Vedrørende den verserende sag omkring Martinus Instituts copyright, og den påståede overtrædelse heraf.

Tredje tekstafsnit

Til rådet for Martinus Åndsvidenskabelige Institut, samt til hvert enkelt medlem af rådet og dets suppleanter

Jeg har for nogle dage siden sendt et brev til rådet for Martinus Åndsvidenskabelige Institut. Jeg har sendt en kopi af dette til en række nøglepersoner såvel inden for instituttets rammer som personer der findes uden for disse, fordi de i deres holdning til rådets handlinger har været nødt til at tage afstand fra rådet og deres dispositioner, og derfor har været nødt til at lægge afstand til rådet.

Jeg har fået tilbagemeldinger fra såvel rådsmedlemmer som fra personer af den sidst omtalte gruppe, ja selv fra mennesker som jeg ikke kender, men som har fået kendskab til mit brev (noget jeg ikke har haft det mindste imod, idet mine udsagn, og mine tilkendegivelser af min indstilling til visse rådsmedlemmer og deres væremåde ikke skal være nogen hemmelighed, men kan tåle dagens lys, da jeg føler at de er veldokumenteret). Disse tilbagemeldinger har gjort det klart for mig, at min drøm, som jeg opfatter som forsynets godkendelse, i det mindste en accept, af det jeg har skrevet, ikke er fuldt forståelig for alle mennesker.
Jeg var oprindelig af den opfattelse, at den var så let forståelig som at læse en ABC fra 1. klasse. Jeg ønskede også at de mennesker der læste mit brev og min drøm, på basis af deres egen intuitionsevne skulle forstå den og derudfra se, at jeg havde en forsvarlig baggrund for at udtale mig om åndsvidenskabens paradigmeskift. Jeg ønskede ikke at pådutte mennesker min egen opfattelse af hvad der måtte ske i fremtiden. Jeg mente at drømmen ville fortælle dem det med forsynets egne symboler. Dette synes imidlertid ikke at være tilfældet. Jeg har fået mange tilbagemeldinger om at man forstod drømmen, men jeg har fået lige så mange tilbagemeldinger om at man ikke forstod den. Nogle af rådets medlemmer, Willy Kuijper og Svend-Erik Rævdal, har tilkendegivet at de enten ikke så noget seriøst i min drøm (Svend-Erik Rævdal sagde at den slags drømme hørte de mange af hvert år, hvorfor de ikke var særlig interessante), eller at de ikke forstod den (Willy Kuijper sagde at han overhovedet ikke forstod noget af drømmen).
Dette har medført, at jeg trods alt føler det påkrævet, at jeg siger hvordan drømmen skal forstås.
Jeg vil derfor hermed redegøre for drømmens betydning, som jeg trin for trin har fået den indprentet i min bevidsthed samtidig med at jeg oplevede den.

Min fortolkning af den drøm jeg har haft omkring rådet og aktiviteterne i Martinus Åndsvidenskabelige Institut.

