Den 29. sept. 2018 var sagens interesserede indbudt til Stockholm. En repræsentant for rådet på Martinus Institut, MI, stillede sig til rådighed for spørgsmål og dialog. Dette er mit forsøg på at forstå sagens situation i lyset af mødet i Stockholm.

Der er god grund til dialog og analyse. De sidste mange år har ikke været præget af samarbejde, men snarere af en ulmende konflikt mellem de ”institut-tro” og forskellige frivillige kræfter. Det er en mærkelig tilstand for en sag hvis røde tråd er kærlighed, samarbejde og upartisk analyse.

Konflikten kan på sigt bære noget godt med sig. Den skaber bevidsthed. Der er også opstået mange nye tiltag, tænk blot på Søren Ingemann Larsens hjemmeside, og det store fokus på hvad Martinus selv skrev og mente. Informationer, der før var forbeholdt enkelte mennesker, er blevet analyseret på kryds og tværs i store forum og man uddanner sig i at anvende de kosmiske principper. Der er dog også mange områder hvor man ikke er enige, hvilket mødet i Stockholm demonstrerer.

Det Tredie Testamente forklarer, at ”mørket i verden” er en nødvendig del i skabelsen af den kosmiske bevidsthed. Symbolet på bagsiden af værket beskriver endda mørket som en ”indvielse”. På samme måde er også konflikter en uundgåelig del af udviklingen. Vi gør hvad vi kan for at undgå dem, men de opstår alligevel fra tid til anden. De afslører, at vi ikke har tænkt helt logisk. Der findes naturligvis også mennesker, der ligefrem vil skabe konflikter, men de føler sig næppe så inspirerede af det kosmiske. Konflikter er dog ikke forbeholdt ufærdige mennesker. Ikke engang Kristus kunne undgå konflikter. Blot ved at optræde ærligt og sandt gjorde han de skriftkloge gale i hovedet. De forsøgte så at sætte en fælde for ham, men det gik ikke så godt, og det blev hver gang dem selv de afslørede. De mange optrin var dermed med til at demonstrere hvad Kristusbevidstheden gik for. Han blev ikke gal i hovedet, konflikten var ikke i ham og han forstod tydeligvis at de hykleriske farisæere og den romersk krigsmagt skulle blive den mørkekontrast, den baggrund, der gjorde de nye tanker lysende og klare. Konflikterne hjalp kristendommen at få fodfæste. Lyset fødes i mørket som vi ser på symbolet på forsiden af Livets Bog. Det er ikke så let at forstå Kristus. Selv hans egen discipel Peter ville som bekendt forsvare sin mester med sværdet. Den situation kan vi alle havne i, og ”sværdet” kan have mange former. Hvis man vil undgå ”sværdets vej”, og dets konsekvenser, må man have en stærk projektør på sine egne motiver og i øvrigt holde sig til det man absolut ved.

-

Mødeprotokollen jeg refererer til ses her: https://martinus-webcenter.dk/retssag/debatindlaeg/2018-09-29-stockholm.html.
Søren Ingemann har kommenteret mødet her: https://martinus-webcenter.dk/retssag/debatindlaeg/2018-09-29-stockholm-kommentar.html.

I samtalen fremgår det, hvorledes rådet via sin representant Jacob Kølle Christensen, JKC, forklarer årsagen til den verserende retssag. Nogen har udgivet breve og manuskrifter som de ikke havde fået tilladelse til, og da man ifølge MI ikke reagerede på advarsler var man på grund af copyright-loven tvunget til at lægge sag an for at beskytte sin ophavsret ifølge JKC.

JKC nævner i starten af sin argumentation ”en svensk hjemmeside, som offentliggjorde foredrag og symboler og båndforedrag”, hvilket indebærer at han taler om www.tredjetestamentet.se. Jeg ved, at der har været diskussioner omkring de mange båndforedrag på denne hjemmeside, og jeg vil vende tilbage til det med disse bånd, men jeg kan ikke se, at Stiftelsens hjemmeside skulle krænke MI’s copyright. I 2005 deltog jeg i en brevveksling med en repræsentant for rådet omkring en ny version af det udgivne symbolkatalog som rådet havde betænkeligheder ved. MI ønskede nogle ændringer i copyrightangivelser, ændringer af forsiden og ændringer i teksten til et symbol (nr. 32), hvilket blev fulgt til punkt og prikke. MI havde betænkeligheder ved de mange symboler i kataloget, men fik en forklaring på behovet og den endelige beslutning vedrørende kataloget blev dengang overladt til Stiftelsen. Resultatet fremgår af hjemmesider og informationsmateriale. I slutningen af brevvekslingen nævnte rådet, at man ville fremsende et forslag til en skriftlig aftale omkring generel anvendelse af symboler og tekster, men ingen har mig bekendt modtaget en sådan. På et møde på MI i 2008, hvor jeg selv nærværede, kunne parterne faktisk konstatere, at man var enige om at copyrighten var til for at beskytte værket mod fejlagtigheder. Det er jo derfor adekvat information er nødvendig. Man var uenige i anvendelsen af titlen Det Tredie Testamente i mødet med offentligheden, men jeg tror nok man forstod Rolf Elvings pointe i at udarbejde adekvate informationsmaterialer en gang for alle så værket kan præsenteres under sit rette navn, således som Martinus efterlod os det. Efter mødet skiltes parterne i mindelighed og fortsatte deres arbejde hver for sig. På det tidspunkt havde stiftelsens hjemmeside informeret om Martinus værk i 8 år, så overraskelsen var stor da Stiftelsen yderligere 10 år efter, så sent som i 2019, fik en henvendelse fra en advokat. Over et år efter det offentlige møde i Stockholm kom advokatens brev, og nu var tonen en anden hvilket enhver kan forvisse sig om her. Advokaten krævede blandt andet udarbejdelse af en skriftlig aftale. På dette tidspunkt havde stiftelsen udarbejdet hjemmesider på 12 sprog og brochyrematerialer på 7 sprog og gjort præcis som MI forlangte mht. copyrighten, så det var noget uventet. Jeg har fx et screenshot fra 2013 hvor MI giver tilladelse til anvendelse af symboler og en artikel på hjemmesider og i informationsmateriale, blot der angives copyright. Stiftelsen svarede på MIs henvendelse med en invitation til en ny samtale om det fælles projekt udfra Martinus ord.

