I august måned publicerede rådet en række notater om retssagen, som alle kan kan læses på www.martinus.dk. Det centrale dokument hedder Om ophavsretssagen. Uddybende kommentar fra Rådet, og det er det notat, jeg vil kommentere i det følgende. Det er dog ikke selve retssagen, men MI’s genudgivelsespraksis og rådets forsvar for den, som jeg vil sætte fokus på.

Indledende om rådets rolle
Inden vi ser nærmere på notatet, vil det være hensigtsmæssigt først at se på den rolle, som Martinus har tildelt rådet, fordi den rette forståelse af denne rolle har stor betydning for bedømmelsen af notatet. Martinus har ved flere lejligheder under bestyrelsesmøderne 1974-81 udtalt, at det er rådets bestemmelse at være Sagens faste punkt. Han gentog det den 6. januar 1981, kort tid før han forlod det fysiske plan, hvor han formulerede det på denne måde:

“Bestyrelsen er jo så at sige i stedet for mig. Nu er jeg garanti for bøgerne og for analyserne. Nu overgår det altså til bestyrelsen, som om det var deres værk, der kommer ud. De holder øje med, at der ikke er nogen, der forvansker dem eller stjæler fra dem. De holder øje med, at det går sin ordentlige gang, at de bliver ordentligt berettet. Det skal bestyrelsen sørge for. De er værkets vogtere. De er det faste punkt for det hele. Og de er det faste punkt for selve instituttet. Og i det hele taget det faste punkt for sagen for hele verden.”

Det er en på en gang privilegeret og forpligtende rolle, som rådet dermed har fået tildelt. For det betyder, at rådet for at kunne repræsentere Martinus skal være sandt i alt, hvad det foretager sig. Det gælder rådets beslutninger, men også det informationsmateriale, som rådet udsender i form af nyhedsbreve, redegørelser, kommentarer og notater mv. Al information fra rådet skal repræsentere sandheden og udelukkende sandheden. Hvis rådet nemlig vælger at se stort på eller ikke er i stand til at leve op til denne forpligtelse, er det inden for det pågældende felt ikke identisk med det faste punkt, men er derimod et bevægeligt punkt, idet det da viderebringer uvidenskabelige og dermed relative eller lokallogiske sandheder frem for åndsvidenskabens absolutte eller universelle sandheder. Det er særdeles problematisk, hvis det sker. For i samme grad, som rådet ikke formidler sandheden, er det ikke længere Martinus’ repræsentant inden for det pågældende felt, for Martinus repræsenterer og kan kun repræsentere den absolutte sandhed.

At leve op til bestemmelsen som Sagens faste punkt har siden Martinus forlod det fysiske plan vist sig at være en udfordring. Det ser vi ikke mindst i øjeblikket, hvor rådet har valgt at føre retssag mod fire af Sagens venner, og vi ser her, hvordan det kan være fristende for rådet at fremføre meninger og synspunkter, der fremmer dets egne interesser og tilsvarende ignorere eller nedgøre synspunkter, der er i modpartens favør. Som Sagens faste punkt kan rådet imidlertid ikke tillade sig at lade sin stillingtagen påvirke af taktiske hensyn bestemt af dets egne, selvisk motiverede, kortsigtede interesser. På den måde er det en vanskelig situation, rådet har bragt sig i, men det er samtidigt for alvor her, det skal stå sin prøve og demonstrere, at det er i stand til at repræsentere sandheden, uagtet at denne sandhed i situationen på visse punkter kan være ubekvem for rådet selv. Også i denne situation gælder det imidlertid, at det informationsmateriale, som rådet publicerer på www.martinus.dk, skal være ubestrideligt sandt på den samme måde, som Martinus’ analyser i Det Tredie Testamente er ubestrideligt sande. Der må ikke kunne sættes en finger på dette materiale, og det må under ingen omstændigheder bære præg af at være partsindlæg.

Er rådet hævet over kritik?
Ser vi nærmere på rådets seneste 15 sider lange kommentar, er det fra starten tydeligt, at denne redegørelse desværre snarere er et partsindlæg end en sandfærdig og upartisk fremstilling. Rådets notat påkalder sig derfor en række supplerende og korrigerende kommentarer samt en principiel problematisering af en række kategoriske og kontroversielle udsagn.

Rådet indleder sin redegørelse med at gentage, hvad det skrev i sin kommentar fra februar 2016, idet det henleder opmærksomheden på, at der

Hvad rådet her fremfører er ubestrideligt sandt. Det er den efterfølgende sætning, der er problematisk. For efter denne konstatering tilføjer rådet uden den mindste ansats til forbehold eller selvkritisk refleksion:

Man kan sige, at rådet hermed har slået tonen an ved ganske naivt og ureflekteret at antage, at den kritik, som rådet i disse år er udsat for, i princippet helt svarer til den kritik, som Martinus oplevede i sin tid. Af flere grunde er dette en forhastet konklusion. Kritik kan have mange årsager, og den kritik, Martinus blev udsat for, behøver ikke uden videre at svare til den, rådet møder i dag. Desuden er der den væsentlige forskel, at Martinus havde kosmisk bevidsthed, mens ingen af rådsmedlemmerne har det. Det er en helt afgørende kendsgerning, som rådet ikke kan ignorere, og som det er nødt til at forholde sig til. For det betyder, at kritikken i dag udmærket kan have en ganske anden karakter end på Martinus’ tid. Med sin kosmiske bevidsthed levede Martinus uden videre op til de kosmiske livslove og den struktur, som han i de sidste år fastlagte under møderne med bestyrelsen. Her instruerede han bestyrelsen – det senere råd – og pålagde det at handle på sine vegne. Det skulle ske på den måde, at rådet, i alt hvad det foretog sig, forpligtede sig til at regne efter og sikre sig at alle dets beslutninger blev truffet i overensstemmelse med de kosmiske analyser. Det betyder igen, at der i dag gælder det ufravigelige vilkår for rådets arbejde, at det kun har ret til se bort fra og kategorisk afvise kritikken – på samme måde som Martinus gjorde det – hvis det er i stand til at dokumentere, at dets beslutninger vitterligt er i overensstemmelse med de kosmiske analyser, og at de dermed er logiske og kærlige. Er det tilfældet, kan rådet blæse på kritikken. I modsat fald er rådet forpligtet til at tage kritikken alvorligt og forholde sig seriøst til den.

Ved gennemlæsning af de redegørelser, rådet har udsendt om retssagen i år, er det tydeligt, at rådet slet ikke har sat sig ind i eller gjort sig klart, at der på den måde er sat særdeles klare grænser for dets magtudøvelse. Det forholder sig nemlig sådan, at det enkelte rådsmedlem ifølge Martinus kun er at betragte som et retmæssigt medlem af rådet, så længe det vedkender sig forpligtelsen til at handle i overensstemmelse med de kosmiske analyser og lever op til denne forpligtelse i det daglige arbejde.

Når rådet derfor skriver,

er det korrekt, at Martinus ønskede, at rådet skulle besidde “den fulde beslutningskompetence”. Men “den fulde beslutningskompetence” er vel at mærke udelukkende en kompetence til at træffe beslutninger på Martinus’ og forsynets vegne. Det er ikke – og det er essentielt vigtigt – en kompetence, der giver rådet ret til at træffe beslutninger på egne vegne. Hvis rådet har fået den opfattelse, er det yderst beklageligt, for det meget forkert. Det mandat, rådet har fået af Martinus, er retten og forpligtelsen til at være Sagens vogter, og det indebærer, at rådet aldrig under nogen omstændigheder må handle i overensstemmelse med dets egen vilje, men udelukkende i overensstemmelse med forsynets vilje. Da forsynet er identisk med Guds primære bevidsthed, betyder det, at rådet er forpligtet til at træffe beslutninger og handle i overensstemmelse med alkærligheden og logikken i Det Tredie Testamente. Kun ved at handle på denne måde, er rådet hævet over kritik.

