Ole Therkelsen og 0X
af Søren Ingemann Larsen
Den ny Verdensimpuls nr. 4/2008 december, side 16

I sidste nummer af Den Ny VerdensImpuls (nr. 3/2008, side 43) fremkommer Martinusrådet med en kommentar i anledning af debatten om 0X. Man udtrykker heri overraskelse over, at introduktionen af 0X har givet anledning til så megen debat. I Martinusrådet ser man åbenbart ikke noget problem med at forklare, hvordan 0X skal forstås, men nøjes med at konstatere at "Martinus blot valgte nogle nye nuancer og perspektiver, som han så ofte gør ved sine hyppige gentagelser af de enkelte analyser frem gennem værkerne." 0X er åbenbart bare en ny "nuance" eller et nyt "perspektiv", men vi får ikke nogen nærmere forklaring på denne "nuance". Og kan forekomsten af 0X med rette siges at være et eksempel på en af Martinus’ ”hyppige gentagelser”, når nu 0X kun er nævnt ét sted? – Besynderlig konklusion.

Anderledes forholder det sig med Ole Therkelsens lange udredning om betydningen af 0X i samme nummer af Den Ny VerdensImpuls ("Svar på spørgsmål til min bog "Martinus, Darwin og Intelligent Design", side 20). I den forbindelse er det værd at bemærke, at Rådet understreger, at hvad Ole Therkelsen eventuelt udtaler vedrørende 0X, står udelukkende for hans egen private regning og derfor ikke er udtryk for Martinusinstituttets "officielle" holdning.

Men Ole Therkelsen er den person, Instituttet i sin tid har betroet opgaven med at færdigredigere diverse efterladte Martinusmanuskripter, hvis resultat vi ser i bogen med titlen "Den Intellektualiserede Kristendom", og hvori 0X-afsnittet forekommer. Dette i kombination med, at Ole Therkelsen tillige holder foredrag om 0X på Klint, gør, at Ole Therkelsen ikke er i en position, hvor han kan udtale sig om 0X, uden at det i et eller andet omfang tillige kan tages som udtryk for Instituttets holdning. Ellers må Instituttet pålægge Ole Therkelsen at undlade at udtale sig og holde foredrag om 0X.

Med andre ord - når nu Instituttet ikke selv byder på nogen forklaring - påkalder det sig særlig interesse, hvad Ole Therkelsen har udtalt om 0X, og derfor vil jeg tillade mig følgende kommentarer i anledning af Oles ovennævnte artikel om 0X.
Det mærkværdige er, at anledningen til artiklen angiveligt er nogle spørgsmål, Uwe Thodt har stillet Ole vedrørende Oles bog om Darwin. Men Uwe spurgte ikke her til 0X. Så Uwe har god grund til at undre sig over, at Ole i den artikel beskæftiger sig så meget med 0X, som tilfældet er, når det slet ikke har direkte relation til det, Uwe spurgte om. Men det er da kun godt, at vi hører Oles tanker om 0X.

Imidlertid kan det være svært at se, at Oles artikel bringer større klarhed over, hvordan 0X skal forstås.

Som jeg læser Ole Therkelsen, forstår han det ene øjeblik 0X som værende en samlebetegnelse eller logisk forudsætning for X.1+X.2+X.3 og det andet øjeblik som "i hovedtræk" lig med X.1.

Det ene øjeblik siger Ole: "I hovedtræk ser jeg ikke selv nogen væsensforskel mellem X1 og 0X, men jeg oplever alligevel en ny pædagogisk dimension ved indførelsen af begrebet 0X." - Og Ole: "Der er således ikke tale om, at Martinus med indførelsen af begrebet 0X ville rette på nogle misforståelser eller fejl i hovedværket, men snarere at han ville give en ny og højere vinkling på Guddommens jeg og det immaterielle."

Og det næste øjeblik hævder Ole en "matematisk" forskel mellem 0X og X.1. Hvordan kan 0X det ene øjeblik "i hovedtræk" være lig med X.1 og det næste øjeblik være matematisk forskellig? Hvor er logikken her?

Det bliver rigtig forvirrende, når Ole hævder, at 0X er lig med X.1 som en samlebetegnelse for X.1+X.2+X.3. Ole kan godt se, at det ikke er særligt let at forstå, så kun ved hjælp af "mikrointuition" mener Ole, at det giver mening. Hvad mikrointuition er, får vi ikke noget at vide om, men Ole er åbenbart i besiddelse af denne sans. Det nærmeste, man kommer, er, at denne mikrointuition åbenbart er noget, der træder til, når logikken slipper op. Jeg tror, Ole får meget svært ved at få Martinus til at skrive under på, at "intuition" er noget, der er hævet over logik - endda matematisk logik.