Der er et par ting der først må være klart. En drøm af denne art består i, at man oplever en række billeder, der suppleres af forskellige handlingssituationer, samt indprentning af visse facts omkring situationen. Det er således ikke et kontinuert handlingsforløb, men billedrækkefølgen er i stor udstrækning knyttet til et tidsfølgeforløb. Jeg var i første omgang ikke sikker på hvilket tidsforløb der var tale om. Var det et år, var det en inkarnation eller var det et længere tidsforløb. Da jeg spurgte forsynet, blev det klart for mig, at man skulle se drømmens tidsindhold som forløbende på en logaritmisk tidsakse. Det kan måske, for nogle mennesker, være svært at forstå, men jeg skal i al korthed prøve at forklare det, for det er jo nødvendigt at forstå hvordan situationens billeder tidsmæssigt hænger sammen.
En logaritmisk tidsakse skal forstås således, at når man betragter en begrænset, ret kort, tidsperiode nær ved aksens nulpunkt, er det næsten lige som at se på en almindelig lineær tidsakse. Det vil sige, at timerne, dagene, ugerne stort set er lige lange i ens opfattelse. Det er denne måde man skal se på det i den del af drømmen som har en form for handling. Her har vi en tidssituation som vi oplever den i dagligdagen. Nu længere man ser ud i fremtiden (hen ad tidsaksen) ses tidsrummene imidlertid kortere og kortere. Den der ved hvordan en logaritmisk akse se ud rent matematisk, vil vide, at de enkelte tidsenheder (måleenheder) bliver mindre/kortere jo længere man fjerner sig fra nulpunktet. Det betyder, at man kan se nutiden i et helt naturligt perspektiv medens jo længere man ser ud i fremtiden jo færre detaljer kan man se på grund af de formindskede enheder.
Det kan forstås i relation til det Martinus ser som perspektivprincippet. Den del af drømmen som skal ses længere ud i fremtiden omfatter begreberne, forsinkelse af hjemrejsen og hvad man skal forstå ved ”hjem”. Jeg opfatter det som, først og fremmest afslutningen på nuværende inkarnation (afrejsen). ”Hjem” kan forstås som ankomsten til de åndelige planer. Det kan også forstås som overgangen til permanent ophold i de åndelige riger, når vi har gennemlevet perioden i de fysiske riger. Det er måske kun et spørgsmål om hvilket perspektiv man anstiller. Jeg prøvede i drømmen at se hvad ”hjem” var, men jeg så kun blå og violette farver når jeg stillede min bevidsthed ind på dette begreb.
Det er en meget kort og ufuldstændig forklaring. Jeg kan ikke bruge mere plads og tid på dette her, men det skal kun fortælle at man godt kan se nutiden i et næsten normalt perspektiv, medens man samtidig kan få en fornemmelse af fremtiden meget langt frem. Man får hermed en svag fornemmelse af uendeligheden/evigheden som noget reelt uden at man kan se den i detaljer.
I drømmen får man en sådan fornemmelse, idet begrebet ”hjem” får et perspektiv der ikke er knyttet alene til denne inkarnation. Denne oplevelse kan man udmærket have medens det der opleves i detaljer, er knyttet til en meget kort tidsperiode, måske på kun et år. Jeg opfatter i hvert fald handlingsforløbet, inklusive de forudsagte forandringer, i denne drøm som omfattende ca. et år fra min ankomst til bjerglandsbyen. Det vil sige paradigmeskiftets grundlæggende effektuering, som forløbende over det næste år.

Når dette er sagt må vi se på det lille afsnit af nutiden på tidsaksen hvor vi kan opfatte alle detaljerne, og hvor vi kan se alle detaljer klart, og hvor vi ser hvad der vil ske i den aller nærmeste fremtid, samt baggrunden for dette.

Hvad der sker inden jeg kommer frem til den lille bjerglandsby med minen, er i realiteten kun nogle oplysninger til mig personlig. Det der imidlertid skal forstås, er at jeg gennemkører en udvikling. En udvikling som alle levende væsener gennemkører, hver på sin måde, bestemt af mange forskellige ting, inklusive ens talentkerner som vi medbringer fra tidligere inkarnationer, samt hvad man har lært og tilegnet sig i indeværende inkarnation. Når jeg i min omtale af drømmen siger ”jeg” skal det derfor forstås således, at jeg kun er den navnløse observatør der bliver præsenteret for nogle billeder af situationer og handlingsforløb, som jeg skal bringe videre, for at de som drømmen specifikt omhandler, kan forstå og indrette sig efter disse oplysninger om fremtiden. De eneste perioder hvor jeg optræder som ”person”, er perioden før jeg kommer til bjerglandsbyen og det der skal ske efter at jeg har forladt min stilling som observatør i landsbyen, og det skal jeg ikke trætte læseren med.

Handlingsforløbet begynder med at jeg ønsker at opsøge den gamle ædelstensmine som jeg har besøgt så ofte tidligere, men aldrig har set i arbejde (jeg har aldrig mødt Martinus fordi jeg ikke fik kendskab til hans eksistens og tekster før flere år efter at han havde forladt det fysiske plan. Jeg er ellers gammel nok til det, men tidligere beskæftigede jeg mig, som fritidsbeskæftigelse, bl.a. med at studere mange religioner og trosretninger, såvel historiske som nutidige fra hele verden).

