(For overskuelighedens skyld står i det følgende min kommenter med blå skrift og rådets med sort)

Rådet for Martinus Institut er i august 2016 fremkommet med en ny kommentar til den verserende ophavsretssag i forlængelse af den kommentar, rådet kom med i januar 2016.

Rådets august-kommentar kan nås her. - (Eller rettere 'kunne'. For linket virker ikke længere, og jeg finder ikke notatet på instituttets hjemmeside. Heldigvis downloadede jeg det i sin tid, så det kan hentes her. /9. marts 2019)

Min kommentar til rådets januar-kommentar kan nås her.:

Jeg er meget bevidst om, at mange nok ikke har orket at forholde sig til denne nye 16-siders kommentar fra rådet, og at mange måske heller ikke orker at læse mine kommentarer til den.

Jeg skal på forhånd "advare" læseren om, at jeg alligevel har valgt at gennemkommentere august-kommentaren, på samme måde som jeg også gjorde det med januar-kommentaren. Dette har jeg følt nødvendigt, også fordi min person er bragt i særlig fokus i august-kommentaren.

At min person i den grad er i fokus forklares af, at meget af “materialet”, som rådet har baseret sin kommentar på, er indsamlet selektivt af den mangeårige Kosmosredaktør Søren Hahn på Facebook-gruppen, "Martinus Interessegruppe". Denne Facebookgruppe ønsker rådet ikke åbenlyst at deltage i, men de lader i stedet spioner sidde i gruppen, som plukker det ud, som rådet mener kan styrke rådets "sag". Hovedspionen er Søren Hahn. Han deltager selv i debatten, men han erklærer, at han ikke repræsenterer rådets synspunkter, og at han i øvrigt kun er der for sin egen personlige underholdnings skyld. :)

Da jeg som sagt er klar over, at mange nok ikke orker at kæmpe sig igennem hele denne tekst, vil jeg med det samme fremkomme med en slags

H O V E D K O N K L U S I O N:
Essensen i hele denne misère er, at rådet og Mariendalsvej efter Martinus’ bortgang i 1981 gradvis er blevet infiltreret af nogle elementer, som slet ikke forstår Martinus’ storhed. Det er, som om de i deres optagethed af deres egne personlige interesser helt har glemt, at det er en VERDENSGENLØSERs tekst, de er sat til at vogte. Martinus’ tekst er intet mindre end den TALSMANDEN DEN HELLIGE ÅND, som Jesus bebudede skulle komme. At teksten skulle være det, er noget Martinus selv påstår. Og hvis man går ind i arbejdet med at videreføre Martinus’ mission, må man tage dette for pålydende - ellers bør man holde sig væk.

Det er, som nævnt, tydeligt, at rådet behandler Martinus’ tekst som enhver anden almindelig forfatters tekst, og snarere værre. Rådet har slet ikke øje for, hvor stor skade rådet tilfører Martinus' tekst og Sag, når man tror, at man kan blande sig i, hvordan denne tekst fremstår. Rådet ser ikke, at de skader Sagen ved på denne måde at blande sig i en verdensgenløsers værk. Martinus har aldrig taget afstand fra gyldigheden af hans egen originale tekst, og derfor skal den tekst, Martinus én gang har sagt god for, også accepteres, som den er. Man retter ikke på en Mester.

Rådet har tydeligvis ikke opdaget, at Martinus ikke er en forfatter, som ønsker sit værk “opdateret” hen ad vejen. Det Martinus én gang har udgivet som Livets Bog, er sådan, som Livets Bog skal være, inklusive de ligegyldige “fejl” som man måtte kunne finde.

Rådet ser tilsyneladende ikke i øjnene, hvor uheldigt det - særlig på længere sigt - er, at man ikke har en fast tekst at holde sig til. Nu og i al fremtid. Det ville man kunne have, hvis man holdt sig til at udgive den udgave, som Martinus én gang har udgivet, og som han aldrig - hverken helt eller delvis - har taget afstand fra. Rådet skal forholde sig til den, som om den var “hugget i sten”.

Martinus’ værk skal holde i mange mange år, og derfor skal der være en basisudgave, som senere slægter i de næste flere hundrede år kan henvise til som originalen, som man kan være sikker på er uden senere indblanding. Instituttet har i 00’erne allerede lavet tre forskellige udgaver af Livets Bog, og man kan gætte sig til den forvirring, der vil komme i fremtiden, når flere nye udgaver udkommer i samme takt. Det er tydeligt, at rådet slet ikke har forstået, hvad det er for en opgave, de står med.

Rådet forstår ikke, at ved at lave det mindste om i et værk af den karat, der her er tale om, signaleres, at værket ikke befinder sig højere, end at almindelige jordmennesker kan påtage sig at ændre i det. Rådet skader herved både værket og sig selv. Rådet afslører sig herved som inkompetente og uduelige til at forvalte den opgave, Martinus tildelte dem, og som er at være VOGTER for ægtheden af Martinus’ værk, nu og i al fremtid.

Rådet ser tydeligvis slet ikke storheden i Martinus og hans måde at skabe sit værk på. Det siger det hele, at Martinus efter at have udgivet første bind af Livets Bog udgav resten på den måde, at han afleverede 16 sider ad gangen som vedhæftning til hvert nye nummer af tidsskriftet Kosmos. Martinus har altså udgivet de fleste af Livets Bogs næsten 3000 sider uden at kunne eller ville ændre på nogen af dem, når først de havde forladt hans hånd. Kan man overhovedet nævne et eneste andet eksempel fra litteraturhistorien på noget tilsvarende? - Jo, der findes forfattere, som laver føljetoner, men her er der tale om et samlet værk, som forfatteren selv anser for Talsmanden den hellige ånd.

Hvis rådet kunne forstå den dybere betydning af dette, ville de ikke vove at ændre NOGET SOM HELST i dette værk. Og det er dér, skoen trykker. Rådet forstår ikke, hvad det er for en gigantisk opgave og ansvar, de er blevet betroet.

Martinus har profetisk forudset, at hans råd nødvendigvis ville komme til at begå disse fejl. Det ser vi fx i dette citat fra artiklen Paaske fra 1934:

I Jerusalems Omegn finder vi, i stor Angst for Forfølgelse og i dyb Sorg over Tabet af deres elskede Mester, spredt for alle Vinde som en Flok Faar, der har mistet deres Hyrde, Jesu trofaste Venner og Disciple. Men en Verdensgenløsers Trofasthed og Kærlighed er stor. Han glemmer aldrig sine Disciple og Hjælpere. Der kan undertiden være Tilfælde, hvor enkelte af disse i deres daglige Samvær med Mesteren, der er hjertelig og kammeratlig i sin Væremaade og saaledes ganske blottet for al ceremoniel Etikette, glemmer hans aandelige Storhed og Ufejlbarlighed. I saadanne Tilfælde kan det hænde, at de paagældende Disciple ikke kan forstaa Mesteren, idet han jo ikke handler ud fra jordiske Motiver eller midlertidige lokale Tilstande. Hans Planer er paa langt Sigt, for Aarhundrederne, ja stundom for Aartusinderne. Mesterens Dispositioner kommer derfor ikke altid til logisk eller intelligensmæssigt at passe ind i de rent midlertidige aktuelle lokale Forhold og gængse Opfattelser af Moralitet, men passer naturligvis ufejlbarligt ind i Forsynets store guddommelige Plan med Menneskeheden, som han udelukkende er indviet til at følge, uafhængigt af hvad det saa end maatte koste, ja selv i saadanne Tilfælde, hvor det eventuelt kan føre ham til Tabet af sine Venner, føre ham til Golgatha, føre ham til Korsfæstelse.

De af Disciplene, der i deres fysiske Kortsynethed ikke kan følge Mesterens vidtskuende Blik og glemmer, hvem de har for sig, ser kun hans Dispositioners eventuelle Upasselighed i de rent midlertidige og øjeblikkelige Forhold og tror derfor, at han handler forkert. De søger da i deres blinde Nidkærhed at ville „vejlede" ham og kan endog blive forargede, naar Mesteren ikke kan tage deres „Vejledning" til Følge, og de derved ikke kan faa deres illusoriske Forhaabninger opfyldte. Men en Verdensgenløser er ikke kommen for at skulle undervises af sine Disciple. I hans Nærhed gælder den okkulte Lov: „Naar Eleven taler, tier Mesteren”, mere end noget andet Sted eller i noget andet Tilfælde. Og uden at de paagældende Disciple egentlig ved af det, er de trods deres fysiske Samvær med Mesteren paa Retur, paa Vej bort fra hans aandelige Nærhed. „Synet af Mesteren" fordunkles mere og mere af deres Tankers Kredsen om deres skuffede Forventninger, Mesterens, efter deres Opfattelse, fejlagtige Dispositioner o.s.v. Og tilsidst ser de ligesom den store Hob ikke „Mesteren", men derimod i ham kun et almindeligt, formentligt „ufuldkomment" jordisk Menneske. I Kraft af den Gene eller Forstyrrelse saadanne Disciple bliver for Verdensgenløserens Mission, maa han, der naturligvis kun kan følge sin egen guddommelige Inspiration og være trofast mod den ham allerede ved hans Indvielse anviste Vej, tage Afstand fra saadanne i fejlagtig Iver og Nidkærhed fremtrædende Disciple og Tilhængere. Men Livet vil selv bringe dem tilbage. De vil alle trods alt tilsidst komme til at hvile i Verdensgenløserens Favntag, „og hver Tunge skal bekende, at han var en Herre til Gud Faders Ære.”

Hovedproblemet er netop det, at “disciplene ikke forstår Mesterens dispositioner” - og så gør de noget andet, end Mesteren sagde, de skulle gøre. Rådet tager fejl af Martinus, fordi de ikke kan se og forstå, at Martinus i almindelighed camouflerede sig som en almindeligt gennemsnitsmenneske: rådet fejlvurderer helt enkelt Martinus og i “deres daglige Samvær med Mesteren, der er hjertelig og kammeratlig i sin Væremaade og saaledes ganske blottet for al ceremoniel Etikette, glemmer [de] hans aandelige Storhed og Ufejlbarlighed.”

Rådet har efterhånden mistet forståelsen for, at Martinus er af en helt anden væsensstandard end os andre. Og rådsmedlemmerne har måske for nogens vedkommende end aldrig rigtigt set det eller troet på det. At rådet formaster sig til at fokusere på nogle småfejl i Mesterens tekst viser, at de ikke fatter, hvem Martinus var og er.

Et andet sted, hvor Martinus profetisk forudser denne situation er Livets Bog, stk. 126:

Af Væsenerne indenfor anden Afdeling finder vi mange som Medlemmer af de i de senere Tider opstaaede fremragende aandelige Samfund, Selskaber eller Sekter. Medens de Væsener af første Afdeling, der findes som Medlemmer af nævnte Samfund, lever i fuld Kontakt med disses Ideer, Love og Principper, er i Harmoni med de samme Samfunds respektive Ophavs Aand, og saaledes hvad Udvikling angaar paa en Maade er at betragte som „fødte" Medlemmer, saa er de Væsener af anden Afdeling, som ogsaa findes som Medlemmer af de samme Samfund, ikke at betragte som "fødte" Medlemmer eller som Medlemmer paa Basis af Anlæg eller Kvalifikationer, men er derimod mere kun Medlemmer paa Basis af et Medlemskort. De er saaledes egentlig kun de paagældende Samfunds „Rekrutter" eller „Lærlinge", hvilket giver sig Udslag i, at de endnu ikke har tilegnet sig den Tolerance, Ydmyghed, Uselviskhed og Moral, som deres Samfunds Stifter eller Ophav har givet Udtryk for. Dette vil saa igen betyde det samme som, at deres uligevægtige Følelsesliv i dette Tilfælde giver sig Udslag i Indignation mod og Undervurdering af andre Aandssamfund end deres eget, hvilket sidste de netop overvurderer og paaberaaber sig at være eneste saliggørende. Da de endnu i fremragende Grad repræsenterer Selviskhed og Ærgærrighed, tilstræber de, blændede af den megen teoretiske Viden, deres Samfund har beriget dem med, at hæve sig op paa Førerposter eller Lederstillinger indenfor det samme Samfund. Denne tillærte Viden, som de i deres Naivitet og Selviskhed tiltror at være deres egen, belaster dem med et aandeligt Hovmod, der igen tildækker deres Fornuftsevne i en saadan Grad, at de ikke kan se deres Diskvalifikationer eller sande Identitet som deres Samfunds „Rekrutter" eller „Lærlinge". Vi kan derfor blive Vidne til det Særsyn, at et saadant aandeligt Samfunds Ledelse undertiden helt er kommen i Hænderne paa disse dets mindst udviklede Væsener, og at dets Prædikanter, Foredragsholdere eller Gruppeledere udelukkende kun er Teoretikere og derfor ligeledes undertiden kommer til at holde Foredrag for Tilhørere, der med Hensyn til praktisk Overholdelse eller Opfyldelse af det paagældende Samfunds Traditioner er dem langt overlegne eller sidder inde med Kvalifikationer nok til at kunne være deres retmæssige eller fødte Lærere eller Ledere. Resultatet heraf bliver ganske naturligt, at de sidstnævnte Væsener efterhaanden melder sig ud af nævnte Samfund, dette taber derefter i tilsvarende Grad sin aandelige Værdi og kan ikke mere repræsentere den Højde i aandelige Standard, som det ved sin Start fra sit Ophavs Haand var bestemt til at skulle give Udtryk for. Naar et aandeligt Samfund er naaet dertil, at intolerante, ærgerrige og egoistiske Væsener har tilegnet sig deres Ledelse, gaar det uundgaaeligt sin Opløsning i Møde. Intolerance, Ærgerrighed, Egoisme og Hovmod er saaledes de aandelige Samfunds Opløsningskræfter og kan i værste Tilfælde bevirke, at saadanne aandelige Selskaber eller Sammenslutninger bliver at ligne ved døde og udbrændte Sole eller Kloder, der i Form af Maaner er i Færd med at gaa deres Forvitring eller Undergang i Møde. Naar de førnævnte Realiteter efterhaanden har faaet Overtaget i et aandeligt Samfund, er det altsaa i Virkeligheden Udtryk for, at samme Samfund har udspillet sin Rolle og nu er døende og dermed i Færd med at ende sin Mission.

Det er derfor en trøst, at Martinus udmærket var klar over, at alt dette ville komme til at ske, og at det repræsenterer en slags uundgåelige og logiske “børnesygdomme” i Sagen. Og det er præcis det, vi ser udspille sig for vore øjne.

Vi ser også, at dette med “medlemskort” jo nu de facto er indført af rådet, idet visse mennesker nu er stemplet som uønsket på Martinusinstituttets områder. Disse udstødte mennesker har på denne måde et “ugyldigt medlemskort”. Med dette tiltag er Martinussagen, således som den for tiden administreres af det nuværende råd, definitivt blevet SEKT, styret af et råd, som fungerer som en hemmelig loge. Præcis det, som Martinus hele tiden har pointeret, at denne Sag IKKE skulle være eller blive.

Ovennævnte forudsigelse - at Sagen skulle være “døende og dermed i Færd med at ende sin Mission” - er der dog ingen grund til at frygte skal gå i opfyldelse - hvis man da skal tro Martinus selv. For Martinus siger mange steder, at denne Sag “ikke kan gå tabt”.

Martinus udtaler følgende i indledningsforedraget til Klintsæsonen 29. juni 1964:

“At der kan være ting i en sådan bevægelse, der er ufuldkomment, det skal man jo ikke tage så højtideligt, for: Denne sag ledes ikke af de materielle væsener, der er bag ved os højere kræfter, det har vi set masser af gange. Ellers kunne vi ikke have skabt dette. Og skulle det vise sig, at noget blev mere og mere ufuldkomment, skulle det vise sig, at nogle af personerne, der har ansvaret, skulle blive mindre og mindre ansvarlige, behøver man ikke være bange for det, fordi den ligger i forsynets hånd - Sagen kan ikke gå tabt, Sagen vil blive ved med at vokse. Der vil bare komme nye kræfter - altså nye energiformer til - nye mennesker, således at den vil blive ført videre og videre. At der vil blive høvlspåner og så videre, det er ganske naturligt, fordi det er der i en hvilken som helst skabelse. Men det gælder om, at vi selv viser eksemplet, det gælder om, at vi ser på alt det lyse, alt det gode, der er i en sag - det onde, det mørke, det dræber sig selv. Det gør det.”

