INDLEDNINGSVIS skal bemærkes, at Jacob Kølle Christensens artikel kan jeg kun citere fra, for i Kosmos gøres omhyggeligt opmærksom på, at man ikke tillader, at man gengiver tekst og billeder fra Kosmos uden “skriftlig tilladelse”. En sådan “tilladelse” har jeg ingen realistisk forventning om at få, og jeg finder det ydmygende og skadeligt for den åbne dialog, at den skulle være nødvendig at indhente. Så selve artiklen må læseren finde andetsteds.

Da debatten om instituttets ulovlige ændringer startede i Ruth Olsens tidsskrift Den Ny Verdensimpuls i 2005, skrev instituttets medarbejder Jan Tarbensen et indlæg om ændringsproblematikken til Ruths blad. Dette indlæg gengav jeg i sin helhed på martinus-webcenter.dk, lidet mistænkende, at dette skulle kunne give anledning til ophavsretlige problemer. For i Ruths blad drømte man da ikke om, at det skulle være nødvendigt at hindre videreformidling af bladets artikler. Alt er - eller skulle jo være - frit i Martinus’ Sag, og ingen arbejder for denne Sag drevet af profit, skulle man tro. Men jeg blev meget hurtigt belært om noget andet, for kort efter modtog jeg en regning fra Jan Tarbensen, jeg tror den var på kr. 3.500, som han uden videre forlangte, som betaling for at lægge hans “værk” ud på min hjemmeside. (Jan Tarbensens værk kan findes her). Så var tonen ligesom slået an. Det ligger som en undertone i Jacob Kølle Christensens artikel, at det er kritikerne af instituttets ændringer i Martinus’ værk - og ikke instituttets medarbejdere, som opfører sig “primitivt” og går “bersærk”. Men inden denne debat for alvor var gået i gang, fik man via regningen fra Jan Tarbensen en forsmag på, hvad instituttets åndskultur bestod og består af: nemlig PENGE og KONTROL. Nemlig kontrol over debatten og kontrol over Sagen. Og det har vi til fulde fået bekræftet med rådets retssag mod tilgængeliggørelsen af Martinus uændrede værk.

Når jeg på martinus-webcenter.dk trykte Jan Tarbensens artikel i sin helhed, var det da ikke, fordi jeg på nogen måde ønskede at “stjæle” hans “litterære værk” og “drive forretning” på hans “værk”, men det var da for at være LOYAL over for Jan Tarbensen og hans synspunkter fremført i artiklen. Hvis jeg blot trak enkelte citater ud, ville jeg med rette kunne kritiseres for at gøre dette ud fra min egen subjektive holdning. Jeg kan da ikke gøre andet. Men at citere fra artikler i en debat er ikke desto mindre efter dansk ret lovligt, men efter min mening er det da bedre i en debat at være så loyal over for sine meddebattører som muligt. Og da særligt da vi i denne Sag ingen penge skal tjene på at skrive artikler.

En anden vigtig bemærkning at gøre indledningsvis i relation til den loyale debatform er at gøre opmærksom på det faktum, at instituttets tidsskrift Kosmos er præget af åbenlys censur. Jeg kender adskillige seriøse og mangeårige interesserede, som har fået afvist artikler til Kosmos, og særligt artikler af debatlignende karakter er blevet afvist, netop fordi de havde karakter af debat. Men dette gælder åbenbart ikke, hvis man er rådsmedlem, som i dette tilfælde, eller på anden måde er “indenfor”. Det vil være ganske utænkeligt, at nærværende kommentar, som, således som det vil ses, er stærkt kritisk over for Jacob Kølle Christensens Kosmosartikel, ville blive optaget i tidsskriftet. Men hvis instituttet stik imod alle forventninger skulle ønske at optage nærværende artikel i Kosmos - hvilket ville være både fair og rimeligt - skal de være så velkommen. Jeg sender ingen regning.

Dette med, at Kosmos ikke må indeholde “debat”, er et synspunkt, jeg godt kan forstå og acceptere. Det er jo et legitimt redaktionelt valg. Men så må det jo også gælde “den anden vej”. Det er derfor helt forkasteligt, at der i Kosmos kommer et partsindlæg, som ikke er åbent for diskussion i det tidsskrift, det fremkommer i. Alene dette siger vist meget om rådets og instituttets opfattelse af, hvad en åben debat er for en størrelse. Der er tale om et åbenlyst forsøg på at skabe et meningsmonopol.