Når rådet derfor i citatet herover hævder, at dets kritikere “ingen myndighed [har] overfor MI”, er dette på ingen måde nødvendigvis sandt. Rådet må nemlig gøre sig klart, at i samme grad som det vælger at blæse på de kosmiske analyser og Martinus’ klare direktiver og træffer beslutninger på egne vegne, vil der uundgåeligt være årvågne venner af Sagen, som bemærker dette, og som vil forsøge at gøre rådet opmærksom på, at det er på afveje. På den måde ligger det indbygget i Sagens struktur, at rådet er nødt til at være velvilligt og åbenhjertigt indstillet over for den mulighed, at det fra Sagens venner kan møde kritik, der er berettiget, og som skyldes, at rådet handler i modstrid med det mandat, det har fået af Martinus. Det er ligeledes klart, at den autoritet, disse kritikere i givet fald har, ikke stammer fra dem selv, men fra en højere autoritet, som er forsynet og dermed den universelle logik og kærlighed, som Det Tredie Testamente repræsenterer. I den forstand gælder det, at rådet altid må være parat til at forholde sig åbent og konstruktivt til relevant kritik og vurdere, om den fremførte kritik muligvis kan være et udtryk for forsynets henvendelse til rådet med en meddelelse om, at det i en given situation har tilsidesat forsynets vilje og i stedet truffet fejlagtige beslutninger i overensstemmelse med dets egen vilje.

Netop fordi rådet er selvsupplerende og ikke er underlagt demokratisk kontrol, ville dets magt være arbitrær og ukontrolleret, hvis ikke Martinus havde forpligtet det til at handle inden for rammerne af det mandat, han har givet det. I samme øjeblik, rådet tilsidesætter dette mandat, handler det ikke længere på Martinus vegne, og det er i den situation både kærligt og hensigtsmæssigt, at det bliver bemærket og kommenteret af Sagens venner. Rådet er i stedet for Martinus, og det er derfor af den allerstørste betydning, at rådet træffer beslutninger, der er identiske med beslutninger, som Martinus selv ville have truffet, og hvor man kan sige, at det er gode og velbegrundede beslutninger, der er i harmoni med den logik og kærlighed, som gennemstrømmer Det Tredie Testamente fra A til Z.

Lever rådet op til sin forpligtelse om at udgive Det Tredie Testamente i betryggende form?
I sine kommentarer fastslår rådet videre, at det “suverænt ved gavebrevet fra 1981 [har] fået overdraget det fulde ansvar for Martinus’ værk og skal værne om det som sit eget.” (s. 2). Til dette er det vigtigt at bemærke, at rådets ret til at “værne om værket som sit eget” forudsætter, at rådet udfører sin pligt ved ukontroversielt og ubestrideligt at følge Martinus’ ønsker og anvisninger for sit værk. MI er forpligtet til at udgive Martinus’ værk i “betryggende form”, hvilket i denne sammenhæng betyder en form, som giver fuld sikkerhed for, at det sker på en måde, som Martinus er indforstået med og kan acceptere.

Det er netop denne problemstilling om, hvorvidt rådet i praksis lever op til forpligtelsen, at værne om værket i overensstemmelse med Martinus’ ønsker og anvisninger for værket, der er konfliktens kerne, og som også er et af hovedtemaerne i rådets kommentar. Et centralt spørgsmål er her, hvorvidt man kan ændre retskrivningen, uden det har indholdsmæssige konsekvenser.

Rådet fremfører i den forbindelse, at

Udtalelsen er bemærkelsesværdig og særdeles foruroligende, for med den fralægger rådet sig sit ansvar og lader det være op til andre at bevise, at rådets ændringer ingen indholdsmæssige konsekvenser har. Der er imidlertid med denne udtalelse tale om at fralægge sig et ansvar, som rådet under ingen omstændigheder kan fralægge sig uden samtidig at træde tilbage som råd for Martinus Institut. For idet MI ubetinget er forpligtet til at udgive Martinus værk uændret, som det foreligger fra forfatterens hånd, er det naturligvis også rådets ufravigelige pligt at dokumentere, “at der med de retskrivningsmæssige opdateringer ikke er tale om betydningsbærende, indholdsmæssige ændringer”.

Denne forpligtelse har rådet indtil videre forsøgt at omgå ved dels – som vi ser det her – at skubbe ansvaret fra sig og dels ved at fremsætte to udokumenterede påstande. For det første antager rådet, at der er muligt at angive en klar, nærmest fysisk skillelinje mellem form og indhold i Det Tredie Testamente, og for det andet antager det, at retskrivningen udelukkende vedrører værkets form, og at retskrivningsmæssige ændringer derfor er uden indholdsmæssige konsekvenser. Man må sige, at rådet dermed har gjort arbejdet let for sig selv. For ved at lægge disse uverificerede påstande til grund for sin genudgivelsespraksis har rådet veget uden om at dokumentere, at de moderniserede tekster er indholdsmæssigt identiske med de uændrede, originale tekster – både i forhold til den umiddelbare og dybere mening og det åndelige indhold, som er nedlagt i teksterne og befinder sig “mellem linjerne”. At der her er tale om en fatal pligtforsømmelse er umiddelbart indlysende, for uden denne dokumentation har MI ingen ret til at udgive moderniserede udgaver af værket som erstatning for det originale værk.

Vi ser derfor, at rådet ikke har løftet sin bevisbyrde. Der er i alt, hvad rådet hidtil har skrevet – inklusiv de allernyeste kommentarer og notater – ingen evidens eller åndsvidenskabelig analyse, som godtgør, at de to udgaver er indholdsmæssigt identiske. Alle MIs ræsonnementer vedrørende dette er overfladiske, hypotetiske og usikre.

Er rådets værkbegreb og sprogforståelse betryggende?
Det virker ligefrem, som om rådet har opfundet et nyt værkbegreb og en ny sprogteori til lejligheden for at kunne forsvare sin praksis. Rådet viser nærmest demonstrativt tydeligt dette, hvor det skriver:

Det er uforståeligt, at rådet, der har ansvaret for oversættelsen af Det Tredie Testamente til andre sprog, ikke begriber, at der er en principiel forskel mellem det originale værk og de oversatte – og herunder også moderniserede – udgaver af værket. Det er en grundlæggende erfaring blandt oversættere, at der altid er “noget” i det originale værk, som ikke umiddelbart lader sig overføre til det andet sprog, og at en oversættelse altid kun vil være en tilnærmelse til originalen. Der er uundgåeligt en række dilemmaer, kompromisser og svære valg forbundet med at oversætte fra et sprog til et andet. Selv om det for mange læsere er tilstrækkeligt at læse et værk i oversættelse, vil der altid være en gruppe læsere, der ønsker at læse værket på originalsproget med alle betydningsnuancer intakt, og i disse tilfælde er det selvfølgelig forfatterens originale tekst og ikke en bearbejdet eller moderniseret udgave, de er interesseret i.

