Vedrørende den verserende sag omkring Martinus Instituts copyright, og den påståede overtrædelse heraf.

Første tekstafsnit

Kurt Christiansen
Godthåbsvej 128
2000 Frederiksberg
Frederiksberg den 10/10 2004

Tlf. +45 38 87 41 72
Fax. +45 38 88 60 06
e-mail anku@anku.dk
Web-side anku.dk

Til det samlede råd for Martinus Åndsvidenskabelige Institut. Mariendalsvej 96, 2000 Frederiksberg.

Og til hvert enkelt medlem af og hver suppleant til rådet for Martinus Åndsvidenskabelige Institut.
Willy Kuijper, Sven-Erik Rævdal, Klaus Iversen, Tune Laug, Henrik Hedegaard og Solvej Langkilde.
Mariendalsvej 96, 2000 Frederiksberg.

Foranlediget af den seneste tids udvikling i mit forhold til Willy Kuijper, føler jeg at tiden nu er inde til at få klaring på forskellige forhold. Jeg vil gerne vide om Willy Kuijper kører et sololøb i sin håndtering af mine forespørgsler og den indstilling til mig og mit arbejde som han usminket viser, og har vist helt fra første gang jeg fremviste min database på instituttet, eller om han repræsenterer et samlet råds indstilling til mig og mit arbejde.
I denne forbindelse vil jeg også gerne vide om det er det samlede råds opfattelse, at instituttet uretmæssigt kan beholde effekter som det har haft til låns, eller om det faktum, at instituttet gør det, også kun er baseret på enkelte rådsmedlemmers indstilling.
Da enkelte rådsmedlemmer er kommet til for nylig, og derfor ikke nødvendigvis har kendskab til nævnte forhold, har jeg i det efterfølgende gjort grundigt rede for disse.
Sidst men ikke mindst ønsker jeg samtidig at tilkendegive min opfattelse af hvordan jeg mener at instituttets fremtidige virke bør være, idet jeg er sikker på, at der netop nu er ved at ske et paradigmeskift for instituttet som center for udbredelsen af Martinus åndsvidenskab, idet jeg oplever, at et stigende antal mennesker, der går helhjertet ind for Martinus åndsvidenskab, tager stærkere og stærkere afstand fra rådets dispositioner og for den strategi der lægges af rådet.

Som det sikkert vil være alle bekendt, arbejder jeg på at færdiggøre en stor biografi om Martinus, som jeg forventer vil udkomme i foråret 2005.
Ved udarbejdelsen af denne biografi tilstræber jeg at fremføre den usminkede sandhed omkring Martinus som menneske, og om hans nærmeste medarbejdere, i den udstrækning hvor det er nødvendigt, for at belyse mennesket Martinus, uanset om visse facts ønskes hemmeligholdt af den ene eller den anden grund.

For at fortælle sandheden er det naturligvis nødvendigt at have en dokumentation der først og fremmest kan foreligge som dokumenter af forskellig art, offentliggjorte så vel som ikke offentliggjorte. De sidste er naturligvis de mest interessante for læseren. Sådant materiale kan til en vis grad suppleres med oplysninger fra mennesker der var til stede da handlingsforløbene skete og udsagnene blev udsagt. Dette har naturligvis betydet, at jeg har haft lange og dybtgående samtaler/interviews med sådanne mennesker, både mennesker som stadig lever og mennesker der i mellemtiden er døde. Mange af nøglepersonerne er jo højt op i årene. I tilfælde hvor jeg har fået mundtlige oplysninger, har jeg søgt at få dem bekræftet af flere forskellige kilder, hvis sådanne kunne findes.

Som videnskabsmand (jeg er biokemiker og plantefysiolog, og har forsket og undervist hele min aktive voksenperiode på en af de højere læreanstalter her i byen) har jeg stor erfaring i at arbejde systematisk og logisk, samt at analysere logisk og klart. Når en videnskabsmand som jeg skriver en bog, vil den klartseende og erfarne læser naturligvis kræve, og se efter, om jeg har søgt kilderne til min bog alle steder hvor sådanne måtte findes. Her vil den første kilde man kommer i tanke om, naturligvis være Martinus Åndsvidenskabelige Instituts historiske arkiver.
I mit brev til Instituttet dateret 15/10 2001 anmodede jeg Instituttet om tilladelse til at arbejde med arkivmaterialet på selve instituttet. Denne anmodning blev blankt afvist i et brev fra Willy Kuijper dateret 19/11 2001. Efter en personlig samtale med Willy fik jeg skriftlig tilladelse til at benytte citater fra offentliggjort materiale hvortil instituttet har copyright. Tilladelsen foreligger i et brev fra instituttet dateret 26/2 2003 underskrevet af Willy.
Som situationen har udviklet sig, er jeg nødt til som kvalificeret forsker, kraftigt at understrege i min bog, at instituttet, ved Willy Kuijper har nægtet mig tilladelse til at arbejde med dette historiske materiale instituttet er i besiddelse af. Et sådan udsagn vil naturligvis være meget overraskende for læseren, og sætte en meget alvorlig sort plet på instituttets omdømme, når man tager bogens kvalitet og mine kvalifikationer i betragtning. Enhver seriøs læser vil ikke kunne forstå at man bevidst søger at hemmeligholde værdifuldt historisk materiale, når en kvalificeret skribent arbejder med en biografi om Martinus. Jeg har dog heldigvis fået kontakt med mange kærligt indstillet mennesker der har materiale og viden om Martinus og Sagen. Disse har givet mig og lånt mig så meget værdifuldt materiale, at min bog heldigvis ikke kvalitativt har lidt under instituttets negative holdning.

Jeg har igen for nyligt forespurgt Willy om det var muligt at jeg kunne få lov til at se og benytte billeder i instituttets arkiv til affotografering/scanning, så de kunne komme med i bogen. Jeg har godt nok, af forskellige kærligt indstillede mennesker lånt et stort antal billeder, omkring 1000 stk., men der er visse perioder hvor billedmaterialet kunne være mere egnet.
Willy begyndte med at fortælle at der ikke var nogen orden i billederne overhovedet, så det derfor ikke ville være muligt at lade mig se dette materiale.
Jeg måtte oplyse ham om, at dette udsagn ikke var sandt, da jeg vidste at et udvalg var i gang med at organisere billedmaterialet (vel vidende at arbejdet naturligvis ikke var tilendebragt), men at det er lige nu jeg skriver min bog, og derfor har brug for billederne.
Jeg insisterede på at Willy skulle bringe mit ønske til afgørelse i rådet, og at jeg skulle have et skriftligt svar inden 3 uger når min anmodning var behandlet.
Efter nogen tid ringede Tune Laug og sagde, at han gerne ville formidle muligheden for at jeg kunne få nogle billeder scannet som jeg havde brug for. Det var meget venligt af ham. Han var meget positiv, og det er jeg meget glad for. Jeg fik imidlertid ikke noget skriftligt svar fra Willy som han havde lovet mig. Da jeg for nogen tid siden spurgte til svaret, var hans reaktion kun den, at han ”mentalt blot trak på skulderen” uden at han følte det nødvendigt at give mig et seriøst svar. Hans ord var nærmest ”goddag mand økseskaft”. Han overholdt således ikke vores aftale, og var også ligeglad med at han ikke havde overholdt den.

Det er i øvrigt interessant at konstatere, at man afskedigede Mischa, fordi han ikke efter seks år havde afsluttet sit arbejde med Martinus mindestuer, når man 23 år efter Martinus bortgang endnu ikke har noget system i de historiske arkivalier, på trods af at man har haft en mand beskæftiget med dette arbejde i hele perioden. Det er i øvrigt min opfattelse at Henry Hedegård som har dette som sin opgave, overhovedet ikke er denne opgave voksen. Han har overhovedet ingen forståelse for hvad der er af historisk betydning, noget jeg har fået indblik i under mit udforskningsarbejde, og som jeg ikke skal uddybe yderligere i dette brev, men som jeg naturligvis kan give rystende eksempler på, hvis man ønsker min påstand bevist.
Til denne opgave må man i en kortere periode benytte sig af kvalificeret arbejdskraft for at få orden på tingene. Hvis det imidlertid er sådan, at der alligevel er orden på arkivalierne, har Willy også på dette punkt løjet for mig.

For nogen tid siden blev jeg klar over, at Martinus i 1973 blev malet af en kunstmaler ved navn Carl Erik Rundberg. Da Martinus sad model sagde Martinus på et tidspunkt til Rundberg ”Nu kommer den mand som skal føre min Sag videre”. Umiddelbart derefter kom Rolf Elving ind ad døren. Dette er jo et meget interessant udsagn fra Martinus, og det må, hvis det er sandt tages meget alvorligt. Når Martinus siger det på den måde, mener han naturligvis ikke at han blot er en af mange som skal arbejde i Sagens tjeneste, nej Martinus mener at det er den mand, som i den periode hvor han er arbejdsdygtig og fysisk magter opgaven, skal lægge den strategi der er den allerbedste for udbredelsen af kendskabet til Martinus Tredie Testamente blandt mennesker, og lægge strategien for hvordan instituttet skal fungere i denne sammenhæng.
Jeg havde kun hørt om denne situation og dette udsagn, fra een person, og jeg ville gerne have det dokumenteret fra andre, for at jeg kunne være sikker på at udsagnet er sandt. Det første jeg valgte at gøre, var at finde ud af om det billede som Rundberg havde malet eksisterede. Jeg gik derfor til Willy og spurgte om han kendte dette billede som jeg havde hørt om, og om det fandtes på instituttet, for så ville jeg gerne fotografere det som et historisk dokument til min bog.
Willy benægtede billedets eksistens, og sagde, at hvis Martinus var blevet malet af denne kunstmaler, hvilket Willy ikke var bekendt med, så var billedet blevet destrueret fordi Martinus ikke kunne lide det. Det fandtes ikke på instituttet.
Jeg måtte naturligvis i første omgang tage Willys udsagn til efterretning, men jeg havde en klar fornemmelse af at Willy ikke talte sandt.