Dette meningsmonopol er blevet brudt, både på grund af ovenfor omtalte “konkurrerende” tidsskrift Den Ny Verdensimpuls, men måske i endnu højere grad på grund af de digitale sociale medier, først og fremmest debatgrupperne på Facebook, men også hjemmesider som martinus-webcenter.dk. De Facebookgrupper, som administreres af personer, som har en eller anden relation til instituttet, er også præget af censur, og fremføres kommentarer, som tangerer diskussionen om ændringer i Martinus’ værk, bliver disse slettet, og forfatterne er i mange tilfælde blevet ekskluderet af disse grupper. Såvidt jeg er orienteret, er den Facebookgruppe, hvor denne debat er velkommen og hvor der i øvrigt ikke udøves censur, samtidig den gruppe, som har de fleste medlemmer. Betydelig flere medlemmer, end der er abonnenter på Kosmos. Det er den, som har betegnelsen Martinus Interessegruppe. Her risikerer man ikke at blive ekskluderet på grund af de meninger, man giver udtryk for.

Rådet har hidtil kun udtrykt overbærende foragt over for disse sociale medier, som de ved mange lejligheder har sagt, at de hverken læser eller færdes på.

Alligevel ser vi gang på gang, at dette ikke passer. Rådet har på ovennævnte Martinus Interessegruppe en “udsendt medarbejder” i form af den mangeårige Kosmosredaktør Søren Hahn, som plejer rådets interesser på Facebook og i detaljer holder rådet orienteret om, hvad der foregår der. Søren Hahn har sågar tendentiøst taget citater fra Facebook, som rådet har fremlagt i retten.

Også Jacob Kølle Christensen må være med på en lytter, for hans artikel indledes som følger:

Jacob Kølle Christensen må således selv følge med i denne debat, ellers skulle man ikke tro, at han kunne udtale sig om, hvad der foregik i den. Og den foregår netop på de sociale medier, han selv siger, at han ikke færdes på.

HVAD ANGÅR SELVE ARTIKLEN er hele Jacob Kølle Christensens hovedpointe komplet forfejlet, for han fremstiller det, som om hele konflikten drejer sig om, hvorvidt man er for eller imod ændring i retskrivning. Han skriver op og ned af døre og stolper om, hvor uenig man kan være om, hvorvidt det er en god idé at ændre retskrivningen.

Men dette har jo slet intet med konflikten at gøre. Der er mig bekendt ikke en eneste, som ønsker, at vi skal gå tilbage til fx retskrivningsnormen fra før 1948 eller måske endda tidligere. Men alligevel fremstiller Jacob Kølle Christensen det, som om det er det, konflikten drejer sig om. Altså at Firkløveret, som rådet har sagsøgt for at udgive det uændrede værk, har gjort dette, på grund af at man mener, at retskrivningen fra før 1948 gengiver Martinus’ kosmiske analyser bedre end den gældende retskrivning.

Hvis det er sådan, Jacob Kølle Christensen og instituttet har forstået konflikten, har de intet forstået, og så kan jeg godt forstå, at de ler højt.

Skulle det virkelig have undgået Jacob Kølle Christensens opmærksomhed, at grunden til, at Firkløveret har ment det nødvendigt at stille det uændrede værk til rådighed, er, at det var det, dets forfatter ønskede skulle ske? - Det er ligefrem hele rådets eksistensgrundlag. Og dette ønske om tekstens uændrethed må da også gælde også ordenes stavemåde, og dermed også en såkaldt retskrivningsopdatering. Stavemåden er en del af teksten, og heller ikke den må derfor ændres.

Rådet forsøger at fordreje debatten ved at påstå, at det kun er indholdet, man ikke må ændre, men gerne den skrevne form. Denne påstand er helt udokumenteret og i virkeligheden helt absurd, se mere herom senere. Martinus har utallige gange udtalt, at værket ikke må ændres, men vi finder ikke en eneste udtalelse fra Martinus om, at man gerne må ændre i teksten, når blot man mener, at indholdet ikke ændres. Særligt ét citat rammer en pæl igennem denne påstand, og det er følgende udtalelse fra et medarbejdermøde (“Torsdagsmøde”) fra 30. marts 1978:


Dette citat har rådet holdt skjult i debatten, og enhver kan let tænke sig til hvorfor. Heldigvis er det dukket op ad anden vej.

