Frederiksberg den 4/4 2013

Hej venner og ”ikke venner” nær og fjern.

Sagen der i øjeblikket løber, igangsat af Rådet for Martinus Institut, i form af deres trusler om retssag m.m. imod mig med Åndsvidenskabsforlaget, imod Jan Langekær, imod Ruth Olsen og imod Søren Ingemann Larsen, er jo en løbende sag, som formodentlig ikke bliver afsluttet lige med det første. Jeg går ud fra, at alle følger med i denne sags udvikling, så jeg skal ikke kommentere den her.

Langfredag morgen fik jeg en klardrøm, som fortalte mig, hvordan resultatet vil blive. Forsynet arbejder med bagved. Jeg vil ikke åbenbare drømmen på nuværende tidspunkt. Kun de tre i sagen implicerede personer på min side, foruden mig selv, har fået den som et glædesbudskab fra forsynet. Derfor har jeg videreformidlet den til dem, med besked om ikke at fortælle nogen noget om indholdet, da det vil kunne påvirke sagsforløbet.

Det er ikke sådan, at jeg tror, jeg er noget særligt, fordi jeg får disse klardrømme. Jeg er jo kun en kanal for meddelelser fra det ikke fysiske til det fysiske plan. Jeg er imidlertid sikker på, at det jeg formidler er den ægte vare, ikke noget der stammer fra en eller anden forvirret sjæl i skærsilden. Det kan enhver intelligent og opmærksom person også selv se ved at læse drømmen.

Med hensyn til Rådets medlemmer ved Martinus Institut er det imidlertid en helt anden sag. De er fuldstændig sikre på, at de er specielt udvalgt af Gud til at gøre, hvad fanden de har lyst til ud fra deres egne små menneskelige synspunkter, og at det de gør, netop er det, som ”deres guddom” ønsker.
Det er dog nok for at være helt sikker, at de har indvalgt en håndlæser, som muligvis også kan læse på tæerne, i Rådet. Om ham er der jo skrevet i en udgivet bog, at han også kan tale med atomerne, og med tyngdekraften. Han må være særdeles gudbenådet og kan nok overføre denne gudbenådethed til resten af rådet, hvis de i kampens hede skulle få brug for det.
Det er imidlertid sådan, at Martinus ville have holdt sådanne personer, med sådanne ”evner”, langt væk fra sit projekt som verdensgenløser, fordi sådanne personer ikke har noget at gøre inden for åndsvidenskaben. Jeg tænker, at Martinus nok ikke ville risikere, at han skulle blive stillet i skammekrogen af sådanne specielt gudbenådede personer, når han kun havde et så lille og spinkelt budskab at stille til skue som Martinus åndsvidenskab er, i hvert fald set fra visse menneskers synspunkt.

Jeg har jo gennem årene fået flere klardrømme, omkring hvordan forsynet ser på Martinus Institut, repræsenteret af rådet. Drømmene har oplyst om, hvordan udviklingen vil forløbe. Det vil sige, at det er oplysninger, som man kan se (hvis man er opmærksom), der svarer til det, vi bl.a. er vidne til nu, og det, vi vil blive vidne til fremover, uanset om man kan forstå drømmene eller ikke. Jeg har jo fortolket dem. Man kan ikke være i tvivl om disse drømmes betydning, hvis man er ærlig overfor sig selv. Vil man alligevel benægte deres værdi som kanaliserede oplysninger fra forsynet, er det ikke mit problem, men noget som mennesker selv må forholde sig til. Hvad mennesker mener om mine drømme, er mig i realiteten ganske ligegyldigt. Forsynet skal nok sørge for, at sagen løses på en måde, så ”alt er såre godt”.
Der er mennesker, der vil gå fremad, følge, og i visse tilfælde bidrage positivt til den udvikling, der sker, og så er der mennesker, der tror de kan stritte imod. Det kan de godt, så sker der blot det, at de bliver trukket fremad i den rigtige retning, men blot baglæns. Det er knapt så behageligt, men det vil I opdage.