Jeg var efterfølgende på besøg sammen med andre Martinus-engagerede mennesker hos Rolf Elving, hvor vi tilbragte 2 dage i samvær med ham og med andre svenske ”Martinus-venner”. Her havde jeg meget dybtgående samtaler på flere timers længde med Rolf Elving om specielle dele af Martinus åndsvidenskab. Herigennem fik jeg mulighed for at lodde og opleve Rolf Elvings høje åndelige udvikling og dybe indsigt i Martinus åndsvidenskab.

Under mit ophold i Göteborg, hvor flere af de svenske ”Martinus-venner og medarbejdere” var til stede, benyttede jeg lejligheden til at undersøge om nogle af dem også kendte til Martinus udsagn til Rundberg. Det gjorde flere af dem, og de kunne bekræfte at Rundberg først flere år efter episoden havde fortalt om Martinus udsagn til andre.
Nu var jeg så sikker i min sag, at jeg spurgte Rolf om han kendte til det omtalte billede og til Martinus udsagn (Rolf var naturligvis ikke en neutral person i denne sag. Derfor spurgte jeg ikke Rolf før jeg havde fået oplysningerne bekræftet af andre neutrale personer). Rolf sagde, at han for få år siden havde hørt om Martinus udsagn. Vi gik ikke dybere ind i dette emne, men jeg sagde til ham, at jeg gerne ville vide hvor det billede var henne, da jeg gerne ville bruge det til min bog. Rolf fortalte at billedet var på instituttet. Han kunne ikke med sikkerhed huske hvor det nøjagtigt var, men han kunne fortælle, at Martinus havde noget blåt stribet tøj på.

Jeg spurgte ved en efterfølgende lejlighed Willy om han kunne huske min tidligere forespørgsel om billedet. Det kunne han godt, og han kunne nu straks fortælle at det var på instituttet. Jeg anmodede om at få lov til at se det. Han gik modvilligt med til at vise mig det. Jeg så at det var et ualmindeligt godt maleri af Martinus ansigt i særdeleshed, og jeg sagde til Willy, at jeg gerne ville fotografere det til bogen. Han nægtede mig tilladelse til at fotografere det. Han begrundede afslaget med at Martinus ikke brød sig om den måde Rundberg havde malet det tøj som Martinus havde på. Jeg måtte foreholde Willy at den begrundelse til at nægte mig tilladelse til at fotografere billedet som et historisk dokument, var en total proportionsforvridning. Da det drejede sig om et historisk dokument som viste Martinus ansigt så godt, var det af mindre betydning at tøjet måske kunne have været malet lidt på en anden måde.
Hårdt presset sagde Willy så, at jeg måtte fotografere selve ansigtet og ikke mere. Jeg måtte sige til ham, at sådan skulle dette maleri ikke fotograferes, og jeg ville anmode om en klar tilkendegivelse af om jeg måtte fotografere hele billedet eller ikke (hvis jeg ikke fotograferede hele billedet, ville kunstmalerens signatur ikke komme med). På dette spørgsmål nægtede Willy mig tilladelse til at fotografere det.
Ved et senere møde mellem Willy og mig spurgte jeg om han også kendte Martinus udsagn da Martinus sad model. Modvilligt sagde han at det kendte han godt, men at der gik så mange historier. Som man kan se af det beskrevne, har Willy direkte løjet for mig. Det er muligt at han vil prøve at undskylde sig med sin dårlige hukommelse, hvilket i hvert fald ikke kan tages for gode vare, når han i første omgang så kategorisk afviser billedets eksistens. Så kategorisk, at jeg umiddelbart fik opfattelsen af at Willy bevidst løj. Havde han været i tvivl om sin hukommelse, ville han have sagt at han ikke kunne huske noget om det, men at han ville undersøge det.
Løgn er i sig selv uacceptabelt, og kan under ingen omstændigheder accepteres hos en mand der fremstår som den førende for Sagen og Martinus åndsvidenskab.

Jeg må gøre opmærksom på, at netop det passerede bevirker, at jeg vil skrive mere om Martinus udsagn end jeg måske ville have gjort hvis det ikke lyser ud af Willys opførsel, at der er noget man prøver at fortie, og at der er ”nogen” der har noget imod Rolf. En opfattelse jeg har fået forstærket ved at læse den meget lange e-mail som ægteparret Christiansen i Schweiz sendte den anden dag. Vi ved jo godt at ”misundelsen er det fagreste træ i skoven”. Jeg har i øvrigt ikke kendskab til de nærmere forhold omkring instituttet og Rolf Elving, og har heller ikke tænkt mig at efterforske det, da misundelse og lignende primitive karaktertræk bør være uden betydning, ja bør være bandlyst, i forbindelse med videreførelse af Sagen i Martinus ånd. Specielt nu hvor Martinus ikke selv er til stede på det fysiske plan og derfra kan lede udviklingen.
Det må derimod være indlysende for enhver, at løgn og fordrejninger af sandheden ikke er i Martinus ånd, og derfor under ingen omstændigheder kan accepteres.

En anden omstændighed der også skal nævnes her er, at jeg efter mit week-end besøg hos Rolf Elving er af den opfattelse, at Rolf Elving er højt udviklet, har en meget dyb indsigt i Martinus åndsvidenskab, og har en god organisationsevne, som han har vist ved sit arbejde i Göteborg, og derfor har langt større evner til at organisere og formidle udbredelsen af Martinus åndsvidenskab, end nogen anden jeg har mødt og talt med. Vi skal jo ikke glemme, at det også var Rolf Elving der satte undervisningen, såvel i Klint som på instituttet, i system så det kom til at fungere som en decideret undervisningsproces.

På grundlag af det foregående, ønsker jeg en klar tilkendegivelse fra rådet, om det er fuldt enig med Willy i:

1. At han har nægtet mig tilladelse til at arbejde med instituttets historiske arkivalier.
2. At han har nægtet mig tilladelse til at fotografere omtalte billede.

Her vil jeg gerne se hvert enkelt rådsmedlems underskrift. Er I ikke enig med Willy, vil jeg anmode om, at rådet giver mig en skriftlig meddelelse om at jeg har tilladelse til det.
Jeg har brug for rådets svar inden for 14 dage!


Jeg må fortælle om mit første møde med ledelsen på instituttet, inden jeg går til mit næste punkt.

I 1998 eller 1999 havde jeg delvis opbygget en database der omfatter oplysninger om alt uden undtagelse, som der foreligger på tryk fra Martinus hånd, samt hans nedskrevne og derefter trykte foredrag. Denne database blev færdig i 1999. Inden den var færdig printede jeg en prøveudskrift som jeg tog med op på instituttet, idet jeg mente at man på instituttet ville være interesseret i denne database, specielt med henblik på at støtte foredragsholdere og undervisere.
Jeg viste den først til Erik Weirauch som syntes den var interessant. Derefter kom Bertil og Willy tilstede. Da jeg spurgte om man var interesseret i den, svarede Bertil, at der overhovedet ikke var brug for denne, og at man overhoved ikke var interesseret. Det var således, sagde han, at hvis der havde været brug for en sådan, havde man på instituttet fået direkte besked af Gud på at den skulle laves, og så havde man lavet den her. Man havde ikke modtaget en sådan besked fra Gud, og derfor var den ganske uden interesse. Willy der var med i samtalen, havde overhovedet ikke nogen indvendinger mod Bertils udlægning. Willy beordrede blot sine medarbejdere til at gå op og arbejde så de ikke spildte tiden. Da alle gik, inklusive Willy, forlod jeg instituttet.
Det var den første kontakt jeg havde med instituttets ledelse og medarbejdere (jeg ved godt at Willy ikke på dette tidspunkt var formand for rådet, det var Grethe Brinkhard), men han optrådte som arbejdsgiver/leder, og stod som den tilstedeværende repræsentant for rådet, overfor mig som en fremmed. Willy står her i en sådan situation, at han ubetinget er nødt til at reagere på Bertils udtalelse hvis han ikke fuldt og helt går ind for denne. Dette gælder såvel i form af almindelig dannelse, men også anstændighed, og ikke mindst lederskab.
Jeg synes det er vigtigt at jeg fortæller rådsmedlemmerne dette nu, da det ikke er sikkert at rådsmedlemmerne er opmærksom på Willy set fra denne side.
Min første tanke var at der måtte være noget der var helt galt i hovedet på disse mennesker, som jeg jo ikke kendte, men ønskede at udforske, samt at det var en mærkelig opførsel Willy viste overfor sine medarbejdere, og overfor en fremmed gæst, en opførsel der i hvert fald ikke ville blive accepteret på en almindelig arbejdsplads. Jeg har tidligere oplevet mennesker i ”Indre Mission”, som må siges at være fundamentalister. Det jeg her blev vidne til var efter min opfattelse mange gange værre.