Inden jeg går over til at kommentere de enkelte afsnit i rådets august-kommentar, er jeg nødt til at oplyse om, at jeg - efter rådets mening - ved at gøre det begår (endnu en) ulovlighed, idet jeg efter rådets opfattelse krænker rådets ophavsret ved at medtage de afsnit af deres kommentar, som jeg kommenterer!!

Det var nemlig den reaktion, jeg fik, da jeg på tilsvarende måde kommenterede januar-kommentaren. Den 22. juni 2016 afsendte rådes advokat følgende til firkløverets advokat:

KRÆNKELSER AF MARTINUS INSTITUT

Min klient, Martinus Institut, har på ny bedt mig kontakte Dem i anledningen af, at min klient har konstateret, at ikke alene har Deres klient www.martinus-webcenter.dk v/Søren Ingemann Larsen uploadet en lydfil med et uddrag af rådsmedlem Jacob Kølle Christensens tale på "Mindedagen" d. 8. august 2015 i strid med ophavsretslovens § 2, som nævnt i mit brev af 4. januar 2016, men Deres klient Kosmologisk Information v/Ruth Olsen har endvidere i bladet Den Ny Verdensimpuls nr. 3/15 indsat et link til samme lydfil, der kan tilgås via den elektroniske udgave. Dette er naturligvis også i strid med ophavsretslovens § 2.

Ud over at jeg på vegne min klient fastholder kravene mod www.martinus-webcenter.dk v/Søren Ingemann Larsen, som anført i mit brev af 4. januar 2016, skal jeg herved tillige anmode om, at Kosmologisk Information straks fjerner ovennævnte ulovlige link fra den elektroniske udgave af Den Ny Verdensimpuls nr. 3/15.

Kosmologisk Information udgiver endvidere løbende Martinus' tekster i bladet Den Ny Verdensimpuls, lige som der trykkes symboler, skabt af Martinus, hvilket er i strid med min klients rettigheder efter ophavsretslovens § 2. Gengivelserne af symbolerne sker endog uden copyrightangivelse i strid med ophavsretslovens § 3.

Jeg skal derfor tillige anmode om, at disse tekster og symboler straks fjernes fra de elektroniske udgaver af bladet og at der ikke fremover trykkes tekster og symboler af Martinus i nye numre af Den Ny Verdensimpuls.

Endvidere har min klient konstateret, at Deres klient Søren Ingemann Larsen har kopieret den fulde udgave af min klients redegørelse fra januar 2016 og uploadet den på www.martinus-webcenter.dk med sine egne kommentarer indsat i selve dokumentet. Dette er en grov krænkelse af min klients rettigheder efter ophavsretslovens §§ 2 og 3. Jeg skal anmode om, at Deres klient straks fjerner redegørelsen fra hjemmesiden.

Som det fremgår af brevets sidste afsnit, ønsker rådet at undertrykke og begrænse mine loyale muligheder for i praksis at kommentere det, rådet selv fremfører. - Hvilken interesse skulle rådet ellers have i at hævde en ophavsret i denne situation? - Man må vel gå ud fra, at rådet ikke anser sine kommentarer for "kunstværker", som jeg på denne måde ødelægger rådets muligheder for at tjene penge på?

Rådet benytter sig jo her i virkeligheden af “politistatslignende diktaturmetoder”: Rådet befinder sig i en slags "magtposition" og giver sig selv ubegrænsede muligheder for at fremlægge sine argumenter, samtidig med at rådet ved at udøve et formentligt monopol til sin kommentar vil prøve at begrænse eller undertrykke anderledes tænkendes muligheder for at komme til orde. Hvis rådet følte sig sikker på, at de havde “en god sag”, ville de nok ikke på denne måde prøve at true mig til tavshed. De ville se det som en fordel, at sagen blev bedst muligt belyst.

At rådet på denne måde vil forsøge at undertrykke debatten overrasker ikke, for rådet har jo hele vejen igennem udvist manglende vilje til at diskutere deres dispositioner, både med firkløveret og med andre interesserede, som har henvendt sig med spørgsmål og kommentarer. Rådet demonstrerer herved, at det i stærk fart bevæger sig bort fra det intellektuelle grundlag, Martinus har lagt for videreførelsen af sin "Sag". Det er tydeligt, at det ikke er fornylig, at rådsmedlemmerne har studeret i Martinus' Kosmosartikel "Gavekultur" fra 1938. Her står bl.a. at læse:

Da Vejen til Udvikling af al Intellektualitet og Kultur gaar igennem Frihed til at tænke, Frihed til at kritisere, hvilket vil sige paavise Mangler eller Fejl, Frihed til at fremsætte Ideer og Forestillinger, der ikke lige akkurat ligger indenfor den autoriserede Horisont, eller det der er blevet officiel Skik og Brug, samt absolut Frihed til med sin Stemmeret frit og aabent at være for eller imod ethvert paatænkt Forslag i Statsstyrelsen eller Samfundsordningen,vil intet som helst Diktatur nogen Sinde kunne blive identisk med en virkelig Kulturstat, idet det jo kun eksisterer i Kraft af at fængsle, eller indskrænke Frihed for den Intellektualitet, der er den absolut uundværlige Livsnerve, Impuls eller det urokkelige Fundament for enhver virkelig civiliseret Kultur.

Under alle omstændigheder tager jeg chancen og gør det samme igen og indlejrer rådets kommentar i min egen kommentar. Der er heldigvis regler i det danske retssystem, som siger, at ophavsretten ikke kan påberåbes i tilfælde, hvor det ville hindre en fair mulighed for at føre en relevant debat.

Dette var de indledende bemærkninger, og jeg vil nu i det følgende kommentere afsnittene - eller nogen af dem - enkeltvis.

Om ophavsretssagen
Uddybende kommentar fra rådet
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Kort om retssagen
2.1 Forløbet op til retssagen
2.2 Parternes "påstande" under retssagen
2.3 Deldom 1
2.4 Efterfølgende deldom 1
3. Offentliggørelse af lydfil fra mindedagen
4. Søren Ingemann Larsens artikel
4.1 Påstand om grov manipulation og usandhed
4.2 Påstand om MIs tilbageholdelse af det uændrede materiale
4.3 Påstand om de sagsøgtes "indsats"
4.4 Påstand usand udtalelse af rådsmedlem
4.5 Påstand om MIs forfalskning af Martinus' værk
4.6 Påstand om rådsmedlems usande fremstilling af retssagens status
4.7 Konklusion
5. Væsentlige problematikker som er blevet diskuteret offentligt
5.1 Bevarelse og tilgængeliggørelse af værket
5.2 Martinus og moderne sprogfilosofi
5.3 Hvilke udgaver udgør "det uændrede kildemateriale"/"den hellige tekst"?
6. Konklusion
7. Links

Kære venner af Martinus' Sag

1. Indledning

I januar 2016 skrev rådet en kommentar om den verserende ophavsretssag, som Martinus Institut (MI) fører mod fire personer, der har piratkopieret store dele af Martinus' værk. På baggrund af efterfølgende udtalelser – især af de fire sagsøgte – finder vi det nødvendigt at uddybe vores kommentar med nedenstående, hvor vi igen har prioriteret en grundig dokumentation fremfor den meget korte form.

Som vi berørte i den første kommentar, har der lige siden Martinus trådte frem som forfatter og foredragsholder været kritik. Gennem hele Martinus' levetid var der interesserede, som var uenige med ham i, hvordan hans mission skulle forvaltes. Martinus afviste kategorisk denne form for kritik. Efter Martinus' bortgang blev kritikken rettet mod rådet og MI.

SIL - kommentar:
Rådet har tydeligvis svært ved at skelne mellem kritik af Martinus og kritik af rådet - for ikke at respektere Martinus’ anvisninger.

Rådet har suverænt ved gavebrevet fra 1981 fået overdraget det fulde ansvar for Martinus' værk og skal værne om det som sit eget. MIs arbejde baserer sig på principperne og moralbegreberne beskrevet i Martinus' åndsvidenskab samt på de konkrete retningslinjer, Martinus har formuleret for rådets og MIs arbejde. MI skal selvfølgelig også følge den til enhver tid gældende lovgivning, hvilket Martinus altid var meget omhyggelig med.

Selvom rådet naturligvis gerne lytter til konstruktive synspunkter, skal vi ikke bruge tid på usaglig kritik. Når vi alligevel igen vælger at imødegå den aktuelle offentlige meningsdannelse, så skyldes det, at der er fremsat urigtige og kompromitterende påstande om rådet og MI, der har givet anledning til misforståelser og mytedannelse, som vi mener, Sagen ikke kan være tjent med.

Rådet har i nærværende kommentar valgt at inkludere en reaktion på Søren Ingemanns (SI) artikel "Rådsmedlem Jacob Kølle Christensen på mindedagen 2015" bragt i Den Ny Verdensimpuls (DNV) 2015-3 (nyimpuls.dk), idet artiklen udtrykker nogle af de alvorligste beskyldninger mod MI vedrørende Martinus' værker, som fremsættes i den aktuelle offentlige debat. En debat, som de sagsøgte i den verserende ophavsretssag i høj grad har ført ordet i.

SIs artikel er et eksempel på offentliggørelse af de samme påstande, som domstolen har tilbagevist. De sagsøgte har siden domsafsigelsen for halvandet år siden, hvor de blev dømt for deres ophavsretskrænkelser, fortsat og udvidet disse, og de har ligeledes fortsat deres hovedpåstand om, at MI ændrer og dermed forfalsker Martinus' værk, selvom domstolen pure afviste denne påstand i sin deldom 1 (vedr. de ophavsretslige spørgsmål), hvori der bl.a. på side 35, afs. 6, konkluderes: "Retten finder efter bevisførelsen endvidere ikke grundlag for at antage, at Martinus Institut har forvaltet sin opgave i forhold til udgivelse af værket på vilkårlig vis, herunder henset til karakteren af de foretagne rettelser, der i øvrigt dokumenteres."

Byretten afviste, at MI forfalsker Martinus' værk men slog til gengæld fast, at de sagsøgte selv har produceret og solgt ændrede og ulovlige udgaver af Martinus' værk. Dette fremgår på side 35, afs. 1, hvor der konkluderes: "Med hensyn til det såkaldte Thorell-manuskript findes det ved de fremlagte bilag 26 og 27, herunder påtegningerne fra 1982, samt bilag 30 og 32 bevist, at der ved det af Åndsvidenskabsforlaget udgivne manuskript er tale om en af Per Thorell foretaget bearbejdning af Martinus' originalmanuskript. Manuskriptet er derved omfattet af Martinus Instituts ophavsretlige beskyttelse, jf. ophavsretslovens § 4, stk. 1." Martinus afviste selv Thorell-manuskriptet på grund af de mange ændringer, som Per Thorell havde foretaget. Se evt. rådets notat om "Thorell-manuskriptet" på MIs hjemmeside.

De sagsøgte og deres støtter har tilsyneladende påtaget sig selv en rolle som autoritet indenfor Martinus' Sag og som "dommere" over rådets og MIs beslutninger og handlinger. Men de har ikke fået denne autoritet af Martinus og udgør ingen myndighed overfor MI. Martinus har aldrig afstukket rammer for et formelt samarbejde med eksterne parter omkring rådets ansvarsområder. Det er helt bevidst, at rådet ikke vælges demokratisk, og at MI ikke afholder generalforsamling. Martinus' hensigt med denne konstruktion var at undgå magtkampe og nytteløse uoverensstemmelser samt bevare den fulde beslutningskompetence hos rådet.

SIL - kommentar:
Til alt dette er der blot det at sige, at sagen er langt fra at være afsluttet ved domstolene. Byretten er en underret, og vi havde ikke forventet, at byretten kunne gøre andet end at forholde sig til, at vi efter en overfladisk betragtning naturligvis i en vis forstand har “krænket” MIs ophavsret. Men ikke engang byretten er færdig med at bedømme, om Martinus Institut har forvaltet sin opgave i overensstemmelse med Martinus’ testamente. Status på retssagen er, at Martinus Institut ikke ønsker at indlevere den krævede liste over ændringer, så man på et informeret grundlag kan tage stilling til, om der er belæg for at hævde, at Martinus Institut har krænket Martinus’ testamente ved at ændre i værket. Dette spørgsmål vil byretten og om nødvendigt de højere retter tage under behandling.

Jeg ser derfor ingen grund til at gå nærmere ind på detaljerne i retssagens første del.

2. Kort om retssagen Retssagen er delt op i to dele: del 1 vedrørende de ophavsretlige spørgsmål og del 2 vedrørende erstatningsansvar. Del 1 er afsluttet ved byretten, mens del 2 endnu afventer behandling. Nedenfor beskæftiger vi os udelukkende med retssagens første del.

2.1 Forløbet op til retssagen
I 2001/02 hjalp SI til som frivillig medarbejder på MI med betroet arbejde. Han indscannede bl.a. Martinus' originalmanuskript til Livets Bog 1-7 (LB1-7), i første omgang til intern brug for medarbejderne på MI. I den forbindelse tilegnede han sig privat, uden MIs vidende og tilladelse, det indscannede materiale (som er MIs ejendom) og videreformidlede senere dette til den udenforstående Jan Langekær (JL). SIs forklaring i retssalen var ifølge retsprotokollen følgende: "Det startede med, at han indgik et samarbejde med Mary, som nu er medlem af rådet, og som er oversætter. Hun fandt alle de svære steder, og de konsulterede så originalmanuskripterne. Det kunne manuskripterne ikke holde til i længden, så han foreslog at scanne dem ind. Han fik lov til at scanne dem ind på og for instituttet. Han mente, at alle skulle have adgang til det, men på det tidspunkt, i 2004-05, ville instituttet ikke gøre det tilgængeligt. Debatten blussede herefter op. Han kom til at give en cd med kopi af manuskriptet til Jan Langekær uden at tænke over det. Det blev han nødt til at fortælle instituttet (se NOTE), og det kom der en god dialog ud af. Han sagde, at det ikke kunne være rigtigt, at manuskriptet kun var for nogle ganske få, men instituttet nægtede at gøre det tilgængeligt. Han har brugt indscanningerne, da det er dem, der er lagt ud på hans hjemmeside."

SIL - kommentar:
Hvad pointen med at komme med denne kommentar er, står ikke klart for mig. I en NOTE skriver rådet:

“(SI har aldrig fortalt dette til MI.)”

Rådet har orienteret sig meget dårligt om dette, for hele baggrunden for mit møde med rådet om disse indskanninger var netop, at jeg meddelte rådet, at jeg havde udleveret cd’en med manuskripterne til Jan Langekær.

I en email til daværende rådsmedlem Henrik Hedegård, dateret 13. juli 2005, skrev jeg bl.a. følgende:

“Jeg følte, at jeg var nødt til i samtalens løb [med Jan Langekær] at nævne, at jeg havde taget initiativ til og gennemført en elektronisk skanning af originalmanuskriptet til Livets Bog. Det stillede mig nu i et dilemma: Vi (du/andre i rådet og jeg) har ganske vist aldrig specifikt aftalt, i hvilket omfang denne elektroniske kopi kunne videredistribueres, men jeg har for en sikkerheds skyld holdt en lav profil: Jeg har givet Mary en kopi (og som du erfarer, bruger hun den flittigt) og én til Søren Olsen, som jeg også har diskuteret retskrivningsproblematikken med. Også han har i øvrigt meldt tilbage, at han har stor nytte af den i forberedelsen til sine foredrag.

På den anden side er jeg af den overbevisning, at enhver har et berettiget krav til at kunne læse i Martinus originalmanuskript, hvis dette er teknisk muligt, og det er det jo - nu. Så derfor gav jeg en kopi til Jan.”

