En klardrøm og tolkning i og specielt nedenunder om Forsynets krisestyring af Martinussagen, så rådet fjernes, da de ikke har forstået Martinus’ ånd, men fejlagtigt styrer efter de dyriske principper og magtprincippet. Drømmen harmonerer med Kurts klardrøm fra 29. marts 2013 om katten og fuglene i træet.

Jeg sad i en jumbojet (Martinussagen), som var helt fuld af mennesker. Jeg fik at vide: ca. 3-400 personer ( formodentligt de åndsforskere, som virkelig tager åndsvidenskaben alvorligt i deres liv). Jeg befandt mig oppe på første klasse lige bag ved piloternes kabine. Så tæt at jeg faktisk kunne røre ved den grå lydtætte polstrede væg ind mod piloterne i cockpittet. Her var der vel en ca. 5 mennesker, måske lidt flere, der hvor jeg sad på i de bløde store behagelige mørkeblå stole på ”first class”. Resten af passagerene sad bag forhænget, nede på de normale passagerpladser. Jeg fik at vide, at den store flyver fløj mod vest (den forkerte retning, vest dvs. til venstre er altid den forkerte retning i drømme, jf. Jungs drømmetydning).

Flyveren fløj langt væk fra Danmark oppe over et eller andet sted i Sibirien (Sibirien er et symbol på angelandet, Zaren og Stalins kæmpe koncentrationslejrområde og territorium. Gullag. Den hårde bevidstheds territorium), hvor der var en slags stedsegrønne grantræer (træer = instinkt, ikke følelse eller intelligens) så langt øjet rakte, til helt ud i horisonten. Der var ingen menneskelig civilisation, veje, søer eller byer at se noget steds. Alt var bare grønne grantræer, hvilket jeg tydeligt erfarede lidt senere. Den kæmpestore jumbojet (Martinus sagen) fløj meget højt oppe, vel nok i ca. 10.000 meters højde, stille og roligt, og vi oppe på ”first class” nød turen, i vores dybt kongeblå behagelige kæmpestole.

Min følelsestilstand under hele drømmen var helt rolig og observerende, og helt i balance.

Pludselig, lagde jeg mærke til noget besynderlig og helt unormalt ved indretningen af flyvemaskinen, nemlig det faktum at der i skillevægen op til piloternes cockpit slet ikke, som normalt, var nogen som helst dør eller åbning, blot en, fornemmede jeg, tyk og grå væg, som var polstret med lyddæmpende polster, så piloterne (Rådet) slet ikke kunne have, eller havde, nogen som helst kontakt med passagererne. Passagererne var således også helt forhindrede i at tage kontakt med piloterne (Rådet), som jo selvfølgeligt havde ønsket denne væg bagud mod passagerene (de aktive åndsforskere). Først forløb flyveturen helt normalt og behageligt, og vi sad og nød flyveturen.

Men som et lyn fra en klar himmel begynder den store flyvemaskine pludselig at styrtdykke i en rasende fart i en vinkel på ca. 45 grader ned mod jorden. Men det mærkelige er også, at piloterne ikke underretter passagerene om, hvad der sker.

Vi oppe på ”first class” ved godt (telepatisk), at piloterne er udygtige, og jeg får, telepatisk, (alt er telepatisk, ingen ord bliver sagt i drømmen), at vide, at piloterne har begået en mega pilotfejl. Motorerne kører normalt, og der er ikke ild i maskinen. Den styrtdykker blot pludselig i en vanvittig fart mod den grønne Sibiriske granskov dybt nedenunder. (Jeg får indfaldet ”en by i Rusland” dvs. at Martinussagen er helt ude at svømme, helt ude af kurs). Dette kan jeg nu se ud ad vinduet til højre. En ældre kvinde lige ved siden af mig har svært ved at trække vejret under den bratte nedstigning. Men jeg ser, at hun pludselig gylper en blå og hvid plastik tingest op, en aflang og hul tingest, som har, mærkeligt nok, hjulpet hende med at overleve, og kunne trække vejret under den meget bratte nedstigning. (Dette har jeg ikke tydet endnu).