Jeg fik min database færdig i 1999, og forærede den til nøglepersoner med en god indstilling til Sagen, med henblik på at de skulle give den videre til andre interesserede uden fortjeneste. Jeg vedlagde dog den skriftlige klausul, at hvis man fra instituttets side skulle ønske at få denne database, måtte den ikke udleveres til instituttet. Rådet skulle selv henvende sig til mig og bede om at få den. Jeg vil nemlig ikke have at man efter det passerede, skulle liste sig om bag min ryg, og få den uden mit vidende.

Jeg har netop hørt at Henry Hedegaard har fået et eksemplar. Jeg må anmode om at rådet sørger for at den, og eventuelle kopier, omgående bliver tilbageleveret til den der uretmæssigt har givet den til ham.

Jeg ved hvem der har givet den til Hedegård, og jeg vil kontrollere om tilbagelevering er sket.
Hvis instituttet ønsker et eksemplar kan det kun erhverves ved at rådet henvender sig til mig personligt, og begrunder hvorfor rådet ønsker at få den, når det tidligere udsagn tages i betragtning.


Man har i alle tiltag forsøgt at genere og blokere for mig og mit arbejde. Man har imidlertid ikke haft noget imod at tjene penge på mig. Jeg har nemlig, forinden kærlige mennesker forærede mig deres gamle tidsskrifter m. m., brugt omkring 20.000 kr. på at købe gamle årgange af Kosmos og meget andet fra instituttet. Dette udsagn skal ikke opfattes som en beklagelse, det har nemlig ikke været noget økonomisk problem for mig overhovedet. Det er kun en konstatering.

Willy Kuijper melder klart ud og blotlægger sin karakter som menneske.

Jeg har for nogle dage siden haft en ret indgående samtale med Willy. Heri udtalte han at årsagen til at han på enhver måde modarbejdede mig, var at han ikke kunne lide mig som person.
Om Willy kan lide mig som person er mig ganske ligegyldigt. Som Martinus siger, man skal være lige neutral overfor såvel ros som dadel. Jeg vil derimod ikke acceptere, at Willy på enhver måde modarbejder mig i mit arbejde med at skrive en meget stor biografi om Martinus som menneske. Et værk som jeg og mange andre er overbevist om vil være af overordentlig stor betydning frem i tiden, og vil blive oversat til flere sprog. Et værk som reelt skrives i sidste øjeblik, fordi de mennesker der lever, og har kendt Martinus rigtig, ikke lever mange år endnu. Af alle andre end instituttet har jeg fået en uvurderlig og kærlig hjælp, som bevirker at værket vil være helt unikt. Forsynet har i overflod hjulpet mig med materiale til min biografi, og lagt alt tilrette så den kunne blive så god som mulig på trods af Willy Kuijpers indstilling.

Det, at Willy reagerer som han gør, er et udtryk for hans manglende åndelige udvikling. Et højt åndeligt udviklet menneske vil med lethed kunne sætte sig ud over rent følelsesmæssige bølger ved hjælp af sin intelligens. Som leder af instituttet er det i hvert fald forkasteligt at man lader sådanne bølger styre ens handlinger til gene for en værdifuld og uegennyttig udvikling.
Jeg ved godt, at man straks vil råbe op om, at man skal være kærlig og være enige (bl.a. i rådet). Den der ikke er enig må gå. Det giver grobund for, at den der vil udnytte denne indstilling, og er stærk nok til det, kan bruge det imod andre, ved at sige, ”er i ikke enig med mig er i ikke kærlige og må gå”. En sådan synsvinkel er ren diktatur.
Det er måske hårdt sagt, men enhver må gribe i sit eget indre og spørge, ”er jeg sådan, eller har jeg været udsat for at en anden har håndteret mig på denne måde, når jeg tænker efter”. Er det tilfældet må det dybttænkende menneske efterfølgende være særlig på vagt og modarbejde sådanne væremåder.
Så vidt jeg kan se, er man faldet i den grøft, at alt er sovset ind i en sukkersød lage som man bilder hinanden ind er kærlighed. Det er det imidlertid ikke, hvilket efter min opfattelses let kan ses af enhver vågen og nøgtern iagttager. Det er en mulig måde at fremme sine egne interesser, af hvilken art de så end må være. Berettiget kritik er det eneste der fremmer udviklingen såfremt kritikken er absolut konstruktiv og balanceret uden forudfattede følelser for den ene eller anden part. Det er kun på den måde at det almindelige menneske får mulighed for at se sine egne synspunkter fra et andet ståsted end sit eget. En eksercits der er nødvendig for en sund udvikling, også inden for ”de frelste” i Sagens tjeneste.


Vedrørende polemikken omkring udgivelsen af Martinus sidste ufuldendte manuskript.

Jeg ser det, specielt efter at jeg har stået på sidelinien og set polemikken om udgivelse af Martinus ufuldendte manuskript.
Jeg har den sidste udgave som Per Thorell har renskrevet. Jeg kan ikke umiddelbart se, at det egentligt bør være et problem, da det meste af det der står der, allerede er sagt i andre sammenhænge. Jeg er derimod helt anderledes indstillet når jeg læser at Mischa har fået så klar besked af Martinus på dennes sidste aften på det fysiske plan, som han har. Noget sådan kan man ikke på nogen som helst måde tillade sig at ignorere hvis man ønsker at ”køre Sagen rent”, da det er Martinus sidste vilje.
Jeg har analyseret det der er skrevet af såvel Mischa som af rådet (Willy). Det er nemlig meget vigtigt, at jeg skriver sandheden, også om dette aspekt, i min biografi.

Willy sagde til mig, at Mischa ikke evnede at huske nøjagtigt hvad Martinus havde sagt så mange år tidligere. Endvidere sagde han at Mischa havde sagt noget helt andet umiddelbart efter at Martinus gik bort. Jeg spurgte Willy om han kunne vise mig noget fra dette tidspunkt, der var underskrevet af Mischa, og som var i modstrid med det han sagde nu. Willy måtte indrømme, at det kunne han ikke. Han henviste til hvad der stod i nogle mødereferater fra rådsmøder umiddelbart efter Martinus bortgang. Jeg har ikke set dem, men disse referater kan jeg imidlertid ikke tage for noget bevismateriale, da Mischa aldrig har set dem eller godkendt referaterne fra de samtaler han har haft med rådet efter Martinus bortgang. Der er derfor ikke nogen sikkerhed for at de er korrekte beskrivelser af det passerede, på grund af mulige fejl, mangler og misfortolkninger. Havde Mischa underskrevet noget af dette, var det en helt anden sag. Det fremgår også helt klart af det svarbrev som rådet (Willy) efterfølgende sendte til Mischa, at der egentlig ikke er noget rigtigt hold i rådets kritik af Mischas nuværende udsagn. Man fremdrager f.eks. her som bevis for at Mischa ikke husker rigtigt, at Martinus skulle have sagt til Mischa at han (Martinus) vidste at han ikke skulle dø, og at han derfor, underforstået, ikke havde nogen grund til at tilføre Mischa de kategoriske udsagn som Mischa fastholder at Martinus sagde, nemlig at der ikke skulle udgives mere, det var færdigt som det var. Mischa fortæller mig, at han spurgte lægen om Martinus tilstand. Lægen sagde at han mente at Martinus sikkert ville dø (lægens sprogbrug). Dette fortalte Mischa til Martinus, der svarede, at han ikke skulle dø. At man fra instituttets side søger at bruge dette udsagn som et bevis for at Mischas udsagn om hvad Martinus sagde vedrørende det uudgivne materiale er forkert, fordi Martinus ikke var af den opfattelse at han skulle forlade det fysiske plan på dette tidspunkt, er et eklatant udtryk for at man ikke har fået Martinus åndsvidenskab helt ind under huden. Det er jo umiddelbart logisk, at Martinus siger, at han ikke skal dø. Enhver der har Martinus åndsvidenskab inde under huden vil straks sige, at selvfølgelig skal Martinus ikke dø, han skal diskarnere. Det Martinus opponerer imod er naturligvis udtrykket ”dø”, hvilket slet ikke har plads i åndsvidenskaben. Det drejer sig kun om at gå over fra det fysiske til det åndelige plan. Det undrer mig, at ingen i rådet har formået at se Martinus udsagn om at dø, fra dette synspunkt. Jeg er imidlertid overbevist om at Martinus var helt klar over at han nu skulle gå over på det åndelige plan (og rådet burde være det samme), idet Martinus tidligere havde forudsagt at det ville ske i forbindelse med at han ville falde ud af sengen.
Men at dette ordskifte skulle have nogen som helst mulighed for at afkræfte hvad Mischa nu siger, kan kun opfattes som ”goddag mand økseskaft”. Sådanne argumenter kan ikke bruges i en debat om rigtigheden af et helt andet udsagn.