Som sagt forstår jeg ikke, på hvilken måde dette kan være interessant for konflikten. Hvilken forskel gør det, at jeg udleverede denne cd til Jan Langekær, når alle nu kan nå disse manuskripter, idet de nu ligger på både martinus.dk og martinus-webcenter.dk, og alle - inklusive MI - er enige om, at det er godt, at alle nu kan tilgå disse vigtige dokumenter?

Det er tydeligt, at rådet her kun er ude på om muligt at bringe min person i miskredit, men jeg har jo ikke skadet nogen eller noget ved det, jeg har gjort. Tværtimod.

Rådet skulle meget hellere fremhæve alt det gode ved det, jeg har gjort. Er det måske ikke godt, at jeg fik taget initiativ til at få indskannet det uvurderlige manuskript, så det også elektronisk blev bevaret for eftertiden og nu er tilgængeligt for enhver interesseret? - Skulle rådet ikke i stedet takke mig for i min fritid at have stået i timevis og skannet alle disse dokumenter?

OBS: Efterfølgende (2. september 2016) modtog jeg følgende "berigtigelse" fra Henrik Hedegaard (som tillige er tilgængelig på martinus.dk):

Åbent brev til Søren Ingemann

2.9.16

Kære Søren og andre interesserede

Jeg blev gjort opmærksom på din kommentar til rådets redegørelse fra august 2016, nærmere bestemt vedr din udlevering af Martinus' originalmanuskript til hele Livets Bog i elektronisk form til Jan Langekær, som du selv havde indscannet. At du havde givet ham kopi af dette, skrev du ganske rigtigt til mig (og dermed Martinus Institut) i juli 2005, så når rådet i en fodnote i redegørelsen skriver, at "SI har aldrig fortalt dette til MI", er det forkert. Rådet spurgte mig ovenikøbet i forvejen om dette forhold, men jeg havde simpelthen glemt vores gamle korrespondance og sagde god for formuleringen – hvilket jeg beklager meget.

Så tak for din undren her – ingen kan være tjent med at omgå sandheden lemfældigt. Du skriver videre i ovennævnte kommentar:

>>
Er det måske ikke godt, at jeg fik taget initiativ til at få indskannet det uvurderlige manuskript, så det også elektronisk blev bevaret for eftertiden og nu er tilgængeligt for enhver interesseret? - Skulle rådet ikke i stedet takke mig for i min fritid at have stået i timevis og skannet alle disse dokumenter?
<<

Absolut jo, dit arbejde dengang som frivillig på MI har vi bestemt kun grund til at være taknemlig for. Det udtrykte vi også i et svarbrev dengang, men det er da muligt at vores taknemlighed druknede lidt i overraskelsen over, at du uden vores vidende havde udleveret dette kildemateriale til tredjepart. Allerede på det tidspunkt gav rådet iøvrigt udtryk for sin bekymring over, hvad manuskriptet ville kunne bruges til og i hvilken sammenhæng.

Du skrev efterfølgende, at du beklagede udleveringen men forsvarede den samtidig med henvisning til, at alle "har et legitimt krav om adgang til Martinus' originalmanuskript".

Det er nu længe siden, detaljerne i denne gamle sag er forlængst overhalet af andre begivenheder, og jeg skal ikke yderligere rippe op i den her.

Kærlig hilsen
Henrik

SIL - kommentar (11. september 2016):

Det er naturligvis glædeligt, at Henrik "berigtiger" denne fejl. Når dette er berigtiget, er det endnu sværere at forstå baggrunden for, hvorfor rådet finder det så væsentligt at nævne dette. Men det skal i øvrigt tilføjes, at det ikke kun var til Henrik, at jeg sendte omtalte mail, men hele rådet - herunder formanden Willy Kuijper - var kopieret ind. Så den "hænger ikke kun" på Henrik.

At rådet ønsker at ulejlige os allesammen med en så irrelevant detalje siger alt om, at rådet virkelig er nødt til at "skrabe bunden" i forsøget på om muligt at miskreditere min person. Der skydes tydeligvis på alt, hvad man mener bevæger sig.

I øvrigt tjener det til Henrik Hedegaards ros og anerkendelse, at han har insisteret på at undskylde denne fejl. Ærlighed og oprigtighed er netop dyder, jeg har lært at sætte pris på hos Henrik. Det var også på denne måde, at Henrik "stak ud" fra de øvrige MI-folk i byretten. Henrik svarede ærligt og åbent, og var ikke så pinligt lang i spydtet, når det handlede om at svare på fx værkets hellighed.

Desværre så og ser Henrik og jeg ikke ens på vigtigheden af at bevare værket uændret, som det forelå ved Martinus' bortgang, hvilket også gjorde, at vores veje måtte skilles. Henrik inviterede mig til at blive en del af Sprogudvalget, men vi blev enige om, at når jeg insisterede på at der intet kunne ændres i Martinus' tekst efter hans bortgang, ville der ikke komme noget godt ud af det. Det var særligt moderniseringsprojektet, vi var uenige om. Som Martinus pointerede, står "Sagen over venskab", men det betyder ikke, at jeg ikke respekterer Henrik som en sympatisk person, og jeg tror egentlig, at det er gengældt.

I 2010 og i de efterfølgende år blev stort set hele Martinus' værk piratkopieret, trykt, tilgængeliggjort og solgt uden forudgående dialog med MI og dermed uden MIs tilladelse.

SIL - kommentar:
Som i Jacob Kølles redegørelse over for Sagens venner på mindedagen i 2015 forbigår rådet igen her omhyggeligt, at vi gjorde det, vi gjorde, fordi det var den eneste måde, det uændrede værk kunne blive gjort tilgængeligt på. At dette ikke bliver nævnt er og bliver en manipulation af sandheden. Det er hele essensen i sagen, som rådet på den måde forsætligt undlader at nævne.

Rådet bad gentagne gange de involverede ophøre med deres ophavsretskrænkende aktiviteter. I stedet for at ophøre hermed udvidede de fortsat krænkelserne, så i foråret 2013 besluttede rådet at udtage stævning mod fire personer, herunder SI og JL.

2.2 Parternes "påstande" under retssagen
MI påstod, at de sagsøgte på en række punkter krænker MIs ophavsret, og at de skal anerkende og ophøre med dette. MI påstod, at der var tale om en almindelig ophavsretssag.

De sagsøgte påstod, at der ikke var tale om en almindelig ophavsretssag, men:

1. at MI kun udgiver ændrede udgaver, "sin egen fortolkning", af Martinus' værk ("Processkrift A", stk. 3.5), som er at "sidestille med en forfalskning" (deldom 1, s. 14, afs. 1);

2. at MI tilbageholder "det uændrede kildemateriale", som er "en hellig tekst" ("Processkrift A", stk. 1.4 & 2.2);

3. at MI således "forhindrer religiøse menneskers adgang til tekster, de betragter som afgørende for udøvelsen af deres religion" ("Processkrift A", stk. 1.5);

4. at MI derved krænker religionsfriheden iflg. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 og ytringsfriheden iflg. artikel 10 ("Processkrift A", stk. 3, Deldom 1, s. 5, afs. 1); og

5. at det derfor er i strid med Menneskerettighederne at betragte deres handlinger som krænkelser af MIs ophavsret ("Processkrift A", stk. 3, Deldom 1, s. 29, afs. 6).

Herved prøvede de sagsøgte at dreje retssagen væk fra det ophavsretlige spørgsmål hen til et spørgsmål om religionsfrihed og ytringsfrihed og påstod, at deres handlinger var rimelige, nødvendige og naturlige i et demokratisk retssamfund, og at de derfor skulle frifindes.

2.3 Deldom 1
Første del af retssagen om MIs ophavsret nåede sin afslutning med Københavns Byrets domsafsigelse d. 11. december 2014. De fire sagsøgte blev dømt for krænkelser af ophavsretten til Martinus' værk. Dommen er entydig, idet den giver MI fuldstændigt medhold i alle sine påstande. Rettens begrundelseog afgørelse er i hovedtræk:

1. at "det er […] Martinus Institut, der forvalter rettighederne til værkerne" (Deldom 1, s. 34, afs. 4);

2. at "det er ubestridt, at de sagsøgte ikke fik eller bad om Martinus Instituts tilladelse forud for udgivelse og tilgængeliggørelse af værket" (Deldom 1, s. 35, afs. 2);

3. at "[der ikke er] grundlag for at antage, at Martinus Institut har forvaltet sin opgave i forhold til udgivelse af værket på vilkårlig vis, herunder henset til karakteren af de foretagne rettelser, der i øvrigt dokumenteres" (Deldom 1, s. 35, afs. 6); og

4. at "håndhævelse af ophavsretten i de foreliggende tilfælde ikke strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9 eller 10." (Deldom 1, s. 36, afs. 1).

Dommen siger således, at der er tale om en almindelig ophavsretssag.

2.4 Efterfølgende deldom 1
På trods af den entydige dom har de fire sagsøgte valgt at fortsætte deres ophavsretskrænkende aktiviteter. De tilgængeliggør og sælger således fortsat deres piratudgaver af Martinus' værker, og dette i øvrigt til trods for MIs efterfølgende henvendelser. De har desuden udvidet de ophavsretskrænkende aktiviteter, se evt. rådets notat "Kort om ophavsretssagen – hvilke krænkelser?".

De sagsøgte har givet udtryk for, at de ønsker at anke byrettens dom, men det ændrer ikke på, at den nuværende dom skal følges.

SIL - kommentar:
Rådet forstår mærkværdigvis ikke, at en anke til en højere instans har OPSÆTTENDE VIRKNING. Rådet vil åbenbart forsøge at bilde omverdenen ind, at en kendelse, som er anket, står ved magt og skal følges. Det er naturligvis en misforståelse.

3. Offentliggørelse af lydfil fra mindedagen
Der foretages en lydoptagelse af rådsmedlemmets Jacob Kølle Christensens (JKC) indlæg på "mindedagen" 2015, som hverken JKC eller MI er vidende om eller har givet tilladelse til. Lydoptagelsen offentliggøres på SIs hjemmeside, som der linkes til fra SIs artikel, ligeledes uden JKCs eller MIs vidende eller tilladelse.

MIs advokat retter skriftlig henvendelse til SI den 18. januar 2016 og beder denne fjerne lydoptagelsen samt artiklen fra sin hjemmeside, idet der hverken er givet tilladelse til optagelse eller offentliggørelse, og da artiklen indeholder krænkende udtalelser. Dette respekterer SI ikke, men offentliggør derimod i DNV 2015-3 igen lydfilen (via link til sin hjemmeside) og artiklen.

4. Søren Ingemann Larsens artikel
Artiklen indeholder en række nedgørende og vildledende bemærkninger til lydoptagelsen – et 3 minutter langt brudstykke af JKCs ca. 25 minutter lange indlæg "Rådet orienterer" holdt under mindedagen på Martinus Center Klint den 8. august 2015. Brudstykket er en orientering om retssagen.

Herunder følger rådets kommentarer til artiklens påstande.

4.1 Påstand om grov manipulation og usandhed
I mindedagsindlægget fortæller JKC, at ophavsretssagen har handlet om, "at der er blevet produceret og solgt piratkopier af Martinus' værk." SI påstår i artiklen, at manglende omtale af de sagsøgtes "baggrund" for deres publicering er "grov manipulation" af Sagens interesserede, og videre, at det er usandt, at de sagsøgtes handlinger er et "angreb på Instituttets ophavsret".

Påstanden er ikke korrekt. Rådet manipulerer ikke de interesserede og taler ikke usandt. Som omtalt har retten underkendt de sagsøgtes påstande om krænkelser af religions- og ytringsfriheden og således bekræftet, at der alene er tale om et ophavsretligt spørgsmål og derfor "en helt banal og typisk piratkopieringssag", som SI selv udtrykker det i sin artikel.

SIL - kommentar:
Der er og bliver tale om en vildledning af de tilstedeværende på mindedagen. Jacob Kølle undlader helt at nævne, at grunden til, at vi har udgivet Martinus’ værk uden om MI er, at vi mener, at MI ikke udgiver værket i overensstemmelse med Martinus testamente.

Jacob Kølle kan være enig eller uenig i, at MI krænker Martinus’ testamente ved at udgive et ændret værk, men når han omhyggeligt undlader at nævne, at det er det, der er baggrunden for firkløverets handlinger, forbigår han essensen i hele konflikten, og prædikatet MANIPULATION kan derfor ikke være for kraftigt. Jeg havde egentlig mest lyst til at bruge endnu stærkere udtryk.

I det hele taget er det besynderlig, at rådet og Jacob Kølle tager sådan på vej, blot fordi jeg påpeger disse ting. Jacob Kølle har endda ladet rådets advokat true mig med en injuriesag, hvilket mildest talt virker som en overreaktion. Det vidner jo egentlig blot om, at rådet ikke kan tåle, at nogen er uenig i deres dispositioner. I stedet søger rådet at kvæle enhver kritik med alt, hvad der står til rådighed fra den gamle verdensimpuls’ værktøjskasse, herunder retsforfølgelse og trusler om samme, og nu senest fysisk bortvisning og udelukkelse fra MIs fysiske områder.

Det skal i øvrigt bemærkes, at SI den 20. januar 2016 på Facebook indrømmer, at "Det religiøse moment kommer ind i billedet af rent juridiske grunde". SI afslører altså, at hovedargumentet for frifindelse i byretten, religionsfrihed, var ren juridisk taktik og derfor ikke havde med de sagsøgtes forhold til Martinus' værk at gøre og således heller ikke var deres reelle baggrund for publicering af piratkopier.

SIL - kommentar:
Her vender rådet mine bemærkninger på hovedet. Det jeg har sagt er, at det har en juridisk betydning, at der er tale om et helligt værk. Det er indlysende, at når det som i dette tilfælde drejer sig om et helligt værk - eller i hvert fald noget, der kan sammenlignes med et helligt værk - har offentligheden et særligt krav om adgang til dette værk i sin uændrede form. Hvad galt skulle der være i at nævne det? - Jeg kan tilføje, at jeg selv anser Martinus’ værk - Talsmanden den hellige ånd - Det Tredie Testamente - som et helligt værk, og det er ikke noget, jeg finder på til lejligheden. Hvorfor tror rådet, at jeg har gjort det, jeg har gjort, hvis ikke det var fordi, det betød noget for mig, at værket ikke kunne tilgås i uændret form?

Som det bliver klart i det efterfølgende, så er de sagsøgtes "baggrund" for deres krænkelser af MIs ophavsret hovedsageligt konstrueret lang tid efter krænkelserne blev indledt. Rådet anser derfor ikke de sagsøgtes nuværende argumenter for at være deres baggrund, men snarere deres efterrationaliseringer.

4.2 Påstand om MIs tilbageholdelse af det uændrede materiale
SI påstår i artiklen, at MI "spærrer […] adgangen til det uændrede materiale", og når dette ikke omtales i mindedagsindlægget, så skyldes det, at "Rådet har et forklaringsproblem".

SIL - kommentar:
Rådets “forklaringsproblem” består i, at det er svært for rådet at forklare almindelige mennesker, at rådets moderniserede udgaver er uændrede, når det, firkløveret udgiver også er uændret. Begge udgaver kan vel ikke være lige uændrede. Og man kan med rette spørge sig, hvorfor rådet ikke sagsøger firkløveret for at udgive værket i ændret form, for det er jo ikke identisk med den "uændrede" udgave, MI selv påstår at udgive? - To uændrede udgaver kan da ikke være forskellige, eller hvad? - Dette viser, at der slet ikke er logik i rådets ræsonnementer.

Påstanden er ikke korrekt. Rådet spærrer ikke adgangen til det uændrede materiale, og rådet har intet forklaringsproblem. Når den påståede "spærring" ikke omtales i mindedagsindlægget, så skyldes det, at manuskript, førsteudgave og de seneste genudgivelser netop kan tilgås på MIs hjemmeside, og i øvrigt at hele retorikken desangående er de sagsøgtes og ikke MIs. MI er naturligvis ikke forpligtet til at viderebringe de sagsøgtes misvisende påstande. At man ikke kan udskrive teksten fra MIs hjemmeside, som de sagsøgte fremførte under retssagen (Deldom 1, s. 30), ændrer ikke på, at materialet kan tilgås, og byretten lagde da også vægt på, at "at de sagsøgte selv frit kan studere og leve efter Martinus' værk,herunder i de af dem ønskede udgaver" (Deldom 1, s. 37, afs. 5).