JKC udtaler på rådets vegne, at der skal søges tilladelse til alle former for anvendelse af Martinus symboler. Dette gør han først og fremmest med henvisning til copyrightloven. JKC henviser altså til samfundets verdslige lov, og tilføjer at også Martinus ønskede at man anvendte copyrightsymbolet. Men det er jo ikke noget problem. Vi informatører har gjort et stort arbejde for at placere de her copyright tegn på hjemmesider og i informationsmateriale, selvom jeg i øvrigt personligt ikke synes det behøves. Hvem har set et bibelcitat med copyright symbol? I de brochurer, der ledsager udstillingerne gør man tydeligt opmærksom på, at MI har ophavsretten til Martinus værk.

Martinus gentager igen og igen, så ingen kan være i tvivl, at sagens kompas er den nye moral og ikke de verdslige love. Det er ikke så mærkeligt. Hvis de eksisterende samfundslove, som JKC henviser til, idag kunne garantere den højeste retfærdighed i alle anliggender, hvad skulle vi så med Det Tredie Testamente?

Der er næppe tvivl om, at Martinus ikke mente, at vi skal løse de mange tvivlspørgsmål, der kan opstå indenfor sagen ved hjælp af samfundets eksisterende love. Det udelukker naturligvis ikke behovet for en øvrighed i vores ufærdige verden. Hvis en pyroman ville sætte ild på MI, skulle man så ikke ringe politiet? Jo, naturligvis skulle man det. Mit indlæg handler imidlertidig om, hvordan man kan undgå at komme i en sådan situation.

Martinus' værk er én lang analyse af alkærlighedens tankeklima. Det er et omfattende værk, så han talte i mange år om et lille skrift, der kunne introducere sagens frivillige i den ”struktur”; den alkærlighedens væremåde, som skulle være sagens kendemærke og ledestjerne til forskel fra alle de gamle metoder. Den lille bog skulle forklare principperne så tydeligt, at fremtidige konflikter kunne undgås, og den skulle primært udarbejdes på basis af Martinus egne udtalelser på rådsmøderne 1974-1981. På mødet den 16. december 1975 udtrykker han også, at han gerne selv vil nå at læse disse udtalelser igennem, og egentligt i bedste fald selv udgive strukturen.

Strukturen, skulle være sagens vejleder når der opstod tvivlspørgsmål, og Martinus nedsatte et råd, der i særlig grad skulle være indsatte i og kunne anvende strukturen; de kosmiske analyser, i praksis. På et rådsmøde den 25. september 1974 udtalte Martinus: ”Man er faktisk kun en vogter af alkærlighed. Man er en vogter af strukturen”. ”Strukturen”, ”alkærligheden” og ”den nye verdenskultur” er uden tvivl ét og samme for Martinus. Det fremgår igen og igen på de mange rådsmøder. I bogen ”Samarbejdsstrukturen” udgivet efter Martinus bortgang finder vi ovenstående citat, men man har her undladt at forklare, at det er rådet Martinus her taler om. Det er vigtigt, for det forklarer de følgende udtalelser på det samme møde: ”Strukturen må i sig selv være analyserne. Det er dem der dikterer og det må være den absolutte næstekærlighed”.

Egentligt kunne man jo stoppe her. Det kan vel ikke siges tydeligere? Men så let er det ikke at introducere en helt ny verdenskultur uhyre forskellig fra den gamle. Det er kun naturligt at vi, igen og igen, misforstår og kommer til at blande det gamle ind. Jeg tror det er derfor, at Martinus igen og igen nævner alt det som man ikke skal gøre. Det hjælper os at se problemet. Jeg vil i det følgende citere Martinus fra nogle rådsmøder, her nummereret ved rådsmedlem Henning Laug. De har gennem flere år cirkuleret indenfor sagen og demonstrerer Martinus intentioner: ”.. sagen skal være et eksempel for sine medarbejdere. Det kan den ikke være hvis den benytter gammeldags metoder. Den skal være sådan at den er upåklagelig. Den er et eksempel på overholdelse af analyserne” (O 5). ”Vor sag er at opfylde kærlighedsloven” (A 5). ”Der er ikke noget højere end alkærligheden og den må komme til syne i alle foretagender” (H 10). ”Bestyrelsen har jo egentlig kun at lave tingene efter analyserne” (O ?). Det er mennesker der dyrker moral – ikke forretning” (A 7). ”Hvis det skal laves som love, kan det ikke laves uden at være en slags diktatur” (H 2). ”De skal lære at tænke selv. Og derfor er der ingen love og principper – det har vi ikke noget af. For det er ikke nogen forening, og så skal der ikke være nogen love.” (M 3) ”Det er en fuldstændig redegørelse for moral – moralloven. Det er ikke politilove” (H 2). ”Det er nemt nok at lave noget med love og ting, og værsgo, det skal alle… men det skal vi jo ikke. Vi skal ikke beskyttes ved love eller noget. Vi har beskyttelse i at det bliver lavet rigtigt.” (M 2) Det ovenstående citat fra rådsmødet den 21. maj 1974 er i Samarbejdsstrukturen gengivet således: ”Beskyttelsen af vores arbejde ligger i, at tingene bliver lavet rigtigt ud fra retningslinjerne i mine analyser. Dem, der ønsker at lave om på det og ikke vil lave deres ting rigtig må vi lade gå.” Jeg blev helt paf. Kan man ændre i Martinus ord på denne måde? Da jeg læste videre i hvad Martinus egentligt selv havde sagt, stødte jeg på det ene citat efter det andet som glimtede med sit fravær i den af MI udgivne bog fx Martinus’ ord på mødet den 21. maj 1974: ”Det er Livets Bog. Det er Martinus analyser, der bestemmer. Det er ikke bestyrelsen … Vi søger bare at gøre det, som det står i analyserne.” … ”Vi gør bare det Martinus ville sige” … ”Det kan vi påvise i bøgerne.”