Jeg ser i det første billede, mit første indtryk af bjerglandsbyen, at der har været et jordskælv som har bevirket at der er opstået en bred spalte som giver mulighed for at man kan se ned i minegangen fra jordoverfladen.
Jordskælvet er omdrejningsaksen eller skal vi sige den egentlige bøjning af udviklingen der giver grundlag for det omtalte paradigmeskift. Herved bliver værdierne i minen mere synlig end de har været tidligere. Det er det der er i gang med at ske, såvel ved Rolf Elvings arbejde i Göteborg som Jan Langekærs arbejde, samt flere andres arbejde.
Denne åbenhed har samtidig medført at der er opstået en spaltning af klippematerialet. Der er opstået noget der er ”på den ene side, og andet der er på den anden side af spalten”. Dette beskriver, at der ved denne fundamentale ændring af klippematerialets situation, er blevet dannet en synlig polarisation. En polarisation af hvad?
Klippematerialet bestod af små mere eller mindre runde enheder med en grumset gul farve. Enhederne var indlejret/sammenkittet i en blålig matrix. Disse enheder repræsenterer enkeltvæsener/mennesker/menneskesjæle. Farven beskriver, at de alle er begyndt at forstå noget af Martinus åndsvidenskab, de rigtige kosmiske love, og derfor bevæger sig lidt foran, af vejen mod det rigtige menneskerige. De har derfor en grumsetgul farve, ikke en klar gul, fordi de er kun på vej. De er på en måde blevet sammenkittet af en blålig substans, en form for åndelig åbenhed og kontakt med energier af åndelig art, og derfor er de ikke faldet ned enkeltvis ved jordskælvet i kaotisk sammenblanding, men hænger fast i matrix sammen med andre væsener som de af en eller anden grund føler sig knyttet til. Netop på grund af denne sammenkitning danner de nu ”to fronter/grupper” med hver sin holdning til det der er sket ved jordskælvet (den opståen af åbenhed).

Der kommer nu en gruppe garvede minearbejdere/vejbyggere/brobyggere hen til mig. De har arbejdet i minen den gang den var i drift (da Martinus levede). Jeg ser, at de er ved at bygge en stor vej og en bro hen over spalten der opstod ved jordskælvet. Det er nu meningen, at der skal være langt bedre tilkørselsforhold til den lille bjergby end der har været før, og man skal have god mulighed til at se ned i minen når man kører forbi. Dette forhold er i sin vorden med den nu mere udadvendte aktivitet som de ovenfor nævnte mennesker udfører. Jeg skal her, for at sikre forståelsen sige, at denne specielle bjerglandsby repræsenterer de åndelige kvaliteter, det miljø der er opstået som frugter af Martinus åndsvidenskab, som allerede er opbygget på det fysiske plan.
Det er min opfattelse at disse minearbejdere faktisk er forsynets hjælpere, og ikke inkarnerede mennesker af den ene eller anden slags. Det er den rene vare, og disse hjælpere har naturligvis været med gennem hele processen, såvel medens Martinus levede som efter, de er stadig med for at hjælpe og vejlede.
De kommer med en stor portion ædelsten af højeste karat. De har den i en gammel musegnavet kornsæk. Stenene falder ud af alle hullerne i sækken, og ned på den gamle vej hvorpå jeg står og ser handlingsforløbet. De er rent gule og rent violette og af perfekt naturform. Disse repræsenterer Martinus åndsvidenskab i sin ophøjede renhed. De svarer således til hvad der tilhører der rigtige menneskerige.
De siger at de vil forære mig stenene. Det betyder naturligvis ikke at det er sten som jeg skal tage i lommen og tage med hjem for at berige mig fysisk eller mentalt. En sådan opfattelse ville være en ren absurditet. Meningen med stenene er, at det er de kosmiske love, den rene vare, som vi har til rådighed via Martinus åndsvidenskab. Disse skal være til rådighed for alle, men de findes nu i en så ussel sæk at de vil have mulighed for at gå tabt hvis de ikke fremover bliver opbevaret på en rigtig måde. Meningen er, at jeg sammen med de nu fremmødte af forsynets hjælpere (minearbejderne/vejarbejderne/brobyggerne), skal finde en måde at bevare dem på. En måde hvor de kan komme alle der har ønske om det, til gavn og glæde. Det er jo de ædelsten som Martinus har gravet op ved minearbejdet, og stillet til rådighed for alle de inkarnerede væsener, og ikke for nogle enkelte udvalgte.
En af minearbejderne ville nu gå rundt med mig for at finde en passende sæk til at opbevare dem i. Det skal forstås således, forsynets hjælper skulle vise mig de aktuelle muligheder og forhold, og han skulle vise mig en løsningsmodel som kunne bruges.