SIL - kommentar:
Jo, rådet er forpligtet til at fortælle hele sandheden til tilhørerne på mindedagen. Men som nævnt ovenfor, forlanger jeg ikke, at rådet er enig med firkløverets handlinger. Men rådet skal gengive situationen loyalt. Ellers er det manipulation.

Udover online tilgængeliggørelse i 2009 af førsteudgave og manuskript kunne førsteudgaverne erhverves antikvarisk på MI samt lånes på danske biblioteker, da de sagsøgte påbegyndte deres salg af piratkopier. MI har desuden allerede i en kommentar i DNV, 2007-4, meddelt åbenhed for genoptryk af historiske udgaver ved en reel efterspørgsel, idet MI, grundet sin systematiske fysiske og elektroniske bevaring af alle udgaver, der igennem tiden er blevet trykt, kan reproducere enhver tidligere udgave. MIs åbenhed for genoptryk er blevet gentaget offentligt adskillige gange siden. Der har imidlertid kun været enkelte henvendelser til MI om specialudgaver – alt for få til at forsvare et genoptryk. (Salget af piratkopierne kan ikke siges at udtrykke en reel efterspørgsel efter historiske udgaver, idet disse kopier er solgt meget billigt og under falsk reklame som den eneste tilgængelige "ægte vare".)

SIL - kommentar:
Rådet har ganske rigtigt lagt noget af det originale værk ud elektronisk, men det lidt, der er lagt ud, har fået en helt stedmoderlig behandling. For det første undlader rådet systematisk at tilføje, at nævnte begrænsede adgang først blev etableret EFTER, at firkløveret havde været nødt til at gøre det selv.

For det andet skal man lede grundigt for at nå disse filer på MIs hjemmeside, og de har der fået den stærkt nedsættende betegnelse, “de historiske udgaver”. Som om de udgaver, som Martinus selv havde lagt sidste hånd på og ladet gå i trykken, og som Martinus aldrig hverken helt eller delvis har taget afstand fra, ingen seriøs interesse kunne have.

At disse udgaver ingen interesse kunne have for Sagens interesserede var også det gennemgående svar, rådet gav mig, når jeg gang på gang påpegede, at rådet havde pligt til at stille disse udgaver til rådighed.

Et af rådets store problemer i hele konflikten er, at de søger at "ride på to heste". For rådet fastholder på en gang indstændigt, at deres udgaver er de uændrede, samtidig med, at rådet roser sig af, at MI alligevel giver adgang til de “rigtigt” uændrede udgaver, som altså ikke efter rådets mening er mere uændrede end deres egne - nye - uændrede udgaver. Enhver kan sige sig selv, at rådets “interesse” i at stille Martinus’ førsteudgaver til rådighed lyder mere end hult, og på den baggrund må enhver kunne forstå, at firkløveret måtte konkludere, at MI ikke frivilligt ville give Sagens interesserede adgang til disse udgaver.

Og rådets udtalelse på mit møde med dem om, at man da gerne ville overveje behovet for at give åbne adgang for disse udgaver må betegnes som tomme løfter for om muligt at “parkere sagen” og med tomme ord købe sig tid. Rådet kunne ikke - og kan heller ikke i dag - omfatte de uændrede førsteudgaver med andet end overbærenhed. De får i denne omgang betegnelsen “specialudgaver”. Hvem tror seriøst på, at rådet i overskuelig fremtid vil prioritere udgivelsen af dem?

Der hvor skoen som sagt trykker er, at hvis rådet ville udgive disse uændrede førsteudgaver helt parallelt med deres egne bearbejdede udgaver, ville disse første udgøre en trussel for disse sidste, for det ville da endnu tydeligere springe i øjnene, at MI udgiver en ændret udgave. For begge udgaver kan jo som nævnt ikke være lige uændrede. Derfor handler det om for rådet at prøve at “usynliggøre” disse førsteudgaver. Og det er dette forsøg på usynliggørelse, som firkløverets udgivelser har spoleret. Vi har ved vores udgivelser været med til at sætte spørgsmålstegn ved ægtheden af MIs udgaver, hvilket der er al mulig grund til.

Udover ovennævnte pointer har MI dokumenteret, at de seneste genudgivelser i højere grad end tidligere udgaver er en afspejling af "det autentiske værk" (seneste udgaver fra Martimus' tid korrigeret for sættefejl ift. manuskriptet). Der er derfor ikke noget fornuftigt formål med at genudgive den fejlbehæftede førsteudgave. Se evt. "Orientering om udgivelse af Martinus' værk" på MIs hjemmeside.

SIL - kommentar:
Her får vi igen med al ønskelig tydelighed bekræftet, at rådet ingen grund ser til at tillægge disse førsteudgaver nogen værdi. Rådet leverer herved på et sølvfad argumentet for, at firkløveret ikke havde noget alternativ til at udgive disse “værdiløse” udgaver uden om instituttet. Som sagt: rådet rider herved på to heste.

Og igen svigter rådets logik, for hvorfor lave alt det postyr for nogle udgaver, som ingen værdi har, og som ingen i længden kan have nogen interesse for?

At undskylde den “interesse”, firkløverets udgaver alligevel har fået, med, at vi har solgt disse bøger til kostpris, er og bliver en forkølet forklaring. For det udstiller jo, at MI SELV har som mål at tjene penge på disse bøger. Og ville rådet virkelig hellere have haft, at vi havde tjent penge på disse bøger? - Mon så ikke, at det havde været lidt svært at overbevise omverdenen om, at vi ikke havde eller har kommercielle hensigter med det, vi gør og har gjort.

Rådets problem er, at de kan pibe og synge, men de kan ikke komme med en anden plausibel grund til det, vi har gjort, end den vi selv kommer med. Det eneste, de kan sige er, at den egentlige hensigt er, at vi vil rådet til livs. - Det vil vi ikke, men som det går lige nu, er det det, der synes at være det mest sandsynlige, der vil ske.

4.3 Påstand om de sagsøgtes "indsats" SI påstår i artiklen, at uden de sagsøgtes indsats "ville der ikke her og nu være adgang til manuskriptet til Livets Bog, førsteudgaver (eller udgaver fra Martinus' tid) af Livets Bog, Det Evige Verdensbillede I-III, Logik, Bisættelse og samtlige småbøger og artikler samt Martinus' originale båndede foredrag."

Påstanden vedr. manuskriptet til LB og førsteudgaverne af LB er ikke korrekt. Der har, som MI har fremført mange gange, siden 2009 været adgang til begge tekster på MIs hjemmeside.

SIL - kommentar:
Dette er kommenteret ovenfor, men hvor er i øvrigt facsimileudgaverne af de andre nævnte værker fra Martinus’ tid?

Selvom man er uenig i MIs udgivelsespolitik (herunder udgivelsesform og -tempo), så er distribution af piratkopier stadig ulovligt og i strid med almindelig god moral, jf. Martinus' holdning til denne problematik i to breve fra slutningen af 1979 skrevet af Bertil Ekstrøm og underskrevet af Martinus. Brevene udtrykker Martinus' faste holdning til ophavsret, herunder at man ikke må udgive dele af værket uden MIs tilladelse, uanset om MI aktuelt udgiver disse dele eller ej, og uanset om der udtrykkes efterspørgsel blandt de interesserede eller ej. Se evt. brevene her.

De sagsøgtes "indsats" med piratudgivelser går således stik imod Martinus' ønsker.

SIL - kommentar:
Her vælger rådet igen at “glemme” at grunden til, at vi har grebet til vores utraditionelle handlinger er, at det var den eneste måde, disse originale værker kunne gøres tilgængelige på.

Rådet forstår Martinus’ indstilling til ophavsret meget dårligt, hvis rådet tror, at Martinus prioriterede det højere at forsvare et kommercielt monopol til værket, end at menneskeheden havde adgang til det uændrede værk.

Tror rådet virkelig, at de har Martinus’ medhold, når de sagsøger personer for at udgive det uændrede værk, når MI selv kun udgiver det ændrede? - Det turde være indlysende, at det er rådet, som handler “stik imod Martinus’ ønsker” og ikke firkløveret.

4.4 Påstand om usand udtalelse af rådsmedlem
SI påstår i artiklen, at der i mindedagsindlægget bliver sagt, "at hvis MI ikke hindrede firkløverets udgivelse af det originale uændrede værk, ville MI miste sin ophavsret". Det er forkert citeret. JKC siger i indlægget, at "hvis man ikke griber ind over for den her slags, så svækkes ophavsretten".

JKC taler ikke usandt og siger med udtalelsen, at hvis MI ikke reagerede juridisk behørigt, så ville MI ikke stå godt under evt. kommende ophavsretssager, idet en dommer så skulle tage i betragtning, at MI havde undladt at hævde sin ophavsret og dermed i juridisk forstand stiltiende havde givet tilladelse til ulovlig kopiering og distribution. En dom, hvor MI havde tabt sagen om ophavsretten, ville ligeledes danne præcedens.

Ved accept af de sagsøgtes (ellers andres) ophavsretskrænkelser ville MI få sværere ved at vinde en evt. ny sag, og dermed bliver SIs næste udsagn også forkert: "uanset udfaldet af retssagen vil MI til enhver tid - sålænge gyldighedstiden af ophavsretten varer - kunne gribe ind over for piratkopiering, dvs. MI vil med rettens hjælp kunne forhindre, at andre udgav MIs egne forfalskede og ændrede udgaver. MI vil også ved hjælp af sin ophavsret kunne hindre – andre end dem selv – i at lave ændringer i Martinus' værk."

Bemærk følgende notat fra advokatfirmaet Kromann Reumert: "[…] det kan have en afsmittende effekt på andre krænkelser, således at domstolene i videre omfang vil acceptere krænkelser af Martinus Instituts rettigheder end, hvis Martinus Institut reagerer overfor de ovenfor nævnte krænkelser."

En stadfæstelse af, at det er MI, der har ophavsretten, er, som beskrevet i rådets første kommentar, vigtig i forhold til international publicering, herunder gennem bogportaler på internettet. Hvis der er sket ophavsretskrænkelser, og MI ikke har fastslået ophavsretten, er der stor risiko for, at udenlandske forlag ikke vil anerkende MIs rettigheder og derfor ikke vil udgive værket.

SIL - kommentar:
Dette kan kun betegnes som en sang fra de varme lande. Naturligvis trues MIs ophavsret - eller mulighederne for at gøre denne gældende - ikke af firkløverets udgaver, for vi udgiver jo kun disse uændrede udgaver, fordi MI ikke selv gør det. Og vi gør det ikke jo af kommercielle grunde.

Uanset udfaldet af retssagen vil rådet fortsat have mulighed for at gribe ind, hvis andre skulle finde på at lave ændringer i værket. Indtil videre er det dog paradoksalt nok kun MI selv, der laver ændringer i værket. Rådet kan også gribe ind, hvis nogen skulle få den idé selv i profitøjemed at udgive MIs egne ændrede udgaver.

Men rådet ved udmærket, at udgivelse af Martinuslitteratur ikke er nogen "god forretning", og at ingen andre end dem selv ønsker at ændre i værket.

Men igen, hvis rådet ville give en licens til firkløveret, ville rådet dermed have fået bekræftet, hvor ophavsretten ligger. Det vil så være en aftale, som enhver anden, som rådet måtte vælge at lave med andre forlag eller udgivere. Og hvorfor skulle en sådan aftale svække ophavsretten. Den gør jo lige det modsatte. Hvor er logikken?

Hvad Kromann Reumerts udtalelse angår, er den jo et tydeligt bestillingsarbejde og kan ikke ændre ved, hvad jeg lige har udtalt.

Tidligere fokuserede de sagsøgte udelukkende på førsteudgaverne, men her udvider SI de sagsøgtes fokus til også at omfatte de i Martinus' tid genudgivne bøger med rettelser. Mere herom senere.

SI udtaler videre, at "Hvis MI var i tvivl og ville have en juridisk bekræftelse på, at det er MI, der er indehaver af ophavsretten, kunne MI jo blot meddele firkløveret en licens."

Dette er en helt forkert opfattelse af, hvad der er rimeligt og naturligt. Det var først efter stævningen, at de sagsøgte kom med et forligsforslag, hvori de krævede en licens eller distributionsaftale, og så er det jo for sent. Det ville på ingen måde tjene Sagen at tillade, at nogen kan gennemtvinge en licens via piratudgivelse. Desuden viste de sagsøgtes handlinger og udtalelser op til retssagen, at et sådant samarbejde hverken ville være gavnligt for Sagen eller overhovedet muligt i praksis.

SIL - kommentar:
På hvilken måde er det “for sent” at lave en aftale? - Det er da aldrig for sent. Og på hvilken måde ville en licens ikke “være mulig i praksis”? - Det er lutter bortforklaringer.

Hvis de sagsøgte i tide havde spurgt om lov til at hjælpe MI med en udgivelse, f.eks. via en donation, kunne retssagen sandsynligvis helt være undgået, men i stedet for at vælge samarbejdsvejen og henvende sig til MI om deres forehavende valgte de i stedet at bruge midler på piratudgivelser.

SIL - kommentar:
Denne “sandsynlighed” er der intet der tyder på. Som det fremgår ovenfor, demonstrerer rådet med al ønskelig tydelighed, at de ikke ønsker førsteudgaverne - som rådet anser for uden værdi - udgivet parallelt med deres egne ændrede og moderniserede udgaver.

4.5 Påstand om MIs forfalskning af Martinus' værk
SI påstår i artiklen, at MI forfalsker Martinus' værk.

Påstanden er ikke korrekt. Byretten tog tydelig stilling til spørgsmålet om, hvorvidt MI forvalter sine rettigheder til værket korrekt. Vi gør i den forbindelse igen opmærksom på byrettens dom side 35: "Retten finder efter bevisførelsen endvidere ikke grundlag for at antage, at Martinus Institut har forvaltet sin opgave i forhold til udgivelse af værket på vilkårlig vis."

SIL - kommentar:
Jeg må igen henlede opmærksomheden på, at denne sag er langt fra at være afsluttet ved domstolene.

Påstandene om forfalskning hviler på to typer rettelser i genudgivelserne: "retskrivningsmæssige opdateringer" og "rettelser af fejl".

De retskrivningsmæssige opdateringer udgør den eneste større forskel på udgaverne. Herudover er der kun tale om relativt få og veldokumenterede rettelser (primært betydningsbærende sættefejl, hvor f.eks. ord eller sætningsdele er faldet ud, og som rettes tilbage til manuskriptets ordlyd). De sagsøgte har ikke kunne dokumentere, at MI i et eneste tilfælde skulle have lavet fejl i sine rettelser i de seneste genudgivelser, som har haft betydningsbærende konsekvenser.

SIL - kommentar:
Rådet opererer med begrebet “betydningsbærende”, men rådet viser ikke, hvilket kriterium det bruger for at afgøre, hvorvidt en ændring er “betydningsbærende”. Så dette kan slet ikke diskuteres.

Det ethvert 5-års barn derimod kan konstatere med sit blotte øje er, at teksten er ændret. Om indholdet er ændret, afhænger af den, der læser. Der kan ikke opstilles et sikkert kriterium til at bedømme dette.

SI medgiver i sin artikel i DNV 2005-3, "Teksterne skal bevares uændret, som de foreligger fra Martinus' side", at "indlysende fejl […] kan (og bør) rettes", og Kurt Christiansen (KC) konstaterer i sin kolofon til piratkopierne af 2. udgaven af bøgerne Logik og Bisættelse, at "Martinus har foretaget ganske få sproglige justeringer [i forhold til førsteudgaven], uden at disse har indflydelse på meningen". SI og KC havde åbenbart også selv opdaget, allerede inden piratudgivelserne, at rettelser kan være nyttige og ikke nødvendigvis er betydningsændrende.