Min første drøm fra 2004 samt mit brev til rådet på dette tidspunkt har jeg allerede udsendt via Jan og Søren Ingemann Larsen. Henholdsvis i form af mails, og via Søren Ingemanns hjemmeside martinus-webcenter.dk.

Efterfølgende udsender jeg hermed en anden af mine klardrømme fra maj 2010, som utvetydigt fortæller hvordan udviklingen vil forløbe. Denne udvikling, som her er beskrevet, er lige startet. Den omhandler handlingsforløbet i et kortere tidsinterval end den første drøm. Den første drøm omhandlede det store perspektiv, omkring den omstrukturering, som vil forløbe over tid.
Den nedenfor viste omhandler noget, der uvægerligt vil komme til at ske over en ret kort tidsperiode. Det kan I forstå ved at læse den og min fortolkning nedenfor.

Der er det ved klardrømme, at uanset hvor præcise de er, foreligger der aldrig en præcis tidsangivelse omkring handlingsforløbet, det må man selv prøve at skønne sig til ud fra det, drømmen fortæller.

Min sidste drøm, som endnu ikke må frigives, omhandler situationen netop omkring den løbende sag. Når sagen er slut, og alt er gået som forsynet har beskrevet, skal jeg nok fortælle jer om den.

Hvis I er usikre på, hvad man skal forstå ved klardrømme, kan I læse om det i Livets Bog. Hvis I er hjemme i denne tekst, ved I godt, hvor I skal læse for at blive klogere, ellers kan I bruge søgemaskinen i forbindelse med Søren Ingemanns hjemmeside. Martinus har her forklaret hvad klardrømme betyder på en let forståelig måde, hvis man da ellers forstår hvad Martinus har sagt i sin omfattende tekst.

Med venlig hilsen

Kurt Christiansen


Min klardrøm den 10/5 2010 om morgenen, som omhandler den kommende udvikling omkring Martinus Institut, og hvordan jeg kommer til at deltage i denne.

Min første summariske redegørelse for drømmen.

Den 10/5 2010 morgen.

Aftenen den 9/5 2010 gav Jan mig massage, fordi jeg havde overanstrengt mine muskler i forbindelse med en nybygning, som jeg bygger på Limfjordsvej.
Jan bad mig vælge to ord. Jeg vidste ikke, hvad han mente, de skulle bruges til. Jeg fik imidlertid straks, intuitivt, ordene ”bevidsthed” og ”indsigt”. Jan sagde efter massagen, at jeg skulle være opmærksom på drømme, som jeg muligvis havde den første nat efter massagen. Sådanne kunne være betydningsfulde. Den første nat, natten mellem 9. og 10. maj, drømte jeg følgende:

Jeg var på et specielt universitet. Det var ikke så stort, så jeg kunne overse det i sin helhed. Jeg var beskæftiget på universitetet, og jeg havde mit eget kontor. Der var en del medarbejdere. Jeg kendte nogle af dem og deres personlige karaktertræk rigtig godt, men der var ikke ansigter på dem, som jeg kan relatere til virkeligheden. Jeg kan således ikke sige, at det er ham, og det er hende fra den virkelige verden.

Der skulle nu foretages en stor oprydning på universitetet. Mange medarbejdere gik rundt og talte op, stillede i rækker, systematiserede og katalogiserede, så der var et virvar overalt. Jeg gik rundt og så på hele scenariet og havde mine meninger om det, der skete. Jeg deltog ikke i oprydningen til at begynde med.

Efterhånden var det som om, at det blev mig, der fik ansvaret for oprydning og systematisering. Der var ingen der overdrog mig ansvaret. Det lå blot i situationen, at det blev mit ansvar. Det var næsten ikke til at komme frem for alt det, der var stillet frem til systematisering. Medarbejderne kom efterhånden og spurgte mig til råds om arbejdet, og jeg gav dem vejledning.