På mødet i Stockholm siger JCK: ”der er mange forskellige udtalelser og mange forskellige meninger om, hvad Martinus har sagt,” og det er jo helt korrekt. Det var derfor Martinus nedsatte et råd, der i særlig grad skulle kende til og kunne navigere udfra analyserne. Organismen skulle have et hoved så at sige. Men hvordan argumenterer JCK på mødet i Stockholm? Er det en argumentation udfra hvorledes det og det stemmer med de kosmiske analyser? Med kærlighedsloven? Med moralen? Handler argumentation ikke mere om at understrege MI’s ophavsret og rettigheder i henhold til samfundets love?

Martinus peger på det han selv har skrevet, på analyserne og den vej de udstikker. Det er den indviede kristusbevidsthed, der viser vejen frem. Det er jo også derfor, at der aldrig må kunne opstå den mindste tvivl om, hvad Martinus har sagt og skrevet. Forleden var jeg på museet Davids samling i København, hvor man i en montre havde tidlige udgaver af koranen. Man kunne se, at teksten var ændret og overskrevet idet man var kommet bort fra den oprindelige tekst. Det var tankevækkende for mig i denne situation hvor MI retsforfølger nogle mennesker, der gennem flere år har påtalt ændringer i Martinus tekster efter hans bortgang, og endda har påtaget sig at udgive værket så tæt på uændret som det var muligt. I ”Samarbejdsstrukturen” (begge udgaver) kan man læse et citat fra rådsmødet den 16. marts 1976: ”Det blev fastslået som helt ufravigeligt, at der ikke må foretages rettelser, heller ikke ved oversættelse, uden Martinus medvirken.” Det kan vel ikke siges tydeligere, at der ikke skal ændres noget efter Martinus bortgang? Det mærkelige er i øvrigt, at slutningen af det oprindelige citat er klippet væk: ”.. og såfremt den nævnte liste ikke når at blive behandlet, må der ikke i fremtiden foretages rettelser i Martinus' værker.” Den nævnte liste var et papir med nogle sætninger som Aage hvolby ville forelægge Martinus. Det står ret så tydeligt, at man ikke må rette, hvilket Søren Ingemann Larsen, en af de tiltalte ved retssagen har påpeget. Siden da har begge sagens parter givet udtryk for, at der ikke skal ændres noget i Martinus værk, og diskussionen går derfor på hvad en ”ændring” er for noget. For mig har det afgørende været, at der altid skulle stå hvad der er Martinus uforandrede tekst, og at vi har let adgang til originalen. Så er jeg ikke så bekymret over den situation vi kan komme ud i, om nogle hundrede år eller lignende, hvor det danske sprog har ændret sig så meget at man skulle blive tvunget til at modernisere retsskrivningen.

Der er dog også andre vigtige spørgsmål, der ikke er blevet afklarede af dialog, hvilket referatet af mødet demonstrerer. På mødet i Stockholm spørger jeg fx JKC hvorfor det er nødvendigt, at en informatør i hvert tilfælde for sig indhenter tilladelse til at informere om Martinus værk. Det er svært at søge om tilladelse til noget, som endnu ikke er arrangeret, og det er svært at lave en aftale, fx med et bibliotek, hvis man ikke på forhånd ved at det er ok. Det Tredie Testamente har allerede været præsenteret på 70 udstillinger alene i Sverige. Derfor spørger jeg JKC som svarer: ”For sådan er copyret. Loven. Det er simpelthen sådan, det forholder sig.” JKC tilføjer også positivt, at man oftest får lov når man spørger, men det er alligevel tydeligt, at JKC, opfatter rådet som en slags bestyrelse, med en virksomhed som forbillede og de verdslige love som rettsnøre ligesom JKC kalder rådsmødereferater for ”bestyrelsesprotokoller”.

Hvordan stemmer JKC’s ord med Martinus’: ”.. moralloven. Det er ikke politilove”? Det var næppe for at gøre hele sagen til en forretning, at Martinus gik med på rådets forslag om at markere copyright. Det skulle markere, at der ikke måtte ændres i noget som helst. Det var ikke for, at man skulle kontrollere alt hvad der fandt sted udenfor MI. Martinus kommer selv med flere tænkte eksempler, folk kan jo finde på hvad som helst, og konkluderer så på mødet den 22. januar 1974: ”Vi henstiller til dem, men vi sagsøger dem ikke”. Man kan trygt stole på Gud. Martinus siger flere steder at: ”Det dør af sig selv.” Ikke engang titlen på sit værk syntes Martinus, at der var grund til at beskytte yderligere. På rådsmødet den 16. december 1975 blev Martinus forelagt et forslag om at beskytte navnet ”Det Tredie Testamente”. Det følte Martinus ikke, det var jo ikke noget loven påbød. Martinus: ”Jeg tror ikke Kristus ville lave … han ville aldrig lave monopol på sine analyser.” Og da nogen en anden gang alligevel foreslår Martinus at anvende en jurist, ja, så skulle juristen i så fald have ”den opgave at være opmærksom på, at vi aldrig kommer i konflikt med nogen.” (Martinus på rådsmødet den 5. februar 1974). Man skulle altså kende loven, for ikke selv at komme i konflikt med den. Det var vigtigt at være klanderfri, lige ned til at betale sporvognsbilleten.