SIL - kommentar:
Da jeg skrev min artikel i 2005 kendte jeg ikke så meget til alt det materiale, som ligger til grund for alt dette. Det havde jeg på daværende tidspunkt ikke haft mulighed for at sætte mig ind i. Men nu har jeg haft mulighed for at læse nogle af rådsreferaterne, og det er endda kommet frem, at rådet har SLETTET en vigtig sætning fra et rådsreferat, de aftrykte i bogen Samarbejdsstrukturen.

Her står:

“Det blev fastslået som helt ufravigeligt, at der ikke må foretages rettelser, heller ikke ved oversættelse, uden Martinus medvirken, og såfremt den nævnte liste ikke når at blive behandlet, må der ikke i fremtiden foretages rettelser i Martinus' værker.”

Den sidste del:

“og såfremt den nævnte liste ikke når at blive behandlet, må der ikke i fremtiden foretages rettelser i Martinus' værker.”

HAR RÅDET SIMPELTHEN SLETTET.

Læs mere om dette her.

Det er også efter min artikel i 2005 blevet klart for mig, at det ikke er muligt at ændre i den måde, et tekst fremstår for de fysiske sanser, uden at det i større eller mindre grad vil påvirke tekstens indhold og betydning.

Det er derfor, at det var magtpåliggende for Martinus, at alle ændringer skulle godkendes af ham PERSONLIGT.

Og det er derfor, at der ved Martinus’ bortgang går en tung jerndør i for fremtidige rettelser og ændringer, hvilket bekræftes af den sætning, rådet med fuldt overlæg har FJERNET. Denne manipulation af et rådsreferat, Martinus har godkendt, er intet mindre end oprørende og sætter en pinlig standard for rådets troværdighed.

Vi er således enige med KC og SI i, at åbenlyse fejl skal rettes, og siden førsteudgaverne er der netop rettet mange åbenlyse småfejl og forglemmelser. Nogle af disse fejl er korrigeret i senere udgaver allerede i Martinus' tid, og vi har nu forsøgt at rette samtlige sættefejl i den seneste udgave af bøgerne, bl.a. LB1-7, jf. nedenfor.

SIL - kommentar:
NEJ, der kan ikke rettes EFTER Martinus’ bortgang, se ovenfor. Rådet formår her ikke at skelne mellem rettelser, Martinus SELV foretog, og så dem eftertiden foretager.

Martinus' hovedværk LB udkom i flere udgaver i Martinus' egen levetid, og der blev som nævnt foretaget rettelser i disse udgaver – f.eks. næsten 100 fra første- til andenudgaven af bind 6. I den seneste genudgivelse af LB1-7, udgivet i årene 2011-2014, er alle udgaver sammenlignet, og rettelserne fra Martinus' tid er medtaget. Samtidig er de nye genudgivelser bragt i større overensstemmelse med manuskriptets ordlyd end de fejlbehæftede førsteudgaver, jf. ovenfor.

SIL - kommentar:
Hvad Martinus har godkendt I SIN EGEN LEVETID, har ingen relevans for det, vi taler om. Det vi taler om er, hvad Martinus har sagt om ændringer EFTER hans bortgang. Og Martinus har pointeret, at intet må ændres uden hans medvirken. “Og såfremt den nævnte liste ikke når at blive behandlet, må der ikke i fremtiden foretages rettelser i Martinus' værker.”

Tilbage er påstanden om forfalskning af værket via retskrivningsmæssige opdateringer (mere end 99,5% af de påståede "over 240.000" ændringer).

Påstanden er oplagt forkert. MI har allerede adskillige gange påpeget det helt indlysende, at den retskrivningsmæssige opdatering ikke ændrer indholdet, og at Martinus i øvrigt selv godkendte retskrivningsmæssige opdateringer, bl.a. Det Evige Verdensbillede 1-3 og Bisættelse (1951-udgaven ift. den oprindelige publicering i Kosmos 1934-35). Martinus godkendte f.eks. at ændre den forældede flertalsform "mineralier" til "mineraler", jf. rådets notat "Påstande om fejl i genudgivelserne" på MIs hjemmeside.

SIL - kommentar:
Såvidt jeg kan læse dette dokument, dokumenteres det IKKE at Martinus har godkendt ændringen fra Mineralier til mineraler. Det er en tom og udokumenteret påstand.

Ja, MI har adskillige gange påstået, at retskrivningsmæssige opdateringer IKKE ændrer indholdet. Men MI har ikke dokumenteret eller bevist dette. Som ovenfor nævnt: MI har ikke fremvist et brugbart kriterium for, hvordan det afgøres, om indholdet efter en ændring i formen er ændret eller uændret. Så det er bare en påstand UD I LUFTEN.

I forbindelse med en korrekturgennemgang af Bisættelse i 1978 godkendte Martinus en liste af rettelser, heriblandt tilfælde hvor brugen af store og små bogstaver havde været svingende. Samtidig godkendte han, at en række simple korrekturfejl, der ikke havde forandret ordenes betydning, ikke blev medtaget på listen (stiltiende rettelser). Listen viser i øvrigt, hvor grundigt der blev gået til værks, når Martinus' værker blev gennemgået forud for en genudgivelse. Se evt. dokumentet på MIs hjemmeside. Det er de samme principper, MI følger ved genudgivelse i dag, blot er vi nu blevet langt mere effektive og konsekvente i processen med vores moderne it-teknik.

SIL - kommentar:
De ganske få tilfælde, hvor Martinus selv har godkendt ændringer, kan naturligvis gennemføres. Men ikke andre ændringer.

Det er, som om rådet beder os om at forstå, at eftersom der er eksempler på, at Martinus selv har godkendt ændringer, kan man deraf konkludere, at så kan man også EFTER Martinus’ bortgang lave ændringer i Martinus’ værk, uanset at Martinus har frabedt sig det.

Man kan IKKE konkludere, at eftersom en ophavsmand som en selvfølge har fulde rettigheder til at ændre i sit værk i sin levetid, så skulle eftertiden per automatik have de samme privilegier.

De sagsøgte mener, at det påhviler MI at bevise, at der med de retskrivningsmæssige opdateringer ikke er tale om betydningsbærende, indholdsmæssige ændringer, selvom det er de sagsøgte selv, der fremfører påstanden om, at der er.

SIL - kommentar:
Og det bliver mere og mere absurd:

Skulle det virkelig være rimeligt, at det skulle påhvile os, der mener, at ændringer ændrer, at skulle BEVISE at ændringer ændrer?

Det må da være dem, som påstår, at ændringer IKKE ændrer, som skal føre bevis for en så absurd påstand. For NATURLIGVIS ændrer ændringer. Hvad skulle de ellers gøre?

Martinus frabad sig ændringer i sit værk, og han skelnede ikke mellem form og indhold. Det er ikke sådan, at Martinus har udtalt: "I må gerne ændre i formen, blot indholdet forbliver uændret". For et sådant udsagn er og bliver meningsløst, for indholdet står og falder med de bogstaver, vi kan opfatte med vore fysiske sanser.

Martinus belærer os flere gang i sit værk om, at INDHOLDET er skjult for de fysiske sanser, men at det alligevel er repræsenteret via den fysiske manifestation i form af de tegn (bogstaver etc.) som er tilgængelige for de fysiske sanser. Men indholdet er således ikke direkte tilgængeligt, kun indirekte tilgængeligt.

Dette skriver Martinus om flere steder i sit værk.

Se fx Livets Bog II, stk. 375: :

[...] Medens al fysisk Korrespondance her paa det jordiske Plan kun er baseret paa indirekte Udtryksmidler, er Korrespondancen i "den guddommelige Verden" udelukkende baseret paa hundrede Procents direkte Udtryk. Her i den fysiske Verden maa de levende Væsener overføre deres Tanker, hvilket vil sige, Ønsker og Begær, i Symboler, skabt i fysisk Materie. Saadanne Symboler udgør igen tilsammen det, vi kalder "Sproget". [...] Det skrevne Ord er saaledes ogsaa, direkte, kun en fysisk Foreteelse, er i Realiteten kun en Lys- og Skyggevariation, og bliver kun et indirekte Udtryk for Væsenets indre bevidsthedsmæssige Fornemmelser af Livet. Væsenets indre Bevidsthedsliv er saaledes her i den fysiske Verden skjult bag ydre fysiske Foreteelser og kommer derved i alle Situationer kun indirekte til Syne. Det er et Mellemled imellem Jeg'et og dets ydre fysiske Fremtræden. Men i Spiralens højeste Verdener, hvor der ingen ydre fysisk Verden eksisterer i fortættet Form, bliver Bevidsthedslivet dermed, som nævnt, direkte synligt, og Sproget, saaledes som det forekommer i den fysiske Verden, en total Overflødighed.

I Livets Bog VI, stk. 2052 sammenlignes "den virkelige" Livets Bog med en “almindelig” bog:

[...] Denne i Form af Alverden fremtrædende Bog har altsaa ligesom enhver almindelig Bog en materiel, synlig Virkelighed og en usynlig Virkelighed. Den synlige Virkelighed er altsaa Bogens Tekst, dens Bogstavers Form, dens Tryksværte og Papir. Ligesom man, for at faa Del i en Bogs usynlige mentale Indhold eller Beretning, maa lære at læse Bogens Tekst, saaledes maa man ogsaa for at kunne læse i det evige Univers eller den absolutte Livets Bog, lære at læse denne guddommelige Bogs Tekst.

Og videre i stk. 2054:

Ligesom et A. ikke blot er et A., og et B. ikke blot er et B., men udgør en materiel Foreteelse, der i Forbindelse med andre Foreteelser, hvilket her vil sige, andre Bogstaver, udgør et Middel, ved hvilket noget usynligt, men derfor ikke mindre virkeligt, kan aabenbares, saaledes er Vand ikke blot Vand, et Dyr ikke blot et Dyr og et Menneske ikke blot et Menneske o.s.v., men udgør derimod tillige ogsaa en materiel Foreteelse, der i Forbindelse med andre Foreteelser bliver et Middel, ved hvilket en usynlig Virkelighed aabenbares. Alle Naturens Detailler er saaledes Bogstaver i et Sprog, i en Tale, i et Skrift eller i en evigt fremtrædende Aabenbaring eller Tilkendegivelse af en bag ved al materiel Synlighed eksisterende materiel usynlig Virkelighed.

Se videre i min artikel om dette emne, som kan nås her.

Når rådet ikke vil forholde sig til den kendsgerning, at en teksts INDHOLD er skjult for de fysiske sanser, viser det, at rådet slet ikke har begrebet, hvad åndsvidenskab er.

Åndsvidenskaben er netop videnskaben OM DET - for de fysiske sanser - SKJULTE. Og Martinus bruger flere steder netop en bogs tekst og indhold til at illustrere forskellen på det for de fysiske sanser tilgængelige og det skjulte. Ligesom indholdet i en bogs tekst er skjult for de fysiske sanser, på samme måde er det åndelige “indhold” i den fysiske verden skjult for de fysiske sanser. Det er hele essensen af åndsvidenskaben, at vi efterhånden vil få adgang til dette - for os foreløbig skjulte - åndelige indhold.

Med denne manglende forståelse for, hvad åndsvidenskabens essens er, burde man slet ikke kunne sidde i et råd for et åndsvidenskabeligt institut.

De sagsøgte dokumenterer ikke deres påstand om forfalskning og søger udelukkende at underbygge denne med nye udokumenterede påstande og spekulationer. SI søger f.eks. at underbygge påstanden om indholdsmæssige ændringer med en påstand om, at da ord skifter betydning over tid, vil man med opdateret retskrivning ikke længere forstå teksten, som den oprindelig blev skrevet (som eksempel, se vores redegørelse vedr. ordet "pinlig", der netop har skiftet betydning over tid, "Påstande om fejl i genudgivelse". Denne påstand er heller ikke dokumenteret og helt uholdbar, idet intet i teksten, udover retskrivningen, er moderniseret, og retskrivningen er ikke den primære indikator på, at teksten er af ældre dato. Ordvalg og sprog viser tydeligt, at det ikke er en nutidig tekst (hvis læseren ellers måtte være i tvivl om, hvornår Martinus udgav sine bøger). Desuden laver MI en forklarende note i værket, når et ord er blevet forældet eller har ændret betydning.

SIL - kommentar:
Ja, rådet vil ikke forstå, at ved at påføre en ældre tekst en senere tids retskrivning nedbryder man det organiske forhold, der er mellem en vis tids sprogbrug og den hertil svarende stavemåde.

Man forledes på denne måde til at læse den ældre tekst på det senere sprogtrins præmisser. Det er indlysende, for den der har brugt blot en smule tid på at studere dette, at ord ændrer betydning over tid. Nogle ord forsvinder simpelthen ud af sproget, og andre bruges ikke på samme måde i dag som tidligere, og mange ord skifter helt betydning, så de nogle gange kommer til at betyde det stik modsatte, end de oprindeligt betød. Disse sidste kaldes “pendulord”.

Ved blot helt bevidstløst at opdatere en ældre tekst begår man det, sprogvidenskaben kalder for AFHISTORISERING.

Det er sket i en del tilfælde, fx med H.C. Andersens og Søren Kierkegaards tekster, således som rådet også nævner nedenfor, og der kan findes argumenter for i nogle tilfælde at gøre det. Men når det gøres videnskabeligt forsvarligt, erklærer man åbent, at dette ikke kan gøres uden et vist “tab”. Det er en afvejning af fordele og ulemper. Og en betingelse for at gøre det er, at læseren også har adgang til en version UDEN denne opdatering.

Det skal bemærkes, at Martinus i symbolbøgerne Det Evige Verdensbillede 1-3, benyttede ny retskrivning men samme grundlæggende terminologi som i Livets Bog. Martinus skriver i forordet til Det Evige Verdensbillede: "Nærværende Symbolbog er et supplement til "Livets Bog", hvilket vil sige: mit hovedværk over livets kosmiske struktur, principper og love. Den indeholder i koncentrerede facitter selve essensen af det nævnte værks kosmiske analyser, hvilke facitter er supplerede med kosmiske symboler."

Martinus benytter altså samme terminologi (f.eks. er "visdomsriget" skrevet med lille begyndelsesbogstav, og ordet "åndelig" er stavet med bolle-å). Hvis retskrivningen vitterligt skulle have en indholdsmæssig betydning, hvorfor gør Martinus så ikke opmærksom på det i forordet?

SIL - kommentar:
At Martinus selv - til en vis grad i hvert fald - fulgte gældende retskrivning kan ikke være et argument for at ændre retskrivningen efter Martinus’ bortgang.

Rådet falder gang på gang i den samme skure, når rådet bevidstløst overfører, hvad Martinus gjorde og kunne tillade sig til, hvad eftertiden kan tillade sig. Det bliver ikke rigtigere af, at rådet bliver ved med at gentage det. At rådet tilsyneladende ikke kan forholde sig til denne banale realitet, er en stor del af baggrunden for denne tragiske konflikt.

Når Martinus skrev Det Evige Verdensbillede fulgte Martinus gældende retskrivning, og dermed er der jo ikke tale om en AFHISTORISERING.

Kan vi "bevise" det intuitivt oplagte, at en opdateret retskrivning nok ændrer tekstens form, men ikke dens indhold?

Lad os se på et eksempel. Den 1. januar 2011 skiftede Århus Kommune stavemåden af byens navn tilbage fra Å til Aa (som blev brugt frem til retskrivningsreformen i 1948). Skulle skiftet frem og tilbage af stavemåden have ændret på navnets indhold? (Baggrunden for at ændre stavemåden i 2011 var at gøre byen lettere tilgængelig på internettet, hvor å normalt altid staves aa.)

SIL - kommentar:
Dette har intet med “intuition” at gøre, det er mangel på grundig analyse og omtanke.

I tilfældet Århus -> Aarhus er der ikke tale om AFHISTORISERING, men om et enkeltstående tilfælde, hvor man af rent praktiske grunde ønsker Aa i stedet for Å. Det beviser jo ingenting.

Et andet eksempel: Skulle "manden går en tur" og "Manden gaar en Tur" betyde noget forskelligt?

