret” er ifølge Jan Tarbensen kun et spørgsmål om “tolkning” og det samme gælder dette med, at “vi ikke skal være en forretning” og “vi ikke skal have livstillinger” og “vi skal ikke have kontrakter og føre retssager”. At man ønsker at tage noget af dette bogstaveligt afslører, ifølge Jan Tarbensen, at man ikke er udviklet til at forstå, at alle udsagn, for at forstås, skal “fortolkes”.

Det står fast, at uden initiativerne fra de personer, som Martinus’ eget institut nu trækker i en dyr retssag, ville man ikke nu:

• Til rimelig pris og i topkvalitet kunne købe Martinus’ originale uændrede bøger, det være sig Livets Bog, Bisættelse, Logik, Det evige Verdensbillede 1-3 og Småbøgerne.
• Man ville heller ikke frit via internet kunne downloade Martinus’ samlede udgivne værk i original uændret form. Man ville heller ikke have adgang til manuskriptet til Livets Bog.
• Man ville heller ikke have uhindret adgang til båndoptagelser af Martinus’ foredrag.

At det skulle være i Martinus’ - og i et ægte Martinusinstituts - interesse, at ovennævnte ikke skulle være til gavegivernes og andre interesseredes rådighed er naturligvis en absurditet, men det er ikke desto mindre det, retssagen drejer sig om.

Den handler om intet mindre end menneskehedens fri adgang til Martinus’ originale værk - uden unødvendige hindringer skabt af kommercielle og forretningsmæssige interesser.

Det bliver interessant at se, om, og i givet fald hvordan, forsynet vil bringe Martinus’ ånd tilbage til Mariendalsvej og Klint.

At denne ånd for tiden er væk, bør nu være mere end tydeligt for mennesker med interesse og kendskab til Martinus’ åndsvidenskab.

/Søren Ingemann Larsen - 12. juni 2013