Den nye moral står imidlertid over den hidtidige samfundsmoral. Denne nye moral står imidlertid over den hidtidige samfundsmoral. MI henviser i deres notat den 2017.07 til nogle tilfælde hvor Martinus var involveret i retsager.

MI skriver ikke meget om disse retssager. I det ene tilfælde handlede det om en kvinde, der havde skrevet under på en aftale om at yde MI et lån, og jeg har fået fortalt, at kvinden startede med at give Martinus ret hvorefter sagen var afgjort. I de andre tilfælde handlede det om uoverensstemmelser mellem grundejerene i Klint, hvor en person havde begået hærværk mod nogle hegnspæle. Jeg vil give MI ret i, at de beviser, at Martinus ikke nedlagde absolut forbud mod retssager omend de fandt sted langt tilbage i tiden inden man gik i gang med at formulere indholdet i strukturbogen, og selvom de ikke står i proportion med den nuværende langtrukne retssag. Spørgsmålet er vel derfor mere, om der i den nuværende situation er begået nogen form for ”hærværk” mod Martinus værk. Det kan jeg ikke se, da der netop er tale om det helt uændrede værk, og da dette ikke har fundet sted i profitøjemed, men for at give os adgang til værket. Der kan naturligvis også være andre motiver indblandet, det kan jeg ikke vide, men det må ordne sig selv, og jeg føler mig ret sikker på at den sagsøgte sprogforsker, Søren Ingemann Larsen, ikke har haft andre motiver end at gøre det rigtige overfor Martinus sag, og som indsat i disse forhold oplevede det som et personligt kald at stå fast på Martinus vilje. Selvom Martinus har givet rådet retten til sit værk, kan vi ikke afvise, at der kan opstå situationer, hvor udefra kommende personer har ret overfor rådet og i sådanne tilfælde kan det jo ikke være rigtigt at rådet får ret. Jeg skal vende tilbage med eksempler på dette senere i teksten.

På rådsmøderne i marts og august i 1975 udtaler Martinus fx om det med retsager og en dommer at ”Det er oldnordisk”. Retssager udtrykker jo en form for krigstilstand. Den der har råd til de bedste hyresknægte har størst chance for at vinde krigen. Martinus taler ikke om, at vi skal beskytte os på den måde, altså ved at ansætte dyre advokater til at føre retssag således som det finder sted i øjeblikket. Det gælder jo for alle parter, men hvis nogen anlægger sag mod os selv, har vi jo lov til at forklare os, det gjorde Martinus selv. Man kan ikke udelukke, at nogen har kendt til, at MI ikke skal føre retssager, og forsøgt at provokere dem, men man skal jo ikke lade sig provokere til den slags. Provokationer tager skæbneloven sig af. Martinus: ”vi har beskyttelse i at det bliver lavet rigtigt” (udtalt på rådsmøde den 21. maj 1974). Som i sit værk i øvrigt peger Martinus på den eneste rigtige kosmiske beskyttelse vi har i form af næstekærligheden. Sådan skal også sagen og værket beskyttes. Hvis det ikke skulle gælde indenfor den sag som skal bane vej for den nye verdenskultur, hvor skulle det så gælde? Det er ikke min egen analyse, det er Martinus’: ”Og derfor skal vi ikke af frygt optage nogle af de gamle hedenske foreteelser. Vi skal nok kunne eksistere på det rene lys.” (Rådsmødet den 16. december 1975).

Det Tredie Testamente viser hvorledes Kristusmoralen leder ud af mørket. På forsiden af værket ser vi to hænder symbolisere at tilgivelsens væremåde opløser alle konflikter. Kristusbevidstheden ”skiller skyerne”, som det ses på symbolet. På bagsiden af sit værk har Martinus placeret et symbol, der demonstrerer konsekvenserne af ”Mosesmoralen”; det med ejendomsret, hævn og straf (de to sværd). Vi ser hvorledes denne ufærdige moral leder til mørkets kulmination i bevidstheden. Straffeprincippet er ikke vejen til lykken ifølge Martinus.

Men hvordan skal man så håndtere konflikter, når de opstår? Ja, det er jo det vi ser på symbolet, men det afgørende er at undgå at de opstår. Når Martinus fx beskriver den fuldstændige enhed, der skal præge rådet og gerne sagen som helhed, så er det jo ikke et diktatur, der skal presses ned over folk og det ville da også stemme temmelig dårligt med hans analyser af det moderne menneske: ”Denne opvoksende, videnskabeligt og dermed ”sandhedskærligt” indstillede ungdom vil forlange virkelig videnskabelig begrundelse for absolut alt.” (Citeret fra ”Omkring min skabelse af Livets Bog” st. 14.3) og: ”… vejen til udvikling af al intellektualitet og kultur går igennem frihed til at tænke, frihed til at kritisere, hvilket vil sige påvise mangler eller fejl, frihed til at fremsætte ideer og forestillinger, der ikke akkurat ligger inden for den autoriserede horisont, eller det der er blevet officiel skik og brug…” (Fra bogen Vejen til indvielse/Gavekultur) Der er med andre ord overensstemmelse mellem værket og de principper som skal vejlede sagen. At man ikke skal kritisere enkeltpersoner, er jo en selvfølge. Jeg oplever ikke min dialog med JKC som en kritik af hans person, men som en analyse af de argumenter han fremfører. Hvis man ikke skulle kunne påpege en mangelfuld argumentation, hvordan skulle man så kunne vaske sandheden frem sammen? Martinus siger i ”Omkring min skabelse af Livets Bog” st 14.21: ”Over for kendsgerningen må og skal alt kapitulere.” og ”At tilsløre kendsgerningen vil således være det samme som at spærre væsenernes vandring imod lyset.” Gennem kendsgerninger og analyse kan rådet nå frem til at optræde som en ”fuldstændig enhed”, så som Martinus fx omtaler det på rådsmødet den 16. december 1976, vejen til denne ”enhed” er ifølge Martinus at spørge sig selv: ”Er det noget man kan lave efter analyserne?” (citat fra mødet). Så forstår vi ligeledes Martinus' udtalelse fra mødet den 25. september 1974: ”Sagen må have ret altid, det kan jo ikke nytte at den ”har ret”, når den ikke har det. Men sådan skal vi jo lave det. Vi har jo analyserne.”

