Hvad er egentlig baggrunden for rådets retssag mod publiceringen af det uændrede værk, som rådet ikke selv vil publicere trods det, at de er forpligtet til det via sine egne vedtægter?
Hvad siger rådet selv om dette?
Det svinger noget.
I rådets
notat fra juli 2017 fremgår følgende på side 13:
12. Den endelige beslutning
Da Martinus som nævnt i indledningen ønskede sit værk beskyttet via ophavsretten, var det rådets vurdering i 2012, at passivitet ville være uansvarligt. Rådet besluttede derfor nødtvunget at gå rettens vej. I foråret 2013 stod valget derfor mellem at politianmelde, at indlede en fogedsag eller at anlægge et civilt søgsmål. Her valgte rådet et civilt søgsmål, hvor sagsøger og sagsøgte er ligeværdige parter – og ikke den straffende vej, som en politianmeldelse ville have været. Vi i rådet hævder ikke, at en retssag var det rigtige valg hævet over enhver tvivl, men det var – omstændighederne taget i betragtning – den mest hensigtsmæssige og ansvarlige beslutning, vi efter lange overvejelser kunne komme frem til.
2½ år tidligere i 2010 modtager rådet et
responsum fra deres advokatbureau Kromann Reumert, dateret 26. februar 2010.
Under overskriften “4.1 Undlade at reagere” udtaler advokaten:
En mulighed er at undlade at reagere. Fordelen ved dette er, at man sparer omkostninger, ligesom man kan håbe, at man kan tie sagen ihjel. Imidlertid vil Ml på et tidspunkt miste retten ved passivitet til at gøre indsigelser overfor de tre konkrete krænkelser. Man vil således ikke om to/tre år kunne påberåbe sig krænkelserne, hvis man ikke inden da har reageret yderligere overfor krænkelserne.
Dertil kommer, at det kan have en afsmittende effekt på andre krænkelser, således at domstolene i videre omfang vil acceptere krænkelser af Mis rettigheder end, hvis MI reagerer overfor de ovennævnte krænkelser. Dette er særligt relevant i denne sag, idet KC (Kurt Christiansen) påstår, at der er givet samtykke til udgivelsen, hvorfor domstolene muligvis vil anerkende et sådan samtykke, hvis MI ikke reagere på krænkelserne og på KCs påstand om samtykke.
Som det ses skriver Kromann Reumert intet om, at rådet ved ikke at anlægge retssag risikerer helt at miste sin ophavsret eller muligheden for at udøve den. Advokaten henholder sig kun til den passivitet, som forventes at opstå overfor de publiceringer, som er sket i regi af “Firkløveret” ( = de fire sagsøgte i sagen).
Responsummet fra Kromann Reumert får rådet til at udsende et
notat med dateringen marts 2010
Her udtaler rådet:
Efter grundige overvejelser er rådet kommet frem til at undlade retsforfølgelse af overtræderen. Denne beslutning er taget for at værne om den fredelige atmosfære inden for sagen. At arbejde for fred og forsonlighed var det, Martinus igen og igen pointerede som kernen i vores arbejde for den nye verdenskultur. Derfor anså Martinus ikke retsforfølgelse som ønskværdigt, men udelukkede dog ikke benyttelse af retsvæsenet som samfundets i øjeblikket nødvendige redskab. Samtidig ønsker rådet at prioritere flest mulige ressourcer til Idealfondens formål: at bevare de originale værker, oplyse om dem og gøre dem tilgængelige for interesserede i betryggende form.
I rådets overvejelser omkring denne sag er indgået et juridisk notat fra en advokat med speciale i ophavsret. I notatet bekræftes, at der er tale om grove krænkelser af ophavsretten. Det fremgår samtidig af notatet og af den generelle juridiske rådgivning vi har modtaget, at der vil blive lagt beslag på betragtelige økonomiske og menneskelige ressourcer i forbindelse med en retsproces.
I stedet for en opslidende og formentlig langvarig retsproces vælger vi at benytte Martinus Instituts ressourcer på det fortsatte arbejde med at gøre Martinus' værk tilgængeligt på hjemmesiden på flere og flere sprog, ved bogudgivelser under titlen Det Tredje Testamente, ved fortsatte udgivelser af hidtil upubliceret materiale, gennem vores fortsatte informationsarbejde med kurser og undervisning og i det hele taget ved at styrke Instituttets rolle som indehaver af originalkilden til Martinus' samlede værk.
Vi vil understrege at Martinus Institut ikke mister ophavsretten til Martinus' værk, selv om der ikke føres retssag i forhold til denne overtrædelse. Vi vil samtidig ikke udelukke, at der på et senere tidspunkt kan tages retslige skridt for at beskytte ophavsretten.
Vi får her at vide, at
Efter grundige overvejelser er rådet kommet frem til at undlade retsforfølgelse af overtræderen.