Forsynets hjælper og jeg, skal nu til at bevæge os rundt i det nuværende miljø, som det foreligger netop på nuværende tidspunkt. Dette er altså et øjebliksbillede af virkeligheden her og nu.
Jeg ser mig omkring. Jeg ser at den nye store vej er ved at blive bygget, og at den via en stor bro fører over kløften/spalten hvor man kan se ned i minen.
Jeg ser at vejen er bygget oven på ruinerne af bygningerne fra minen. En mine har jo en aktivitet under jorden, men der er så sandelig også en stor del bygninger oven på jorden hvor man hejser materialet op, sortere det og opbevarer det, samt sender det videre til forbrugerne. Der er naturligvis også faciliteter til at opfylde minearbejderne fornødenheder under arbejdet.
Jeg så at alle de gamle bygninger var styrtet sammen ved jordskælvet. De var af træ, af tykkere og tyndere trækonstruktioner. De var alle kul sorte på overfladen. De var rådne, men det var ikke alle bjælker der på dette tidspunkt var rådnet helt igennem. Havde de været det, ville de jo være faldet sammen af sig selv, og ikke nødvendigvis ved jordskælvet.
Vi, min vejleder og jeg, går nu hen imod ruinen og den nye vej. Jeg ser en helt ny og god tyk plastsæk som ville være meget velegnet til at opbevare ædelstenene i. Jeg skal lige til at tage den idet jeg siger, at her har vi hvad vi søger. Min vejleder siger straks at jeg må ikke tage den. Jeg må end ikke røre den. Han siger at deri ligger nogle af minearbejdernes gamle madvarer der er mugne og derfor uspiselige. Herforuden er der i sække også en stor giftig edderkop som under ingen omstændigheder må komme ud, da den er farlig og lammer ved sit stik. Sækken er også forsvarlig lukket så den ikke kan komme ud. Jeg kan nu se den store edderkop løbe rundt i sækken. Den er grumset gul og den har bygget en rede og lavet et spind i sækken, og jeg ser, at den spiser af nogle gamle brødkrummer.

Situationen med edderkoppen beskriver, at der findes en eller flere personer der er meget aktive, og til skade for den gode udviklingen, idet de dyrker egne og personlige interesser, selv om de har et vist kendskab til og forståelse af Martinus åndsvidenskab. Det sidste er vist ved edderkoppens grumsetgule farve. Disse specielle ”energier/mennesker” findes ikke indenfor rådets personkreds, men udenfor og tæt på beslutningstagerne i rådet for Martinus Åndsvidenskabelige Institut. Det er derfor, at min vejleder ser på denne edderkop som han gør. Man skal også bemærke at den spiser gammel og fordærvet føde som arbejderne har efterladt. Det vil sige, at de opfattelser og argumenter som edderkoppen benytter sig af er forældede og ikke sunde ting. Stof som arbejderne ikke har villet spise, fordi de allerede dengang ikke var sund føde.