På mødet i Stockholm afviser JKC Rolf Elving, der husker Martinus sige: “der skal ikke laves om på så meget som et komma”. Det er en sag, men vigtigere er, at JKC slet ikke kommenterer Rolfs afgørende analyse: ”Nu nu har en indviet med førstehåndskendskab skrevet det, som Jesus talte om på sin tid i lignelser - og som blev genfortalt af vidner. Nu har den indviede skrevet selv. Og det er den sikkerhed, at der aldrig nogensinde af nogen grund skal opstå tvivl om, at nogen anden, som ikke er indviet, har rørt ved bøgerne”. Vi får her serveret det helt afgørende argument for ikke at ændre noget i Martinus værk, ikke ”så meget som et komma”, helt uden at repræsentanten for rådet forholder sig til det. Jeg foreslog selv JKC, at tale med Rolf efter mødet så dette kunne blive uddybet, men det havde han ikke behov for.

Når man i stedet for at forholde sig til dette helt afgørende argument henviser til loven om ophavsret, understreger man, at ”vi har ret til at gøre som vi vil”, men er det nu rigtigt? Udover at henvise til ophavsretten, peger JKC på Martinus gavebrev, hvilket egentligt er en slags gentagelse af det samme argument. Gavebrevet beskriver hvilke genstande, MI får ejendomsret over, men det helt afgørende er jo på hvilke vilkår, altså hvordan denne ejendom skal administreres. Det fremgår af Martinus' personlige testamente af den 10 juni 1980. Her står utvetydigt i paragraf 3: "respektere de optegnelser" og "opfyldelsen af instituttets formål" ligesom notarius i øvrigt tilføjer at Martinus på det pågældende tidspunkt var istand til fornuftmæssigt at oprette testamente. Det bliver dermed slået urokkeligt fast at MI’s opgaver og metoder skal foregå i harmoni med Martinus' udtalelser ord på rådsmøderne, og som fastlagt i lovene for MI af den 25. maj 1982 hvor de centrale paragraffer ikke måtte ændres. Hvad er det nu for love? Skulle der være love? Ja, hvad angår det interne arbejde på MI, skulle arbejdsopgaven tydeligt defineres. Som Martinus udtrykte det på rådsmødet den 3. august 1976: ”Så bliver det under love, hvor de ikke kan hæve sig op, - - lave svindel. Der mener jeg, at jeg selv vil være med fra det åndelige plan.” De definerede opgaver var at bevare, oversætte, informere om, undervise i og sikre udgivelsen af værket. Lovene for MI af 25. maj 1982 kan hentes her. Formålet fremgår af paragraf 3 stykke 1:

- Afsnit 1: ”Bevare Martinus samlede værker uændret som de foreligger fra hans side.”
- Afsnit 2: ”Oplyse om disse værker” I kommentaren, der hører til lovene præciseres bla, at MI ”udgiver eller medvirke til udgivelse af oplysningsmateriale på så mange sprog som muligt”.
- Afsnit 3: ”Gøre disse værker tilgængelige for interesserede, herunder ved publicering, oversættelse og undervisning i betryggende form”, hvilket i kommentaren defineres som, at der "ikke foretages ændringer" i indholdet. Det fremgår ligeledes af kommentaren, at undervisningen i Klint skal udvikles til en helårsskole og at al anden undervisning foregår på de "interesseredes eget helt frie initiativ". Her står ikke noget om at kontrollere alt det der finder sted udenfor MI. Det understreges ligeledes at formålet ikke må ændres, I § 9 stk. 2 står der: "Efter Martinus ønske må der ikke foretages nogen ændring af institutionens principielle formå og struktur, således som disse er beskrevet i § 2, 3, 4, 9 og 10." Punktum slut. Efterfølgende har man alligevel ændret i lovene.

Bortset fra de problemer, der i øjeblikket plager sagen, er vi naturligvis også vidne til en stor udvikling. Vi har fået adgang til Martinus' uændrede værk, symbolerne bliver restaureret tilbage til deres originale farver, hjemmesider og udstillinger og brochurer informerer om værket i ind- og udland, vi kan læse og søge i værket på internettet, og på diverse internetforum kan vi diskutere og analysere det nye verdensbillede. Samtidig gennemtrevles værket for ændringer, der rettes tilbage til originalmanuskriftet. JKC udtaler sig positivt. Men .. det efterlader jo det helt afgørende spørgsmål; hvorfor MI opretholder sin retssag mod dem der har udgivet det så godt som uændrede værk? Hvis de mange initiativer udenfor MI, har ledt til så store fremskridt både ”indenfor” og ”udenfor”, hvorfor så ikke bifalde denne udvikling?

Det var i sin tid Jonathan Krite i Sverige og Søren Ingemann i Danmark, altså en af de sagsøgte, som lagde værket op på internettet, hvorefter MI senere gjorde det samme. Søren Ingemann Larsen skannede værket ind således at vi kan søge i det, og MI har udarbejdet en fortrinlig side hvor man kan søge i værket. Vi ser det samme mønster med de andre store fremskridt. Jeg opsummerer:

- Ifølge lovene var det MI’s opgave at udarbejde informationsmateriale. Da man ikke var gået i gang for alvor 25 år efter Martinus bortgang, og behovet for brochurer og udstillinger blev akut, kom det istand udenfor MI. Det kan jeg selv bevidne. Derefter gik MI i gang, men havde som jeg skal vende tilbage til svært ved at forklare sagen under sit rette navn som Kristusmissionens fortsættelse og hjælpe de frivillige informatører med at sprede informationsmaterialet om denne.