Rådet konkluderer tillige,
at Martinus Institut ikke mister ophavsretten til Martinus' værk, selv om der ikke føres retssag i forhold til denne overtrædelse.
Der er altså sket en kovending mellem marts 2010 og 2012. Rådet citerer selv følgende i ovennævnte notat fra juli 2017:
I et speciale (Københavns Universitet, 14.07.1998) analyseres ophavsretlige risici ved passivitet. Christer Tønder Bell og Henrik Højrup Hansen gennemgår dansk domspraksis og juridisk litteratur på området i "Betydningen af passivitet inden for Immaterialretten". Her kan man bl.a. finde følgende:
"... er der generelt enighed i den juridiske litteratur om, at en udvist passivitet overfor en krænkelse af ens ophavsrettighed i visse tilfælde kan medføre materiel rettighedsfortabelse. Passivitet kan gøres gældende som en realitetsindsigelse på lige fod med andre indsigelser, som et argument for, at den forurettede ikke kan gøre sin ret gældende."
"At der kan indtræde rettighedsfortabende passivitet indenfor ophavsretten, kan ikke drages i tvivl.
Rådet konkluderede, at der var risiko for rettighedsfortabelse ved passivitet i nærværende sag, herunder risiko for, at MI skulle tolerere, at krænkere (nuværende og andre) fik ret til at udgive Martinus' værk sideløbende med MI ("sameksistens").
Dette kan have fået rådet til at revidere sin beslutning fra marts 2010, hvor de konkluderer, at man ville undlade at anlægge en retssag.
Rådet må i den oprindelige konklusion fra 2010 være påvirket af, at Martinus selv ikke ønskede retssager, hvilket rådet skriver på følgende måde: “Derfor anså Martinus ikke retsforfølgelse som ønskværdigt [...]”. At bruge udtrykket “ikke … ønskværdigt” er en underdrivelse, for Martinus har utvetydigt frabedt sig, at rådet anlægger retssager, se herom i
Jens Lindsbys grundige dokumentation.
Rådet har nok ikke helt forstået, hvorfor Martinus mente, at man ikke skulle anlægge retssager. Ifølge Martinus ville retssager være overflødige, hvis man blot “gjorde det rigtige”. Det vil sige i dette tilfælde, at hvis rådets udgav det ægte uændrede værk i god kvalitet og til en rimelig pris, ville ingen i længden få noget ud af at publicere værket uden om rådet. Det ville dø af sig selv. Folk ville i længden foretrække instituttets publiceringer, for dem kunne de stole på var de ægte og uændrede.
Og det er jo her problemet opstår: for det er jo netop publiceringerne, som andre end instituttet udgiver, som er de ægte og uændrede, og instituttets som er de uægte og ændrede.
Men det var jo netop den situation, Martinus ikke regnede med kunne opstå, og det var på den basis han konkluderede, at retssager var forkerte og overflødige.
Rådet er nok via Firkløverets publiceringer og reaktionerne på dem alligevel blevet klar over, at de har sat sig selv i en kattepine ved ikke at lytte til advarslerne om, at de skulle undlade at publicere værket i ændret, bearbejdet og moderniseret form. For ved kun at udgive en ændret version er rådet jo nødt til at bekæmpe eksistensen af det uændrede ægte værk, de selv er forpligtet til at udgive, men ikke udgiver.
Rådet kommer med deres retssag til at udstille, at deres egne udgivelser ikke er uændrede og ægte. For hvis de var det, ville der jo ikke være forskel på rådets og de uden om instituttet udgivne. Rådet er derfor presset ud i at indtage det højst bizarre standpunkt, at ingen af de to udgaver er ændret og uægte, selvom de ikke er ens! - Rådet er, for at opretholde dette bizarre standpunkt, følgelig nødt til at fastholde, at deres ændringer, som ingen er i tvivl om findes, i virkeligheden ikke er ændringer. Så selvom udgaverne ikke er ens, er de ikke ændrede i forhold til hinanden. Denne kattepine kan rådet kun håbe på at komme ud af, hvis det lykkes rådet at fjerne de ægte og uændrede udgaver fra markedet, så kun deres egne uægte og ændrede findes.
Enhver kan vist se, at dette projekt er dømt til at mislykkes. Det er kun et spørgsmål om, hvornår denne realitet endeligt går op for rådet. Det er i den forbindelse uden betydning, hvad udfaldet af retssagen bliver. For det er utænkeligt, at seriøse forskere vil foretrække et ændret og uorginalt værk frem for et uændret og originalt værk. Sidstnævnte vil de gøre alt for at få fat i, og det kan heller ikke forsvinde. Dette problem vil udgøre en sten i skoen på rådet, og denne sten vil smerte mere og mere, jo længere tid, der går, inden den bliver taget ud.
Søren Ingemann Larsen - 14. juni 2018