SIL - kommentar:
Det er jer, der skal bevise, at det ingen forskel gør. Men spørger man mig, synes eksempel nummer 2 at signalere, at der er tale om en tekst fra før 1948, hvilket ikke er uvæsentligt for forståelsen af samme.

Ethvert ord og enhver sætning, vi opdaterer retskrivningsmæssigt, ændres i sin form, men beholder sin betydning – og tænk også hvilken konsekvens det ville få for vores skriftlige kommunikation, hvis betydningen af det skrevne fra den ene dag til den anden ikke længere var det samme, fordi der blev gennemført en retskrivningsreform.

SIL - kommentar:
Det er meget ringe viden, rådet her demonstrerer. Ordene ændrer da betydning uafhængigt at retskrivningsreformer. Tillige ændrer stavemåderne sig, men de ændrer sig ikke, fordi ordene ændrer betydning, men det gør de af helt andre grunde.

Hovedpointen er, at hvis teksten skal fremstå som ægte og original, beholder man de stavemåder, der hører sammen med den sprognorm, teksten blev forfattet i.

Trods påstandene ændrer den nye retskrivning altså på ingen måde indholdet i Martinus' tekster. Ja, "ændringer ændrer", som SI gentagent påpeger – formændringer ændrer formen (men ikke nødvendigvis indholdet), og indholdsændringer ændrer indholdet (og formen). Det er ikke af de sagsøgte på noget tidspunkt, hverken før, under eller efter retssagen, blevet dokumenteret eller forklaret, hvilken indholdsmæssig forskel der skulle være mellem den samme tekst med hhv. gammel og ny retskrivning. Det er blevet anført, at alle rettelser i sin sum skulle ændre værkets "sprogdragt", men hvad dette nærmere betyder, eller hvilken forståelsesmæssig konsekvens det skulle have for læseren, er ikke blevet oplyst.

SIL - kommentar:
Som nævnt er det rådet - som påstår, at man kan ændre uden at det ændrer - som har bevisbyrden og skal dokumentere sin mærkværdige påstand. Ikke os, som påstår, at ændringer ændrer.

Rådet roder her begreberne totalt sammen, når der skrives “indholdsændringer ændrer indholdet (og formen)”, for rådet kan jo ikke “pege” på indholdet, idet det er skjult for de fysiske sanser. Rådet er endnu ikke fremkommet med noget operationelt kriterium for, hvordan man kan vise, at indholdet IKKE ændres ved, at formen ændres.

Rådet er i vildrede, for de bilder sig ind, at de kan pege på noget, som er skjult. Det finurlige er, at det nok ikke opleves som værende skjult for den enkelte læser, men når læseren skal udtale sig om det skjulte - åndelige - indhold, sker det med fysiske tegn (ord, lyde og lignende), som igen dækker over et indhold, som er skjult for de fysiske sanser hos alle andre end den, der udtrykker sig.

Rådet forstår ikke, at den fysiske verden er en illusion, og at vi i virkeligheden lever i en åndelig verden. Det burde ellers være basisviden for enhver fremskreden åndsforsker, herunder særligt for rådsmedlemmer på et åndsvidenskabeligt institut.

Man kan jo spørge, hvorfor MI overhovedet har foretaget denne retskrivningsmæssige opdatering? Hvorfor ikke bare blive ved at udgive med den oprindelige retskrivning og undgå det store arbejde med opdatering (og det efterfølgende besvær med kritik)?

Svaret er enkelt: MI ønsker at tilbyde de interesserede den bedst mulige udgave. En udgave, der er så læsevenlig og tilgængelig som mulig, og ikke mindst en udgave, der er let at søge i elektronisk (uden ensartede stavemåder og uden en fejlfri tekst bliver søgningen besværliggjort). Det har med andre ord været MIs intention, at genudgivelserne skulle følge Martinus' ønske om at udgive en tekst, der er så alment tilgængelig som mulig – ikke mindst med tanke på fremtidens mange nye læsere.

SIL - kommentar:
Hvor skriver Martinus noget om, at hans tekst for at blive “så alment tilgængelig som muligt” behøver pædagogisk hjælp udefra? - Mon ikke Martinus om nogen mente at have styr på, hvordan hans tekst bedst muligt opfylder dette kriterium.

Martinus udtalte tilmed, at han var klar over, at nogen fandt, at hans måde at skrive på var “gammeldags”. Og til det svarede han, at så måtte man lære “gammelt dansk”.

Det har da også vist sig, at MI har solgt mange eksemplarer af de nye genudgivelser, mens de gamle udgaver ikke længere efterspørges – måske fordi de fleste interesserede er helt klar over, at det handler om forståelse af åndeligt indhold og ikke om forskning i stil- og formdetaljer, når man studerer Martinus' værk. Se evt. Fortolkning af Livets Bog: Fortalen, Artikelsamling 1, nr. 7. Når der alligevel er solgt mange piratkopier af de gamle udgaver, kan det derfor kun være udtryk for, at de er udbudt til dumpingpriser under falsk opreklamering (som den eneste "ægte vare").

SIL - kommentar:
De “gamle” udgaver kan jo vanskeligt “efterspørges”, når de ikke er tilgængelige. Vi har omvendt kendskab til flere eksempler på, at folk intetanende har købt MIs ændrede og tilrettede udgaver i tiltro til, at de dermed købte Martinus’ originalværk. Først da firkløveret genudgav facsimileudgaverne af førsteudgaverne, blev det for mange klart, at de ikke havde købt det, de troede.

Går det åndelige indhold tabt ved opdatering af retskrivning, ved gode oversættelser, ved ændret paginering, ny skrifttype, nyt sideformat eller ved digitalisering? Nej, det åndelige indhold går ikke tabt ved nogen af disse ændringer af værkets form, hvoraf den mest gennemgribende er oversættelse. – Og hvis det åndelige indhold virkelig var i fare for at gå tabt ved god og præcis oversættelse, hvorfor tilskyndede Martinus da så ivrigt til oversættelse? (I stedet for at forbyde oversættelser og modernisering af retskrivningen og herefter tilskynde til, at alle interesserede måtte lære sig dansk og læse de første danske udgaver.)

SIL - kommentar:
Det åndelige indhold går altid - til en vis grad - “tabt” ved en oversættelse, uanset hvor god og præcis oversættelsen er. Det er en erfaring, enhver erfaren og kompetent oversætter har. Oversættelser er naturligvis nødvendige, men de er og bliver nødløsninger, som aldrig vil kunne erstatte originalen.

Man kan ikke bruge nødvendigheden af at lave oversættelser som argument for at lave om i originalteksten. Men det er det, rådet her prøver at gøre. Det er nærmest rystende, hvor ringe viden, rådet demonstrerer om, hvilke vilkår, der gælder for oversættelser. Så meget desto mere foruroligende er dette, når man tager i betragtning, at et af rådsmedlemmerne er den person, som foretager oversættelserne til verdenssproget engelsk. Hun burde sandelig vide bedre.

4.6 Påstand om rådsmedlems usande fremstilling af retssagens status
SI påstår i artiklen, at retssagen i mindedagsindlægget fremstilles som endeligt afgjort.

Påstanden er ikke korrekt. Det fremføres af JKC, at der er fældet dom i byretten, og at de sagsøgte blev dømt for samtlige punkter, som MI havde sagsøgt dem efter. JKC tilføjer herefter, at der stadig udestår en afgørelse (deldom 2) i forhold til de økonomiske konsekvenser, og det understreges yderligere, at "når sagen er endeligt afsluttet ved dansk ret" [dvs. når ankemulighederne er udtømte], så vil rådet udgive en redegørelse."

SI påstår videre, "at sagen er anket til landsretten." Dette er i snæver forstand korrekt, men hele sandheden er, at de sagsøgte umiddelbart efter byrettens afsigelse af deldom 1 søgte tilladelse hos Procesbevillingsnævnet til anke af denne dom ved landsretten men fik afslag. Uanset hvad der sker, efter sagen er endeligt afsluttet ved byretten, så foreligger der i dag en dom, der giver MI fuldstændigt medhold i de ophavsretslige spørgsmål. Og den giver MI ret i, at det ikke udgiver på vilkårlig vis, samt afviser spørgsmålene om krænkelser af menneskerettighederne. Denne dom står ved magt, så længe den ikke er omstødt.

SIL - kommentar:
Som allerede nævnt flere gange, kan man ikke på meningsfuld måde sige, at en underrets dom “står ved magt”, så længe sagen ikke endeligt er afsluttet ved domstolene.

Det Jacob Kølle skulle have sagt var, at sagen er delvis afsluttet ved byretten, men at den først er endelig afsluttet, når vi ved, om sagen af den ene eller anden part bliver anket eller ej.

4.7 Konklusion
SIs udtalelser i artiklen er gennemgående vildledende, og SIs viden om retssagen og dens baggrund taget i betragtning må vi konkludere, at han udtaler sig misvisende mod bedre vidende, samtidig med at han citerer forkert.

SIL - kommentar:
På hvilken måde “vildledende”?.

Generelt synes de sagsøgtes retorik at være motiveret af en intention om at sætte MI og rådet i et dårligt lys, snarere end være motiveret af en saglig og objektiv behandling af forholdene.

SIL - kommentar:
Nej, formålet har aldrig været at modarbejde rådet. Formålet har ene og alene været dette, at der etableres uhindret adgang til Martinus’ originalværk uden senere ændringer.

Det er rådet, som ved at sagsøge os for at gøre det, rådet selv er forpligtet til at gøre, der har eskaleret denne konflikt. Rådet traf det valg at anlægge retssag mod adgangen til Martinus' originallitteratur. Det skulle rådet aldrig have gjort. Det var og er en stor dumhed. Rådet indså og indser ikke, at de dermed i realiteten har sagsøgt sig selv. Og nu er der ingen vej tilbage for rådet, som jo selv tror, at de ikke kan tage fejl og i øvrigt kan gøre fuldstændigt, som det passer dem. Derfor prøver rådet nu på enhver måde at eskalere konfliken. Rådet leder med lys og lygte efter noget, som muligvis ville kunne svække firkløveret og skræmme det til tavshed. Der trues, som jeg viser ovenfor, med endnu flere retssager, til trods for, at det tydeligt er vist, at Martinus ikke ønskede retssager. I et forsøg på at dække over rådets allerede begåede fejl, er rådet tvunget ud i at begå endnu flere af de samme fejl.

Udover som vist med trusler om yderligere retsforfølgelser at søge at hindre debatten - under henvisning til, at man derved krænker rådets ophavsret til deres egne debatindlæg (!!!) - søger rådet nu tillige FYSISK at holde debatten væk ved at forbyde specifikke mennesker at komme på Martinus Instituts områder.

På den baggrund er der ikke noget mærkeligt i, at rådet er blevet udsat for yderligere kritik. Jo længere rådet driver denne konflikt ud med nye tiltag, som ikke er i Martinus' ånd, jo mere vil rådet blive udsat for kritik. Det er efterhånden svært at se, hvordan rådet kan blive siddende. Det ligner mere og mere en anskuelighedsundervisning i, hvad der sker, når man ikke respekterer "Mesterens dispositioner".

5. Væsentlige problematikker der er blevet diskuteret offentligt
I de følgende vil vi behandle nogle af de øvrige offentligt fremsatte påstande mod MI og rådet.

5.1 Bevarelse og tilgængeliggørelse af værket
Hovedformålet i MIs love og fundats er at "Bevare Martinus' samlede værker uændret, som de foreligger fra hans side, oplyse om disse værker, og gøre disse værker tilgængelige for interesserede, herunder ved publicering, oversættelse og undervisning i betryggende form." Modsat af hvad der er blevet påstået, er denne bestemmelse, som nævnt i forordet til Martinus Åndsvidenskabelige Institut - Love (1982), "færdigformuleret med Martinus". Se nedenfor.

Kun MI er i besiddelse af hele Martinus' samlede værk, herunder maskinskrevne manuskripter, håndskrevet materiale, førsteudgaver og samtlige genudgivelser fra Martinus' tid. Materialet bliver bevaret både fysisk og digitalt. Derved kan der heller ikke i eftertiden herske tvivl om, hvad der faktisk er Martinus' egne, uændrede værker, og hvad der ikke er. Dette gælder også Martinus' originale symboler. Se evt. Sommerbrevet 2009.Se evt. Sommerbrevet 2009

At bevare uændret betyder dog ikke det samme som at publicere uændret, derfor er der netop skrevet tilgængeliggøre ved publicering i betryggende form. Et eksempel herpå er, at Martinus ønskede, da hele LB blev genudgivet på Borgens forlag i 1981-1985, at symbolerne 23 og 19 kom på for- og bagsiden, og hovedtitlen blev "Det Tredie Testamente". Her var der så tale om en publicering i en ændret form. Den senere piratkopierede faksimileudgave af første udgave af LB1-7 er derimod ikke i overensstemmelse med Martinus' her nævnte ønsker. MI har efterkommet Martinus' ønsker i sine nye genudgivelser af LB under hovedtitlen "Det Tredje Testamente" i hvid indbinding med stjernesymbolet samt et smudsomslag påtrykt de nævnte symboler 23 og 19.

SIL - kommentar:
Det er en absurditet, således som rådet her prøver sig frem med, at ville udlægge omtalte hovedformål derhen, at “bevaringen af værket uændret” kun skulle gælde de fysiske originaleksemplarer af værket.

Hvis det var sådan, det skulle forstås, havde man jo ikke behøvet tilføje “uændret som de foreligger”, for man kan jo ikke bevare noget, som man ændrer. Det er da også absurd at forestille sig, at Martinus som sit hovedformål for hele sin Sag, blot ønskede, at de fysiske originalmanuskripter skulle bevares uændret. Det er så absurd, som det kan blive, og kan kun opfattes som et desperat argument opfundet til lejligheden.

Hvordan forestiller rådet sig, at man ved at holde originalerne skjult for offentligheden skulle kunne sørge for, at der “ikke i eftertiden kan herske tvivl om, hvad der er Martinus’ egne, uændrede værker, og hvad der ikke er”. Hvordan skal “eftertiden” kunne have en mening om det, når det, der faktisk udgives, ikke er i overensstemmelse med de fysiske værker, som er bevaret uændret?

MIs udgivelsespolitik følger de af Martinus overleverede retningslinjer for værkets udgivelse: gavebrevet, fundatsen og MIs love (udgivet 1982 men færdigformuleret med Martinus, bortset fra § 11 (vedr. overgangsbestemmelser for de af Martinus selv udpegede rådsmedlemmer) samt kommentarer formuleret efter Martinus' død på basis af hans anvisninger). Disse retningslinjer er konklusionerne på grundige drøftelser på bestyrelsesmøder i 1974-81, hvor Martinus deltog, og som er optaget på bånd og dokumenteret i båndafskrifter. Heri bemærker man, at Martinus' udtalelser i visse tilfælde kunne være modstridende, indtil der blev truffet en beslutning. (Visse beslutninger blev endda siden omstødt eller uddybet.) Man kan derfor ikke altid regne med enkelte løsrevne citater fra disse båndafskrifter som Martinus' endelige vilje, ligesom man heller ikke altid kan regne med, hvad folk mener at huske, Martinus udtalte. Man er nødt til at se på slutresultatet i retningslinjerne, hvor særligt gavebrevet er væsentligt, da det er det sidste og endelige dokument, Martinus var med til at udfærdige om værkets udgivelse. Som eksempel på et "Martinus-citat", som vi ikke kan anvende i MIs udgivelsespolitik, er et påstået udsagn om, "at der ikke må rettes et komma". Dette udsagn og hvilken kontekst, det eventuelt blev fremsat i, er ikke dokumenteret. MI kan ikke anvende tredjepartsviden i sin udgivelsespolitik, vi må alene holde os til de dessiner, Martinus har overleveret til MI i skriftlig form (foruden ovennævnte båndoptagne rådsmåder 1974-81).

SIL - kommentar:
Som det er vist med mine kommentarer, følger MIs udgivelsespolitik netop IKKE de retningslinjer, vi har fra Martinus.