Willy påstår, at Mischa efter så mange år ikke er i stand til at huske hvad Martinus har sagt, og derfor påstår noget som ikke passer. Jeg har sagt til Willy, og det er min absolutte overbevisning, at man ikke har problemer med at huske så få ord i to sætninger som dem Mischa nu har præsenteret for rådet. Endvidere opfatter jeg, ved en analyse af rådets refererede tekster fra 1981 fra rådsprotokollen, som Mischa hverken har set eller underskrevet, at det nærmest er ting der reelt ikke har nogen egentlig relation til det Mischa nu siger, der bruges imod ham. Jeg opfatter det som et forsøg på at manipulere Mischa, for at legitimere den blindgyde som rådet selv er kørt ind i ved at bestemme at det ufuldendte manuskript gerne må udgives.
Jeg forstår så udmærket godt Mischa, og det var også klogt af Mischa, at han nøjedes med at skrive de to betydningsfulde sætninger som Martinus sagde, og sendte dem til rådet som det indlæg Mischa havde i denne debat. Jeg ser nærmest rådets håndtering af sagen som en ufin måde at lægge tågeslør ud, og forplumre det klare vand. Begreber som Martinus netop taler om i nogle af sine breve.
Jeg har haft mange timers samtale med Mischa, om dette og meget andet (jeg har også, såvel Mischas som rådets opfattelse af den gamle retssag på tryk, og har derfor et godt billede af det der er gået forud for den nu opståede misere).
Jeg opfatter Mischa som et overordentligt ærligt, troværdigt og sandhedssøgende menneske, som i visse sammenhænge måske har haft lidt problemer. I denne sag står hans udsagn stjerneklart, rent og uimodsagt, uanset hvordan Willy så prøver på at fordreje og forvride det fra rådets side.
Man bør lægge mærke til, at Gerard spørger i et af sine breve, hvordan undervisere og lærere vil forklare udgivelsen af det ufuldendte manuskript når jeg i min biografi skriver helt klart, at Mischa har fået den anden besked af Martinus, en besked som rådet er blevet gjort fuldt bekendt med, og hvorfor rådet så på trods heraf, alligevel vil udgive bogen.

Willy Kuijpers måde at søge at forhindre andre end instituttet i at udgive unikke tekster og oplysninger.

Et andet forhold som jeg vil nævne her er dette, at Willy, på trods af, at det overhovedet ikke vedrører Mischa og hans sag, skriver til ham, at ”Den Ny VerdensImpuls”, med min tilladelse, har trykt et brev som Martinus skrev til Helmer Fogedgaard for mange år siden, og at dette brev ikke måtte offentliggøres trods min godkendelse, fordi instituttet har ophavsret til alt hvad Martinus skrev.
Det skal her bemærkes, at Helmer Fogedgaard forærede mig ca. 140 originale breve som Helmer Fogedgaard modtog fra Martinus og Gerner Larsson.
Jeg bebrejdede Willy at han bearbejdede Mischa med sådanne påstande, som for det første ikke havde noget som helst med Mischa at gøre, og som derforuden er helt forkerte. Willy ”sad og hældte vand ud af ørerne på bedste børnehaveledermaner”, så jeg opgav at tale ham til fornuft.
Jeg kunne kun fortælle ham, at jeg nok selv skulle bestemme hvordan de breve som jeg er ejer af, skal benyttes, og at hvis han ikke var enig med mig, kunne vi blot få det afgjort ved en retssag, da min bog nok indeholder omkring 100 breve der dokumenterer forskellige forhold.
Willy fremførte endvidere, at Per Bruus-Jensen også havde gjort noget lignende ganske ulovligt da han udgav ”Sol og Måne”, hvor han brugte de første symboler som Martinus havde kasseret, men som han forærede til Per med besked om, at de ikke måtte bruges til undervisning. Jeg sagde den gang til Per, at han ikke behøvede at hyre en advokat, da det var helt forkert som instituttet reagerede. Der kom naturligvis heller ikke mere ud af det.
Jeg vil anmode rådsmedlemmerne om at undervise Willy i juraen om sådanne forhold, da en leder naturligvis må have sådan noget på det rene.


Instituttet har ulovligt beholdt en hel del effekter fra Per Thorell lejlighed. Effekter som jeg er ejer af.

Et andet forhold som jeg her vil tage alvorlig fat på, er instituttets tilegnelse af Per Thorells Martinus-relaterede effekter.
Jeg tror ikke at rådsmedlemmerne kender til de problemer der opstod på et tidspunkt hvor Per Thorell kom på plejehjem, og hvor Henry Hedegård, med tilladelse af Per Thorells søn Flemming Thorell begyndte at gennemgå Thorells effekter og hjemlåne dem til instituttet.

Flemming Thorell kendte ikke mig da Hedegård begyndte at hjemlåne effekter fra Per Thorells lejlighed. Flemming og jeg lærte hinanden at kende fordi Flemmings datter, Per Thorells barnebarn, gerne ville være guldsmed og derfor, sammen med Flemming Thorell, besøgte vores forretning, hvor vi sælger alt til guldsmedearbejde og ædelstenslibning. Flemming opdagede at jeg havde brochurer for Martinus-instituttets kurser stående i forretningen.
Han præsenterede sig og fortalte at han var Per Thorells søn. Det blev jeg meget overrasket over. Jeg var netop i gang med at skrive på min biografi, og jeg fortalte ham om det. Han blev meget interesseret, og vi blev efterfølgende gode venner. Flemming fortalte, at Hedegård havde lånt en stor del effekter fra Pers lejlighed, og Flemming sagde med det samme, at jeg selvfølgelig skulle have adgang til samtlige disse effekter. Samtidig med at jeg blev ven med Flemming, havde jeg også den glæde flere gange, sammen med Flemming og hans kone, at besøge Per på plejehjemmet, hvor han og jeg fik en god snak om Martinus, og Pers kontakt med og opfattelse af Martinus.
Flemming skrev til instituttet i august 2000 og meddelte, at jeg skulle have lov til at se og arbejde med materialet (bilag 1). Han fik ikke noget svar, og skrev igen den 26. september 2000 (bilag 2).
Flemming blev mere og mere klar over at instituttet ville prøve at ignorere hans breve, og at der derfor måtte være noget galt.
Flemming havde generalfuldmagt til at disponere over sin fader Per Thorells bo, og den 10 oktober overdrog han til mig, alle sin faders ejendele der vedrører Martinus og hans arbejder (bilag 3).
Willy svarer på Flemming Thorells breve med et brev dateret 14. december 2000 (bilag 4)
I december 2000 svarer Flemming Thorell på Willys brev. Jeg ved at Flemming var meget vred over den måde Willy havde svaret på, og Flemming måtte i sit brev tilrettevise Willy i hans opfattelse af ejendomsretten til Per Thorells ejendele (bilag 5).
Flemmings brev til Willy gav anledning til at man nu begyndte at røre på sig. Den 15. januar bliver Aage Hvolby sendt over til mig for at finde ud af hvad jeg egentlig er for en, og hvad jeg ville se af materialet. Det viser sig at Hvolby og jeg har været censorer sammen i forbindelse med nogle videnskabelige eksaminer på Landbohøjskolen, så vi fik en hyggelig snak. Jeg kunne naturligvis ikke oplyse om hvad jeg ville se, da jeg ikke vidste hvad materialet indeholdt. Dette burde være indlysende for enhver.
Instituttet mente nu at det ville være formålstjenligt med et møde med Flemming Thorell. Flemming sagde, at der ikke bliver noget møde med mindre jeg også deltager i mødet. Dette accepterede instituttet og mødet bliver afholdt.
Flemming fastholder at jeg straks, og i fuld udstrækning skulle have adgang til materialet. Reelt havde jeg jo allerede fået materialet formelt overdraget som min ejendom i oktober 2000. Jeg havde imidlertid, på dette tidspunkt, ikke noget ønske om at have det hjemme hos mig selv, hvis det også kunne være til gavn for instituttet.
I mødet deltog Aage Hvolby, Willy Kuijper, Henry Hedegård, Flemming Thorell og jeg. Grethe Brinkhard var syg. Mødet førte ikke til nogen løsning. Forhandlingerne stod mellem Aage og Flemming. Willy sagde så vidt jeg husker ikke noget. Henry Hedegård var derimod så uforskammet over for Flemming at Flemming blev meget vred. Mødet sluttede med at Flemming gav instituttet valget mellem at give mig fuld adgang til materialet straks eller at levere det hele tilbage.

Den 22. marts skrev Grethe Brinkhard i et brev til Flemming Thorell, at man på et rådsmøde havde besluttet at levere det hele tilbage (bilag 6). Afhentningen af effekterne aftaltes at skulle finde sted hos Henry Hedegård, på hans private bopæl. Flemming Thorell, min kone og jeg kørte til Hedegårds adresse, og blev modtaget på den måde, at Hedegård sagde til mig, at nu skulle jeg sætte mig ved bordet og sige hvad jeg gerne ville se, så ville han vise mig det. Jeg måtte spørge ham om han ikke var bekendt med Brinkhards brev om at det hele skulle leveres tilbage. Det svarede han ikke på. Vi læssede derefter alle kasserne i min bil. Hedegård havde ellers dækket kaffebord med kager til os, men da situationen tog denne drejning var der ingen der skulle have kaffe, så vi kørte. ”Man” forsøgte altså på denne måde en sidste gang at dreje sagen til instituttets fordel, så effekterne kunne blive gjort utilgængelig for mig.