Lige nævnte citat lukker i virkeligheden endegyldigt hele denne debat, med mindre man da, som Søren Hahn flere gange har forsøgt sig med på Facebook, vil påstå, at begrebet “den skrevne form” i virkeligheden ikke er “den skrevne form”, men indholdet.

Så hele denne debat om, hvorvidt en modernisering af retskrivningen - foretaget efter en forfatters død - kan siges at ændre i indholdet og dermed være diskutabel at foretage, er i virkeligheden helt irrelevant, idet Martinus “slog fast - igen - at han ikke ønskede ændringer i den skrevne form”. Hvad hans nærmere begrundelse for dette kunne være er sådan set sagen uvedkommende. Vi har blot at følge forfatterens ønsker for, hvordan vi skal genudgive værket, vi behøver ikke at “forstå” hvorfor. Og dette citat er jo ikke enkeltstående. Det præciserer blot på overbevisende måde, hvordan alle de mange andre udtalelser, Martinus er kommet med om bevarelsen af værket uændret, skal forstås eller fortolkes.

Jacob Kølle Christensen nævner en lang række eksempler på, at man har moderniseret afdøde forfatteres værker og den debat, der har været om det. Det Jacob Kølle Christensen undlader at gøre opmærksom på er, at der her er tale om forfattere, hvis værkers ophavsret er udløbet. Det vil sige, at det jo står enhver frit for - således som Firkløveret har gjort - at udgive det oprindelige værk, hvis man synes, at det “mangler”. Og i mange tilfælde, hvor denne modernisering er foretaget, gør man omhyggeligt opmærksom på, at den moderniserede version udgør et ændret værk, men at der alligevel kan være grund til at foretage moderniseringen. Man kan vel sige, at jo ældre et værk er, jo mere kan der være grund til at lave en moderniseret version, for at teksten overhovedet kan forstås. Derfor kan der være god grund til at modernisere fx Holberg. Men bemærk, at man efter mange og lange overvejelser opgav at modernisere Kierkegaard, som jo er betydelig ældre end Martinus. Ganske vist er visse tekster af Kierkegaard moderniseret, men ikke af Kierkegaardselskabet, som jo kan sammenlignes med Martinusinstituttet. Det er her den omvendte verden, for i Kierkegaardselskabet, som bl.a. tæller videnskabelige medarbejdere, var man udsat for at skulle forsvare beslutningen om ikke at modernisere overfor en nogen gange uforstående omverden. I Martinusinstituttets tilfælde er det som bekendt modsat. Her er det instituttet, som skal forklare over for en undrende omverden, at man vælger at modernisere. Forskellen er, at instituttet ikke baserer sig på videnskabelig kompetence. Man mener, at man kan bedre selv. Og hvad skal man så med den videnskabelige kompetence? -

Den videnskabelige kompetence på området er ikke i tvivl: En modernisering af stavemåderne repræsenterer et informationstab. Der sker en afhistorisering af teksten, den bliver taget ud af den historiske tid, den blev forfattet i. Altså en ændring, som påvirker indholdet.

Hele spørgsmålet om form og indhold er videnskabeligt interessant - også åndsvidenskabeligt interessant. Her må det undre, at det åndsvidenskabelige institut, som Jacob Kølle Christensen som rådsmedlem repræsenterer, ikke forholder sig til, hvad Martinus selv skriver om dette. For han skriver om det mange steder i sit værk. Og her forklarer Martinus, at indholdet befinder sig på det åndelige plan, hvorfor det ikke er tilgængelig for de fysiske sanser. Han skriver fx i artiklen om “Korsets tegn” følgende:

Instituttet forholder sig altså slet ikke videnskabeligt - og da slet ikke åndsvidenskabeligt - til problematikken om forholdet mellem form og indhold. Det ligger ellers lige til højrebenet, de kunne jo prøve at kigge lidt i den litteratur, de er sat til at vogte. Men det gør de ikke.