Det er bemærkelsesværdigt, at rådet holder kilderne til disse retningslinjer tæt ind til kroppen, så om muligt kun de selv har adgang til dem. Hvis det står til rådet, har ingen andre end dem selv adgang til relevant information vedrørende disse ting. Rådet, hvis eksistens står og falder med gavegiveres midler, hindrer disse gavegivere i at påse, at rådet overholder Martinus’ anvisninger og dermed overholder Martinus’ testamente. Hvis gavegiverne gjorde sig dette klart, ville mange af dem nok indstille gaveregnen. Det tyder da også på, at det er det, vi er ved at se ske.

Dette hemmelighedskræmmeri passer sig ikke for en sag, hvis eksistens står og falder med almindelige menneskers økonomiske gaver. Det passer sig snarere for en hemmelig loge. En hemmelig loge har lov til at have hemmelige regler, men så må den også selv finde pengene.

Det er nu kommet frem, som det ses ovenfor, at ikke alene prøver rådet at forhindre adgangen til rådsreferaterne, men de ændrer og manipulerer endog med dem, så de passer bedre ind i rådets interesser. Men heldigvis har den slags numre en tendens til alligevel på en eller anden måde at blive afsløret.

De båndede rådsreferater, som er optagelser fra de seneste 7 års rådsmøder, inden Martinus’ bortgang, har rådet også forsøgt at holde for sig selv, men de er heldigvis sluppet ud.

Det er ikke overraskende, at udtalelsen om, at “end ikke et komma må ændres” kommer meget på tværs af rådets interesser. Så den udtalelse ønsker rådet ikke at fæste nogen lid til, endsige på nogen måde tage alvorlig. Rådet anser ligefrem denne udtalelse som "udokumenteret". Rådet siger jo faktisk dermed, at Rolf Elving lyver. Det er stærke sager, må man sige.

Det er for nylig kommet til mit kendskab, at det ikke kun er til Rolf, at Martinus har udtalt dette. Det har nærmest i Martinus' levetid været en slags "omkvæd" på instituttet, når talen var om at ændre og rette i Martinus’ værk.

En af Sagens mangeårige interesserede, Olav Johansson, som i øvrigt er jævnlig bidragyder til tidskriftet Kosmos, har leveret følgende beretning til en Facebookgruppe:

“Jag vet att Bertil Ekström som ju i många år jobbade som tryckare på Martinus Institut lusläste korrektur på alla böcker han tryckte där (och ni som känner Bertil vet att han aldrig gjorde något halvdant... Han var närmast extrem både i sin noggrannhet och effektivitet i jobbet). Och alltid när han korrekturläste så förde han lista på allt ifrån obetydliga stavfel till ting och formuleringar han undrade över för att sedan ta upp direkt med Martinus. Det resulterade i att Martinus själv faktiskt godkände inte så få av Bertils anmärkningar och ändringsförslag (han brukade gå igenom och "bocka av" Bertils listor, minns jag att Bertil berättade). Så uppenbarligen var han tacksam över att ha en så samvetsgrann korrekturläsare som Bertil, som alltså gick igenom alla böckerna och kom med sina frågor och förslag, och det visar ju också att Martinus själv inte hade inställningen att ingenting fick eller kunde ändras i orginalmanuskripten. Jag minns att Bertil berättade att han faktiskt konfronterat Martinus om detta med hänvisning till hans berömda uttalande om att inte ett kommatecken fick ändras i det han skrivit. På det skulle Martinus leende ha svarat "jo, jag får ändra".”

Det siger vist det hele, og så burde det én gang for alle være slut med at mistænkeliggøre Rolf Elving i relation til denne udtalelse. Vil rådet måske også mistænke Bertil Ekström og Olav Johansson for at lyve? - Rådet gør her en uhyre pinlig figur. Rådets troværdighed nærmer sig her et nulpunkt.

SI skriver på sin hjemmeside i sin "Kommentar til Martinusinstituttets redegørelse": "Det er ikke svært at gennemskue, hvorfor rådet anser det såkaldte "gavebrev" som "det vigtigste dokument om behandlingen af Martinus' værk", for det sætter meget belejligt ABSOLUT INGEN GRÆNSER FOR, HVAD INSTITUTTET KAN GØRE MED MARTINUS' VÆRK."

Påstanden er ikke korrekt. Gavebrevet sætter absolut grænser for behandlingen af Martinus' værk, idet gavebrevet henviser til ophavsretsloven, der siger, at værket ikke må ændres på en måde, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart, og at der kun må foretages ændringer, der er "sædvanlige" eller "åbenbart forudsatte". (Og hvorfor skulle rådet i øvrigt finde det belejligt, at der ikke er grænser for, hvad man kan gøre med værket? Hvorfor skulle rådet have interesse i at forvanske eller forfalske Martinus' værk?)

SIL - kommentar:
Ja, det må man minsandten spørge sig selv om: Hvilken interesse har rådet dog i at ændre i Martinus’ værk, når Martinus så klart har frabedt sig det?

Det kan man kun gisne om. Jeg vil umiddelbart tro, at det handler om et ønske om KONTROL. Hvis man kan overbevise folk om, at man ikke kan studere Martinus’ værk efter de udgaver, han selv oprindeligt godkendte, kan man måske håbe på, at de interesserede er nødt til at købe de jævnligt opdaterede udgaver fra MI. Rådet skaber herved et afhængighedsforhold til MI, som ellers ikke ville eksistere.

Hele denne ændringsmani har jo nu skabt sin egen industri i form at et fuldtidsansat sprogudvalg. Langt det meste af, hvad dette udvalg foretager sig, ville være overflødigt, hvis man blot genudgav førsteudgaverne i uændret form.

Sprogudvalget har fuldt op at gøre med at korrigere deres egne allerede en eller flere gange korrigerede udgaver, og der er ikke udsigt til, at denne virksomhed nogensinde bliver færdig. Det virker nærmest som om, at jo mere det arbejder, des flere opgaver skabes der. Jo flere forskellige udgaver der verserer, jo mere forvirret og indviklet bliver billedet.

Og der forestår et stor arbejde med at holde hele værket konstant opdateret med den til enhver tid gældende retskrivning. Livets Bog er allerede udkommet i flere forskellige udgaver i 00’erne, og der er ikke tegn på, at det vil standse.

Og hvis de intetanende interesserede tager hele dette apparat alvorligt, er de jo nødt til hele tiden at holde deres Martinuslitteratur opdateret ved at købe de nye udgaver og kassere de gamle.

Mere detaljeret gælder følgende: Iflg. ophavsretsloven (OHL) § 53, stk. 1, kunne Martinus overdrage alle ophavsrettigheder til MI. Efter overdragelsen med gavebrevet, giver OHL § 53 stk. 3 MI ret til at gøre brug af værkerne på den måde, det er fastlagt i gavebrevet, og MI har endda ifølge OHL § 54 pligt til at gøre brug af de overdragne rettigheder samtidig med, at MI ifølge OHL § 56 stk. 2 ikke har ret til at videreoverdrage ophavsretten. Ifølge OHL § 56 giver overdragelsen af ophavsretten MI ret til at foretage ændringer i værkerne, der er "sædvanlige" eller "åbenbart forudsat". OHL § 2 medfører, med de angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, i omarbejdelse til anden litteratur eller kunstart eller i anden teknik. MIs ophavsret til Martinus' værk varer ifølge OHL § 63 stk. 1, indtil 70 år er forløbet efter Martinus' dødsår, dvs. indtil år 2051.

Det følger heraf, at MI har det fulde ansvar for at forvalte og udgive værkerne på den måde gavebrevet, fundatsen for MI3, lovene for MI og loven om ophavsret foreskriver. Det betyder, at MI kan udgive værkerne med ændringer, der er "sædvanlige eller åbenbart forudsat", herunder rettelse af stavefejl, sættefejl o.l., samt opdatering af retskrivning og oversættelse til andre sprog og udgivelse i diverse medier. Gavebrevet giver desuden MI "retten til at færdiggøre ikke afsluttede arbejder". Med andre ord er det MI, der har beføjelsen til at udgive værkerne i den form (indenfor OHL § 56) og til det tidspunkt (indenfor OHL § 54), MI skønner bedst, og i samarbejde med de samarbejdspartnere, MI ønsker.

SIL - kommentar:
Alt dette er blot irrelevant og ligegyldig snak. Det handler i al sin enkelhed om, at lade være med at ændre i Martinus’ værk. Det var sådan, Martinus ønskede det.

MIs retningslinjer (og ophavsretsloven) siger derimod intet om, at MI ikke må ændre i formen ved sin tilgængeliggørelse af værket. En ændring af formen sker netop ved oversættelse til andre sprog (som er et af MIs formål). De retskrivningsmæssige opdateringer er oplagt en mindre ændring af formen, end oversættelser er, så når oversættelse iflg. fundatsen kan ske i betryggende form, så er det også oplagt, at retskrivningsmæssige opdateringer kan ske i betryggende form.

SIL - kommentar:
Endnu et forsøg på at finde en kattelem til at få lov at ændre. Det er da rigtigt, at Martinus ikke specifikt har sagt, at man ikke må ændre i formen. Men når Martinus har sagt, at man ikke må ændre i VÆRKET, kan det da kun gælde FORMEN. For FORMEN er jo det eneste, der kan ændres. Man kan jo ikke “isoleret” ændre i INDHOLDET, for INDHOLDET er ikke direkte tilgængeligt for ændring. Man kan ikke ændre noget, som ikke er tilgængeligt for de fysiske sanser. Det ses af, at den eneste måde, indholdet kan ændres på, er ved at ændre i formen. Det kan ikke ske på nogen anden måde. Det forstod Martinus, og det var derfor, at han ikke skelnede mellem ændringer i formen og i indholdet. De to ting hænger nemlig uløseligt sammen.

At læse Martinus’ udsagn på den måde, rådet her forsøger at gøre, svarer til, at man vil forstå Martinus’ ovennævnte udtalelse om, at der ikke måtte ændres så meget som et komma, på den måde, at det så giver ret til at ændre i punktummerne.

Nogle af de sagsøgtes støtter forsøger at kvalificere påstanden om, at den oprindelige retskrivning skal bevares, ved at referere til editionsfilologien (videnskaben om bl.a. genudgivelse af litterære værker), men selv hvis enkelte forskere indenfor denne videnskab vitterligt skulle modsætte sig modernisering af retskrivning ved genudgivelser, må MI alligevel prioritere Martinus' intention med sit værk højere. MI er ikke underlagt særlige akademiske eller litterære krav eller en vilkårlig udgivelseskutyme i sine udgivelser – MI lader sig naturligvis inspirere af den gængse udgivelsespraksis, men skal først og fremmest respektere Martinus' ønsker for sit værk, og det var Martinus' klare holdning, at værket skulle være så tilgængeligt som muligt, også for fremtidens mennesker.

SIL - kommentar:
Dette er fantastisk læsning. Rådet blæser her fuldstændigt på, hvad specialvidenskaben om genudgivelse af ældre litteratur siger på dette område.

Det generer tydeligvis rådet, at det har sprogvidenskaben imod sig i dette spørgsmål, og rådet forsøger endda her at alliere sig med Martinus. Nej, kære råd. Her er Martinus og sprogvidenskaben på linje: Man ændrer ikke i en afdød forfatters tekst.

Ja, Martinus har da sikkert ønsket, at hans værk skulle være så tilgængeligt som muligt, men han har ikke desto mindre betinget sig, at der ikke blev indført ændringer i det.

De to ovennævnte opgaver med at bevare og udgive værket blander SI og de sagsøgte tilsyneladende sammen, når de mener, at værket skal udgives i uændret form med oprindelig retskrivning. Men det er forkert, for værket skal jo publiceres i "betryggende" form. Det er helt betryggende og sædvanligt at udgive bøger med opdateret retskrivning, tænk blot på H.C. Andersen, Karen Blixen og Søren Kierkegaard, som alle udgives med nutidig retskrivning. (Nogle af disse forfatteres værker udgives også med oprindelig retskrivning, men det ændrer ikke princippet og forpligter ikke MI.)

SIL - kommentar:
Her forsøges nu ordet “betryggende” brugt som en kattelem til at indføre ændringer. Betryggende kan da kun betyde det modsatte. Hvordan kan det være betryggende i Martinus’ øjne, at eftertiden laver ændringer i værket, når han har slået fast, at der netop ikke må ændres i værket? - Man skulle næsten tro, at der for rådet i ordet "betryggende" lå, at kun ved at ændre i værket, kan det publiceres "betryggende", og jo mere der ændres, jo mere betryggende er udgivelsen.

MI og rådet behandler Martinus' værk ud fra Martinus' samlede udtalelser, hvor gavebrevet udgør det dokument, vi tillægger højest autoritet som begrundet ovenfor. I gavebrevet står: "Overdragelsen omfatter retten til at udnytte mine arbejder, således som ophavsretten normalt giver indehaveren rettigheder." MIs praksis med at rette stave-, sætte- og trykfejl, opdatere retskrivning og udarbejde rettelseslister og noter ligger helt inden for ophavsretslovens ramme, se evt. stk. 2.3 ovenfor. Vi nævner igen, at Martinus opdaterede Bisættelse til ny retskrivning fra den oprindelige Kosmos-udgave 1934-35 til førsteudgaven 1951 (altså kun 3 år efter retskrivningsreformen 1948) og udgav DEV med ny retskrivning (DEV1 1963). I de opdaterede udgaver fra Martinus' tid indgår opdatering af forældede ordformer som f.eks. mineralier, absolute, faciter, infection (Bisættelse udgave 1978).

SIL - kommentar:
Rådet gentager endnu engang ændringen fra Mineralier til mineraler. DET ER IKKE DOKUMENTERET, AT DENNE ÆNDRING ER GODKENDT AF MARTINUS.

Hvad skulle det hjælpe at henvise til Martinus’ SAMLEDE udtalelser med henblik på at forsvare senere ændringer, når Martinus IKKE ET ENESTE STED har udtalt sig til fordel for disse senere ændringer.

Og endnu engang forsøger rådet sig med ræsonnementet med, at når man i Martinus' tid kunne ændre, så kan man også efter Martinus' bortgang. Det er rent nonsens. Det nytter ikke noget, at rådet vil henvise til, hvad Martinus selv kunne gøre. Her må man lægge sig Martinus’ udtalelse til Bertil på sinde: Bertil og os andre må ikke ændre i værket, men Martinus må.

5.2 Martinus og moderne sprogfilosofi
Når man betragter de sagsøgtes argumenter, så synes de at udtrykke en noget materiel og forenklet tilgang til sproget. Det virker som om, de læner sig op af et forældet sprogsyn eller en forældet sprogfilosofisk skole.

SIL - kommentar:
Det virker højst besynderligt, at rådet nu pludselig alligevel vil alliere sig med sprogvidenskaben, når de lige har afvist at gøre det, se ovenfor!!!

Det viser at hele denne kommentar fra rådet er én stor gang spin, som kun gør ondt værre. Det havde næsten tjent rådet bedre slet ikke at have indladt sig på at prøve at forsvare sit ændringsprojekt og deres projekt om ved rettens hjælp at prøve at hindre adgangen til det uændrede værk.

Lige siden antikken har der været forskellige syn på sammenhængen mellem sprog og tanke, og i hvilken udstrækning forskellige sprog afspejler forskellige verdensbilleder. I romantikken i 1800-tallet var der f.eks. teorier om, at sprog og sprogbrugernes åndelige udvikling hørte sammen (Herder), og at indholdet på forskellige sprog således ikke kunne oversættes præcist til andre sprog på grund af formodede nationale og kulturelle særegenheder.

Fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til vor tid er sprogvidenskaben eller lingvistikken dog blevet domineret af den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussures strukturalistiske teori om "det sproglige tegns arbitraritet", dvs. tanken om at ethvert sprogligt tegn har et vist indhold og et vist udtryk, som er uløseligt forbundne, men at det er helt vilkårligt, hvordan det fysiske sproglige udtryk ser ud.