Men det er åbenbart et kardinalpunkt i Oles forståelse af 0X, at X.1 betegner X.1+X.2+X.3, som Martinus skulle have brugt som "en pædagogisk forenkling". Men kan dette dokumenteres? - Jeg mener ikke, jeg har set noget sted, hvor Martinus direkte skriver, at X.1 betegner X.1+X.2+X.3. Vi savner en dokumentation fra Ole her.

I det hele taget er Oles artikel præget af fraværet af dokumentation.

Fx påstår Ole, at 0X er udtryk for nogle for "høje" analyser. Ole: "Når Martinus netop på dette sted afbrød sit arbejde med denne bog, var det fordi han med 0X endnu engang var gledet over i analyser, der var alt for høje i forhold til bogens formål". Hvorfra ved Ole, at det var det, der fandt sted? - Det kan sikkert udmærket dokumenteres, at Martinus har sagt, at han var i gang med nogle dybe analyser, men det kan ikke dokumenteres, at netop 0X-afsnittet var et resultat af det. Ole nævner jo selv til dokumentation, at Martinus til venner og medarbejdere har omtalt, at han var i gang med analyser af "Guddommen og guldglorien". Men eftersom der intet i 0X-afsnittet står om "guldglorien", kunne det da tyde på, at 0X-afsnittet ikke er et af de steder, hvor Martinus kom "for dybt" i sine analyser.

I øvrigt er det interessant at notere sig, at Ole refererer Martinus for at have sagt, "at han gang på gang kom ind i alt for høje analyser, analyser som folk i dag slet ikke havde brug for, og som de måske først ville kunne forstå om flere hundrede eller om et par tusinde år". Ole antager - uden dokumentation - at en af disse analyser er at finde i 0X-afsnittet. Og hvis vi - trods fravær af denne dokumentation - alligevel antager, at det er tilfældet, kan det undre, at Ole selv mener, at han forstår dette afsnit, når vi andre først vil kunne forstå det om "flere hundrede eller om et par tusinde år". Er Ole virkelig "flere hundrede eller et par tusinde år" forud for os andre? - For man må vel antage, at han har forstået det, siden han og Rådet har ment at kunne udgive det i Martinus' navn.

Et meget interessant afsnit er følgende:

Ole: "Men Martinus søgte netop et enestående udtryk, som han fandt i 0X, hvor han ikke brugte punktummer. Ved at bruge punktummer som f.eks. i et eventuelt 0.1. eller X.0 markeres jo, at to forskellige enheder kobles sammen, og det indikerer en begyndende optælling, som ved de tre X-er. Med et begreb 0.1., måtte man vel også kunne tale om 0.2. og 0.3., men det ville jo fuldstændigt bryde med hele Martinus’ X-terminologi." - Udover at Ole helt mangler at dokumentere, at "Martinus søgte netop et enestående udtryk, som han fandt i 0X, hvor han ikke brugte punktummer" (hvad ved Ole dog om, hvad Martinus "her søgte" ....), mangler vi også dokumentation for, at der ligger en pointe i, at der ikke er punktum mellem 0 og X. Hvor ved Ole fra, at det for Martinus betød noget, om der var punktum mellem 0 og X eller ej?

Det interessante ved dette er, at Martinus faktisk ikke var konsekvent med hensyn til, om han lod X efterfølge af punktum eller ej. Ved at studere de originale udgaver af Livets Bog, vil man finde både formerne "X 1", "X.1" og "X.1.". Og endda også "X-1". Men formen "X1" - som Ole i sine "matematiske" spekulationer antager, at Martinus bevidst og systematisk har brugt - findes så vidt jeg kan se slet ikke i Livets Bog. Men hvorfra har Ole så X1? - Det har Ole fra de nye udgaver, om hvilke Rådet og Ole Therkelsen stædigt og vedholdende fastholder, at de ikke er ændret i "indholdet", men kun i "formen". Her har man nemlig - så vidt jeg kan se - konsekvent alle steder ændret til "X1".

Med andre ord baserer Oles matematiske spekulationer om fraværet af punktum mellem "X" og "1" sig på et falsk grundlag, som han selv - ved at tillade ændringer i originalen - har været med til at skabe. Dette viser endnu engang, at Martinus skal tages bogstavelig, når han gang på gang beder om, at der "ikke må flyttes et komma" i hans værk. Mon ikke dette også gælder punktummer? - Efter dette må man da håbe, at flere efterhånden forstår, at vi ikke skal ændre noget som helst i Martinus' værk eller i det hele taget forsøge at redigere i det.