Dette er egentlig en uinteressant beskrivelse af en helt uacceptabel og barnlig måde at håndtere sagen på, men enhver håndterer jo sager på den måde der svarer til ens udvikling. Det var nu ikke for at fortælle dette at jeg skriver om denne sag.
Det der nu er af betydning er, at instituttet imod en rådsbeslutning, har undladt at aflevere alle de effekter som de havde fået til låns. Jeg ved at Instituttet stadig har dokumenter, breve, billeder og bånd som de ikke har afleveret.
Bevidst at undlade at aflevere effekter som man har lånt, nærmer sig mistænkelig situationen tyveri. Jeg kan ikke forestille mig at rådsmedlemmerne kan se hinanden i øjnene vel vidende at man har gjort noget sådan. Jeg har hele tiden vidst at det forholdt sig som jeg siger.

Jeg har kunnet undvære effekterne indtil nu, men nu må jeg forlange omgående at få alle effekter udleveret som oprindelig har tilhørt Per Thorell. Som I kan se af bilagene har jeg fuld ejendomsret over disse, hvorfor jeg er i min fulde ret til at stille dette krav. Jeg må også forlange at få udleveret samtlige kopier der måtte være lavet. Hvis man ikke udleverer effekterne, så må jeg gå rettens vej. Sammen med tilbageleveringen må jeg stille krav om, at jeg får udleveret et dokument hvor samtlige rådsmedlemmer ved deres underskrift, enkeltvis erklærer, at de nu personlig har sikret sig at instituttet har tilbageleveret alle Per Thorells effekter, såvel originaler som kopier.

Nogle ord til hvert enkelt rådsmedlem som menneske.

Efter at jeg har talt til rådet og til dets enkelte medlemmer som jeg har gjort ovenfor, vil jeg gerne sige et par ord til hver enkelt rådsmedlem som menneske.
Det kan være at du nu vil sige, det interesserer mig ikke hvad Kurt Christiansen mener. Det er du naturligvis i din fulde ret til. Det kan også være at du efter at have læst lidt af det jeg efterfølgende siger, vil krølle papiret sammen i irritation.
Det kan imidlertid også være, at du læser og forstår noget af det som jeg nu skriver. Din reaktion er blot et mål for din egen åndelige udvikling, og som er karmadannende for dig selv.
Din reaktion har ikke nogen dybere betydning for mig, selv om jeg naturligvis ønsker at du vil forstå og eftertænke det som jeg her siger i en god men alvorlig mening, fordi det er også mig magtpåliggende at Martinus Sag udvikler sig på den bedste måde, og til størst mulig gavn og glæde for alle mennesker, ikke blot for nogle enkelte ”indviede”.

Jeg har, ved at skrive biografien, arbejdet intenst med forståelse og beskrivelse af udviklingsforløbet fra Martinus fødsel i 1890 og til hans bortgang i 1981. Jeg har set på Martinus udvikling og Sagens udvikling, og åndsvidenskabens berøringsflade til mennesker, inden for denne periode. Jeg har set hvordan Martinus søgte at holde sin viden ”ind til kroppen” i den periode hvor hans åndsvidenskab endnu ikke var færdigbearbejdet og beskrevet. Jeg har set hvordan han derefter lukkede mere op, så hans budskab kunne kom ud til en bredere kreds, uden at han gjorde åndelig vold på sine medmennesker. Jeg har set hvordan han var omgivet af mennesker på godt og ondt. Mennesker der gav ham megen sorg ved deres behov for at være den der var nærmest ved Martinus, på de andre menneskers bekostning. Indstillinger der gav anledning til ”kampe”, sorg og skuffelser. Kampe der ikke altid blev ført med rene våben, men med skjult ondskab i ”det hellige måls navn”.

Gennem mit arbejde med biografien har jeg lært mange mennesker at kende. Alle mennesker på godt og ondt.
Jeg har også fået et klart indtryk af udviklingen i Sagen fra Martinus bortgang og til i dag. Jeg har set kampene der afspillede sig efter Martinus bortgang. Jeg har set de mennesketyper der, baseret på Martinus valg, i den første årrække kom til at sidde og lede den fortsatte udvikling af Sagen. Jeg har set den udvikling der er sket i denne gruppe, hvor rethaverisk egenvilje ubevidst er kommet til at diktere udviklingen på bekostning af det der var bedst for Sagen.
Jeg har set, hvordan et meget stort antal mennesker, der oprindelig var meget tæt på Martinus som hans nærmeste venner og medarbejdere, har trukket sig bort, og som står i en kreds ude omkring Sagens ledere (rådet) og som tænker, uden at sige det, og sommetider spørger mig, hvordan kunne det gå sådan. Rådet skulle jo være de nærmeste til at efterleve Martinus ånd og åndsvidenskab.

Jeg har set den udvikling, og til en vis grad følt det på min egen krop. Det som så klart er formuleret i Bertils udsagn til mig, og som jeg har beskrevet ovenfor. Som i korthed går ud på: Vi her på instituttet er de af Gud udvalgte. Vi har direkte kontakt til Gud og får ”online” informationer om hvad vi skal gøre i Sagens tjeneste. Vi alene vide. Kan man synke dybere?
Med en sådan indstilling har man fuldstændig mistet jordforbindelsen, og er havnet i den ”slampøl” som Martinus taler om i nogle af sine breve. Man har herved bevæget sig uendelig langt bort fra Martinus og det han stod for, samtidig med at man råber at man udelukkende handler i denne Martinus Sags tjeneste, ja, at man er en af de specielt udvalgte.
Når man er nået til, at man forskyder (ordet skal forstås som det er brugt i Bibelen: ”den sten som bygningsmændene forskød…”) mennesker som Martinus har sat meget højt, og når man er skyld i at mennesker der var meget glad for Martinus og hans åndsvidenskab trækker sig væk og siger at de ikke vil sætte deres ben på instituttet fordi ånden ikke er den rigtige, og når man, ”fordi man ikke kan lide personen”, forhindre et absolut seriøst og kompetent menneske i at få mulighed for at indsamle oplysninger til en biografi om Martinus, så må selv en enøjet kunne se at der er noget galt.

Ja hvordan kan det være, at den sidste som Martinus var med at vælge til medlem af rådet, nu formand, finder det rigtig, og i Martinus ånd, direkte at lyve ”i Sagens hellige navn”, og at rådet, med formanden i spidsen, fordrejer og forvrider ærlige og dybttænkende menneskers (Mischas) udsagn om hvad Martinus sagde umiddelbart før sin bortgang. Når fordrejningerne og argumentationen ikke kan holde vand, så siger man (Willy) blot at Mischa ikke kan huske hvad han selv har sagt og hørt. Denne fordrejning sker udelukkende for at pleje egne interesser (så vidt jeg kan se).


Tidsskriftet Kosmos.

Hvorfor har man, som jeg har fået oplyst på instituttet, 60 bånd med Martinus foredrag som ikke er offentliggjort, og som man kun ønsker at offentliggøre drypvis. Det vil sige en gang i mellem som en artikel i Kosmos. Hvorfor er det så utrolig vigtig at udgive Martinus ikke fuldendte manuskript når Martinus har sagt til Mischa, at der ikke skulle udgives mere, det er færdig som det er.
Så vidt som jeg kan se, er det med hensyn til udgivelsen af de båndede foredrag udelukkende fordi man vil søge at fastholde abonnenterne på Kosmos, selv om bladet er aldeles uinspirerende og nærmest uinteressant i sit indhold, som tidsskrift betragtet (Det er f.eks. kun for at følge med i hvad der foregår i de kredse, at jeg holder bladet). Martinus artikler er naturligvis ikke uinteressante, men dem kan man sagtens læse andre steder, så man ikke behøver at abonnere på bladet.

Der trænger til at blive luftet ud i bladet Kosmos og skiftet stil hen imod en mere livsglad og afslappet stil som den Martinus selv brugte i sine foredrag, dog uden at det skal blive overfladisk. Men problemet er måske det, at der ikke er nogen af dem i ”inderkredsen” der evner at gøre bladet mere levende og kvalificeret.

Martinus sidste ufuldendte manuskript.

For mig at se er årsagen til at det er så magtpåliggende at udgive Martinus ufuldendte manuskript som bog, udelukkende for derigennem at give indtryk af, at der endnu er sjældne ressourcer på lager der vil komme frem efterhånden, samt herigennem at give udtryk for den magtposition som rådet (måske Willy) gerne vil fremvise ved at de råder over et sådan værdifulde materiale. Der findes meget lidt i dette manuskript som Martinus ikke allerede har sagt i andre sammenhænge. Dermed siger jeg ikke at manuskriptet er ligegyldigt, kun at jeg ikke kan se nogen grund til at man skulle gøre noget som Martinus har sagt han ikke ønsker, når man i øvrigt påstår at man følger Martinus ønsker til punkt og prikke.