I visse typer af tekster kan der dog stadig blive lagt stor vægt på forholdet mellem ordets fysiske form og dets indhold. Et eksempel er specielle litterære værker som f.eks. poesi, hvor selve formen kan have en unik effekt, der er vanskelig at overføre til andre sprog eller endda til en moderniseret form på samme sprog. Her kan man tale om fortolkninger snarere end oversættelser, både indensproglige og mellemsproglige. I mere almindelig prosa og videnskabelige værker ser man derimod en generel tendens til at modernisere og oversætte central litteratur for at fremme udveksling af viden over tid.

Grupper, som af ideologiske grunde vælger at lægge stor vægt på tekstens fysiske form, kan findes blandt ortodokse og fundamentalistiske religiøse grupper, hvor en central tekst betragtes som hellig både i form og indhold og af den grund aldrig må blive moderniseret og helst heller ikke oversat. Dette er tilfældet med ortodoks jødedom, hvor man læser Toraen på hebraisk. Det gælder også for Koranen i islam, hvor der bruges en så gammeldags form for arabisk, at lægfolk siges at have svært ved at forstå den, og i de fleste ortodokse kirker bruges Bibelen fortsat på kirkeslavisk eller oldgræsk. Tidlig kristendom havde derimod en pragmatisk holdning til tekstens form, så man hurtigt foretog oversættelser fra hebraisk hhv. græsk til latin og andre sprog for at sprede budskabet til så mange som muligt.

Betragter vi lingvistikken i dag, har den altså udviklet sig ligesom andre videnskaber, idet man gennem tiden har ændret opfattelse af formens betydning for indholdet af ytringer. Nye sprogvidenskabelige og sprogfilosofiske grene af sociolingvistik og pragmatik har bidraget med indsigt i, hvordan sprogbrug påvirkes af konteksten og finder sted i et socialt samspil mellem mennesker. Da sprogbrug og sprogforståelse bygger på fælles konventioner, har man således bevæget sig i retning af en opfattelse af kommunikation, hvor modtageren altid vil søge efter den mest relevante tolkning af en ytrings intentioner (relevansprincippet.)

Sprogforskningen har altså bevæget sig imod en mere pragmatisk tilgang til formens betydning i stil med den pragmatisme, vi også finder hos Martinus.

Retskrivningsmæssige rettelser og opdateringer eller f.eks. benyttelsen af nye skrifttyper medfører ikke ifølge et moderne lingvistisk synspunkt eller en pragmatisk tilgang til teksten, at indhold går tabt eller ændrer mening, mens ændring af ord og sætningskonstruktioner derimod kan gøre det. Martinus' budskab eller analyser står akkurat lige så urokkelige med å som med aa. Hvorvidt man udgiver med gammel eller ny retskrivning, eller om sproget er dansk, engelsk, tysk, svensk eller kinesisk, er uden betydning for læserens totale mulighed for at tilegne sig det åndelige indhold og nyde det fulde åndelige udbytte af bøgerne.

Det er netop derfor, Martinus i førnævnte artikel "Fortolkning af Livets Bog" påpeger, at "Først når den dybere mening i Livets Bog bliver til hovedtingen, og stilen og formen bliver til en biting for læseren, da oplever han "den hellige ånd" gennem nævnte bog."

At Martinus' originale manuskript skal bevares som sammenligningsgrundlag ved udgivelser, er selvklart. At værkerne altid skal udgives i en betryggende form så tæt på Martinus' oprindelige formuleringer som muligt, er indlysende. Men at netop den danske førsteudgave med dens sættefejl og forældede retskrivning skulle udgøre et mere korrekt udtryk for åndsvidenskaben og være mere "hellig" end de nye og forbedrede danske udgaver eller for den sags skyld gode oversættelser til andre sprog, er en misforståelse.

SIL - kommentar:
Intet af dette er på nogen måde dokumenteret, og det er betegnende, at rådet ikke starter med at se på, hvad Martinus selv siger om forholdet mellem form og indhold.

5.3 Hvilke udgaver udgør "det uændrede kildemateriale"/ "den hellige tekst"?
Forud for påbegyndelsen af første del af retssagen påstod de sagsøgte (i "Processkrift A", stk. 2.2), at: "Kun den originale tekst kan betragtes som en hellig tekst […] Det er selve teksten der er hellig."

Påstanden er ikke korrekt og hviler på forkerte præmisser, og der hersker i øvrigt uklarhed om, hvilken tekst der overhovedet har den påståede særstatus som "hellig". For hvilken tekst er den "originale", er det manuskriptet? Førsteudgaven? Den sidste udgave i Martinus' tid? Er det et ekstrakt af samtlige udgaver i Martinus' tid korrigeret for sættefejl ift. manuskriptet og Martinus' egne løbende rettelser (altså MIs genudgivelser blot med oprindelig retskrivning) eller noget helt andet?

SIL - kommentar:
Det afgørende er, at der er adgang til alt relevant originalmateriale fra Martinus’ tid.

Hvad rådet og dets medarbejdere senere har kogt sammen er komplet irrelevant og kan uden videre kasseres. Uanset hvor meget rådet hermed mener at have forbedret Mesterens tekst, repræsenterer det en utidig indblanding i denne.

I sin kommentar til rådets Om ophavsretssagen – kommentar fra rådet, kap. 9, benægter SI på sin hjemmeside førsteudgavernes tidligere påståede særstatus som specielt "hellig tekst": "Det har på intet tidspunkt været firkløverets pointe, at "førsteudgaverne skulle være mere hellige" end andre dele af Martinus' originale værk. Det Tredie Testamente er som helhed "helligt"."

Men i "Processkrift B", stk. 1.2 (inden retssagen) skrev de sagsøgte: "For det første er det – som gjort gældende i "Processkrift A" – ikke tilstrækkeligt, at førsteudgaverne alene er tilgængelig online" [rådets understregning], hvor de henviser til formuleringen i "Processkrift A", stk. 1.6: "Det er utvivlsomt ikke tilstrækkeligt, at MI har gjort det uændrede kildemateriale tilgængeligt online som gjort." Dvs.: førsteudgaverne = "det uændrede kildemateriale".

Til Procesbevillingsnævnet i starten af 2015 skriver de det endnu tydeligere: "Ved at nægte at udgive førsteudgaverne [rådets understregning] af værkerne, benytter Martinus Institut denne ophavsret til at foretage indskrænkninger i de sagsøgtes informations- og ytringsfrihed samt religionsfrihed."

Og som nævnt skriver de desuden i "Processkrift A", stk. 2.2: "Kun den originale tekst kan betragtes som hellig". Da de udgiver LB i piratkopi af førsteudgaven, må man gå ud fra, at de sagsøgte har ment, at det kun var denne udgave, der var den originale og dermed den "hellige" tekst.

Nej, de sagsøgtes "uændrede kildemateriale" og "hellige tekst" var oprindeligt førsteudgaverne, men det ændrede de til den inkluderende betegnelse "udgaver fra Martinus' tid", efter det blev kendt, at de sagsøgte selv udgiver 2. udgaven af Logik og Bisættelse og herved skabte forvirring om, hvilken tekst de selv anser for original og hellig. Se evt. rådets notat "Er Martinus' værk en hellig tekst?" på MIs hjemmeside.

Ovenstående er blot ét eksempel på, hvordan de sagsøgte løbende har ændret sine påstande og begrundelser for, hvorfor MIs ophavsret kan krænkes, og dermed vildleder Sagens interesserede. Stort set alle begrundelser for at krænke MIs ophavsret er konstruerede, efter at retssagen gik i gang, og kan således ikke betragtes som de sagsøgtes oprindelige begrundelser for at gennemføre deres piratkopiering.

SIL - kommentar:
Det er korrekt, at jeg mener, at der er grundlag for at konkludere, at førsteudgaverne i Martinus’ tilfælde er de mest “ægte”. Dette hænger sammen med, at det fremgår, at Martinus overlod meget af genudgivelsesarbejdet til sine medarbejdere, og de ændringer, som er foretaget i Martinus’ tid, synes for langt de fleste tilfældes vedkommende ikke at være foreslået af Martinus selv. Martinus synes at have haft den indstilling, at han var ekstremt omhyggelig med alle sine tekster, men når de først var ude af hans hænder - så var de ude. Det sømmer sig ligesom heller ikke for en verdensgenløser at tage afstand fra sine egne tekster. De fejl, de måtte indeholde, skal blive stående.

Andre forfattere arbejder anderledes. Der findes forfattere, som omhyggeligt pudser på deres værker mellem hver genudgivelse. Men sådan arbejdede Martinus ikke.

Derfor er førsteudgaverne i Martinus’ tilfælde særligt relevante. De er én gang godkendt af Mesteren, og vi skal betragte dem som “hugget i sten”. Men det forhindrer os jo ikke i at vedligeholde en liste VED SIDEN af førsteudgaven, og her kan alle slå sig løs og argumentere for ditten og datten.

Og det forhindrer jo heller ikke rådet i på et tidspunkt at lave en nudansk oversættelse, men så skal originale kunne fås ved siden af og det skal tydeligt fremgå, at der er tale om en oversættelse.

6. Konklusion
Konkluderende må vi konstatere, at de sagsøgtes vedblivende udtalelser er misvisende og i uoverensstemmelse med byrettens dom. De sagsøgtes ihærdige bestræbelse på at misforstå rådets udtalelser og mistænkeliggøre MIs aktiviteter bygger på en række udokumenterede påstande.

SIL - kommentar:
Det er rådet, der ihærdigt forsøger at misforstå og afspore Martinus’ udtalelser. Vi ser, hvordan rådet ligefrem forsøger at slette i rådsreferater og beskylde folk for at lyve, når det, de refererer Martinus for at have sagt, ikke passer ind i rådets interesser.

De sagsøgte har flere gange ændret deres begrundelse for at udgive piratkopier af Martinus' værk. For eksempel har påstanden om, at førsteudgaverne skulle være særlige hellige udgaver, som religiøse mennesker skulle have adgang til, ikke været fremført ved de sagsøgtes udgivelse af piratkopierne, men er først anvendt under retssagen 4½ år efter, at de udgav LB og dermed krænkede MIs ophavsret. Som påvist ændrer de i øvrigt senere mening, så førsteudgaverne nu ikke længere skulle have særstatus mht. hellighed.

De sagsøgtes ulovlige handlinger og deres udtalte antipati mod MI befinder sig i et åbenlyst modsætningsforhold til ånden i Martinus' Sag, og deres offentlige mistænkeliggørelse af MI samt det ressourcespild, de påfører MI ved deres ophavsretskrænkelser, må siges direkte at hæmme Sagens fremme. Vi formoder dog, at det kun er en forholdsvis lille gruppe, der sympatiserer med de sagsøgtes fremfærd, idet de fleste læsere af Martinus' værk må formodes at længes efter den fred og fordragelighed, som Martinus beskriver, at vi alle kan øve os på at praktisere i hverdagen.

SIL - kommentar:
Tiden vil vise, hvem der arbejder i Martinus’ ånd. Vi befinder os i et modsætningsforhold til rådet i spørgsmålet om ændringerne, men ikke i et modsætningsforhold til Martinus’ anvisninger, som vi blot ønsker bliver taget bogstaveligt.

Nogle af de sagsøgte har sideløbende med deres krænkelser og propaganda mod MI udført et stort arbejde med undervisning i og udbredelse af kendskabet til Martinus' værk, og vi er taknemmelige for den del af deres indsats, som har hjulpet Martinus' Sag. Vi vil også gerne slå fast, at vi ikke nærer antipati mod nogen af de sagsøgte personligt, ligesom vi respekterer, at enhver skal have lov til at danne sig sin egen opfattelse af rådet og MI. Men når de sagsøgtes opfattelse bliver til direkte modstand mod MI, og de skaber usikkerhed blandt de interesserede om ægtheden af de seneste genudgivelser af Martinus' værk, så er MI nødt til at træde i karakter og slå sandheden fast: At de sagsøgte vildleder de interesserede med misvisende oplysninger (tilsyneladende endda mod bedre vidende), og at MIs seneste genudgivelser reelt er bedre end nogensinde. De indeholder færre fejl, de er tættere på originalmanuskriptet end nogen tidligere bogudgave, alle Martinus' egne rettelser er med, og der er nu for første gang et fuldstændigt overblik over, hvad der gennem tiden er blevet rettet.

---oo0oo---

Vi vil afslutningsvis gerne benytte lejligheden til at takke for den store loyale opbakning fra de mange interesserede, som MI modtager i denne svære tid.

Det er vores håb, at vi snarest får retableret den gode og kærlige atmosfære overalt indenfor Martinus' Sag. Studiet af Martinus' analyser er jo uløseligt forbundet med praktisering af venskabelighed og tolerance, og den fred, vi alle længes efter på jorden og i os selv, kan kun skabes, når vi genkender det gode, smukke og sande i enhver og arbejder på at fremme disse sider. Eller med Martinus' egne ord: "Her indenfor må herske en ånd, der absolut kun ser det lyse, det gode og kærlige i enhver, thi der findes absolut noget guddommeligt, lyst og kærligt i ethvert levende væsen. At koncentrere sig på dette, at beskæftige sig med denne side af vor næstes natur giver stort kendskab til lys, giver stråleglans omkring enhver mentalitet, giver solskin i alle øjne." (Martinus: Flaget hejses for første gang, Kosmos nr. 6, 1936.) Mon ikke vi alle oplever sandheden i disse ord?

Rådet ser frem til den dag, hvor vi ikke længere skal føre retssager og lignende, men kan bruge vores tid på de mere glædelige og skabende sider af arbejdet med at videreføre Martinus' Sag.

Rådet for Martinus Institut
August 2016

7. Links

Aktuelle notater

• Rådets notat (nærværende dokument): "Om ophavsretssagen – Uddybende kommentar fra Rådet" (2016.08).


• Rådets notat: "Om ophavsretssagen – Er Martinus' værk en hellig tekst?" (2016.08).


• Rådets notat: "Om ophavsretssagen – Påstande om fejl i genudgivelse" (2016.08).


• Rådets notat: "Om ophavsretssagen – Thorell-manuskriptet" (2016.08).


• Rådets notat: "Kort om ophavsretssagen – hvilke krænkelser?" (2016.08).

Tidligere notater i relation til MIs ophavsret og ophavsretssagen

• Rådets notat: "Om ophavsretssagen – kommentar fra rådet" (2016.02.10).


• Rådets notat: "Dom i sag om ophavsret til Martinus' værk – en kort redegørelse" (2014.12.19).


• Sproggruppens "Orientering om udgivelse af Martinus' værk" (2014.06).


• Rådets notat: "Mere information om det såkaldte "Thorell-manuskript"" (2009.09).


• Rådets notat: "Om det såkaldte "Thorell-manuskript", en information fra rådet" (2009.06).


• Rådets notat "Bevarelse og publicering af Det Tredje Testamente" (2009.03).


• Rådets notat: "Den fremtidige formidling af Det Tredje Testamente" (2009.02).


• Rådets notat: "Orientering om udgivelsen af Martinus' efterladte manuskripter" (2004.10).

Breve og diverse

• Rådets notat: "Afvisning af Interesserede" (2016.08).


• MIs Sommerbrev 2009.


• Bertil Ekströms 2 breve underskrevet af Martinus (1979).


• Bisættelse rettelsesblad (1978).

Formalia: vedtægter og ophavsret

• MIs Love 1956.


• MIs Love 1966.


• Martinus' testamente 1980.


• Martinus' gavebrev 1980.


• MIs Love 1982.


• Martinus Idealfonds fundats 2001.


• Martinus Aktivitetsfonds fundats 2003.


• Rådets notat: "Hvorfor har Martinus Institut 2 fonde?" (2008.11).


• Fonden Martinus Åndsvidenskabelige Instituts fundats 2014.

Sagsakter

• MIs Stævning (2013.03).


• MIs "Processkrift 1" (2014.10).


• MIs "Processkrift 2" (2015.12).


• MIs "Processkrift 3" (2016.04).


• MIs "Processkrift 4" (2016.06).


• Byrettens deldom 1 (2014.12).

SIL - kommentar:
Søren Ingemann Larsen
29. august 2016