- Med hensyn til ændringer i værket, var man på MI selv i gang med at dokumentere ændringer, men det var ikke offentligt tilgængeligt inden Søren Ingemann Larsens dokumentation. Det var tydeligvis først der, at man rigigt forstod alvoren, og som det fremgår af mødet i Stockholm synes man altså stadig, at det er ok at ændre retskrivningen, ligesom sidetallet i Livets Bog ændres således at LB herefter fremstår som 7 forskellige bøger i stedet for som eet samlet værk; Livets Bog. JKC henviser der til teknikken som forklaring, men det holder ikke.

- Så var der det med samtaleforum. Vi ved alle, at det private initiativ kom først. Stiftelsen i Göteborg lancerede det første omstridte forum, hvorefter MI gik i gang og bidrog til skabelsen af et andet forum. Dengang hjalp jeg til med undervisning i Klint hvor vi blev opfordret til at skrive på dette sidste forum i stedet for det første. På forummet kan man bevidne den hårde modvind pionerene blev udsat for da de gik frem med navnet Det Tredie Testamente.

- Så var der det med layout. En dygtig layouter og idealist, der havde udarbejdet layout på en stor del af vores informationsmateriale udarbejdede sidenhen sit eget åndsvidenskabelige magasin som for en tid kunne læses på www.livetsvaerksted.dk indtil MI gav hende besked om at lukke det ned. Kort efter kunne vi i 2019 betragte det nye layout på Kosmos og jeg finder ligheden slående. Og hvorfor kræve, med loven i hånd, at en frivillig medarbejder lukker sine ting ned uden først at gøre opmærksom på hvordan man kan få det i orden, hvis der er noget man mener ikke stemmer med analyserne? Af andre strålende initiativer idenfor de sidste år må i øvrigt nævnes Thorsten Dreyer og Hans Skaarups mange filmoptagelser.

- Dernæst var der Martinus båndforedrag. Jeg var mærkeligt nok tilstede i haven på MI, hvor jeg var ved at beskære hækken, da Christer Malmström kom fra Sverige og overbragte Rolf Elvings foredrag til instituttet. MI gjorde ikke de mange optagelser tilgængeligt på nettet, hvorfor Stiftelsen i Göteborg derefter gjorde det selv. I sin tid som elev og ven med Martinus havde Rolf i øvrigt fået dennes personlige godkendelse til at anvende de mange foredrag. Det var først længe efter, at Stiftelsen rensede disse foredrag for båndsus og publicerede dem, at JKC her bebrejder Stiftelsen, at MI selv kom i gang. Hvor er logikken, og hvor er den ærlige beskrivelse af processens gang?

- Så var der det med symbolernes farver. Alle kan let bevidne, at der var noget, der ikke stemte med farverne på de af MI udgivne symboler i 80- og 90’erne. Den indigo farve var fx blevet lysegrå og Martinus symboler er i mange tilfælde erstattet med Bertil Ekstrøms kopier. Da Stiftelsen og Fonden i Danmark skulle trykke symbolerne, blev man nødt til at lade forskellige farveeksperter se på symbolerne så de blev trykt så originalt som muligt. Der var også tale om direkte ændringer. Jeg rettede selv henvendelse til MI, da vi opdagede nogle ændringer i symbol 32 fra den først udgivne udgave. Midten af symbolet var forandret så det ikke længere stemte med Martinus forklaring i teksten ved siden af. Alle kan ligeledes bevidne de mange forandringer af symbol nr. 23. Se blot på kortet over Europa på symbolet. Efterfølgende er MI gået i gang med en større restaurering. Det er glædeligt.

Hvorfor kritisere det private initiativ og fastholde sit søgsmål mod idealister og hjælpere som Søren Ingemann Larsen? I lyset af de mange forandringer som er fulgt i hurtig rækkefølge som følge af de private initiativer, kan jeg ikke se, at MI har været udsat for nogen katastrofe, der berettiger dem i at opretholde deres søgsmål på mio. af kr. JKC argumenterer udfra økonomien: ”denne her proces, den har været meget bekostelig for instituttet”. Men kan man skylde omkostninger ved en retssag man selv sætter igang over på den anden part? Det forstår jeg ikke. Med udsigt til de store omkostninger ved at fortsætte processen som stadig ikke er afgjort den dag i dag (februar 2020), holder argumentet vist ikke. Som Martinus udtrykker det på rådsmødet den 5/3 1974 gengivet i ”Samarbejdsstrukturen”: ”Det, som er pengespørgsmål og lønspørgsmål alle andre steder, det er moralspørgsmål hos os”. Det må være bedre at anvende de mange mio. kr som retssagen koster til at garantere tilgængeligheden af hele Martinus originale værk. Denne kerneopgave er endnu ikke helt opfyldt selvom den er utvetydligt defineret. Martinus udtalte på rådsmødet den 8. marts 1977: ”Vore bøger skal bare være rene, - hele tiden. Derfor må der ikke laves om på dem. Og der er det, at der skal være et centrum her, der virkelig er fast”. Hele det originale værk må kunne læses på nettet, hvor vi må kunne søge i det og lignende.

Offentligheden har heller ikke fået adgang til alle Martinus' forklaringer af den nye samarbejdsstruktur som Martinus forklarer på rådsmøderne. JKC henviser fx til at ”der er mange forskellige udtalelser og mange forskellige meninger om, hvad Martinus har sagt.” Det stemmer, men der burde i al fald ikke være forskellige opfattelser af hvad Martinus har sagt på de mange rådsmøder 1974-1981 da de er optaget på bånd og efterfølgende nedskrevet. I den seneste udgave af ”Samarbejdsstrukturen” (2003) skriver rådet, at den indeholder ”alle de citater fra rådsmøderne, som har betydning til formålet”. Det er en mærkelig påstand, også i betragtning af bogen selv. Martinus' egne ord drukner flere steder i rådets egne kommentarer skrevet efter Martinus' tid. Også på dette område er der på det sidste opstået initiativer udenfor MI. Christer Malmström har fx udgivet sit forslag til ”Strukturen”. Vi må have adgang til Martinus' mange og utvetydige beskrivelser af den nye kultur. Først når vi alle følger ”strukturen” kan Martinus ord på rådsmødet den 5. december 1974 opfyldes: ”Vores ting vil i meget stor stil undgå splid.”