Hvorfor forsøger Willy Kuijper at forhindre at andre udgiver værdifuldt materiale ved at forsøge at bilde mennesker ind at instituttet (han Willy) har copyright (han bruger ordet ophavsret i samme betydning) til alt hvad der er skrevet af Martinus, og siger at offentliggørelse derfor er ulovligt, uanset den aktuelle ejendomsret.

Hvorfor forsøger rådet, med Willy i spidsen, at prøve at bilde sine egne folk og andre ind, at det er helt ulovligt at offentliggøre breve skrevet af Martinus til personer uden for kredsen, når ejeren af disse breve har givet tilladelse til det. Det er kun et ynkeligt forsøg på at forsøge at forhindre mennesker i at bruge det materiale som kan belyse handlingsforløb i Martinus liv. For at et sådan udsagn virker, er det en forudsætning at de mennesker der trues er dumme, i det mindste uvidende. Heldigvis er der da heller ingen af de implicerede parter der tager sådanne trusler alvorligt. Det er antagelig kun nogle der står instituttet nær der kan bildes noget sådan ind fordi nogle glemmer at bruge indersiden af hovedet, og kun bruger ”hjertet” (følelsesenergien). Det er måske netop derfor at Willy tror at det også vil virke på andre.
At Willy fremfører denne påstand er efter min mening blot fordi han er så bange for at interessen hos mennesker vil vendes i andre retninger end mod instituttet, og at nogen skal se at det ikke altid er på instituttet de interessante oplysninger skal findes.

En sidste sag jeg skal nævne her er, at man fra rådets side også prøvede at modarbejde Jan Langekærs meget uegennyttige indsats med udgivelsen af et 28 siders symbolkatalog med Martinus symbolbilleder, med vejledende tekst. Symbolkataloget er udgivet på 10 forskellige sprog. Det lykkedes da heldigvis ikke for rådet.

Det billede som jeg ser der tegner sig af instituttet/rådet/Willy

Det billede der tegner sig af instituttets ledelse er dette, at rådet (”de frelste i elfenbenstårnet”), rådet der supplerer sig selv, og derfor søger at sikre sig, at de nye der vælges ind i Sagens bestyrelse, er indstillet på at leve op til de ”interne retningslinier” som siger, ”er du ikke enig med os så er vi ikke venner og du må gå”.
Rådets formand Willy ser sig ikke engang for god til at lyve og fordreje sandheder, og finder det helt naturlig at han handler som formand, ud fra sådanne personlige følelsesmæssige, men irrelevante synspunkter, bestemt af om han personlig kan lide den ene eller den anden person, og derudfra stikker grænser af som han finder rimelige, ud fra sit eget lille perspektiv. Et perspektiv der ikke er holdbart set i den store sammenhæng. En leder er en person der har overblik, perspektiv, og åndeligt format til at kunne klare en debat på en kvalificeret måde, og har format til at tage konsekvensen hvis det viser sig at der er behov for at ændre holdning ud fra et sagligt synspunkt. I denne sammenhæng må det også være et ubetinget krav at man ikke benytter sig af så uetiske metoder som dem Willy har benyttet sig af.
Willys perspektiviske grænser er muligvis også dikteret af, at han ikke ønsker at der skal komme nogen op på siden af ham selv så han måske ikke kan leve op til det han tror om sig selv. En sådan måde at holde sig fast i stolen, er ikke holdbar, og jeg forudser at der vil opstå vanskeligheder for ham, med at opretholde sin position på denne måde. Det er jo muligt, at mennesker der vælges ind i rådet får øjnene op for de mindre åndeligt udviklede sider af denne sag. Man vil selvfølgelig fastholde at Martinus selv fastlagde denne procedure for valg af rådsmedlemmer. Det gjorde han også til en vis grad, men det var under forudsætning af at den blev efterlevet i en mere uselvisk ånd en den vi ser praktiseret i øjeblikket.

Det man ser, er at dette råd med formanden i spidsen på enhver måde vil forhindre, at andre end rådet, offentliggør relevant materiale vedrørende Martinus og Sagen. Til gengæld vil rådet offentliggøre lidt af gangen for at fastholde interessen om sig selv og bladet Kosmos, også selv om det strider mod Martinus ønsker og udsagn. Her udviser rådet, så vidt jeg kan se, en iøjnefaldende skruppelløshed, og går på akkord med selv de mest elementære åndelige kvaliteter. Jeg må bede rådsmedlemmerne overveje om de fortsat vil være med til at køre denne linie.

De store linier i den videre udvikling af instituttet og dets relation til andre aktive grupper i Sagens tjeneste, som jeg ser dem.

Skal vi se på de store linier i tiden efter Martinus bortgang, ser jeg dem således, at der efter Martinus bortgang skulle gå en periode hvor man fortrinsvis skulle fortsætte undervisning på det niveau der passede for de mennesker der i forvejen har været og fortsat er interesseret i Martinus åndsvidenskab, hvilket også er sket. Rolf Elving fik allerede kort efter at Martinus forlod det fysiske plan lagt undervisningen i egentlige undervisningsmæssige pædagogiske rammer, såvel i Klint som på Mariendalsvej. Dette skete efter et tidligere forsøg hvor Willy var involveret.
Herudover skulle man søge at bevare alt materiale på en sådan måde at der ikke skulle gå noget tabt. Det har man også gjort, endda så effektivt at alt er utilgængeligt for alle andre end de ”specielt, efter egen opfattelse, indviede”. Dette forløb er nok også rigtigt og acceptabelt set i det store perspektiv, idet der skulle gå nogen tid før der opstod en mere intens sult hos mennesker efter viden og forståelse af meningen med livet. Samtidig hermed blev der naturligvis også tyndet meget ud i de mennesker der havde været nær på Martinus.
Tiden skulle gå så der kunne opstå nye generationer til at tage over. Generationer som havde evnen til at se det hele fra en lidt anden synsvinkel, men naturligvis med Martinus åndsvidenskab i centrum. Når jeg har drøftet dette med en anden person med stor indsigt i Sagen og dens udvikling, sagde han altid, at det var såmænd meget forståeligt at dem der var ledere af instituttet havde den indstilling som de havde, deres opgave var jo stort set kun at de skulle opbevare materialet. Dette har således været gældende indtil nu.

Det er naturligvis ikke forsynets mening på længere sigt, at materialet blot skal ”opbevares”. Der er nu gået 23 år siden Martinus forlod det fysiske plan. Det vil sige, at der for to år siden er forløbet 3 syvårsperioder siden Martinus bortgang.
For få år siden begyndte der så småt at ske noget forskellige steder. Noget som varslede nye tider. Det har efterfølgende vist sig, at der er ved at ske en klar ændring i holdningerne til instituttets (rådets) ”oplyste enevældeholdning” på mange fronter. Der er ved at udskille sig en række grupper der ikke kan acceptere denne oplyste enevældeholdning hos rådet. En sådan ledelsesform var naturlig da Martinus var den ledende. Han var nemlig ”den virkelig oplyste” og kærlige leder. Det der nu ses når man ser på rådet og dets virke, kan intelligente selvstændigt tænkende mennesker ikke acceptere fordi det er så forfærdende ufuldkomment.
I vil naturligvis sige at Martinus dannede rådet og gav materiale til samarbejdsstrukturen i form af udtalelser på møder m. m., og at dette betyder at rådet derfor skal optræde som et ”oplyst enevældigt” organ. I mener uden tvivl at det giver jer den fornødne autorisation til at handle som I har lyst til uden at følge med tiden, og hvis der er nogen der opponerer, så at holde dem ude fra ”elfenbenstårnet” fordi de ikke har den rigtige ydmyge indstilling til den af Martinus indrettede institution.
Martinus søgte hele tiden at følge med tiden i sin handlemåde overfor sin omverden. I skal huske på, at I, hvis I ønsker fortsat at fungere som ”et oplyst enevældigt organ”, er ubetinget forpligtet til at leve fuldt og helt op til de retningslinier som Martinus har beskrevet for os alle i sin åndsvidenskab. Kan I ikke det, er rådet, med jer i stolene, ikke berettiget til at fungere som et sådan oplyst enevældigt organ. Og I er dermed i modsætningsforhold til Martinus og forsynets plan. For at opfylde betingelserne for, at Rådet med rette, fortsat skal kunne fungere som et enevældigt organ, må alle de rådsmedlemmer der ikke kan leve op til disse ubetinget nødvendige forudsætninger trække sig ud, så andre og bedre egnede (højere åndeligt udviklede) mennesker kan komme til. Her er det i hvert fald for mig iøjnefaldende at Willy Kuijper ikke lever op til sådanne berettigede krav, når jeg ser på de sider af hans karakter som han har vist overfor mig og andre. I andre må også, hver især, nøje overveje det jeg her har sagt, og overveje, om I kan leve op til åndsvidenskabens krav.