Som en yderligere kommentar og perspektivering af rådets bombastiske udmelding må man uvilkårligt spørge, hvorfor det mon er et krav, at præster skal lære græsk og hebraisk under teologistudiet, og hvorfor forskere alt andet lige foretrækker at læse de centrale tekster, der indgår i deres forskning, på originalsproget. At det forholder sig sådan må nærmest være uforståeligt og uforklarligt ud fra det særdeles kontroversielle og ualmindeligt mekaniske sprogsyn, som rådet her forfægter.

Et andet andet sted i redegørelsen hedder det tilsvarende:

Det er, som tidligere påpeget, ikke rådets opgave at fremkomme med kontroversielle udsagn og partsindlæg, men derimod at viderebringe sand viden og kendsgerninger der er overensstemmelse med åndsvidenskaben. Ifølge det mandat, som Martinus har givet rådet, beror dets legitimitet på, at det evner at løfte denne opgave. Heraf følger at det for rådets troværdighed og legitimitet er afgørende vigtigt, at det som et supplement til sine seneste kommentarer fremlægger dokumentation for, at de ovenstående udsagn er ubestrideligt sande og retvisende.

Har Martinus givet rådet tilladelse til at ændre værkets “form”?
Som påvist forsvarer rådet ændringen af retskrivningen ved kontroversielt at hævde, at retskrivningen udelukkende vedrører formen. Til støtte for antagelsen, at MI har tilladelse til at ændre formen, henviser rådet til artiklen Fortolkning af Livets Bog, hvori Martinus i rådets gengivelse skriver, at “Først når den dybere mening i Livets Bog bliver til hovedtingen, og stilen og formen bliver til en biting for læseren, da oplever han ’den hellige ånd’ gennem nævnte bog”. Rådet anvender citatet som udgangspunkt for at hævde, at kritikerne af den ændrede retskrivning er mere optaget af “forskning i stil- og formdetaljer” end af det åndeligt indhold. Desværre misforstår rådet aldeles, hvad Martinus her skriver. I forbindelse med udformningen af sit forfatterskab har Martinus været nødt til at anvende sin særegne stil og form, fordi det var den absolut bedste måde, hvorpå han som kosmisk bevidst forfatter kunne formidle det åndelige indhold. Det er denne stil og form, som Martinus opfordrer læseren til ikke at lade være en hindring for at tilegne sig den dybere mening eller den “den hellige ånd” i værket. Og dette skal bestemt ikke forstås sådan, at der hermed er givet tilladelse til at andre nu kan ændre formen. Det er det omvendte, der er tilfældet. Martinus opfordrer læseren til ikke at fokusere på og ensidigt kritisere hans særlige stil og form – endsige som rådet tiltvinge sig friheder på forfatterens bekostning og ligefrem ændre formen – men derimod koncentrere sig helt aldeles om indholdet, som formidles via den givne form.

Det er i det hele taget en alvorlig tilsidesættelse af almindelig videnskabelig redelighed, at rådet i sit notat slet ikke beskæftiger sig med de ulemper, der uundgåeligt er forbundet med modernisering af de originale tekster. I andre sammenhænge, hvor disse spørgsmål har været diskuteret i en dansk sammenhæng, er man sig ulemperne klart bevidst. Når modernisering i forbindelse med danske forfattere som f.eks. St. St. Blicher, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Tom Kristensen og Karen Blixen alligevel kommer på tale, sker det vel vidende, at der er et uundgåeligt informationstab forbundet hermed. Når modernisering trods dette alligevel vælges, sker det derfor heller ikke som en erstatning for, men som et supplement til sideløbende udgivelser af originalværket. Og det sker af formidlingsmæssige årsager, hvor det primært er hensynet til de nye ungdomsårgange, der tæller. Rådet er helt tavs, hvad ulemperne angår, og undlader kategorisk at forholde sig til de forskellige aspekter, der taler imod moderniseringen.

Om sin egen begrundelse for at ændre retskrivningen, skriver rådet:

Ræsonnementet er svært at følge. Man skulle synes, at det er MIs opgave at udgive værket for nutidens læsere, og de har almindeligvis intet problem med at læse tekster fra det 20. århundrede både før og efter retskrivningsreformen i 1948. Dertil kommer, at den moderniserede udgivelse under ingen omstændigheder behøver at ske på bekostning af originalværket. Er det virkelig tilfældet, at der allerede i dag – hvad rådet vel at mærke ikke har påvist – er et dokumenteret behov for at udgive en moderniseret udgave af Det Tredie Testamente, kan denne udgave udmærket udgives på samme vilkår som de oversatte udgaver. Så længe man blot klart angiver, at dette ikke er det originale værk, men en moderniseret udgave af dette værk, og sideløbende hermed udgiver det originale værk, er det intet problem. Det er først når den moderniserede udgivelse erstatter originalværket på markedet, at rådet ingen sikkerhed har for at handle i overensstemmelse med forfatterens udtrykkelige ønske.

Bemærkningen om, det var “Martinus’ ønske om at udgive en tekst, der er så alment tilgængelig som mulig”, synes at være misvisende i sammenhængen. Martinus har på intet tidspunkt, hverken mundtligt eller skriftligt, givet udtryk for, at værket ikke allerede i forhold til de danske læsere var “så alment tilgængelig som mulig”, eller at han ønskede, at værket kort efter hans fysiske bortgang skulle ajourføres med ny retskrivning. Tværtimod demonstrerede Martinus som en af sine sidste beslutninger, hvordan han ønskede værket udgivet. Det skete, da han i 1980 indgik en aftale med Borgens Forlag om, at værket blev udgivet i fotografisk genoptryk og dermed nøjagtigt, som han havde selv havde udgivet det.

Det var da også den helt klare opfattelse på Martinus Institut i starten af 1980’erne, da Livets Bog udkom på Borgens Forlag, at dette var den rigtige måde at gøre det på. Den 17. juni 1980 havde Martinus et sidste møde med Aage Hvolby omkring dennes artikel Epokegørende træk ved Martinus verdensbillede, som Martinus var meget glad for og ønskede at fremhæve, hvorfor artiklen i dag er placeret som en af syv Særlige Kosmos-artikler på MIs hjemmeside. Det er samtidig en af de sidste udtalelser fra Martinus om værket, og den er helt i tråd med, hvad Martinus tidligere har udtalt ved utallige lejligheder.

I artiklen skriver Aage Hvolby således:

Vi ser således, at der i disse udtalelser fra Martinus slet ikke findes denne skelnen mellem form og indhold, som rådet senere har fundet på, endsige en opfattelse af, at MI har lov til at ændre “formen”. Tværtimod ønskede Martinus med disse enkle og klare bestemmelser at “modvirke forskellige mere eller mindre autoriserede udgaver”, sådan som vi ser det i øjeblikket, hvor MI ad flere omgange siden moderniseringsprojektets start har sendt forskellige, indbyrdes afvigende udgaver i handlen.