Efter episoden med edderkoppen går vi nu videre hen imod ruinen af de gamle minebygninger. Som sagt er trækonstruktionerne styrtet delvis sammen. De er rådnet og nedbrudt af tidens tand. Inden i de største bjælker er der dog stadig noget der ikke er rådnet helt. Min vejleder går nu frem mod en af de største bjælker, muligvis den største. Jeg kan se, at den ligger delvis ned, og at den stadig holder lidt af den gamle konstruktion op i luften. Min vejleder siger, at den er vi nødt til at save over så tæt som mulig ved basis. Jeg kan ikke forstå det, fordi jeg synes at vi let kan komme forbi, vi kan bare gå udenom. Min hjælper siger at det kan vi ikke, den skal saves over. Han henter en kædesav, starter den straks og skærer bjælken over tættest mulig på basis. Jeg ser nu, at den har holdt en hel del af den sammenfaldne konstruktion oppe, og at det hele nu falder sammen med et stort brag.
Bjælken og resten af konstruktionen falder til jorden(den del af konstruktionen som bjælken stadig støttede).
Det der skal forstås ved denne oplevelse er, at et vist element (samarbejds-strukturen) som Rådet støtter sine beslutninger og handlinger på, ikke rigtig er i overensstemmelse med Martinus mening da han udtalte sig om hvordan man fremtidig skulle forvalte åndsvidenskaben. Der er uden tvivl sket nogle væsentlige fordrejninger, baseret på personlige ambitioner og ønsker. Denne samarbejds-struktur skal nyudarbejdes af de mest kvalificerede mennesker som lever nu, og på basis af de originale båndoptagelser fra rådsmøder hvor Martinus har udtalt sig om de forskellige forhold. Ved denne nyudarbejdelse må der under ingen omstændigheder indgå personlige ambitioner og ønsker som kan indflettes ved at tage enkelte udtalelser ud af sin rette sammenhæng. Det lyder enkelt, men det er min opfattelse at det er sket i stort omfang. Ellers ville det ikke være gået så galt som det i realiteten er, og så ville det ikke have været nødvendigt at jeg skulle intervenere, og beskrive den fremtidige udvikling med mine tilkendegivelser og min drøm, som jeg har fået til opgave.

Bjælken er nu savet over, og min vejleder og jeg kan nu gå videre.
Min ledsager siger nu til mig, at vi må gå frem til nogle hunde og se om disse indeholder en blære i deres krop som kan bruges til at opbevare ædelstenene/Martinus åndsvidenskab/viden om de kosmiske love, i.
Vi passerer ruinen af minebygningerne, og bevæger os ud på et meget støvet og tørt fladt område. Her ligger en gruppe hunde i støvet og sover. Det er nogle meget store hunde. Jeg ser at det drejer sig om et mindre antal. Der fandtes ikke andre hunde i min drøm, hverken sovende eller hunde der bevægede sig. Hundene sover, de ænser os ikke, og de rører ikke på sig når vi kommer. Min vejleder kender disse hunde særlig godt, fortæller han mig. De har været med og arbejdede i minen da den var i funktion, men nu er de blevet så sløve, dorske og så store og tykke at de stort set ikke kan røre sig (de er nu ikke lige tykke alle sammen, men de er af samme race og af samme natur) Min vejleder går frem til den største af dem. Han kender dem alle ud og ind. Han vil nu se om der skulle findes en blære i den største af hundene, den man må formode er mest udviklet. Vi søger jo netop en sæk/blære der kan indeholde de værdifulde ædelsten/de kosmiske sandheder og retningslinier som vi har fået gennem Martinus åndsvidenskab.
Vi skal forstå handlingsforløbet sådan at vi nu bevæger os frem mod rådsmedlemmerne i rådet for Martinus Åndsvidenskabelige Institut.
Rådsmedlemmerne (som jeg ikke kender ret mange af) fremtræder i drømmen i hundeskikkelserne. Det der symbolsk er ved at ske er, at min vejleder vil vise mig om rådets formand (den største af hundene) indeholder organer der gør væsenet i stand til at optage og fordøje Martinus åndsvidenskab i sit fysiske/åndelige system, og opbevare denne åndsvidenskab i sit indre. Det er det der skal forstås ved at min vejleder vil skære hunden over, midt mellem for og bagben, hvor man må formode at organerne findes. Symbolsk sker det for at vise mig om der findes sådanne ovennævnte organer i dette væsen.
Idet han nu vil skære den største hund over midt mellem for og bagben, og netop har taget kniven frem og gjort klar til at skære, rejser den store hund hovedet og ser tilbage over skulderen på ham. Hunden ser så forfærdelig sørgmodig ud samtidig med at den ser meget sløv ud. Han siger nu til den ”læg dig ned og sov videre dit store sløve og dorske dyr”. Det gjorde mig ondt at se hunden og dens ansigtsudtryk. Den var jo slet ikke ond, men var blot så aldeles uanvendelig til noget som helst i denne sammenhæng. Det vidste den godt selv, det var jo derfor den så så sørgmodig ud. Den havde for længst opgivet at fungere, den lod blot stå til. Det gjorde mig som sagt ondt at se, men der var jo bare ikke andet at gøre. Jeg så da den rejste hovedet, at den havde et stort tykt halsbånd på. Dette skal fortælle os i symbolsk form, at denne hund ikke reagerede selvstændigt, det var den for sløv til. Den rørte sig ikke hvis den kunne blive fri, men den var nødt til at fungere når den ved halsbåndet blev trukket af sted.
Min vejleder skar nu hunden over i et snit. Der kom ingen kropsvæsker ud, der var ingen organer, kun ren muskel som når man skærer halen af en tunfisk der har været død i et stykke tid. Der var en lille rygrad i midten af snittet, netop som i en fisk.
Min vejleder valgte så at skærer den over en gang til, noget nærmere ved hovedet, for at undersøge om der her skulle være nogle organer (specielt den blære som vi søgte efter). Dette snit viste næsten det samme billede som det første. Her var dog en lille cylindrisk fordybning, en hulning, men ikke noget der kunne bruges til at lægge nogen ædelsten i. Det var blot en hulning i den rene muskel uden nogen afgrænsende væg.
Når vi skal se på det symbolikken fortæller os om netop denne tildragelse må det klart siges, at selvfølgelig var min vejleder fuldt på det rene med hvad resultatet af disse overskæringer ville blive. Min vejleder vidste godt at der ikke var noget inden i denne hunds indre andet end kød. Der var dog et lille tilløb til en hulning med nogle muligheder, men ikke noget færdigudviklet, det var absolut i sit første stadie til et organ. Det vil sige, at i det mindste denne hund ikke havde et indre med organer der var i stand til at indeholde nogen ædelsten af betydning. Den var på et, egentligt ret forbavsende, uudviklet stadie. Det var en stor overraskelse for mig, at det trods alt forholdt sig sådan.