På et tidspunkt så jeg en stor lade, der hørte til universitetet. Deri var en stor mængde baller af hø. Der var blevet sat ild til høet, og det brændte lystigt. Jeg så ikke hvem, der havde sat ild til høet. Måske var det sket ved selvantændelse. Jeg blev lidt betænkelig for, om det ville antænde hele universitetet, og jeg tænkte, at jeg nok måtte tilkalde brandvæsenet, så de kunne holde øje med ilden. Da jeg havde set lidt på hvordan branden forløb, så jeg, at ilden i hver balle brændte helt kontrolleret. Ilden i hver balle bredte sig ikke ud over denne balle, men fortærede den helt. Det sidste, der brændte af en balle, var det yderste lag. At en balle var brændt, fik ikke de andre baller til at falde ned. De var rumlig forankret hvert på deres sted i rummet. Ballerne blev således fortæret af ilden enkeltvis, uden at det fængede i naboballerne. Naboballerne blev fortæret af deres egen ild. Jeg havde derfor ikke brug for at tilkalde brandvæsenet, hvorfor jeg ikke gjorde det.

Oprydningen skred frem, men rodet var ubeskriveligt. Jeg ledede nu denne oprydning og systematisering mere og mere ansvarlig. Alle ting skulle sættes på sin nye plads, men det var ikke mig der bar ting frem og tilbage, jeg vejledte bare om, hvordan det skulle gøres. Medarbejderne kom og talte med mig i en behagelig, venlig og afslappet form, og fik vejledning, og alle forstod det store arbejdes betydning. Det var jo nødvendigt for, at universitetet kunne komme til at fungere i fremtiden på den bedste, den mest logiske og systematiske måde.

Jeg havde skrevet en række bøger i mit arbejde på universitetet. På et tidspunkt var jeg nødt til at udgive nogle flere bøger, og jeg havde skrevet en kolofon i dem, som var meget vigtig for deres udgivelse. Alt dette var i sin skønneste orden, og jeg sad ude på en åben plads, på et torv på universitetet.

Der kom så et par personer til mig. De havde siddet i universitets ledelse, og de sagde, at nu var de nået så vidt i forståelsen af oprydningen, at de nu kunne trykke de bøger, som jeg ville have trykket, uden at jeg behøvede at bruge tid på at overvåge trykkeprocessen. De spurgte, om jeg havde flere tekster, der skulle trykkes. Jeg sagde, at det havde jeg. Jeg gav dem mit materiale til bl.a. ”Det evige Verdensbillede” (hermed antydes i drømmen, at universitetet er åndsvidenskaben). De blev meget glade for det, og de gik i ”procession” med materialet. I processionen deltog også andre medarbejdere. Jeg kom imidlertid i tanke om, at der i dette materiale ikke var indsat min kolofon. Jeg standsede dem, og sagde, at kolofonen skulle lægges ind forrest i teksten, og at det kunne de nok selv finde ud af, nu hvor de havde forstået, hvordan processen skulle forløbe. Det sagde de, at de godt kunne.

Medens dette sidste med overdragelsen af mine nye filer til de ivrige medarbejdere fandt sted, kom en kvindelig medarbejder og satte sig ved siden af mig og lænede sig op ad mig. Jeg holdt om hende og støttede hende. Jeg oplevede det sådan, at vi havde arbejdet nært sammen i oprydningsprocessen, hvor hun havde været den, jeg havde arbejdet mest sammen med. Det var ikke noget seksuelt aspekt i situationen. Vi sad blot og så frem, idet vi begge kunne se en ende på oprydningsprocessen, og de gode aspekter og muligheder for universitets fremtidige arbejde. Det var meget beroligende.

