Som det vil være i hvert fald nogle Martinus-”nørder” bekendt, har der længe - også på Martinus’ tid, se længere nede - verseret diskussioner om, hvorvidt der skulle være en fejl fra Martinus’ side i stk. 1875 i Livets Bog.

Det drejer sig om nogle bogstaver, som Martinus på dette sted bruger til at angive nogle menneskekategorier.

I førsteudgaven og i manuskriptet står der “D-, E-, og F-Mennesket”, men instituttet har - ganske vist med en note - ændret til “D-, F- og G-Mennesket”, se vedhæftede.

Manuskript


Førsteudgaven:


Instituttets udgave:

Hvad der er det “rigtige” kan i en vis forstand være sagen ganske uvedkommende. Hvis den ene eller den anden version er dokumenterbart GODKENDT af Martinus, kan eller skal den ikke ændres.

Derfor forespurgte jeg for nylig det tidligere rådsmedlem Aage Hvolby, om denne ændring kunne dokumenteres at være godkendt af Martinus. Det forholder sig nemlig sådan, at Aage Hvolby havde en liste af mulige rettelser, som han forsøgte i de sidste år af Martinus' tilstedeværelse på det fysiske plan at få Martinus til at se på med henblik på at få hans godkendelse til de pågældende rettelsesforslag.

Se herom i øvrigt:martinus-webcenter.dk/retssag/debatindlaeg/2016-01-03-samarbejdsstrukturen-citatfusk.html

Aage Hvolby svarede tilbage, at godkendelsen kunne dokumenteres via en båndoptagelse fra et rådsmøde.

Da vi alle ved, at Martinus forlangte, at eventuelle ændringer krævede hans forudgående godkendelse, må man jo antage, at dokumentationen også foreligger her. Martinus’ ubetvivlelige godkendelse er i dette tilfælde særlig påkrævet, eftersom der er overensstemmelse på det pågældende sted mellem manuskript og førsteudgave, og eftersom Martinus selv ikke på et så sent tidspunkt som et par år før sin bortgang ikke havde godkendt, endsige bedt om en ændring i det pågældende skriftsted.

Jeg videresendte derfor forespørgslen til rådet, og jeg fik for nylig følgende svar fra rådet.

Dette svar rejser jo flere spørgsmål. Det vigtigste er i mine øjne, at rådet for Martinus Institut her demonstrerer, at de tror eller mener, at de ikke er forpligtet til at dokumentere overfor “tredjemand”, at de overholder deres mandat, som som bekendt er, at de skal bevare værket uændret som det forelå ved Martinus’ bortgang. Dette må naturligvis indebære, at alle ændringer skal kunne dokumenteres at være godkendt af Martinus.

Rent bortset fra den moralske side af sagen, som drejer sig om, hvorvidt instiuttet vil dele Martinus’ værk med os andre og stå til rådighed med oplysninger om eventuelle rettelser i værket, er der jo også en rent juridisk side af sagen.

Kan det virkelig passe, at instituttet har lov til ligefrem at udøve et monopol på en ophavsret - det gør instituttet ved ligefrem at trække folk i retten for at udgive det uændrede værk, eftersom instituttet afviser selv at gøre det, selvom de har pligt til det - samtidig med at de nægter “tredjemand” og øvrigheden muligheden for at få dokumentation for, at deres mandat er overholdt? - For hvis instituttet ikke overholder de vilkår, som er knyttet til den ophavsret, det har arvet, forekommer det urimeligt, at instituttet - endda med rettens hjælp - kan udøve monopol på basis af den.

Hvis det er “for sent” at påpege denne åbenlyse urimelighed i Byretten, må denne urimelighed påpeges i en højere instans, i sidste ende Menneskerettighedsdomstolen i Strassbourg. For man kan ikke regne med at appellere til retssystemet og samtidig tro, at man selv er hævet over loven.

Hvis rådet beviseligt ikke overholder betingelserne knyttet til ophavsretten og endda vil udøve monopol på basis af den, kan jeg ikke se andet, end at de bør fratages den. Eller i det mindste fratages retten til at udøve monopol på basis af den.

Tonen i rådets svar til mig viser i mine øjne, at der er noget helt galt på instituttet lige nu. Denne tone adskiller sig i substansen ikke fra, hvordan den var, inden vi udgav elektronisk og i bogform en udgave af Martinus’ værk, som ikke indeholder ændringer foretaget efter Martinus’ bortgang. Den er blot blevet mere tydelig og grel.

Denne arrogante og afvisende tone viser nødvendigheden af denne konflikt, og vi får se, om den retssag, instituttet så sejrsikkert har igangsat, ikke når det kommer til stykket vil vende sig mod det selv. For firkløverets “ulovlighed” er en desperat nødforanstaltning som direkte konsekvens af og reaktion på instituttets langt alvorligere ulovlighed, som består i ikke at overholde forfatterens ønsker for behandlingen af hans værk efter hans bortgang.

Instituttet fremstår umiddelbart som et åbent og imødekommende foretagende, men i virkeligheden ligner det mere en lukket loge eller sekt, som tror, at de kan nøjes med at kontrollere sig selv og er hævet over loven.

Med denne arrogante udmelding fra rådet, må tiden være inde til at offentliggøre de rådsreferater og medarbejdermødereferater, som instituttet selv nægter at offentliggøre. De vil meget snart frit kunne downloades fra martinus-webcenter.dk.

At ikke flere reagerer kraftigere mod disse forhold, må vække til undren. Ved at frekventere Mariendalsvej og Klint uden at protestere kraftigt mod disse forhold, er man med til at legitimere disse. At på denne måde være “medmisbruger” er ikke så “kærligt”, som det undertiden fremstilles. Jeg kan kun se det som et svigt af Martinus. Det er ikke instituttet, vi skal vise loyalitet mod, men Martinus.

Hele min korrespondance med Aage Hvolby og rådet ses her:









Søren Ingemann Larsen - 8. februar 2018