Rådet for Martinus Institut har publiceret et “offentligt svarbrev” dateret 20. august 2019. Brevet, der svares på, ser vi ikke, men udfra svaret kan man gætte på, at der stilles nogle spørgsmål i forbindelse med den pågående retssag og instituttets ændringer i værket.
Svarbrevet kan
nås her:
- og jeg vil i det følgende tage enkelte afsnit ud og kommentere dem.
På MI gør vi vores yderste for at forvalte Martinus' værk på præcis den måde, Martinus ønskede det. Vi er – lige som vores kritikere angiveligt er – dybt optaget af at bevare og formidle hans budskaber på den bedst tænkelige måde. Vi ønsker ikke at ændre hans værk – og har aldrig ændret i dem på nogen måde, som ikke ligger i direkte forlængelse af hans egen praksis og udtrykte ønsker.
Vi ser her, at rådet ikke kan bekræfte, at de ikke har ændret i værket. De er nødt til at modificere ved at tilføje “ændret i dem på nogen måde, som ikke ligger i direkte forlængelse af hans egen praksis og udtrykte ønsker”.
Der kan ikke findes en eneste udtalelse fra Martinus, som indikerer, at man må ændre uden hans godkendelse. Så rådet er nødt til at indoperere udtrykket “i direkte forlængelse af hans egen praksis” - i håb om, at det hopper vi nok på. Det gør vi ikke.
Ræsonnementet skulle altså være, at når forfatteren selv har lov til at ændre i sit eget værk, har eftertiden også samme ret, uanset at forfatteren har betinget sig, at der ikke må foretages ændringer, han ikke selv har godkendt. Det er altså sådan, at rådet prøver at komme om ved vilkåret om, at værket skal bevares uændret.
Vi får altså bekræftet, at værket er ændret. Og at det ikke er ændret efter Martinus’ ønske, men I FORLÆNGELSE af hans udtrykte ønsker. Hvad det er for ønsker, ændringerne er I FORLÆNGELSE af, får vi dog ikke at vide.
Det er en hullet logik, som ikke er værdig for et åndsvidenskabeligt institut. Og den bør heller ikke holde i Landsretten.
Vi har dog – i forlængelse af hans egen praksis – gjort to ting, som gør, at den nye udgave af f.eks. Livets Bog adskiller sig fra den trykte førsteudgave.
1. Vi har læst korrektur, på samme måde som på Martinus' tid. Hver eneste rettelse og baggrunden for den er dokumenteret nøje på vores hjemmeside. Korrekturen indebærer i hovedtræk:
- Rettelse af sættefejl i forhold til Martinus' maskinskrevne originalmanuskripter. Indholdet i de nye udgaver ligger således endnu tættere op ad originalerne.
- Rettelse af åbenlyse stave- og slåfejl.
- Standardisering af visse udtryk (f.eks. "X1").
- Rettelse af enkelte meningsforstyrrende fejl, synlig for alle med en note i bogen.
2. Vi har opdateret retskrivningen ift. den gamle standard før 1948 (se nedenfor) – en proces, der allerede begyndte i Martinus' levetid med det formål at gøre retskrivningen nutidig og lette læsningen, hvilket lå ham meget på sinde.
Ja, dvs RETTELSER og RETSKRIVNINGSOPDATERING. Og så nævner rådet ikke et totalt ændret layout og ændret pagineringsprincip.
Som det ses, har rådet ikke noget problem med at erkende, at de gør noget, som gør, at den nye udgave 'adskiller' sig fra den oprindelige. Hvordan kan noget på én gang være uændret og så 'adskille' sig fra det oprindelige???
Rådet må IKKE rette efter Martinus’ bortgang. Det fremgår af følgende rådsreferat fra 16. marts 1976:
Det blev igen fastslået, at bortset fra åbenlyse trykfejl (f.eks invidid - individ) må der ikke ændres i værkerne uden Martinus personlige medvirken. Martinus mener iøvrigt, at der næppe er grund til at rette noget som helst. Denne mening blev klart tilkendegivet efter at Aage Hvolby havde fremdraget enkelte eksempler, hvor der fra forskellig side havde været tvivl om rigtigheden. Martinus ville dog gerne se nærmere på en liste fra Aage Hvolby over tilfælde, hvor læsere kan være i tvivl om rigtigheden i teksten. Martinus udtalte klart, at såfremt han efter at have set nærmere på sagen fandt grund til at ændre enkelte ting, ville han naturligvis rette dem men han var helt sikker på, der kun kunne være tale om ganske enkelte ting. Det blev fastslået som helt ufravigeligt, at der ikke må foretages rettelser, heller ikke ved oversættelse, uden Martinus medvirken, og såfremt den nævnte liste ikke når at blive behandlet, må der ikke i fremtiden foretages rettelser i Martinus' værker.