Jeg ser det således, at vi nu står ved et tidehverv, overgangen fra en tidsepoke til en anden i Sagens udvikling. Vi står ved et paradigmeskift.
Det betyder at der sker en ændring fra en ”opbevarende” epoke til en mere aktiv og udadvendt periode. Dette har vi allerede set ved den aktivitet der sker såvel i Sverige, hvor Rolf Elving er den centrale person, som i Danmark, hvor Jan Langekær på uegennyttig vis opbygger ”Martinus-Centrum, Det tredie Testamente, Brøndby” og udgiver informationsmateriale på mange sprog. I Holland arbejder Gerard også på at oversætte og udbrede kendskabet til Martinus åndsvidenskab. I Tyskland gør Guido Widukind Huppelsberg og andre det samme, og der ligger mange små spirer rundt omkring og venter på forår så også de kan vokse og gøre det samme.
Med udgivelsen af min store biografi om Martinus der udkommer til foråret, og som allerede tænkes oversat til flere sprog, vil mennesker få en ny og uhildet indfaldsvinkel til åndsvidenskaben, fordi jeg tror at de herigennem får en ærlig og god, og til en vis grad afslappet indstilling til Martinus åndsvidenskab. Jeg tror de vil se på åndsvidenskaben med en mere moderne og frisk indfaldsvinkel, hvor man opgiver at se den med de traditionelle ”religiøse” briller. Jeg er overbevist om, at disse nye tiltag som jeg har nævnt, i fællesskab vil sætte en bølge i gang der ikke vil være bundet af synspunkterne i ”elfenbenstårnet”, De mennesker der sidder der, må enten søge andre steder hen eller skifte opfattelse af hvordan udviklingen vil ske. Jeg ser da helst at det er det sidste der vil ske. Det er imidlertid helt klart, at de bølger der nu er sat i gang på grundlag af holdningsforskelle, vil vaske det gamle væk og gøre plads for de nye måder at se udviklingen på, til gavn for udbredelsen af Martinus åndsvidenskab i form af Det Tredie Testamente.

Efter at jeg har mødt Rolf Elving ser jeg nu, at Martinus, med sit udsagn om at Rolf Elving er den der skal føre Sagen videre, har set situationen i så stort et perspektiv at andre på daværende tidspunkt ikke rigtig kunne se med. Det er imidlertid nu klart, i hvert fald for mig, at Rolf Elving, i hvert fald nu, jeg ved ikke hvordan han har været tidligere, har den modenhed, den dybe indsigt i Martinus åndsvidenskab, den organisationsevne, det format og den stille karisma som karakteriserer den moderne og højt kvalificerede leder af instituttet. For mig står det klart, at han i høj grad evner at stå som garant for udviklingen af Sagen i det ny tidehverv. Disse egenskaber har jeg ikke fundet samlet hos noget andet menneske jeg har mødt i min udforskning omkring den bog jeg skriver. Det er derfor min opfattelse, at man skal arbejde frem imod at Rolf Elving bliver leder af Martinus-instituttet, med mindre at I har et udtalt ønske om at det kvalificerede centrum skal ligge i Sverige. Hermed arbejder I også direkte efter Martinus ønske og udsagn, til absolut gavn for Sagens videre udvikling. I modsat fald går I direkte imod Martinus udtalte ønske

Man vil uden tvivl sige fra rådets side, at Rolf ikke kan komme ind og videreføre Sagen fordi han i en periode har været i rådet og er trådt ud. Man vil måske holde sig til denne bestemmelse for at komme uden om problemet.
Denne bestemmelse blev indføjet efter at Rolf havde trukket sig ud, og var måske et forsøg på at hindre ham i at komme ind i rådet senere. Denne bestemmelse er lavet efter at Martinus forlod det fysiske plan, og er derfor ikke godkendt af ham. Derfor kan den let ændres ved en rådsbeslutning.
Det jeg ser som vigtigt er, at rådsmedlemmerne går tilbage og ser hvad der står i lovene dateret 25/5 1982. Lovene blev færdigudformet efter Martinus død i 1981, men her kan man se hvad der var Martinus ønske.

Det er ikke sikkert at alle rådsmedlemmer kender baggrunden for at Rolf trak sig ud af rådet. Det var således, at Rolf bad om 3 års orlov fra rådet. Det ville rådet ikke give ham. Derfor trak han sig ud. Derefter indførte rådet ovennævnte bestemmelse.
Jeg ved ikke hvordan rådet vil løse problemet med disse to modstridende situationer, men jeg overlader det trygt til forsynet at vise vejen, og styre de implicerede mennesker den rette vej.
Jeg har naturligvis ikke antydet nogle af disse tanker for Rolf da jeg var deroppe. Det var først ved senere eftertanke at jeg blev opmærksom på ham som den rigtige, og på alle måder, mest kvalificerede lederperson jeg har mødt i denne sammenhæng. Det må derfor drøftes med ham.

Jeg ved godt at Willy er den sidste, sammen med Rolf, der er blevet valgt ind i rådet i Martinus levetid (Willy blev valgt ind samme dag som Rolf), og kan derfor sidde i rådet så længe han selv ønsker det. Willy er derfor i sin juridiske ret til at sidde i rådet så længe han ønsker, men ikke specielt som formand. Han har også sin fulde frihed til at trække sig ud. Jeg ser det sådan, at Willy også netop nu selv er inde i et paradigmeskift, forårsaget af forskellige omstændigheder. Det kan være, at han ville have glæde af at tage disse mine synspunkter med i sit spektrum af overvejelser.

Ligesom der ikke er noget dårligt vejr, men kun forkert påklædning, er der ikke nogle forkerte mennesker, men der er mennesker der sidder i en forkert stol. En stol som de ikke har evner og åndelig udvikling til at fylde ud, og derfor må flytte sig og give pladsen til bedre kvalificerede mennesker der har den åndelig udvikling og de evner som er absolut nødvendige til at håndtere opgaverne på den rigtige måde. Det er ofte sådan, at netop den førstnævnte kategori af mennesker ikke evner selv at se situationen som den er, eller ikke vil erkende det. Det er derfor at andre må sige det til dem.


Vedrørende det jeg ser som et paradigmeskift

Når jeg her har talt om et paradigmeskift ser jeg et skifte derhen:

1. Instituttet skal først og fremmest have et råd der består af mennesker der såvel i rådsarbejdet, som i deres væremåde i omgangen med andre mennesker, ikke blot kan være forbilleder for ”toldere og syndere”, men for alle mennesker. Det vil sige at rådet skal bestå af Mennesker af en høj åndelig kvalitet. De skal dog samtidig have en intelligens der gør dem egnede til at se fremad, og opbygge strukturer på en kvalificeret måde, uden at dyrke egne interesser.

2. Herefter ser jeg at instituttet naturligvis fortsat har som sin hovedopgave, at bevare og sikre Martinus litteraturs tilstedeværelse i uforvansket form, men ikke sådan at man omklamrer denne litteratur så ingen andre end ”de frelste” har ret til at undervise og viderebringe åndsvidenskaben til andre mennesker. Vi har nok i eet pavedømme på jorden, som udviklingen er vokset fra.

3. Instituttet skal fortsætte som det gør nu med at undervise i Martinus åndsvidenskab, men efter de mest moderne metoder for undervisning. Måske skal undervisningsaktiviteterne udvides så undervisningen bliver mere homogen, året igennem. Man skal intensivere uddannelsen af højtkvalificerede undervisere, men dette skal også ske på et helt moderne niveau. Sådanne tiltag har instituttet råd til, idet der ligger en god formue der fornuftigt kan støtte sådanne tiltag med en del af pengemidlerne. Martinus har jo sagt at det ikke gælder om at stable penge op, de skal nok indfinde sig når der er behov for dem.

4. Herudover skal instituttet være et serviceorgan for alle de nye tiltag der er opstået og vil opstå overalt på kloden. Instituttet kan støtte sådanne tiltag på mange forskellige måder. Blandt andet er det instituttets opgave at lave informationsmateriale, og nu hvor tiden er moden til det, på en moderne og utraditionel måde, deltage i aktiviteter (messer og andre udadvendte aktiviteter hvor man har mulighed for at informere ikke forud udvalgte mennesker, om Martinus åndsvidenskab). I kan lære noget af Jan Langekærs uselviske indsats og initiativer. Et arbejdsområde som rådet sagtens kan få tiden besat med at udvikle.