På Martinus Institut var det ovenikøbet ifølge flere uafhængige kilder almindeligt kendt, at ingen udover Martinus måtte rette i værket – “end ikke et komma” – hvilket er umiddelbart indlysende og helt konsistent med Martinus’ skriftligt dokumenterede udtalelser. Til trods herfor skriver rådet i sin redegørelse:

Det er uforståeligt, at rådet ikke sammenholder udtalelsen med Martinus’ egne udtalelser i forbindelse med rådsmøderne eller hans klare holdning, som den er gengivet i Aage Hvolbys artikel, der vel at mærke er personligt godkendt af Martinus. Der er intet i det mundtligt overleverede udsagn, som strider mod de skriftligt dokumenterede udsagn. De synes at være helt og aldeles samstemmende. Det forekommer derfor at være decideret uansvarligt, at rådet forholder sig passivt og ikke selv undersøger konteksten, hvorunder denne tilsyneladende umisforståeligt klare udtalelse fra Martinus er fremkommet. Derved undlader rådet at forholde sig til relevant kildemateriale, som har betydning for, hvorledes udgivelsen af Det Tredie Testamente bør gribes an. Det siger sig selv, at denne alvorlige pligtforsømmelse bekræfter det generelle indtryk, man får, når man læser rådets notater i forbindelse med retssagen, at det ikke er Martinus’ interesser, der prioriteres højest hos rådet.

Det Tredie Testamente som indbegrebet af det klassiske værk
Inden for litteraturens verden taler man om litterære, filosofiske og religiøse klassikere. En klassiker er et værk, der transcenderer sin egen tid, og som fremstår som et evigt ungt og relevant værk for de efterfølgende århundreder eller endda årtusinder. Med sine genudgivelser af Det Tredie Testamente og i de skriftlige kommentarer viser rådet, at det slet ikke har forstået, hvilken status det klassiske værk har, endsige hvilken i særklasse ophøjet status Det Tredie Testamente har. Rådet skriver:

Blot dette, at rådet omtaler retskrivningen i Det Tredie Testamente som “forældet”, viser at det ikke har forstået det klassiske værks væsen. Retskrivningen i Martinus værk er ikke “forældet”. På samme måde som indholdet i Det Tredie Testamente heller ikke er forældet. Det er det værk, Martinus skrev – med de ord og med den stavemåde – og det bliver ikke forældet de første mange hundrede år. Som den fødte klassiker over alle klassikere er det “evigt ungt”. Det samme kan man derimod ikke sige om oversættelserne og de moderniserede udgaver. De bliver konstant forældede og skal løbende fornyes. Længe efter MIs nuværende genudgivelser er røget på skrotbunken, vil det originale værk stå uberørt af tidens tand og tale til nuværende og kommende generationer.

Er MI's udgave med titlen “Det Tredje Testamente” en autoriseret udgave?
Gennem hele redegørelsen forholder rådet sig hverken præcist eller sagligt til de indholdsmæssige konsekvenser af at ændre værket til en senere tids retskrivning. Rådet fremlægger ikke et eneste af de synspunkter og argumenter, der taler for, at det originale værk har en særstatus, og at det følgelig bør udgives som det primære værk. Rådet har på intet tidspunkt godtgjort, at moderniseringen er uden omkostninger eller mulige skadevirkninger for indholdet, og rådet har ikke dokumenteret, at udgivelsen er i overensstemmelse med, hvad Martinus ønskede.

Dermed er MIs udgivelse af Det Tredie Testamente i sig selv et decideret partsindlæg i debatten om, hvorledes Martinus’ værker bør udgives, og viser at rådet på dette område ikke er Sagens faste punkt, men et særdeles bevægeligt punkt, som i forbindelse med dette spørgsmål ikke formår at placere sig på sandhedens sikre grund.

Hvis rådet havde valgt at udgive værket originalt, sådan som Martinus selv gjorde det, ville det have været helt anderledes. Da ville man med fuld ret og uden den mindste skygge af tvivl sige, at MI udgav værket på en måde, som vi ved har Martinus’ fulde og helhjertede opbakning, og som dertil er en sprogvidenskabeligt set legitim måde at gribe udgivelsen an på. Dette er desværre ikke tilfældet med de moderniserede udgaver, som de foreligger. Havde man valgt at udgive dem som “moderniserede udgaver” på lige fod med f.eks. oversættelserne, ville sagen have været en anden. Men sådan er det ikke. For i dag bliver de moderniserede udgaver udgivet på det originale værks bekostning, og som om de er identiske med det originale værk.

På baggrund af, hvad der her er fremført, må den uundgåelige konklusion være, at rådets notat – Om ophavsretssagen. Uddybende kommentar fra Rådet – er et partsindlæg, hvori rådet forsvarer en udgivelsespraksis, der kun kan betegnes som uautoriseret, fordi den befinder sig uden for rammerne af, hvad vi med sikkerhed ved, Martinus ville acceptere. Dermed er også sagt, at de moderniserede udgaver af bøgerne med overtitlen “Det Tredje Testamente”, som MI har udgivet siden 2003, nødvendigvis må karakteriseres som uautoriserede udgaver.

Jes Arbov, den 4. september 2016


---------------------------------

Ovenstående er siden blevet fulgt op af nedenstående korrespondance mellem Jes Arbov og Rådet. For overblikkets skyld er Jes Arbovs breve skrevet med sort og Rådets med blå farve.

8. december 2016

Kære Willem Johannes Kuijper, Per Jan Neergaard-Henrichsen, Jacob Kølle Christensen, Trine Lisbeth Möller og Peter Kim Bendtsen

Ved en tidligere lejlighed har I informeret om, at I ikke føler jer forpligtet til at læse de artikler i Den Ny Verdensimpuls, der vedrører Instituttets formål og virke. Af den grund vil jeg gerne henlede opmærksomheden på artiklen ”Udgiver Martinus Institut Det Tredie Testamente i en autoriseret udgave?”, der er bragt i det netop udkomne december 2016 nummer. Artiklen er et svar på jeres kommentar fra august måned, ”Uddybende kommentar fra Rådet”, og den er vedhæftet denne e-mail.

Venlige hilsner
Jes Arbov


9. december 2016

Kære Jes Arbov

Tak for din henvendelse. Vi har med interesse læst din artikel, og vi er enige i hovedparten af de forudsætninger, du opstiller for rådets arbejde samt værkets udgivelse.

Vi kan imidlertid konstatere, at du udelader væsentlige pointer fra det notat ”Uddybende kommentar fra Rådet”, som du kommenterer på, herunder:

at de seneste udgivelser i både form og indhold, grundet MIs væsentligt forbedrede udgivelsesteknik, er tættere på originalmanuskriptet end tidligere udgivelser;

at de retskrivningsmæssige opdateringer bl.a. har været nødvendige for at kunne søge fornuftigt i værket elektronisk, en pointe der jo er helt central i dag;

at MI ved tilstrækkelig efterspørgsel er åbne overfor genoptryk af historiske udgaver, en åbenhed vi har understreget i adskillige andre sammenhænge;

at der siden 2009 har været mulighed for at læse det maskinskrevne originalmanuskript til Livets Bog og den historiske førsteudgave på MIs hjemmeside.

Man kan nævne en del lignende indhold i notatet, som du undlader at nævne, hvorved du får tegnet et noget misvisende billede af rådets og MIs intentioner og arbejdsgange. Vi er således ikke enige i din fremstilling og konklusioner, og vi har i det hele svært ved at se din artikel som en saglig og objektiv behandling af fakta.

Vi ved, at du har udført et stort arbejde med undervisning i og artikelskrivning omkring Martinus’ værk, og vi er taknemmelige for den del af din indsats som har fremmet Martinus’ Sag. Vi vil også gerne slå fast, at vi respekterer, at enhver skal have lov til danne sig sin egen mening om rådet, Instituttet og Martinus’ Sag.

Når din mening imidlertid medfører offentlige udtalelser der sætter Instituttet i et dårligt lys og miskrediterer dets arbejde, så gør din mening dig til en modstander mod Martinus’ Sag. Vi håber derfor på, at du vil genoverveje din måde at fremstille dine synspunkter på.