Den sidste sætning udelukker rettelser efter Martinus’ bortgang:
Det blev fastslået som helt ufravigeligt, at der ikke må foretages rettelser, heller ikke ved oversættelse, uden Martinus medvirken, og såfremt den nævnte liste ikke når at blive behandlet, må der ikke i fremtiden foretages rettelser i Martinus' værker.
Læg mærke til
det blev fastslået som helt ufravigeligt. Altså rettelser og ændringer efter Martinus’ bortgang repræsenterer en klar ulovlighed og en krænkelse af Martinus’ ønsker og testamente.
Og vedrørende RETSKRIVNINGSOPDATERINGEN: Den påståede legitimitet af dette gemmes væk under begrundelsen, at “det gjorde Martinus i sin levetid” og “det lå ham meget på sinde”.
Dette kan aldrig begrunde, at man fraviger princippet om, at værket skal forblive uændret. Det er det, Martinus kan citeres for. Der kan ikke findes citater, som giver rådet lov til at ændre i ordenes stavemåde og heller ikke i layout og pagineringsprincip. Igen en klokkeklar ulovlighed og krænkelse af Martinus’ testamente.
Mht. retskrivningsmoderniseringen, findes der intet sprogvidenskabeligt belæg for at påstå, at det medfører indholdsændringer. Tværtimod er der gode argumenter for, at retskrivningsmodernisering ikke ændrer tekstens indhold. (Se evt. rådets svarbrev til Jes Arbov, stk. 9 samt svarbrev til Jens Lindsby, stk. 4.3).
Retskrivningsmodernisering gør til gengæld teksten lettere at læse og nemmere at søge i elektronisk. Efter retskrivningsmoderniseringen, hvor man bl.a. ændrer navneords begyndelsesbogstav fra stort til lille og aa til å, står Martinus' værker stadig ord for ord, som Martinus selv skrev dem.
De sagsøgte har ikke ved eksempler eller på anden vis dokumenteret deres påstande om, at retskrivningsmoderniseringen skulle forstyrre indholdet i værket (heller ikke efter gentagne opfordringer). De har fremført, at retskrivningsopdateringen i sin sum har ændret "sprogdragten" på værket eller "tekstens aura", men hvad dette nærmere betyder, eller hvilken praktisk konsekvens for læsningen af værket, det skulle have, er ikke blevet oplyst. Se evt. rådets notat “Påstande om fejl i genudgivelserne”.
At der ikke skulle være sprogvidenskabeligt belæg for, at en retskrivningsopdatering ændrer i indholdet er en lodret usandhed. Det er tværtimod en fastslået kendsgerning inden for videnskaben - editionsfilologien - at ved en retskrivningsopdatering sker der en “afhistorisering” af teksten. Teksten tages ud af sin historiske sammenhæng, og det signal, som den oprindelige retskrivning giver om, at teksten er af ældre dato og derfor skal læses og forstås på denne baggrund, forsvinder. Der sker således et “informationstab”. Og et informationstab kan kun karakteriseres som en indholdsændring.
Der er er ikke noget at bevise for dem, som påstår, at også en ændring i retskrivning ændrer. Bevisbyrden må således ligge hos dem, som ændrer og ikke hos dem, som mener, at ændringer ændrer. Rådet har ikke ført bevis for, at deres ændringer ikke ændrer. Og det kan de heller ikke.
Vedrørende layout,
se yderligere her:
Længere nede skriver rådet:
Korrekturen inkluderede visse standardiseringer af udtryk (f.eks. "X1", som i værket er blevet skrevet på forskellige måder: X1, X 1, X.1, X.1., X 1., X-1.) samt rettelse af enkelte meningsforstyrrende fejl (dokumenteret med note i bogen). Samtlige rettelser er grundigt dokumenteret på rettelseslister, der er tilgængelige på MI's hjemmeside.
Og længere oppe:
Derudover har vi ikke sat et punktum, flyttet et komma eller ændret et ord – eller forsøgt at forbedre Martinus' sprogbrug mv. – og det kommer vi heller ikke til fremover.
“Standardiseringer” lyder da uskyldigt. Men det er og bliver ændringer. Så man har “ikke sat et punktum”, men man har, som det fremgår fjernet et.