5. Herforuden skal der oprettes et tilgængeligt historisk arkiv, som kvalificerede forskere frit kan færdes i, og studere den historiske baggrund for Martinus og hans arbejde. Netop en forøget historisk viden om Martinus og Sagens udvikling, vil have stor betydning for mennesker der stifter bekendtskab med Martinus kosmologi, men som ikke umiddelbart forstår hvad det egentlig betyder at have kosmisk bevidsthed. Disse mennesker er derfor i mange tilfælde af den opfattelse, at det med kosmisk bevidsthed mere er et uhåndgribeligt postulat end noget man kan tage og føle på. Det er netop for at bidrage til at afhjælpe dette dilemma, at jeg har skrevet min bog om Martinus. Det er også derfor at jeg er af den opfattelse, at den er et vigtigt omdrejningspunkt i dette paradigmeskift som jeg taler om.
I øjeblikket er det imidlertid sådan, at instituttet kun har relativt lidt af det materiale der findes som er af uvurderlig værdi for eftertidens detailstudier af historien bag værket.
Den indstilling som rådet/Willy hidtil har lagt for dagen, er et eklatant udtryk for den største umodenhed og inkompetence inden for dette område. Det har allerede haft den konsekvens, at Tage Buch har deponeret alt sit historiske materiale på ”Det kgl. Bibliotek”, hvilket betyder, at instituttet aldrig vil komme i besiddelse af dette materiale. En fortsættelse af den linie som instituttet fører nu, vil bevirke at de aldrig vil få noget af det virkelig værdifulde historiske materiale som jeg f.eks. er i besiddelse af. Jeg kender også andre mennesker der har sådan uvurderligt værdifuldt historisk materiale, som bestemt heller ikke vil overlade det til instituttet når rådet håndterer materialet som de gør i øjeblikket.
For at opbygge et brugbart historisk arkiv, er det en uomgængelig nødvendighed at man betjener sig af erfarne og intelligensmæssigt velkonsoliderede mennesker (helst professionelle), der ikke blot på kontormandsniveau kan sætte små sedler på sagerne, men opbygge en moderne arkivstruktur som videnskabsmænd og andre meget interesserede kan udnytte på optimal måde i deres studier. Når en sådan udvikling er godt i gang, og der foreligger klare beviser for at rådet har skiftet indstilling, er det muligt at flere vil give deres meget betydningsfulde og uerstattelige effekter til instituttet.

6. Som en biting mener jeg at det er meget vigtig at man i en boghandel på instituttet (en boghandel der drives af instituttet, og hvor instituttet kan tjene nogle penge ved bogsalg), foruden at sælger Martinus ”primærlitteratur” også sælger bøger som behandler emner inden for åndsvidenskaben. Bøger som absolut kyndige mennesker finder helt i overensstemmelse med Martinus åndsvidenskab, samt om emner denne vedrørende, når disse bøger er ubetinget af højeste kvalitet, og indeholder vigtige informationer for søgende mennesker. Dette må dog ikke betyde, at man derved autoriserer den solgte sekundærlitteratur.
Man sælger jo allerede en bog af denne type, ”Martinus som vi husker ham”, så springet er jo ikke så langt.
Jeg ved godt at det ikke ligger inden for rådets lovmæssige opgaver. Det er derfor jeg betegner det som en biting, men en biting der ville være af stor værdi for søgende mennesker.
Hvis rådet ikke kan se dette må man nok sige, at tiden er løbet fra rådet, også på dette punkt.


Denne omstrukturering og alle disse nye tiltag vil Rolf Elving forstå, og have evner til at iværksætte til gavn for instituttet som centrum for Sagen.
Hvis man/rådet ikke evner at forstå og omstille sig til disse nye tider som jeg her har skitseret, er jeg sikker på, at man vil blive trukket baglæns, men fortsat fremad i udviklingslinien. Jeg ved at forsynet vil fremkalde ændringer fremad mod den rigtige struktur for den nye tid. De implicerede vil blive ført fremad enten forlæns eller baglæns. Hvis man ikke kan forstå at udvikle sig med tiden, men er bagstræberisk, vil det for det første være en hæmsko for udviklingen, til gene for Sagen, og til ubehag for en selv, samt til besvær for forsynet.

Jeg har nu, helt usminket sagt hvordan jeg oplever situationen, og ser på Martinus-instituttets ledelse. I kan så vælge at eftertænke hvad jeg har sagt, eller I kan forkaste det med en kommentar om at det ikke tilkommer mig at sætte mig til dommer. Det gør jeg heller ikke, men jeg kan bruge Lars Nibelvangs ord som han skrev i en artikel i Okkultisten i marts 1944. Det er ikke mig der har gjort mig til jeres dommer – det er kendsgerningerne. Jeg har kun været deres tolk.

Det jeg her har sagt er ikke sagt i ondskab mod nogen, men kun sagt i kærlighed til Martinus og hans åndsvidenskab, og i ønsket om at denne åndsvidenskab, såvel åndeligt som administrativt må blive forvaltet af de bedst egnede mennesker og på den bedste måde til gavn for alle mennesker.


Efterskrift.

Hvis I har forstået alvoren i hvad jeg har skrevet til jer, kan jeg kun anbefale at I hver især spørger forsynet til råds, og af dette får oplyst om det jeg skriver virkelig er sandheden.

Jeg må sige jer, at det ikke er nogen tilfældighed at jeg sender dette brev til jer, og at jeg skriver som jeg gør, og at jeg netop gør det nu. Det er baseret på en ”ultimativ tilskyndelse” til at meddele jer hvordan jeg ser på udviklingen, og på de konflikter som jeg ser bliver mere og mere udtalt. Konflikter der er baseret på handlingsmønstre fra rådets side som omkringstående mennesker ikke kan accepterer. Jeg har hele tiden kunnet se at udviklingen ikke forløb optimalt. Jeg fik den intuitive oplysning at det var vigtigt at jeg, som er uden for al gruppedannelse, skulle tilkendegive, hvordan jeg ser på situationen og på den videre udvikling. Jeg fik så ”besked” på, at det var nu, jeg skulle skrive.

Om I vil håndtere brevets indhold seriøst, eller i blot vil trække på skulderen, er op til jer selv. Enhver står selv, og alene, til ansvar for sine handlinger. Selv om I er medlemmer af rådet har i hver især det absolutte ansvar for hvordan i selv handler, ligesom alle os andre. Det drejer sig her ikke blot om at være enige, og være venner, på bekostning af sin egen overbevisning, selv om det ser ud til at man søger at fordreje Martinus tidligere udsagn derhen. Her må hver især selv svare for sig, tage en absolut selvstændig stilling, og selv tage konsekvensen af sine beslutninger, også hvis den enkelte vælger blot at være stemmekvæg og ukritisk stemme for den stærkestes forslag og synspunkter.

Hvis I ikke vil tage brevet alvorligt, vil jeg blot anmode om at I lægger det i jeres ”historiske arkiv”, med en lille seddel der siger at dette brev skal tages frem om nogle år, så mine forudsigelser kan sammenholdes med udviklingen.
Det er nemlig således, at mennesket kun har en delvis frihed til at handle. Forsynet leder mennesket frem ad den vej, som forsynet har lagt. Man kan så vælge, om man vil samarbejde og gå forlæns fremad og hjælpe forsynet, eller om man vil modarbejde forsynet og derfor blive ført baglæns frem ad vejen, til ubehag for en selv, og imod ens egen lille vilje. Det er ubetinget den mest behagelige og den bedste måde at gå forlæns frem, hvis man er i stand til at se retningen, også selv om det kræver mod.

Jeg kan også fortælle jer, at det absolut ikke er nogen tilfældighed, at jeg har fået den, også ”ultimative”, tilskyndelse til at skrive min biografi om Martinus, og at jeg af fuldstændig uforudsete kanaler har fået et absolut fyldestgørende materiale til min rådighed, netop på det tidspunkt, hvor det skulle bruges. Et materiale som er så perfekt, at det for bogens kvalitet nærmest er ligegyldigt, om jeg har haft lejlighed til at arbejde med instituttets arkiver eller ikke.
Forsynet har lagt alt relevant og nødvendigt materiale i min hånd og lige netop på det tidspunkt, hvor jeg har haft brug for det. Jeg er også af den opfattelse, at forsynet selv har ført mig sammen med alle de, i denne sammenhæng, relevante mennesker og banet vejen.
Jeg havde oprindelig forestillet mig, at jeg skulle skrive en lille biografi på et par hundrede sider sammen med et stort værk om Martinus åndsvidenskab, som jeg har dyb indsigt i. Specielt på baggrund af, at jeg har studeret et utal af religioner, trosretninger og religionsfilosofi gennem de sidste 40 år. Men sådan skulle det ikke være.
Forsynet har endda, i forbindelse med biografien, bidraget ved at lede mig til de steder, hvor jeg kan få bogen trykt på den billigste måde, så den kan sælges til en billig pris og derfor blive til glæde for flest mulige mennesker uden at blive for dyr. Jeg skal nemlig ikke tjene penge på bogen, det behøver jeg overhovedet ikke. Forsynet har for længst sørget for, at jeg får, hvad jeg har brug for og mere til. Om instituttet vil sælge min bog er mig ganske ligegyldigt, den skal nok blive solgt i et stort antal til alle interesserede mennesker, også uden instituttets hjælp eller anbefaling. Min biografi omhandlende Martinus vil, så vidt jeg kan se, indgå som en vigtig brik i det paradigmeskift der er ved at foregå.

Jeg forventer et snarligt svar på de i mit brev stillede spørgsmål, og jeg forventer snarest at få udleveret de effekter som instituttet uretmæssigt har beholdt.

Jeg forventer, at rådet kan magte at forholde sig konstruktivt og sandfærdigt til mit brev, i overensstemmelse med ånden i Martinus åndsvidenskab. Hvis rådet vælger at ignorere det, eller håndterer det useriøst, ser jeg mig nødsaget til at informere en større kreds af Sagens undervisere og venner om den aktuelle situation på instituttet. En information som vil bestå af dette brev vedlagt yderligere kommentarer hertil.

Med venlig hilsen

Kurt Christiansen

Kurt Christiansens indledning
Første tekstafsnit
Andet tekstafsnit
Tredje tekstafsnit
Kurts drøm af 5. maj 2010