Ja, hvad er sagens røde tråd, ”morallov” eller ”copyrightlov”, ”forretningsprincippet” eller ”kristusprincippet”? Gud eller mammon? Det ved vi jo godt, men hvis vi godt ved det, hvorfor så ikke analysere os frem til hvad det har for konsekvenser i praksis? I sit sidste foredrag, der netop har fået titlen ”Kristusprincippet” udtrykte Martinus det således: ”Adgangen til analyserne er lige så fri som til solen og al skabelse i naturen. Det skal ikke være en indkapslet historie for nogle enkelte mennesker, det er for alle mennesker.” Nu er denne ”frigørelse” blevet forceret frem udefra. Sådan blev det. Men hvem er kommet til skade af det? Der er brugt mange store ord, men det ordner sig selv som Martinus forklarer i sine analyser. Det som ikke ordner sig selv, er det der endnu ikke følger analyserne.

I denne konflikt som plager, eller i et andet perspektiv befrugter, sagen, er der mange som mener sig vide hvad Martinus mener. Men hvad har de hørt og hvad har de selv læst? Har de overskuet de mange tekster i deres helhed, og har det forstået det som de læser? I de rådsmødereferater som jeg har haft adgang til, fremgår det tydeligt, hvor svært det er at forstå Martinus. Igen og igen bliver Martinus forelagt den og den situation, og for det meste svarer Martinus ved at forklare den nye kærligheds struktur. Har Martinus ikke forstået det der blev spurgt om, eller er det én selv der ikke forstår Martinus forklaring? Martinus forklarer, igen og igen, at al frygt og bekymring er helt grundløs i den grad vi følger de kosmiske principper. Alt det som ikke er i kontakt med kristusprincippet vil dø ud af sig selv takket være skæbneloven. Martinus ved åbenbart godt, at det er svært at forstå. På mødet i april 1974 siger han: ”Det kan man så synes, at det er tosset. Men det skal laves sådan.”

Overskriften på MI’s hjemmeside er i skrivende stund stadig ”Martinus kosmologi” 40 år efter, at Martinus bekendtgjorde sit værks identitet som kristusmissionens fortsættelse. Også på dette område er der grund til at pege på det private initiativ, der længe har tonet rent flag. www.det-tredie-testamente.dk. Efter min mening, er det ikke mærkeligt, hvis det påvirker bogsalget, at man nøler med at præsentere værket som det er. MI har endda været nødsaget til at trække bøgerne tilbage fra Borgens Forlag som Martinus havde fået en aftale i stand med. Det er næppe på grund af bogsalget udenfor MI. De bøger, som blev solgt udenfor MI var meget billige og de var trykt så originale som det var muligt uden hjælp fra MI. Heraf fulgte en retssag som MI mente var nødvendig for at sikre deres rettigheder. Da en medarbejder på et rådsmøde den 5. februar 1974 spørger Martinus hvordan MI skal bevare retten til sin litteratur svarer Martinus: ”Ved at vi kan sælge dem billigt, billigere end alle andre”, ligesom Martinus forklarer at folk vil foretrække ”De originale bøger, - det må man jo kalde dem, der kommer direkte fra instituttet”. Jeg tror selv, at det tøvende bogsalg på MI afspejler behovet for at tone rent flag. Man er ikke helt bekvem med ”Kristus”, og hvordan skulle man kunne sælge noget man ikke rigtigt vil stå ved? Man må informere om sagen under sit rette navn og forholde sig til følgerne af Martinus valg. Man har sat lyset under skæppen, og forstår ikke, at verden ikke kan få øje på lyset.