Venlig hilsen
Rådet for Martinus Institut

Mariendalsvej 94-96 • DK-2000 Frederiksberg
+45 38 38 01 00 • raadet@martinus.dk
martinus.dk • facebook.com/MartinusInstitut
martinuscenter.dk • facebook.com/MartinusCenter


14. december 2016

Kære Willy Kuijper, Per Jan Neergaard, Jacob Kølle Christensen, Trine Möller og Peter Bendtsen

Tak for jeres venlige svar. Det glæder mig, at I er enige i, at rådet er forpligtet til at arbejde inden for rammerne af det mandat, som Martinus har givet det. I lægger ganske vist et forbehold ind ved at skrive, at I ”er enige i hovedparten af de forudsætninger”, som jeg ”opstiller for rådets arbejde samt værkets udgivelse”, men I undlader at nævne, hvor og med hvilke begrundelse I er uenige. Trods dette forbehold glæder jeg mig over, at vi tilsyneladende trods alt har et fælles udgangspunkt. For når vi først er blevet enige om, at det er Martinus’ retningslinjer, der helt ubetinget skal følges, giver det øvrige sig selv. Da vil den konflikt, som Sagen i øjeblikket lider under, kunne løses forholdsvis let. Når nemlig åndsvidenskaben bliver retningsgivende frem for subjektive tolkninger, har vi fundet det fælles grundlag for handling, som alle er nødsaget til at respektere. Jeg skriver dette i tillid til, at I virkelig mener, hvad I skriver, og at I er indstillet på at forholde jer forpligtende og ydmygt til, at grundlaget for enhver beslutning er de kosmiske analyser.

Jeg beklager, at I har fået opfattelsen af, at jeg tendentiøst har udeladt væsentlige aspekter, som har betydning for det emne – værkets udgivelse – som jeg behandler i artiklen. Det har ikke været tilsigtet.

Lad mig derfor tage punkterne et ad gangen.

Under det første punkt skriver I,

Når jeg har valgt ikke at medtage dette punkt skyldes det især tre forhold. Det ene er, at Martinus selv så sit værk som fuldendt og derfor ikke tillagde det en særlig betydning eller tilkendegav, at værket skulle ændres tilbage til manuskriptet. For selv om Martinus ikke udelukker, ”at der enkelte steder i hans værker kan være små ’skønhedspletter’, som den meget pedantiske måske ville betegne som fejl”, mener han alligevel, at det højst kan dreje sig om ”ganske uvæsentlige småfejl”, og han gør det samtidigt klart, ”at udover simple trykfejl må intet i hans værker rettes fremover [min fremhævelse]” (jf. Aage Hvolbys artikel ”Epokegørende træk ved Martinus verdensbillede” der er gennemset og personligt godkendt af Martinus). Vi ser således her, at de ændringer og rettelser, som I beklager, at jeg ikke påskønner, heller ikke af Martinus tillægges nogen særlig værdi. Ud over simple trykfejl kan der nemlig ifølge Martinus blot være tale om ”skønhedspletter”, som kun den pedantiske læser vil tillægge betydning, og som han ønsker bibeholdt.

Det andet er, at det ikke altid er en god idé at rette tilbage til originalmanuskriptet. Der finder altid en korrekturproces sted inden trykningen, og forefindes disse korrekturark ikke, er det ikke længere muligt at se, i hvilket omfang forfatteren selv i korrekturen har ændret teksten i forhold originalmanuskriptet. I forbindelse med Livets Bog har det for eksempel været fremført, at man nogle steder har fulgt manuskriptet og ændret overbevidsthed tilbage til underbevidsthed, uagtet at det efter al sandsynlighed er Martinus selv, der i korrekturen har ændret dette i forhold til manuskriptet.

Det tredje og sidste forhold er, at de moderniserede udgaver på andre punkter netop ikke er rettet tilbage til manuskriptet. Ud over den principielt problematiske gennemgribende ændring af retskrivningen er der foretaget standardiseringer af stavemåde og notation, og vi har her at gøre med ændringer, som der ikke er sikkerhed for, at Martinus ville bifalde – jf. hans meget klare udtalelser herover og hans dokumenterede og på Martinus Institut ”offentligt” kendte udtalelse om, at ”end ikke et komma må ændres” uden hans medvirken.

Samlet set betyder det, at dette editeringsarbejde, hvor man har forsøgt at bringe teksten ”tættere på originalmanuskriptet end tidligere udgivelser” indfører ændringer i forhold til de oprindeligt trykte udgaver, som er problematiske, mens man på samme tid på væsentlige punkter har fjernet de nye udgaver fra original­manuskriptet.

Når jeg derfor undlader at nævne denne indsats fra MIs side som et plus, skyldes det på ingen måde uvilje mod at fremhæve positive aspekter ved MIs arbejde, men udelukkende dette, at resultatet af indsatsen ikke er entydigt positiv.

Det andet punkt, I nævner, er:

Når I nu vælger at fremhæve det her, kan jeg kun beklage, at jeg ikke har forholdt mig til dette aspekt i artiklen, skønt jeg overvejede det. Årsagen er imidlertid, at jeg ikke anser det for at være en gyldig begrundelse for at opdatere retskrivningen. Søgealgoritmerne er i dag så udviklede, at de – som jeg har forstået det – fint kan håndtere søgning på variationer af ord, og dermed udmærket kan håndtere søgninger med en nyere retskrivning end værkets egen. Når det er sagt, anerkender jeg fuldt ud, at muligheden for at søge i værket online et uvurderligt plus, som alle interesserede kan have særdeles stor glæde af. Det er derfor også meget fortjenstfuldt, at Instituttet har stillet denne facilitet til rådighed. Men prisen for søgefunktionaliteten har i dette tilfælde har været unødvendig høj, idet konsekvensen har været, at det uoriginale, moderniserede værk er blevet prioriteret på bekostning af originalværket.

Det tredje punkt, I nævner, er

Det er i grunden overraskende, at I vælger at henvise til udtalelsen i denne sammenhæng, idet den helt grundlæggende problemstilling om værkets udgivelse, som jeg rejser, ikke er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, men udelukkende vedrører MIs forpligtelse over for Martinus og hans læsere. Her er det er hverken markedet eller økonomien, der er afgørende faktorer, men udelukkende den moralsk betingede forpligtelse til at udgive det originale værk.

Dertil kommer, at udtalelsen harmonerer dårligt med jeres august 2016 notat ”Om ophavsretssagen – Uddybende kommentar fra rådet”, hvor I fastslår, at

Jeg går ud fra, at dette også gælder de øvrige af Martinus selv godkendte udgaver, og at I også anser dem for at være ”fejlbehæftede”. Det er i det hele taget påfaldende, hvor nærmest nedladende I tillader jer at omtale de udgaver, som Martinus selv personligt stod inde for og udgav.

Det fjerde og sidste punkt, I fremhæver, er:

Helt enig. Især er det positivt, at det maskinskrevne originalmanuskript er tilgængeligt online. Desværre egner den elektroniske, fotografiske netversion af førsteudgaven sig ikke til at blive læst over længere stræk eller studeret i større omfang på nettet. Jeg tvivler meget på, at nogen orker at læse et helt bind af for eksempel Livets Bog i den fotografiske onlineudgave, som ikke kan downloades, og hvor det ikke er muligt at indsætte egne kommentarer eller markere tekstafsnit under læsningen. Et reelt og brugbart alternativ til den trykte bog eller en ebog er denne udgivelse derfor ikke.