Dette er en eksakt redegørelse for min drøm, inklusive den bevidsthedsmæssige medleven, jeg havde igennem drømmen. Der er hverken lagt noget til eller trukket noget fra.
Drømmen strakte sig over hele natten. Jeg vågnede flere gange natten igennem. Det bevirkede, at jeg fik drømmesekvenserne overført til det fysiske plan bid for bid, så jeg, når jeg vågnede, kunne huske dem. Drømmen forløb kontinuert uden gentagelser hele natten igennem. Efter hver opvågning, hvor jeg igen faldt i søvn, blev der tilføjet en umiddelbar fortsættelse, der hvor den forud var stoppet. Derfor kan jeg gengive den så detaljeret og præcis som anført.

Jeg oplevede ikke et eneste væsen med ansigt, som jeg kunne overføre til den fysiske virkelighed. Jeg kan imidlertid godt genkende nogle personernes indre kvaliteter, som jeg har oplevet dem på det fysiske plan. Det var egentlig medarbejdernes indre bevidsthedslag, som jeg oplevede, og ikke dem som personer.

Jeg ved det ikke. Måske er hele drømmen et svar fra forsynet på mine to valgte ord ”bevidsthed” og ”indsigt”. To ord som forsynet jo også påpegede, at jeg skulle vælge.


Med venlig hilsen

Kurt Christiansen Åndsvidenskabsforsker på det åndsvidenskabelige universitet


PS. Jeg mener ikke det skulle være nødvendigt at uddybe yderligere, hvad de enkelte drømmeelementer betyder. Det enkelte menneske med et minimum af intuition vil være helt klar over dette.
At fortolke drømmen vil, for mig at se, være at profanere de meddelelser, som forsynet har overført til mig, til videre information for de personer, der arbejder inden for det Åndsvidenskabelige Universitets rammer.
Når jeg taler om dem, der arbejder inden for ”Det Åndsvidenskabelige Universitets” rammer, taler jeg om mennesker, der i bund og grund er åndsvidenskabsforskere, ikke mennesker, der har hørt nogen fortælle om Martinus og åndsvidenskaben, eller, i værste fald, ”kosmologien”, og synes det lyder interessant. De er blot tilskuere i periferien, til den store proces, der nu er ved at forløbe.


Den 12/5 2010

Efter at jeg har sendt min drøm til enkelte personer, er jeg blevet stillet forskellige spørgsmål, som nok kan være af interesse. I denne forbindelse vil jeg redegøre for små detaljer, som jeg i første omgang ikke mente var væsentlige i det store panorama, men som jeg nu føler skal tilgå drømmens indhold. Jeg har stadig drømmen fuldstændig present i alle detaljer, også omfattende nogle detaljer, som jeg i første omgang ikke fandt så vigtige.

Det første jeg vil nævne er, at jeg er blevet spurgt om de høballer, som jeg så brænde, skal symbolisere, at nogle holdninger hos dem, der udgør rådet på Martinusinstituttets, skal destrueres, eller høballerne skal symbolisere de bøger, der af rådet er blevet rettet, og dermed forfalsket, skal destrueres?

Scenariet med de brændende høballer er ret specielt, fordi det ikke repræsenterer noget almindeligt fysisk fænomen.
Som jeg har skrevet, var det ikke sådan, at det var en lade med hø, der brændte. Hver høballe udgjorde en selvstændig enhed, der ikke indgik i en stabel. Alle baller havde sin specielle plads i rummet, og de andre høballer faldt ikke ned i hullet, når en balle var brændt væk. Høballerne var hver især fikseret i rummet, og branden i den ene havde ikke nogen indflydelse på omgivelserne i deres fysiske form.
En anden ting, som synes at være vigtigere, end jeg fandt det i første omgang, var, at til forskel fra almindelige høballer, der uanset hvordan de er kommet ud af ballepressen, altid har en ret afrundet form uden skarpe kanter og hjørner, var disse høballer anderledes. Hver høballe var helt skarpkantet og med skarpe hjørner. De så nærmest ud, som om de havde været presset ned i hver sin trækasse for at få formen, og der var blevet støbt/limet, så formen ikke kunne ændres efterfølgende. De var helt skarpkantede (der var naturligvis ingen trækasser omkring dem på dette tidspunkt, og det er kun min forklaringsform der inkluderer trækassebegrebet). Når disse høballer brændte, begyndte ilden nøjagtig i midten, og forbrændingen fortærede lag efter lag af indholdet, så der til sidst kun var et ganske tyndt lag høballe (det yderste lag) i slutfasen. Det alleryderste lag blev fuldstændig fortæret til sidst, og så var høballen væk og dermed også ilden. Det var derfor, der ikke var nogen grund til at tilkalde brandvæsenet.