Dette er, efter min mening, også årsagen til at den nuværende konflikt overhovedet er opstået. Med Martinus' egne ord og Kristusmoralen i centrum, bliver det svært at blive uenige om mål og metoder. Sagen handler også om videnskab, ja, en videnskab, der forklarer kristusmoralen ud i alle detaljer. Igen og igen, overalt i sit værk, forklarer Martinus det som før blevet givet via dogmer. Ordet ”kosmologi” er naturligvis ikke nogen helt forkert betegnelse for et verdensbillede, og Martinus anvender da også ordet en (en) gang i sit hovedværk, men ordet leder alt for let tanken over på fysiske verdensforklaringer og indebærer derfor en slags tilsløring hvilket Rolf Elving allerede gjorde opmærksom på i 1998. Rolfs tale på Martinus mindedag: ”Martinus sidste store beslutning” forklarede den nye situation vi befinder os i. Fordraget er gengivet i ”Ny kultur” og i ”Den nye verdensimpuls” og markerer en milepæl i sagens historie. Talen kan hentes her. Istedet for at takke Rolf for sin klargørende beskrivelse, blev Rolf i øvrigt persona-non-grata da han skrev sin informationsbog og indledte informationsarbejdet, selvom det jo skete i direkte forlængelse af Martinus' egen beslutning. MI holdt fast i betegnelsen ”kosmologi”. Var det forkert hvad Rolf sagde og gjorde? Hvor var det i strid med analyserne og Martinus' egne ord? Da jeg selv var på Klint og var med til at undervise, kendte jeg først ikke til Rolfs informationsbog. Den talte vi ikke om. Det er da paradoksalt, idet det er den eneste, der upartisk går i Martinus fodspor og introducerer værket som det faktisk foreligger. Kritikere mener tilsyneladende, at det giver for tydelige religiøse associationer at præsentere Martinus’ værk som afslutningen på Bibelen, altså at det skræmmer de modtagelige væk. Man henviser til, at de religiøse er salige i deres tro, og at de ”humane materialister” ikke vil vide af det religiøse, hvorfor man altså forsøger at nedtone dette. Men hvor er analysen? Det siger da sig selv, at Mennesker, der udelukkende er interesseret i materiel videnskab, er den rene stengrund for analyser om det evige, om Gud og næstekærlighed. Helt anderledes forholder det sig imidlertid med de såkaldte ”humane materialister”. Martinus skriver i Livets Bog 4 st. 1485: ”Men i det Øjeblik, de religiøse Love og overjordiske Detailler er virkelig Videnskab og med Forstanden kan efterforskes eller kontrolleres, er der Tusinder eller Millioner af Jordmennesker, der er parate til at lægge deres Opfattelse og Liv helt og holdent i denne Videnskabs Interessesfære. Da kommer deres Religiøsitet atter frem til den synlige, fysiske Overflade.” Denne målgruppe for Martinus værk, de ”humane materialister” er således egentligt ikke ”materialister” i virkeligheden, de har blot ikke fået passende næring til deres ”religiøse rødder”. Denne næring består ifølge Martinus af videnskabelige analyser af det religiøse. Det er jo ikke analyser af de fysiske detaljer. Det er derfor udtryk for en misforståelse at nedtone det religøse, det åndelige i mødet med den interesserede, hvilket Martinus heller ikke selv gjorde. Han placerede Kristus på forsiden af sit værk, og til den som synes sig at vide bedre end Kristusbevidstheden, skrev han således i bogen ”Påske”: ”Mesterens Dispositioner kommer derfor ikke altid til logisk eller intelligensmæssigt at passe ind i de rent midlertidige aktuelle Forhold og gængse Opfattelser af Moralitet, men passer naturligvis ufejlbarligt i Forsynets store guddommelige Plan.”

I sit allersidste foredrag den 9. august 1980, foran 1200 tilhørere bekendtgjorde Martinus sin sidste store beslutning: ”Jeg har fået en impuls om at mit værk skal hedde det Tredie Testamente” … ”Den gamle kristendom, den er ikke så naiv eller så dum” … ”Kristi genkomst er en ny verdensepoke som han kom og indviede for snart 2000 år siden, da han prædikede på jorden.” … ”Kristus opgave var at være Guds model på mennesket i sit billede. Der måtte være en model for at menneskene kunne se hvordan de skulle være.” … ”Man skal udvikles til at blive ligesom Kristus.” … ”Derfor er kristendommen et stort mysterium for menneskene, men nu er det løst i Det Tredie Testamente, hvor man kan læse og studere det.” … ”Det jeg fortæller er det Talsmanden den hellige ånd fortæller.” … ”Menneskene får om kort tid adgang til det, når Livets bog for første gang kommer ud på et offentligt forlag under titlen Det Tredie Testamente.”

Martinus havde med andre ord gjort sit værk helt færdigt, og offenliggjorde det inden sin bortgang. Der er dem som tror, at dette var noget Martinus pludseligt fandt på, men det er fordi de ikke har læst så meget. Jeg har hørt venner bevidne om folk, der allerede på Martinus tid undrede sig og kritiserede hans ”sidste beslutning”, som om det var en slags hovedkulds gerning. Hele hans værk bevidner naturligvis det modsatte. Allerede inden sin mission var Martinus fuldstændigt indstillet på Gud og Kristus som sin model hvilket han selv beskriver i bogen ”Omkring min missions fødsel”: ”Jeg kan ikke fysisk erindre nogen dag, hvor jeg ikke har bedt til Gud. Men denne min religiøsitet var min hemmelighed, var min helligdom. Jesus var mit største ideal og rettesnor. I alle tvivlsspørgsmål stillede jeg altid spørgsmålet således op: ”Hvad ville Jesus gøre i den pågældende situation?” og svaret kom altid prompte.”

Martinus kosmiske ilddåb, som fx er beskrevet i Den intellektualiserede Kristendom, indebar at det ”ydre” Kristusideal åbnede Martinus’ egen Kristusbevidsthed. Martinus blev ifølge sine egne ord ”ét med Gud” hvilket hans værk vidner om. I 1955 holdt martinus et foredrag under titlen ”Kristendommens verdensepoke”. Jeg citerer herfra: ”Kristendommens verdensepoke består af tre store stadier, hvor de første udgøres af Det Gamle Testamente og Jødedommen og det andet af Det Nye Testamente og kristendommen, hvor den materielle tilstand skulle udvikles. Det Tredie stadium er Det Tredie Testamente eller åndsvidenskaben, som vil danne grundlag for menneskets videre udvikling og garantere, at menneskene inden for denne epoke vil komme til at blive ét med Gud” … ”Vi ser således, at det sidste stadium i den kristne verdensepoke, den nye verdenskultur allerede er indbygget i de tidligere kulturer.” … ”Åndsvidenskaben er ikke åndsvidenskab, hvis den ikke på alle punkter bekræfter Jesu bjergprædiken.” … ”Det er den sande kristendom, den sande guddommelige væremåde, den sande kærlighed til næsten.” Ja, hvad skulle kunne ”sprede skyerne” andet end Kristusbevidstheden? Martinus placerede symbolet med Kristus på forsiden af Martinus bog. Måske vidste han, at det var nødvendigt, at gøre det så tydeligt? Et vink med en vognstang?

Der er nu gået 39 år siden Martinus bortgang, og der er i dag 36 år til at MI mister sin formelle ophavsret. Med de oprindelige 50 ville der i dag være 11 år tilbage hvilket demonstrerer det udsigtsløse i at tale om ”copyright” i stedet for ”moral”. Vi må holde os til analyserne og det gode eksempel, og det er heller ikke så lidt, for det er sagens kerne.


/Søren Jensen - 28. februar 2020