Faldt over denne video, hvor Jan Langekær på sit kursus 100 meter fra Martinuscenteret i Klint diskuterer, hvordan vi tackler forholdet til Martinus Institut - i lyset af det “synderegister”, rådet har gjort sig skyldig i i årenes løb - efter Martinus’ bortgang.

Ingemar Fridell har på udmærket vis samlet et udvalg af 48 “synder”, som kan tilgås her.

Den i mine øjne ALTOVERSKYGGENDE “synd” er, at instituttet har blokeret adgangen til det uændrede værk, som Martinus netop understregede skulle være UÆNDRET efter sin bortgang. Dette blev i 1982-vedtægterne understreget ved, at dette krav blev anbragt som instituttets overordnede formål. Nej, instituttets fremmeste formål skulle interessant nok ikke være at udbrede værket, men “kun” at bevare værket ORIGINALT og stille det til rådighed for menneskeheden ORIGINALT. Andre skulle så deltage i udbredelsen af kendskabet til værket. Men selve værket måtte ikke ændres.

Men dette princip så instituttet stort på og erstattede omkring årtusindskiftet - ca. 20 år efter Martinus’ bortgang - originalværket med sin egen moderniserede, bearbejdede og ændrede udgave.

Jan Langekær, Kurt Christiansen, Ruth Olsen og undertegnede - (“Firkløveret”) - så os nødsaget til at reagere mod dette. Efter forgæves at have forsøgt at få instituttet til at indse, at deres nye udgaver stred mod Martinus’ vilje, stillede vi som konsekvens heraf selv originalværket til rådighed, først digitalt via martinus-webcenter.dk og siden i bogform, først Livets Bog og siden de resterende bøger.

Som de fleste interesserede efterhånden er klar over, blokerede instituttet dette initiativ med rettens hjælp. Sagen gik helt til Landsretten, og Landsretten gav instituttet fuldt medhold i, at vores udgivelser udgjorde en krænkelse af instituttets ophavsret til Martinus’ værk. Landsretten gjorde sig samtidig helt blind for, at instituttets ændrede udgaver udgjorde en - i mine øjne - langt større og vigtigere krænkelse, nemlig en krænkelse af den afdøde forfatters indiskutable ønsker for hans værk, når han ikke længere selv kunne bestemme på det fysiske plan. Landsretten idømte Firkløveret en “erstatning” på 2 millioner kroner, som vi betalte til instituttet. Denne afgørelse viser, at retssystemet forsvarer ejendomsretten, men har berøringsangst for ideelle rettigheder. Moral. Dette var Martinus udmærket klar over, og han advarede sit råd imod at benytte dette retssystem. Retssystemet halter bagefter og repræsenterer den gamle verdensimpuls. Det vidste Martinus, men det nuværende råd ignorerede Martinus advarsel.

Rådet fik det nu, som de ville have det. De fik endda de 2.000.000 kroner - helt uden at de enkelte rådsmedlemmer risikerede noget selv. Rådsmedlemmerne finansierede retsprocessen med godtroende gavegiveres penge - uden at risikere noget økonomisk selv. Som det er blevet fremført så mange gange, afslører dette en “sygdom” på Martinus Institut. Ingemar Fridell har for nylig på glimrende vis sammenfattet det i en opsummering, som kan nås her.

Spørgsmålet er nu, hvordan vi bedst får dette “syge” institut på ret køl. Er fremgangsmåden virkelig at lave “kompromis’er” med instituttet? - Er det ikke at lave en “pagt med djævelen”?

Som jeg har forstået det, har Jan Langekær nu lavet en aftale med instituttet og “fået lov” til at anvende det copyrightbelagte materiale i sin oplysningsvirksomhed. Han har endda modtaget 10.000 kroner fra instituttet, som han har sagt pænt “tak” for.

At vi på den måde indgår kompromis’er med instituttet har i mine øjne den uheldige virkning, at omverdenen vil tro, at der nu er skabt “fred” i Sagen.

I mine øjne udgør dette en “kalket grav”, som dækker over, at grundproblemet stadig er uløst:

Menneskeheden er stadig afskåret fra adgangen til originalværket, og instituttet har held med - med rettens hjælp - at hindre det fri oplysningsarbejde, som jo indebærer, at man benytter Martinus’ værk. Man må jo kunne vise, hvad det er, man oplyser om. Jan Langekær har nu vist vejen: Vi skal pænt spørge om “lov”. Instituttet vil herefter kunne sige til alle andre, at selv Jan Langekær, som har betalt sin del af “erstatningen” på 2 millioner kroner, har accepteret, at instituttet blokerer adgangen til originalværket og hindrer andre i på ikke kommercielle vilkår at anvende værket i oplysningens tjeneste. Jan Langekær har ladet sig købe for 10.000 kroner - og gjort det sværere for alle andre at oplyse om Det Tredie Testamente.

Jan Langekær mener åbenbart, at hans oplysningsarbejde er så vigtigt, at det nu ikke længere betyder så meget, at originalværket ikke er tilgængeligt. Det var ellers det synspunkt, som vi endte med at skulle betale 2.000.000 kroner for at forfægte. Ved at betale 10.000 kroner, som Jan Langekær har sagt pænt tak for, har rådet for en tid skabt “fred” i Sagen.

I mine øjne kommer der først “fred” i Sagen, når instituttet har erkendt deres krænkelse af Martinus’ vilje, først og fremmest når det gælder bevarelsen af værket originalt og dernæst også at opgive deres kamp mod, at almindelige mennesker på ikke kommercielle vilkår anvender tekster og symboler i oplysningsarbejdet om Det Tredie Testamente. Og det indebærer naturligvis også, at instituttet som et minimum betaler “erstatningsbeløbet” på de 2.000.000 kroner tilbage til Firkløveret. Som et minimum, for dertil kommer kærlige menneskers - for det meste anonyme - sponsering af firkløverets retssag, som går op i andre millioner.

Som jeg ser det, er der - for tiden - kun én vej frem, nemlig at ignorere instituttet, sålænge instituttet nægter at forholde sig konstruktivt til den velbegrundede kritik, der i de seneste mindst 25 år har været fremsat mod det. Jo flere, som nægter at spørge instituttet “om lov”, jo mere nedbrydes instituttets misforståede kontrol over det private initiativ, som jo netop skulle være frit.

I Dommedagen skilles fårene fra bukkene, får vi at vide. Kosmisk set skal denne Sag i mine øjne være REN, så godt som det nu praktisk kan lade sig gøre. Og det skal den nok blive - før eller siden. Enhver må konsultere med sin egen samvittighed og ransage sig selv, om man er drevet af ægte bekymring for Martinus’ vilje, eller om ens forfængelighed står i vejen som Tærskelens Vogter.

/Søren Ingemann Larsen - 5. august 2022