Mærkeligt nok tager vi oppe på ”first class” det ret så roligt, nærmest forudsigeligt roligt, under det nærmest frie fald, maskinen foretager mod jorden. Jeg er som sagt selv under hele drømmen helt rolig og observerende. Noget, der bagefter drømmen undrer mig, er, at der ikke udbrød nogen panik på ”first class”, men derimod nede bagerst fra flyet hørte jeg mange angstskrig. Men det lod vi os ikke påvirke af.

Et øjeblik fornemmer jeg, blot roligt helt observerende, at vi nok inden for få sekunder vil blive knust mod jorden, eller også samtidig eksplodere i et kæmpe brag og flammehav mod jorden.

Passagerene (åndsforskerne) i bagenden af maskinen, som ikke vidste, hvad der foregik, begyndte, som før nævnt, at skrige. ”First class” passagerene vidste imidlertid, at der var en mening med galskaben/styrtet, at det nærmest måtte ske.

Nu ser jeg så, at væggen ind til cockpittet begynder at blive nærmest bombarderet fra cockpitsiden, så den hele tiden får store buler alle mulige steder ind mod os på første klasse. Det ser en overgang ret så faretruende ud, men der sker ikke noget med væggen, den holder til det store vindtryk udefra. Jeg får telepatisk at vide, at de voldsomme buler kommer af, at cockpitruderne er smadrede, og det enorme vindtryk blæser direkte ind i cockpittet og sandsynligvis har dræbt piloterne. Ingen kan overleve et så enormt vindtryk, som de er udsat for. (Trykket betyder trykket fra den ydre verden, dvs. omverdenen, som piloterne selv har forårsaget ved deres farlige og fejlagtige flyvning, åndsforskere, journalister, retsvæsen, sponsorer som trækker sig, testamenter som nu bliver omdirigeret). For tilliden til piloterne er totalt mistet af alle. Dem tør ingen flyve med mere.

Med ét får jeg så telepatisk at vide, at maskinen nu pludselig er overgået til udelukkende at flyve via automatpilot, (det er Forsynets direkte indgriben for at rede maskinen og de ombordværende), og at piloterne er sat ud totalt af spillet, antageligt døde eller lemlæstede af det store vindtryk fra de totalt smadrede forruder i cockpittet. Ingen kan overleve det under normale omstændigheder, får jeg at vide.

Lige over trætoppene retter maskinen pludselig voldsomt op og laver en brat udfladning, så den med meget høj fart kan nødlande (blive groundet, få jordforbindelse) hen over de grønne grantræstoppe.

Men i det øjeblik jumbojetten flader elegant ud, hen over de grønne trætoppe, speeder den motorerne op på fuld kraft, så vi faktisk får ondt i ørene inde i maskinen. Jeg undrer mig, normalt ville jeg tro, at motorerne skulle tage kraften af, men i stedet for speeder alle motorerne voldsomt op, så alle træer bliver fældet i hele jumbojettens store vingefangs bredde. Dvs. vel omkring 100 meter i bredden eller måske mere. Jumbojetten kommer ikke til skade, men vælter, knækker, omstyrter alle træer, i dens fulde bredde, i vingefangets fulde bredde. Det føles, som om det varer alt, alt for længe, det føles, som om det varer et minut eller måske to minutter, hvor den store flyvemaskine pløjer sig igennem granskoven (flyvemaskinen nedsabler i tusindevis af træer, dvs. nedsabler instinktenergien, den dyriske energi) med motorerne for fuld kraft, ligesom for virkelig at ville ”fælde træer” for fuld styrke. Men automatpiloten (Forsynet) ved helt sikkert, at sådan skal denne kæmpemaskine landes mest sikkert.

Med ét, pludselig, er alt helt tyst og helt stille, og flyvemaskinen er helt stoppet inde i den store Sibiriske skov, hvor jumbojetten ligger, mærkelig nok uskadt, på bugen, uden at have slået sine landingshjul ned, hvad man jo heller ikke kan i en granskov, for de vil jo bare blive revet af, tænker jeg. Og jeg befinder mig så pludselig uskadt uden for maskinen, på højre side (den rigtige side/jf. Jung) vel nok ca. en til to meter fra flyvemaskinens side lige under cockpittet, ud for ”first class” afsnittet. Alle passagerene bevæger sig forskræmte, men uskadte ud af flyvemaskinens højre side. Den side jeg kan se. Og den side jeg er selv på.

