Notatet kan downloades her eller hentes på martinus.dk.

Nedenstående mail er sendt til rådet den 9. juli 2017:



Min umiddelbare kommentar efter gennemlæsning af de 17 sider fremgår her:

Rådet vrider jo de talrige udtalelser, som Martinus kommer med om ikke at anlægge retssager - også om ophavsretlige spørgsmål - til ukendelighed.

Det er rystende læsning.

Rådet slår sig på enhver tænkelig måde i tøjret, og det er et pinligt partsindlæg, som mest af alt minder om et afsnit af Columbo. Et pinligt forsøg på et skønmaleri af rådets handlinger.

I modsætning til, hvordan rådet her forsøger at fremstille det, var Martinus helt klar i mælet om, at der ikke skulle anlægges retssager - heller ikke om ophavsretlige spørgsmål. At rådet ikke kan kan se logikken i det - således som rådet direkte skriver på side 2 - siger mere om rådsmedlemmerne selv end om Martinus.

Det rådet hermed afslører er, at de må komme frem til, at der ikke - efter deres opfattelse - var logik i det, Martinus skrev. Så derfor indfører rådet sin egen logik og ser stort på de klare og umisforståelige anvisninger, Martinus kom med. - Den mulighed strejfer tydeligvis ikke rådet, at den tilsyneladende manglende logik kunne skyldes, at rådsmedlemmerne ikke forstod Martinus’ logik.

Den logik, som rådsmedlemmerne ikke kan se eller forstå, kommer de selv med løsningen på i note iii i deres papir, hvor Martinus forklarer:


Hvad er det mon for “andre kræfter, der virker i Sagen” ?????

Det er kræfter, rådsmedlemmerne ikke kan få øje på - men mon ikke det er karmaloven, der her tænkes på?

Hvis man tager karmaloven i ed, er der fin logik i Martinus’ udtalelser. Det giver i så fald god mening på en og samme gang at fastslå, at ophavsretten skal bevares, men at der ikke skal føres retssager om det. For de, som på trods af påmindelser om det, alligevel kopierer ulovligt, gør det på DERES EGET ANSVAR, og de vil ifølge karmaloven blive udsat for konsekvenserne af deres handlinger. Altså ingen grund til at gå til politiet, hvorved man nemlig pådrager sig selv ny negativ karma. Det er, som om rådsmedlemmerne ikke rigtig tror på, at karmaloven er en videnskabelig kendsgerning. En universel lov.

Det der er særligt påfaldende i dette ensidige partsindlæg er, at rådet helt undlader at diskutere det allervigtigste punkt, nemlig HVORFOR firkløveret har udgivet Martinus’ værk udenom rådet.

Dog nævnes dette diskret i et lille punkt 4 på side 14, hvor der står:


Dette spørgsmål, som er det absolut centrale i hele konflikten, gemmes væk i et lille punkt 4 på side 14 af 17.

Det, det hele nemlig kan koges ned til, er, at hvis rådet har ret i, at rådet faktisk udgiver “den ægte vare”, er det firkløveret, som har begået noget ulovligt, og at hvis omvendt rådet IKKE har ret i dette, er det rådet, som har begået noget ulovligt.

Det er grunden til, at firkløveret ønsker, at dette spørgsmål udsættes for en grundig videnskabelig og saglig behandling, og det er denne behandling, rådet med næb og klør ønsker at undgå. Det er da påfaldende, at firkløveret meget gerne så en videnskabelig og tilbundsgående behandling af dette spørgsmål, mens rådet med næb og klør ønsker at forhindre samme. - Enhver kan så gøre sig sine egne tanker om, HVORFOR rådet ønsker at forhindre dette.

Rådet skriver, at vi (firkløveret) “ikke kan præstere evidens for vores påstande” (se citatet ovenfor). - Men rådet giver os jo ikke mulighed for at gøre det !!

Det må da være sådan, at det er den part, som laver ændringer i et værk, som det påhviler at BEVISE ( - eller “præstere evidens for” - ), at disse ændringer ikke er ændringer. Det er da absurd og urimeligt at forlange, at nogen skal bevise, at en ændring ændrer. Hvad skulle en ændring ellers gøre?? - Derfor må det da være den, som ændrer, som skal bevise, at en ændring IKKE ændrer.

Hele løsningen på dette leverer Martinus selv i sit værk, og det endda mange gange. Martinus’ analyser konkluderer, at INDHOLDET er skjult for de fysiske sanser, og derfor kan der ikke være holdepunkt for at påstå, at en ændring i en tekst ikke ændrer indholdet. Det giver ingen mening at føre fysisk tilgængelige beviser om noget, som per definition er skjult for de fysiske sanser, - og endda gøre det gældende som forsvar i en retssag.

Rådet kan derfor ikke føre bevis for, at man kan lave ændringer i formen, som man kan garantere ikke ændrer i indholdet.

Det er således kun tilbage at se på, hvad der findes af fysisk synlige ændringer. Enhver ændring i værket (tekst, layout, paginering etc.) må betragtes som en ændring i indholdet.

Det er påfaldende, at rådet ikke engang kan finde ud af at lægge “deres egen forfatters” kriterium for indholdsændringer til grund.

Jeg har samlet en hel del citater om dette her

Retssagen og konflikten slutter ikke, før det er vist, at Martinus’ eget kriterium er falsk. Og det er naturligvis ikke falsk.

Søren Ingemann Larsen

/9. juli 2017