Tragisk nok er Rådet for nuværende mere optaget af ved enhver given lejlighed at påberåbe sig en tvivlsom privatejendomsretlig copyright end at sørge for, at Martinus' værk ikke undergår ændringer. Vi er i den aparte situation, at ingen af dem, som Rådet ønsker at genere og lægge hindringer i vejen for ved hjælp af copyrightvåbnet, nogensinde selv kunne drømme om at ændre i værket. Det er kun Rådet selv, som netop er sat til at sørge for, at ændringerne ikke finder sted, der foretager disse ændringer. Og uden for Instituttet er vi - på grund af copyright’en - magtesløse tilskuere til sceneriet. Copyright’en skulle jo netop tjene til at beskytte værket mod ændringer, nu bruges den i stedet af Rådet og Instituttet som et skjold, så andre udenfor er forhindret i at beskytte værket mod disse ændringer. Samtidig med, at den bruges til at bremse udbredelsen af Martinus’ værk. I sandhed en bizar situation, som det er meget svært at se skulle harmonere med Martinus’ ønsker og være i Sagens interesse.

Til støtte for Oles matematiske forklaring på forskellen mellem X.1 og 0X (som Ole i øvrigt ikke "i hovedtræk ser er væsensforskellige") henviser Ole endvidere til studier hos numerolog og håndlæser Per Jan Neergaard og en bog forfattet af samme. Hvad Per Jan Neergaard og dennes bog specifikt bidrager med til oplysning om betydningen af 0X, er ikke klart for mig. Men jeg kan ikke tro, at Martinus har lagt sine analyser således til rette, at man for at forstå disse er nødt til at studere numerologi og talmystik. Jeg tror med andre ord ikke på, at der er nogen pointe at hente her heller.

I parentes bemærket ser vi, at samme Per Jan Neergaard, hvis erhverv det er at tilbyde håndtydning (gå selv ind på http://perjan.dk), nu udgør en del af Martinusrådet (måske på Oles anbefaling?). Det kan dokumenteres, at Martinus i sin tid gjorde meget for at holde sine analyser "rene" for sammenblanding og udvanding med andre "åndsdiscipliner", såsom clairvoyance, astrologi og håndlæsning – uden at han dog dermed principielt tog afstand fra sådanne discipliner. Der er derfor al mulig grund til at formode, at dette ikke var gået i Martinus' tid, og det tegner dystert for fremtiden, hvis rådet agter fremover at supplere sig selv efter det princip. – Dermed ikke sagt – skal det stærkt understreges - at Per Jan ikke udmærket kan være både begavet, intelligent og sympatisk, jeg kender ham slet ikke personligt. Men med den professionelle profil, han har valgt, bør han ikke kunne være med til at tegne Martinusrådet.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg tror, at grunden til, at så mange fristes til at tage 0X seriøst som et ny begreb hos Martinus, er, at vi på vores nuværende stade - og det gælder antagelig også Ole Therkelsen og Per-Bruus Jensen - ikke er bevidst i vores jegs identitet med guddommens jeg. Vi "savner" derfor et begreb, der kan adskille guddommens jeg fra gudesønnernes jeger. Men et sådant begreb opererer Martinus ikke med. Indtil vi selv får kosmisk bevidsthed og bliver bevidst i denne identitet, må vi nøjes med at henholde os til den logiske forklaring, vi får fra Martinus, nemlig at eftersom jeget dybest set er immaterielt og således ikke kan inddeles i "individer", har gudesønnerne dette jeg tilfælles med guddommen. Og dette immaterielle jeg er derfor i begge tilfælde X.1 og kan ikke være henholdsvis 0X og X.1. Der er derfor ikke "plads" til 0X nogen steder.

Livets Bog III, stk 1008:

       "Da ingen som helst Oplevelse kan blive til uden netop i Kraft af, at den er en Afsløring af et eksisterende „Noget"s Afvigelse fra „Materie" eller „Bevægelse", kan dette „Noget" dermed kun eksistere som „Bevægelsen"s Kontrast. Men „Bevægelsen"s absolutte Kontrast kan jo kun være det „faste Punkt". Dette „faste Punkt" er Livets absolutte Akse. Om dette Punkt drejer hele Tilværelsen sig. En hvilken som helst Oplevelse af Liv kan altsaa i sin dybeste Analyse kun være sit Ophavs bevidste eller ubevidste Identitetsfornemmelse med dette „Bevægelserne"s „faste Punkt".
         Det er rigtigt, at denne Identitetsfornemmelse, indtil dens Ophav har naaet „den store Fødsel" eller „kosmiske Bevidsthed", er indpakket i en „timelig" Emballage eller er camoufleret i Maal- og Vægtfacitter. I dette Tidsrum har Væsenet derfor ikke nogen særlig Glæde af denne sin Identitet med det uforanderlige „evige Noget", men tror sig eet med „Materien", tror sig eet med Støvet, med Tilintetgørelse, med Døden. Men i denne mentale Mørkeperiode i dets Spiralkredsløb nærer det alligevel dybt i sit Indre et mere eller mindre bevidst lønligt Haab om denne dets Identitet med Udødeligheden og dermed med Uendeligheden eller Guddommen. Og det er for at stimulere og lette Adgangen til den virkelige Oplevelse af Genstanden for dette Haab, at vi her har belyst det „evige Noget" i Væsenet som udgørende dets eneste absolutte „faste Punkt". "

mail@ingemannlarsen.dk