Jeg observerer lidt svagt helt, absolut helt, hvid ild (Helligåndens indvirkning får jeg at vide), som slikker ca. en meter op af flyvemaskinens højre side, omkring 10 meter fra mig. Men denne ild gør ingen skade, mærkelig nok. Jeg tænker et øjeblik på evt. eksplosionsfare. Men ingen benzin er løbet ud. Totalt mirakuløst, tænker jeg. Men et øjeblik efter er den helt hvide ild væk igen. Og ingen skade er sket. Nødlandingens udførelse er intet mindre end et mirakel.

Så sker der noget meget besynderligt.

Så ser jeg pludselig en steward i nystrøget hvid skjorte komme løbende nede fra, hvor passagerne kommer ud, nede af højresiden, og løbende meget målrettet, op mod cockpittets underside, hvor der befinder sig omkring 5 måske 7 eller måske 10 speciallåger, som han målrettet via nogle meget fine store forkromede håndtag åbner et efter et. Og ud dropper den ene pilot efter den anden, slappe, dorske og nærmest livløse, men måske stadig, til min meget store overraskelse, i levende live, men under alle omstændigheder bevidstløse, og under alle omstændigheder ude af stand til at kunne opfatte den ydre verden. De er alle hårdt medtagne af det såkaldte ”Skyfall”. Alle passagererne er derimod ved bevidsthed og uskadte. Måske lidt fortumlede. Jeg forstår med ét, at piloterne, før ruderne i cockpittet sprang, må have sluppet styringen af jumbojetten og krøbet i beskyttelse nede i disse lange safety-boxe rør, som var hvide indeni og som gik i en vinkel på 60 grader ned siden af flyverens yderskrog. En slags beskyttelsesrum for piloterne, tænker jeg, og undres. Et beskyttelsesrum for hver pilot. Der var omkring 5-10 af disse boxe, disse beskyttelsesrum/boxe. Sådan noget har jeg aldrig hørt om før.

Til allersidst kommer stewarden til den sidste box, som han skulle åbne. Her får jeg telepatisk at vide, at i denne box ligger selve flyets kaptajn gemt. Stewarden beder kaptajnen komme ud og prøver at trække ham ud, men han vil ikke ud. Derfor bliver stewarden simpelthen nødt til at kravle op i hullet/boxen for med magt at trække kaptajnen ud. I modsætning til alle de andre kommer kaptajnen så ud med hovedet nedad, og med hovedet først. I hullet, røret/beskyttelsesboxen, hvor kaptajnen har skjult sig, kommer der en smule røg ud. Måske er kaptajnen blevet røgforgiftet, tænker jeg. Han ser meget medtaget ud, men er måske stadig i live. Det er uvist.

Min tydning af drømmen.

Jumbojetten, er selve Martinussagen. De mange piloter er rådsmedlemmerne. Passagerene som sidder på ”first class” sæderne oppe foran er Firkløveret og de mennesker tæt omkring dem, som støtter dem, og virkelig forstår, hvad ”Skyfall-krisen” dvs. det krisen om ”sagen i sagen” virkelig handler om. Nemlig at sagen virkelig er fri som solen, og at Martinus’ værker virkelig skal være 100 procent ægte, og at Martinus Instituttet virkelig skal tjene sagen og have Martinus’ ånd, og ikke den mørke ånd, det nu desværre har, det ser nærmet ud som ånden fra Jordens mørke skytsengel behersker Rådet og MI-ledelsen for nuværende. Passagerene nede bagved er almindelige åndsforskere og mennesker, som er interesseret i Martinus åndsvidenskab og hans epokegørende værk Det Tredie Testamente. Der er i virkeligheden ikke mere en højst 3-400 selvtænkende individer World Wide, som inderligt tager åndsvidenskaben til sig. Alle andre er enten suggererede, eller kun overfladisk interesserede i åndsvidenskaben. De har ikke hverken teoretisk eller praktisk prøvet at leve åndsvidenskaben ud i deres daglige væremåde. Det helt mærkelige er, at der er en tæt væg, uden nogen dør, mellem piloterne og passagerene. Men jeg forstår, at det jo er lige præcist svarer til den nuværende Martinus sag, hvor rådet og MI-ledelsen fuldstændigt har isoleret sig i forhold til dem, de skal tjene, nemlig åndsforskerne, som studerer Martinus værk Det Tredie Testamente og hans åndsvidenskab. Martinus råd og ledelse ønsker ingen hjertelig, åben, kærlig og direkte kontakt med de almindelige åndsforskere. Og ingen kontakt til piloterne er mulig og er også helt formålsløst, hvad virkeligheden jo også med utallige eksempler viser. Ingen kan i virkeligheden få kontakt med rådet og MI-ledelsen. De opfører sig som en gammeldags loge. Med logementalitet. Pludselig mister passagerene totalt tilliden til føringen af flyet, til piloterne, til rådet, til MI ledelsen, da det viser sig at de ikke magter at føre flyet sikkert, men i virkeligheden begår en mega pilotfejl, ved at lade flyet styrte helt ukontrollerbart. Dette sker ved at rådet nu aktiverer stævningen ved Københavns Byret mod Firkløveret . (Min stævning blev modtaget den 4. juni kl. 13.30, halvandet døgn efter jeg fik denne klardrøm).