Henset til at jeg fik forevist, at høballerne var så skarpkantede og var placeret som selvstændige enheder i rummet (de var ikke stablede), er det min fortolkning, at det ikke drejer sig om nogle menneskelige holdninger, der skal brændes ud. Det drejer sig om noget fysisk, der skal destrueres. Det er min opfattelse, at det drejer sig om de bøger, som rådet har rettet i, uden Martinus tilladelse, og dermed forfalsket. Det drejer sig om alle de tekster, som er udgivet på et falsk grundlag. Altså også bøger som består af sammenstykkede Martinus-tekster efter rådets forgodtbefindende.

Jeg blev gjort opmærksom på, at de faktiske forhold støtter min intuitive opfattelse, idet alle de ovenfor nævnte bøger ligger på et lager, på hver sin palle, i hver sit afsnit, på et boglagerhotel. Det passer fint med, at når en bogtype fjernes, påvirker det ikke de andre bogtyper som sådan (jeg taler her om bind 1, bind 2, osv.). Dette passer godt med, at høballerne ligger på hvert sit specielle sted i rummet og ikke er stablet, som høballer normalt er det.

Det andet jeg vil nævne er, at jeg oplevede det sådan, at i løbet af oprydningsprocessen ophørte universitets ledelse med at fungere. Ledelsen ophørte med at fungere i begyndelsen af oprydningsprocessen. Ledelsesgruppen gik stille og rolig i opløsning, gik op i limningen, personerne gik fra hinanden og overlod oprydningen til den tilstand, som de opfattede som tilfældighedernes tilstand. De holdt simpelt hen op med at fungere som ledelse.
Der var ingen af medarbejderstaben, der tog notits af dette, men den samlede medarbejderstab gik derefter over til at lade mig vejlede dem, for de var usikre om det meste. Det var ikke noget, jeg selv havde valgt eller ønsket, det skete bare sådan helt af sig selv. Jeg følte mig ansvarlig som forsker på universitetet for, at alt forløb til universitets bedste, og jeg påtog mig opgaven uden nogen dikkedarer eller autorisation, blot fordi jeg følte det var min pligt, og at jeg gerne fortsat ville være knyttet til dette universitet, hvor jeg følte, jeg hørte til.

Situationen er tidsaktuel, idet jeg jo i drømmen havde skrevet flere bøger, medens jeg havde været knyttet til universitetet, og med den specifikke oplysning, at jeg netop havde udgivet nogle flere for nylig. Det helt specifikke er, at jeg havde skrevet en kolofon til de sidste udgivelser, som var meget vigtig.
Dette peger entydigt hen til, at jeg på mit bogforlag, Åndsvidenskabsforlaget, netop har udgivet Livets Bog bind 1 – 7 i faksimileudgave. Her var kolofonen netop det helt specifikt vigtige indlæg i forbindelse med udgivelsen. Her blev det defineret entydigt, hvem der havde ansvaret for udgivelsen, hvem der havde påtaget sig dette ansvar.
Vi har hermed fået lagt tidsfaktoren i drømmen helt på plads. Det er nutid, hvor drømmen starter. Man kan dog ikke med nogen sikker tidsangivelse påvise, hvor lang en tidsperiode drømmen repræsenterer. Min opfattelse er imidlertid, at den kun omfatter nogle ganske få år. Vi skal nemlig huske på, at jeg er 77 år, og hvis jeg skal fungere, som drømmen beskriver, skal det ikke trækkes ud over ret mange år.