Jeg sætter stor pris på jeres svar, men kan kun beklage, at I ikke forholder jeg til artiklens centrale synspunkter og pointer. Når I for eksempel i jeres eget august 2016 notat fastholder, at det er Martinus’ ønske, at værket løbende ændres, så det er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende retskrivning, og at det for et værk som Det Tredie Testamente er en indholdsneutral proces at ændre retskrivningen, er der – som jeg påviser i artiklen – meget, der taler imod dette åbenlyst kontroversielle og uvidenskabelige standpunkt.

Hvis vi er enige om, at det er Martinus' ubetvivlelige bestemmelser, og logikken og kærligheden, som skal være retningsgivende, har I fortsat en uløst opgave foran jer. For da må I også være villige til at fremlægge dokumentation for, at moderniseringen ikke på noget niveau indebærer tab af information, og at de forskellige moderniserede udgaver er i overensstemmelse med, hvad Martinus ønsker. Og kan I ikke det, er I naturligvis nødsaget til at genoverveje jeres udgivelsespolitik.

Jeg sætter virkelig stor pris på, at I læst artiklen, og at I har svaret på den. Det er dog desværre på mange måder et bemærkelsesværdigt besynderligt svar. For I forholder jer slet ikke til artiklens centrale indhold og pointer. I stedet fremhæver I nogle emner, som I finder, at artiklen burde have behandlet. At de ikke er medtaget, skyldes som nævnt på ingen måde uvilje mod Martinus Institut i sin nuværende inkarnation, men derimod udelukkende, at de udeladte emneområdet ikke er essentielt vigtige i forhold til artiklens primære anliggende, som er en vurdering af validiteten af de argumenter, I bruger som begrundelse for at trække den originale udgave af Det Tredie Testamente ud af markedet til fordel en række, indbyrdes forskellige, moderniserede udgaver. Det er jeres argumentation for at gøre dette, artiklen forholder sig til, og det er mine helt principielle forbehold over for denne argumentation, som I konsekvent undlader at forholde jer til.

Når I derfor – fremfor at besvare de for Sagen helt essentielle spørgsmål – ligefrem vælger at gøre mig til ”en modstander af Martinus’ Sag”, tager jeg det med sindsro. Min primære loyalitet ligger ubetinget hos Martinus, og den dag I gennem en saglig og videnskabeligt set tilbundsgående analyse dokumenterer, at Martinus har bestemt, at de moderniserede udgaver skal prioriteres på bekostning af det originale værk, og at det ved modernisering, systematisk ændrede værk er indholdsmæssigt identisk med Martinus’ egne, originale udgivelser, er jeg et hundrede procent på jeres side i det spørgsmål.

Kære venner, Det Tredie Testamente er åndsvidenskab. Det forpligter, og da hjælper det ikke at erstatte videnskab og editionsfilologi med personlige og rent subjektive fornemmelser og præferencer. Udgivelsen af Det Tredie Testamente er MIs ubetinget vigtigste opgave, og denne opgave er først løst, når det er påvist, at udgivelsen hviler på et sikkert og ubestrideligt, åndsvidenskabeligt fundament. Den opgave står stadig uløst tilbage, for den har MI endnu ikke løftet.

Venlige hilsner
Jes Arbov

17. december 2016

Kære Jes Arbov

Tak for dit svar.

Vi kan dårligt tage en kritik af MI/rådet alvorligt, når den offentliggøres, inden den er fremført overfor os. Denne fremgangsmåde giver indtryk af, at man er mere interesseret i at profilere sig selv som kapacitet og spille en rolle (endda på bekostning af den offentlige tillid til Martinus’ Sag) end i at hjælpe. Det glæder os derfor, at du denne gang henvender dig direkte til os uden forudgående offentliggørelse.

Vedr. dit ønske om, at vi forholder os til din artikels “centrale indhold og pointer”, så skyldes vores manglende stillingtagen artiklens særlige karakter. På den ene side vurderer du ureflekteret, at rådets notat(er) er opbygget som partsindlæg, og på den anden side advokerer du for en polarisering af Sagens interesserede. Kritikerne af MI omtales entydig positivt, mens rådet beskrives som værende i opposition til Martinus og vurderes inkompetent. Du udtaler dig på et – i vores øjne – uinformeret grundlag, idet du jo umuligt kan vide, hvordan vi helt detaljeret arbejder i dag. Alt i alt ikke et indlæg, vi finder i overensstemmelse med ånden i Martinus’ Sag eller oplever som et konstruktivt og seriøst bidrag til at skabe fredelige og forsonlige forhold og derfor heller ikke et indlæg, vi føler os forpligtede til at respondere på.

Vedr. Martinus’ retningslinjer for rådets/MIs arbejde er vi enige med dig i, at de ubetinget skal følges, men vi bemærker, at Martinus ikke formulerede entydige retningslinjer i alle Sagens forhold og derfor overlod en del beslutninger til rådet. Rådet vil inden længe offentliggøre et notat, der uddyber problematikken eksemplificeret ved rådets beslutning om at føre retssag.

Vedr. at de seneste udgaver er “tættere på originalmanuskriptet end tidligere udgivelser”, henviser vi til det meget omfattende materiale på MIs hjemmeside, som dokumenterer rigtigheden af dette udsagn. Det er ligeledes dokumenteret, at vi følger Martinus’ ønsker i vores udgivelsespraksis med at rette sættefejl i forhold til originalmanuskriptet, jf. f.eks. Martinus’ beslutning refereret i rådets notat ”Om ophavsretssagen - kommentar fra rådet”, stk. 18, afs. 7.

Vedr. den retskrivningsmæssige opdatering bl.a. begrundet i online søgbarhed så var det på udgivelsestidspunktet den eneste effektive løsning, og uanset hvad søgealgoritmer i dag er i stand til, giver en aktuel og entydig retskrivning fortsat det mest sikre søgegrundlag, herunder også i e-bøger (foruden at prioritere læsevenligheden).

Vedr. genudgivelse af historiske udgaver er MIs forpligtelse udelukkende at udgive ”på betryggende vis” (på dansk som på andre sprog), hvilket vi har gjort i samtlige udgivelser. MIs økonomi skal prioriteres – også mht. udgivelser – og derfor udgiver vi kun historiske udgaver, hvis de kan sælges. Herudover henviser vi til onlineversionerne på MIs hjemmeside (og har i øvrigt fortsat antikvariske udgaver af næsten alle bøger til salg for særligt interesserede, men tankevækkende nok er dette aldrig blevet mødt med nogen særlig interesse).

Vedr. dit og andres krav til MI om at dokumentere, at retskrivningsmæssig opdatering ikke giver indholdstab, så henviser vi til, at Martinus selv godkendte retskrivningsmæssige opdateringer (se bl.a. notatet, som du kommenterer på, ”Uddybende kommentar til retssagen” stk. 5.1, sidste afsnit). Som det dokumenteres, vurderede Martinus altså selv, at en retskrivningsmæssig modernisering ikke medfører ubetryggende indholdstab. Martinus fandt det således irrelevant for den fulde forståelse af de åndsvidenskabelige analyser, om teksten var skrevet med ny eller gammel retskrivning. Rådet har i sine notater grundigt sandsynliggjort, at dette gælder hele værket, men anerkender, at ændring af retskrivning kan have konsekvenser for værkets ”poetiske udtryk” eller ”særlige aura” (jf. din artikel ”Om god praksis for genudgivelse af ældre litteratur”, DNV 2015-2). Vi har alligevel vurderet, i tråd med Martinus’ ovennævnte opdatering til moderne retskrivning, at læsevenligheden og den elektroniske søgbarhed skal have højere prioritet end værkets ”poetiske udtryk” eller ”særlige aura”, idet de sidstnævnte ikke har direkte betydning for den åndsvidenskabelige forståelse.