Den mega pilotfejl, nemlig at man ved udygtig ledelse i Martinus Instituttet, Martinussagen, pludselig benytter de dyriske principper for fuld kraft, nemlig retssystemet, som Martinus advarede stærkt og ofte imod. Ruden i cockpittet, der bliver knust, vil sige, at trykket fra omverdenen bliver for stort til, at man kan lede/styre noget som helst. Og piloterne slipper totalt styringen og overlader den til automatpiloten, dvs. Forsynet, som mirakuløst reder sagen. Dette vises med, at flyet lader uskadt i en Sibirisk skov. Dette er helt og aldeles et mirakel. Ingen har mere tillid til disse dårlige piloter. De kommer aldrig til at føre et fly mere. Deres karriere er slut. Martinus sagen er stærk, dvs. at flyet står stærkt og uskadt på jorden (sagen har igen fået jordforbindelse). Piloterne trækkes ud af flyet af en af deres egne, stewarden, dvs. det samlede råd afgår, rådsformanden, kaptajnen må trækkes ud med magt af stewarden, dvs. en af deres egne.

Den mirakuløse og vellykkede nødlanding skyldes ikke de udygtige piloter, dvs. rådet, men derimod Forsynets (Automatpilotens) snarrådige og mirakuløse indgriben.

Den eneste fornuftige, kærlige, rationelle, resolutte og meget handekraftige person blandt Martinus Instituttets folk, og som stadig er funktionsdygtig efter flystyrtet og som fjerner piloterne, rådet fra sagen, er Stewarden, som gør en slags ”helteindsats”. Han har opholdt sig blandt passagererne, for at tjene disse, får jeg at vide. Han spiller en afgørende rolle med at fjerne piloterne, rådet, og især kaptajnen/rådsformanden fra jumbojetten, fra Martinussagen.

Denne Steward har en meget vigtig opgave at udføre.

Hvem han er, det må fremtiden vise.

”The answer is blowing in the wind…my friend”


Supplerende information: Denne morgen vågnede jeg lidt over 04:00 og drejede hovedet lidt til højre og huskede straks klardrømmen i alle detaljer. Blev liggende helt stille og bad til Gud om at måtte kunne tolke den i hovedtræk. Hurtigt kom impulserne til mig og omkring kl. 05:00 var tolkningen i hovedtræk på plads. Jeg var fuld af energi og virkelyst, trods kun 2 timers søvn den nat, fra søndag til mandag, og mødte kl. 05:45 i mit firma Shop Team og Fonden Det Tredie Testamente, for denne dag at lægge sidste hånd for planlægningen af sommerkurset i Odense og LIVETS SKOLE i åndsvidenskab.

Note: Arbejdede den dag med fuld kraft i godt 12 timer. Dette mærkværdige kraftfulde energiskift oplever jeg hver gang når jeg intenst arbejder med information og undervisning om Martinus åndsvidenskab. I sådanne perioder, har jeg de sidste 10 år, oplevet perioder hvor jeg kun har sovet 4-5 timer i døgnet i lange perioder. Eksempelvis under forberedelserne til Sindaludstillingen i 2007. Hvor jeg i et halvt år kun havde et sådant lille søvnbehov hver eneste nat. Jeg bliver da besjælet af en umådelig overjordisk kraft. Kun sådan kan jeg beskrive det og forstå det.