Som det ses, skrev Martinus “X1” på forskellige måder. Den eneste måde, Martinus ikke brugte var den, instituttet valgte som standard “X1”. Ved at bruge forskellige former og undlade at lave om på det aflives eventuelle myter om, at der kunne være en pointe ved at bruge punktum, bindestreg eller ingenting.
Den kære Ole Therkelsen gik lige i sin egen fælde i en tidligere artikel om "0X".
Et meget interessant afsnit er følgende:
Ole: "Men Martinus søgte netop et enestående udtryk, som han fandt i 0X, hvor han ikke brugte punktummer. Ved at bruge punktummer som f.eks. i et eventuelt 0.1. eller X.0 markeres jo, at to forskellige enheder kobles sammen, og det indikerer en begyndende optælling, som ved de tre X-er. Med et begreb 0.1., måtte man vel også kunne tale om 0.2. og 0.3., men det ville jo fuldstændigt bryde med hele Martinus’ X-terminologi." - Udover at Ole helt mangler at dokumentere, at "Martinus søgte netop et enestående udtryk, som han fandt i 0X, hvor han ikke brugte punktummer" (hvad ved Ole dog om, hvad Martinus "her søgte" ....), mangler vi også dokumentation for, at der ligger en pointe i, at der ikke er punktum mellem 0 og X. Hvor ved Ole fra, at det for Martinus betød noget, om der var punktum mellem 0 og X eller ej?
Det interessante ved dette er, at Martinus faktisk ikke var konsekvent med hensyn til, om han lod X efterfølge af punktum eller ej. Ved at studere de originale udgaver af Livets Bog, vil man finde både formerne "X 1", "X.1" og "X.1.". Og endda også "X-1". Men formen "X1" - som Ole i sine "matematiske" spekulationer antager, at Martinus bevidst og systematisk har brugt - findes så vidt jeg kan se slet ikke i Livets Bog. Men hvorfra har Ole så X1? - Det har Ole fra de nye udgaver, om hvilke Rådet og Ole Therkelsen stædigt og vedholdende fastholder, at de ikke er ændret i "indholdet", men kun i "formen". Her har man nemlig - så vidt jeg kan se - konsekvent alle steder ændret til "X1".
(Læs evt. videre her)
Vi ser her, at det er ikke en uskyldig formalitet - "formalia", som Søren Hahn ustandselig kalder det - at standardisere disse udtryk.
For nylig, hvor det blev økonomisk muligt, har vi til gengæld udgivet et fotografisk optryk af den trykte førsteudgave af Livets Bog, så også denne udgave er let tilgængelig for de interesserede, der eksempelvis pga. historisk interesse foretrækker den. Men det skal nævnes, at både førsteudgave og originalmanuskript også har været frit tilgængelige på vores hjemmeside de seneste ti år.
I sandhed grotesk læsning. “Økonomisk muligt”. Nu bliver vi bedt om at tro på, at det kun var af “økonomiske” grunde, at man oprindelig ikke ville genoptrykke førsteudgaverne. Hvad disse nyoptryk kostede kan kun være en forsvindende lille brøkdel af, hvad retssagen har kostet og vil komme til at koste. Hvis rådet med det samme, hvor de blev gjort opmærksom på det, havde trykt disse udgaver, ville der slet ikke have været nogen retssag at føre.
Og så skal vi læse om, hvor stolt rådet nu er af, at de har gjort førsteudgaven og originalmanuskriptet tilgængeligt digitalt - når sandheden er den, at rådet oprindelig modsatte sig denne digitale tilgængeliggørelse - indtil disse dokumenter blev gjort tilgængelige på martinus-webcenter.dk. Så kunne det pludselig godt lade sig gøre, og nu roser man sig af det. Spin-spin-spin.
Så skriver rådet:
MI's seneste udgaver af Martinus' værk er de mest originale
I 2009 var den seneste udgave af Livets Bog ved at være udsolgt. MI indledte derfor forarbejdet til at genudgive værket i en ny, gennemkontrolleret version, der eliminerede alle sættefejl og andre småfejl i de første udgaver og således førte teksten tilbage til det, Martinus faktisk skrev.
Tænk at rådet vil være sig selv bekendt: “Mest originale”. Kære venner: enten er det originalt eller også er det ikke originalt. Det er ikke noget, man kan gradbøje. Er det virkelig et åndsVIDENSKABELIGT institut, der taler? - Kan man virkelig gøre noget ‘originalt’ mere ‘originalt’ ved at ændre i det - efter forfatterens bortgang og uden hans godkendelse?
Søren Ingemann Larsen /22. august 2019