Vi bemærker i forlængelse heraf, at der ikke påhviler MI at følge andre retningslinjer for udgivelse (evt. defineret ved editionsfilologi o.l.) end netop dem, Martinus selv opstillede. Det er dokumenteret, at MI følger disse, og vi har endda Byrettens ord for, at "[der ikke er] grundlag for at antage, at Martinus Institut har forvaltet sin opgave i forhold til udgivelse af værket på vilkårlig vis, herunder henset til karakteren af de foretagne rettelser, der i øvrigt dokumenteres" (Deldom 1, s. 35, afs. 6).

Når dette er sagt, er du meget velkommen til at sende os eksempler fra Martinus’ værk, hvor du mener, at den retskrivningsmæssige opdatering har medført indholdstab eller i øvrigt er til gene for den almindelige læser. I relation til hvor let det ellers ville være at dokumentere, at en ny retskrivning medfører indholdstab – nemlig blot med en række konkrete eksempler – er det påfaldende, at vi ingen eksempler har modtaget. De få henvendelser, vi har modtaget, har udelukkende indeholdt påstande og spekulationer, men ingen har indtil videre påvist konkret indholdstab. (Blandt de kritiske røster har vi i øvrigt heller aldrig hørt nogen videre tilkendegivelse af vores politik med publicering af komplette rettelseslister ifm. de nye genudgivelser.)

Afslutningsvis vil vi igen påpege, at når tidligere nævnte væsentlige forhold i vores notat er undladt i din kommentar, får du tegnet et misvisende billede af rådets og MIs intentioner og arbejdsgange. I det omfang du gør det, risikerer du at skade Martinus' Sag, uanset at dette ikke er hensigten. Vi håber derfor, at du fremover vil henvende dine kritikpunkter og spørgsmål direkte til rådet/MI frem for at offentliggøre dem i artikler, der miskrediterer vores arbejde og bidrager til en devaluerende og faktaresistent opinion. Vi vil herefter iflg. vores kutyme behandle punkter af generel interesse i notater på MIs hjemmeside samt foretage ændringer i vores praksis, hvor den måtte vise sig uhensigtsmæssig.

Idet vi anerkender din interesse for Sagens bedste og den bedste udgivelsespraksis, kan vi kun opfordre dig til med et åbent sind at sætte dig grundigt ind i det omfattende materiale, der findes på MIs hjemmeside vedr. de emner du kritiserer.

Vi ønsker dig en god jul og et godt nytår.

Venlig hilsen
Rådet for Martinus Institut

Mariendalsvej 94-96 • DK-2000 Frederiksberg
+45 38 38 01 00 • raadet@martinus.dk
martinus.dk • facebook.com/MartinusInstitut
martinuscenter.dk • facebook.com/MartinusCenter

21. december 2016

Kære Willy Kuijper, Per Jan Neergaard, Jacob Kølle Christensen, Trine Möller og Peter Bendtsen

Tak for jeres svar, som jeg sætter pris på. Spørgsmålet om værkets udgivelse er et af Sagens allervigtigste spørgsmål, og det har stor betydning, at det bliver drøftet på et seriøst og forpligtende niveau.

Udgivelsen af Det Tredie Testamente skal ned til mindste detalje dokumentere, hvad Martinus skrev. Læseren skal kunne have et hundrede procent tillid til, at teksten er identisk med Martinus’ originale tekst.

Det er ikke en helt ligetil opgave at rekonstruere den “originale tekst”. Vi har naturligvis manuskriptet, men teksten her er ikke nødvendigvis identisk med originalen, for udover manuskriptet er der forskellige trykte udgaver med hver deres korrektur. I mange tilfælde har Martinus været personligt involveret i korrekturprocessen, men der er også eksempler på, at der er læst korrektur og rettet i værkerne uden hans medvirken og godkendelse.

MI har fortjenstfuldt gjort et stort arbejde med at sammenligne de eksisterende udgaver med manuskriptet, men er alligevel undertiden gået galt i byen ved ikke at tage højde for korrekturprocessen, idet Martinus her bevidst kan have ændret teksten i forhold til manuskriptet (som f.eks. i Livets Bog, hvor “underbevidsthed” nogle steder er ændret til “overbevidsthed”). Det er af den grund, at førsteudgaven indtager en særlig status i forfatterskabet, idet det må formodes, at Martinus i forbindelse med udgivelsen af denne udgave i særlig grad har været involveret i korrekturprocessen.

Martinus har bestemt, at kun åbenlyse trykfejl må rettes. Det spørgsmål, man uvilkårligt må stille sig selv i forbindelse med MIs nyudgivelser, er, om den oprindelige retskrivning er en “trykfejl”?

Det er naturligvis ikke tilfældet, og deraf kan vi umiddelbart slutte, at MI ingen adkomst har til at ændre retskrivningen i Det Tredie Testamente - med mindre, der foreligger en umisforståelig klar tilkendegivelse fra forfatteren om, at han ønsker, at værket løbende skal opdateres til den til enhver tid gældende retskrivning. En sådan tilladelse foreligger imidlertid ikke. Hverken Martinus eller nogen anden dansk forfatter har mig bekendt givet tilladelse til, at moderniserede udgaver skal erstatte det originale værk på markedet. På det punkt er MIs udgivelsespolitik radikalt anderledes, end hvad vi normalt ser, og den er på kollisionskurs med ikke blot Martinus‘ klare og testamenterede bestemmelser, men også med den udgivelsespraksis, der som noget ganske selvfølgeligt gælder for ethvert dansk - og formodentlig udenlandsk - forfatterskab.

Det er er korrekt, at Martinus fulgte den gældende retskrivning og i forbindelse med udgivelsen af Bisættelse som en selvstændig bog ændrede retskrivningen. Det er imidlertid helt normalt, at forfattere følger samtidens retskrivning, og den omstændighed, at forfatteren vælger at ændre retskrivningen i et af sine værker, berettiger ikke andre til at gøre det for de øvrige værkers vedkommende. Nærmest absurd og demonstrativt forkert bliver det, når retskrivningen ændres til en standard, der er nyere end værket selv og er indført årtier efter, at forfatteren har forladt det fysiske plan. At ændre retskrivningen på denne måde og samtidig hævde, at man udgiver det originale værk er en åbenlys selvmodsigelse. Det lader sig ikke gøre.

I jeres svarmail erkender I, at en ændring af retskrivningen kan have konsekvenser for værkets ”poetiske udtryk” eller ”særlige aura”, men til trods herfor vurderer I dog, at “læsevenligheden og den elektroniske søgbarhed” har højere prioritet end værkets poesi og aura, idet de sidstnævnte faktorer i jeres optik ikke har “direkte betydning for den åndsvidenskabelige forståelse”. Spørgsmålet i denne sammenhæng er imidlertid, om det overhovedet er udgiverens opgave at tage stilling til eller blande sig i, hvilke aspekter eller lag i værket, der har betydning for den “åndsvidenskabelige forståelse”. Ved at gøre det, lægger udgiveren en særlig “fortolkning” og “forståelse” af værket til grund for udgivelsen og favoriserer denne fortolkning på bekostning af andre, mulige tolkninger. Udgiveren er dermed ikke neutral, men har taget parti til fordel for et bestemt “syn“ på værket, og dermed er udgivelsen ikke videnskabelig, men et partsindlæg.