Det tredje som jeg vil nævne er, at, som jeg har skrevet, der kom to af de tidligere medlemmer af universitetets ledelse (tidligere rådsmedlemmer). De sagde, at de havde fået en ny indsigt i situationen. Havde forstået (hvad der har været sagt om Martinus-litteraturens uforanderlighed), og spurgte, om jeg havde flere tekster, der skulle trykkes. De ville nu være mig behjælpelig med at udgive teksterne. De havde forstået, at de nu godt kunne hjælpe mig ved at aflaste mig for det praktiske arbejde, der lå i at følge trykkeprocessen, så den blev sådan som den skulle og burde være.
Jeg sagde, at jeg havde teksterne til bøger af ”Det Evige Verdensbillede”, og at det nu ville være på tide at få dem trykt (som faksimileudgave).

Det at jeg her nævner bøgerne ”Det Evige Verdensbillede” peger entydigt på, at det universitet, det drejer sig om, er et universitet, hvor forskningen omkring Åndsvidenskaben, som Martinus har formuleret den, er det centrale. Hele scenariet skal forstås som den forskning, der foregår og vil foregå i fremtiden, når flere og flere får forståelsen af, at åndsvidenskab er en fuldgyldig videnskab på linje med naturvidenskaben. Den har derfor sit eget universitet, selv om det endnu på dette tidspunkt kun er et lille universitet. Hele scenariet viser vigtigheden af, at det, som åndsvidenskabsforskerne skal forske på, skal være den ægte vare, de oprindelige tekster som de er formuleret fra Martinus hånd, og ikke forfalskede og modificerede tekster. Det er derfor, at der opstår en selvantændelse i ”høballerne”. Vi skal nemlig gøre os klart, at selvantændelse opstår, når en høballe er fugtig og klan. Der opstår derfor råddenskab i midten af hver balle (også i virkeligheden), og denne råddenskab får temperaturen til at stige enormt. Det er det der forårsager selvantændelsen. Det skal bemærkes, at jeg intuitivt fik begrebet selvantændelse udleveret, det var ikke baseret på en rationel tanke fra mig selv. Det var jo også interessant, at jeg ikke så nogen, der satte ild til høballerne. Det er også interessant at lægge mærke til, at der ikke var nogen af medarbejderne, der overhovedet interesserede sig for, at høballerne i laden brændte.

Lad os vende tilbage til de to tidligere nævnte personer fra den gamle universitetsledelse, (rådet), som henvendte sig til mig.
Jeg gav dem det materiale, som jeg havde, der skulle trykkes. De blev glade for, at jeg ville give dem det, og at de på den måde kunne hjælpe mig.
Dette resulterede i noget ret specielt. De ville gå i procession med materialet hen til trykkeriet. De var smilende og glade, og jeg var sikker på, at de ville gøre deres bedste, de sagde jo, at de nu havde forstået, hvad det hele gik ud på.
De stillede sig op i en procession sådan, at de to, der havde fået mit materiale udleveret, stod forrest. Bag ved dem stillede så en hel række medarbejdere op, og de begyndte at gå hen imod trykkeriet. Jeg kom imidlertid i tanke om, at jeg ikke havde fået indføjet den meget betydningsfulde kolofon i de tekster, som de havde fået udleveret. Den kolofon, som jeg her taler om, er en kolofon magen til den, jeg havde indføjet i faksimileudgaven til de syv bind, som jeg netop har udgivet (på det fysiske plan). Denne kolofon skulle netop garantere for teksternes ægthed.
Jeg bad processionen om at standse, og jeg gik hen for at sige til de to, der var forrest i processionen, at denne kolofon skulle lægges ind forrest i bøgerne. Jeg sagde, at det kunne de nok selv finde ud af, nu hvor de havde forstået, hvordan processen skulle forløbe. Det sagde de, at de godt kunne. Jeg stolede på, at det forholdt sig sådan.