I stedet beder rådet os andre om at BEVISE, at deres ændringer ændrer indholdet. Det er ikke rimeligt, for vi kan ligeså lidt som instituttet BEVISE entydigt - efter normale videnskabeligt acceptable principper med reproducerbare forsøg - at indholdet er ændret eller ikke ændret ved ændringerne. For Martinus viser os jo, at indholdet ikke er tilgængeligt for de fysiske sanser. Og når det ikke er det, kan vi jo ikke forholde os entydigt til det. Da ingen kan det, er der kun tilbage, hvis man vil være sikker på, at indholdet ikke ændres, at undlade at lave ændringer i det, vi kan se, og det, vi fysisk kan ændre på, dvs den skrevne form, layout, paginering etc. Og hvad skulle ændringer gøre, hvis ikke de netop ændrede? - En eller anden forskel må ændringer vel gøre. Ellers ville man vel ikke gennemføre dem?? - Men instituttet holder uden skyggen af videnskabelig fundament fast i, at lige netop de ændringer, de gennemfører, intet ændrer.

En interessant afsnit er følgende:

Her bliver vi altså bedt om at tro på, at instituttet skam ikke har noget imod, at “det oprindelige” bliver gjort tilgængeligt. Det åbner interessante spørgsmål. For hvis det, instituttets nu udgiver som det eneste, ikke er “det oprindelige”, er det jo en indrømmelse af, at disse nye udgaver er ændret. Og det var jo det, der ikke måtte ske. Bemærkelsesværdigt, at Jacob Kølle Christensen finder, at “læseudgaven” er udgaven, som Martinus ikke selv har godkendt. Dette med at gå til kilden, når man skal arbejde videnskabeligt med noget, er åbenbart helt fremmed for Jacob Kølle Christensen.

Desuden bliver vi her bedt om at tro på, at instituttet skam da gerne ville trykke førsteudgaverne, HVIS DE HAVDE PENGE TIL DET. Dette giver jo slet ingen mening, for hvis instituttet med det samme, vi påpegede det, havde brugt en forsvindende brøkdel af de mere end 5.000.000 kr, der hidtil har været anvendt til retssagen, kunne de holde behovet dækket for det uændrede værk i mange år. Og hvis instituttet alligevel ikke mente, at “de havde penge” til at bruge dette forholdsvis forsvindende lille beløb til formålet, kunne de jo give andre licens til at gøre det. Disse absurde bortforklaringer taler vist for sig selv og afslører, at hunden ligger begravet et andet sted.

Instituttet siger faktisk selv, hvor hunden er begravet, nemlig da de skriver til en person, som på en udstilling oplyser om, at udgaver fra Martinus’ tid kan købes, men ikke på instituttet. Til denne person skriver instituttet:

Dette er den reelle grund. For to forskellige udgaver kan vel ikke være lige uændrede. Når Firkløveret udgiver førsteudgaverne og påstår, at de er uændrede, har instituttet jo et forklaringsproblem. De skal forklare, hvorfor førsteudgaverne ikke er uændrede, men det kan de jo ikke. Så tilstedeværelsen af disse førsteudgaver “på markedet” kommer til at udgøre en konstant sten i skoen under deres eget fejlslagne moderniseringsprojekt. For hvis ikke Firkløverets udgaver er ændrede, må det jo være deres egne udgaver, der er ændrede. Og det ved vi alle, at de ikke må være, for så er de jo ulovlige. Så tilstedeværelsen af førsteudgaverne udstiller, at instituttet ikke kan finde ud af at overholde deres eget eksistensgrundlag, som jo som bekendt er tydeliggjort i formålsparagraffen, hvor det hedder: “Værkerne skal bevares uændrede, som de foreligger.” - Derfor gælder det om - koste hvad det koste vil - at få udryddet førsteudgaverne. Men enhver kan sige sig selv, at dette ikke vil lykkes. Uanset udfaldet af retssagen. Det er - moralsk set, i hvert fald - en 100% tabersag for instituttet.

Dette problem vil aldrig gå væk af sig selv og vil forfølge instituttet, indtil det bliver rettet. Og jo længere der går inden dette sker, jo mere smerteligt for de ansvarlige.

Søren Ingemann Larsen - 22. marts 2018