I den forbindelse er det relevant at notere sig, hvad Gerard Oude Groen fortæller, idet han på første hånd oplevede, hvordan Martinus selv så på sit værk:

Når man læser, hvad Gerard her beretter, får man uvilkårligt indtryk af, at Martinus har et noget andet syn på sit værk end det, som rådet i dag ihærdigt forsøger at tillægge ham. Om der står “et tykt panser af sten”, ”et meget tykt panser af sten“, ”bag en stor sten“ eller ”et alentykt panser af sten“ har virkelig ingen betydning for det, I betegner som ”den fulde forståelse af de åndsvidenskabelige analyser“. Men for Martinus har det betydning, og som vi ser, modsatte han sig kategorisk sådanne tilsyneladende ubetydelige ændringer. Accepterer man som oversætter trods denne klare indstilling alligevel ændringer af denne type, kan man ifølge Martinus ikke længere være hans medarbejder. Stærkere kunne Martinus næppe have udtrykt, at mennesker, der har ansvar for at oversætte og udgive værket, må stå vagt om det, og her gælder det, at selv den mindste og tilsyneladende harmløse og ubetydelige ændring er uacceptabel.

Når man i dag læser, hvad I skriver her og andre steder, forstår man, at I ikke har den absolutte og ubetingede respekt for forfatterskabets sproglige udtryk, som udgivere og forlag normalt har. Det er som om I helt enkelt savner den sproglige indlevelse og sensibilitet, der er en forudsætning for at erfare, at en retskrivningsmæssig opdatering til en mere end halvtreds år senere retskrivning uundgåeligt har indholdsmæssige konsekvenser. Ordenes betydning ændres over tid, og ord der tidligere var tidssvarende, forekommer nu ofte mærkværdigt gammeldags inden for den senere retskrivnings tidshorisont. På den måde opstår der hos læseren - bevidst eller ubevidst - usikkerhed om, hvorvidt ordene skal forstås på den nye tids præmisser, eller om deres betydning skal beregnes i forhold til tilblivelsestidspunktet.

Det er ikke kun det intellektuelle aspekt af ordenes betydning, der ændrer sig, det gør deres emotionelle farvning eller ladning også. På den måde bliver de forskellige lag af betydning, der ligger i de enkelte ord og sætninger, uundgåeligt påvirket af transformationen til en ny retskrivning, og værkets oprindelige helstøbthed bliver i nogen grad forstyrret. Læsningen af et værk som Det Tredie Testamente kan ikke reduceres til blot at være et spørgsmål om “intellektuelle begreber” og “kosmiske analyser”. Læsningen og tilegnelsen af værket er en helhedsoplevelse, der ud over intellektet også appellerer til følelserne og en åndelig sensibilitet, der rækker ud over, hvad sproget i snæver forstand formidler. Ved at indsætte opdaterede versioner af ordene indfører man en senere tids ånd i det oprindelige værk, og man indsætter ord, der ikke på samme måde er nøje afstemt og udvalgt forfatteren. De nye versioner af ordene er ikke - som de oprindelige - “originalitetsstemplet” af forfatterens jeg, og de er dermed heller ikke længere identiske med forfatteren “originale” udtryk.

Martinus skriver, at kunst er højintellektualitet inkarneret i materien (Livets Bog IV, stk. 1150). Ved at opdatere retskrivningen forringer man uvilkårligt inkarnationsbetingelserne for den højintellektuelle ånd. Den deraf følgende uundgåelige forringelse af værkets oprindelige åndelige kvalitet kan MI vælge at se stort på, men sandheden er, at ingen i dag er i stand til at “måle” omfanget af kvalitetstabet. Dermed har MI bragt sig i en situation, hvor det ved at gennemføre værkmoderniseringen, som det er sket, intet samlet eller realistisk overblik har af skadevirkningernes omfang.

Det Tredie Testamente er skrevet i bøn til Gud, og værket er uden sammenligning den mest konsekvent gennemførte skriftlige manifestation af “den hellige ånd” - eller “Guds primære bevidsthed” - i verdenslitteraturen. Martinus har skænket denne rene og ubesmittede manifestation af “den hellige ånd” som en gave til menneskeheden. Alene ud fra hvad Martinus har udtalt, er det for mig at se indlysende, at det er hans klare og ufravigelige ønske, at jordmenneskeheden skal modtage denne gave i en ren og ubearbejdet form, som den foreligger fra hans hånd. Ikke et eneste sted beder Martinus om, at andre skal “forbedre” hans original i forbindelse med udgivelse, eller ændre, hvad han skrev, på måder, som i deres øjne “optimerer” værkets “form” eller gør det mere “tilgængeligt” eller “up to date”. Alle hans udtalelser vedrørende dette peger entydigt på, at han ønsker værket udgivet som det er, helt uden filter, nøjagtigt som han skrev det og selv udgav det. Enhver ændring, som påføres værket - den være sig et aldrig så velment forsøg på at “modernisere” og “forbedre” værket - er derfor det samme som at forringe eller frarøve menneskeheden en tilsvarende del af denne gave. Ændringer, der går udover den fuldstændig klare og eksplicitte ramme som forfatteren har sat - kun åbenlyse trykfejl må rettes - er og kan kun være en forringelse af gaven, ligegyldigt hvor tilforladelige disse ændringer forekommer den ændringsivrige.

Det, Martinus beder om, er det samme, som enhver forfatter beder om: at værket bliver udgivet, som det er skrevet og udgivet af forfatteren selv. Det er MIs primære opgave at stå vagt om denne bestemmelse og se til, at den bliver overholdt så nøjagtigt og samvittighedsfuldt, som det er menneskeligt muligt. Det er dette, i kærlighed til værket og læserne at udgive, hvad Martinus skrev i ren og ubesmittet form, der bør være den ufravigeligt klare logik bag alle MIs udgivelser. Og det er på disse udgivelser alle andre udgivelser bør hvile, hvad enten der er tale om oversatte eller moderniserede udgaver af værket.

Med håbet om at Martinus‘ højintellektuelle ånd igen en dag vil stråle med uformindsket styrke fra siderne på MIs udgaver af Det Tredie Testamente ønskes I en glædelig jul og et godt nytår.

De bedste hilsner
Jes Arbov


22. december 2016

Kære Jes Arbov

Tak for dine synspunkter, som vi tager med os i vores fortsatte arbejde med (gen-)udgivelse af Martinus’ værk.

Vi er taknemlige for at få konkrete eksempler på mulige fejl i bøgerne. Med hensyn til “underbevidsthed" til “overbevidsthed” i Livets Bog III, så har vi efter grundige overvejelser rettet det tilbage til manuskriptets ordlyd. Dette fremgår af rettelseslisten til Livets Bog III.

Vi er klar over, at der er mange meninger om, hvordan Martinus’ værk bør udgives. Vi er kun interesserede i at udgive værket på den måde, som Martinus ønskede.

Vi ønsker dig en glædelig jul og et godt nytår.

Venlig hilsen
Rådet for Martinus Institut

Mariendalsvej 94-96 • DK-2000 Frederiksberg
+45 38 38 01 00 • raadet@martinus.dk
martinus.dk • facebook.com/MartinusInstitut
martinuscenter.dk • facebook.com/MartinusCenter