En ting som jeg så i drømmen, men som jeg ikke rigtig vidste, hvad skulle betyde (jeg ved det stadig ikke), mener jeg, at jeg nok alligevel må fortælle, fordi det nok alligevel har en betydning. Det er ikke, fordi jeg ikke kan gætte på betydningen, men gætteri er ikke relevant, det skal komme intuitivt for at have værdi. Det er ikke efterrationalisering, det her drejer sig om, (måske får jeg senere et intuitivt glimt der fortæller om det).
Det jeg så var, at lige bag ved de to førnævnte personer, som jeg havde talt med i drømmen, og som gik med mine tekster/filer i hænderne, gik der en lille speciel gruppe (når jeg siger mine tekster, skal det forstås sådan, at det ikke var mine tekster som sådan, men det var dem af mig fremstillede filer til en faksimileudgave af de oprindelige bøger, Det Evige Verdensbillede”, som Martinus har skrevet, altså ægte åndsvidenskabelige tekster).
Disse umiddelbart bagved gående var en lille gruppe på nogle få mennesker. Så vidt som jeg erindrer, så de ikke helt ud som de øvrige. Jeg har en fornemmelse af, at de var mere solbrændte. I mellem sig havde de en stor firkantet (rektangulær) plade, måske 1½ m bred og 2 m høj. Det lignede mest af alt en stenplade. Den var ret tung. Den var indrammet og båret at fire tynde uafbarkede træstammer, som var bundet sammen i hjørnerne. Stenpladen lå i den firkant, som stammerne dannede. Stammerne var meget længere end pladen var lang (de tværliggende stammer var lidt længere end pladen var bred). Hele konstruktionen var meget tung, og den blev båret med stenpladen i vandret stilling. Der gik flere mand foran og imellem stammerne, og bar konstruktionen ved at løfte i stammerne. Tilsvarende gik der flere mand bag pladen mellem stammerne og bar den bagest.
Idet jeg passerede dem, efter at have været henne og tale med de to forreste personer i processionen, løftede de den op, så jeg kunne se overfladen at stenpladen. Den var ru og så gammel ud. Den var beskrevet med tegn. Jeg forstod ikke, hvad der stod på den. Det kunne være hieroglyffer eller et andet gammelt skriftsprog. En del af teksten manglede. Den var slidt af på grund af ælde. De vippede den kun op det øjeblik, hvor jeg passerede dem.
Det er klart, de gjorde det for at vise mig denne plade. Så snart jeg havde passeret, holdt de den igen vandret mellem sig, så de var parat til at gå. Processionen satte straks i gang, efter at jeg havde aftalt med de to, at kolofonen skulle lægges ind.

Jeg kan ikke sige nøjagtigt, hvad der skal forstås ved denne processionsdannelse. På trods heraf, tillader jeg mig imidlertid at komme med et forslag.
Jeg kunne tænke mig, at forsynet vil påpege den overordentlige store værdi, som åndsvidenskaben i form af Martinus tekster, har og fremover vil få for menneskeheden. Disse tekster indgår i en åndelig udvikling (evolution), som skal symboliseres ved denne procession. Bag de åndsvidenskabelige Martinus-tekster findes gamle, tidlige åndelige tekster, repræsenteret ved denne stenplade. Det processionen symboliserer er således et udviklingsforløb, repræsenteret ved de gamle tekster og de nye og opdaterede tekster, som nu er foran. Alle de øvrige deltagere i processionen er blot de mennesker, der altid går rundt om og færdes rundt omkring sådan en procession og på en vis måde indgår som et dynamisk led i processionen. Den egentlige kerneprocession er kun den beskrevne i to led, hvor processionen er de åndsvidenskabelige tekster, der nu er foran de klassiske tidligere tekster. Dette sidste er den forståelse, som jeg har af det jeg har set. Enhver svarer selv for sig (et gammelt frimurerudsagn).

Kurt Christiansen

Kurt Christiansens indledning
Første tekstafsnit
Andet tekstafsnit
Tredje tekstafsnit
Kurts drøm af 5. maj 2010