Jeg ønskede her at afbryde vores fælles søgen efter en egnet sæk (et egnet udviklet væsen/objekt, eller hvad vi skal kalde det, som var udviklet til at forvare den kostelige gave som Martinus åndsvidenskab er til jordmenneskene).
Jeg ville nu overlade det til disse minearbejdere/vejarbejdere/forsynets repræsentanter, at finde et passende objekt til at lægge ædelstenene i. Jeg var egentlig lidt opgivende, og ønskede ikke at vi også skulle se på de andre hunde.

Jeg ville nu overlade det til ”forsynet”, og så ville cykle tilbage til mine rejsefælder og fortælle dem om den lille bjergby som lå meget tættere på vores midlertidige opholdssted end jeg havde anet. Jeg satte mig op på den lånte cykel og så mig omkring. Jeg fik da øje på en lille forretning, et udsalg som jeg også kendte så godt. Det havde tidligere været en lille kiosk med en bar hvor der var udskænkning af læskedrikke. Denne kiosk og bar var hugget/sprængt ind i klippen. Den var altså langt mere stabil end den træoverbygning som havde været en del af minen, og nu var styrtet sammen. Den var i klippemæssig kontakt med og derfor sammenhørende med selve minestrukturen. Den havde som sagt tjent såvel minearbejderne som besøgene til vederkvægelse i den udstrækning den kunne. Jeg huskede fra tidligere besøg i bjerglandsbyen, at den var lille og mørk og snusket, men den var det eneste der var af den slags, som var i direkte forbindelse med minen, såvel geografisk som fysisk. Den blev kun besøgt af minearbejderne og få andre mennesker der tilfældigvis kom forbi. Den var nemlig så uanselig, og påkaldte sig ikke nogen form for interesse hos fremmede. Det skal her, inden jeg kommer for langt frem, siges, at denne lille kiosk skal symbolisere den udadvendthed som Martinus Institut og tilhørende aktiviteter har vist overfor omgivelserne. Man vil selvfølgelig sige at det er en undervurdering fra forsynets (og min) side, men alt er naturligvis relativt. De lokale kendte naturligvis denne forretning, men vi skal også her tænke på dem der kommer langvejs fra. Det er i denne forbindelse at kiosken kommer til at fremstå som lille og snusket. Da jeg ser hen imod denne lille kiosk, ser jeg nu, at den er blevet helt ryddet. Den er blevet hvidmalet indvendigt, og den virker større end den har været før. Den er også blevet hvidmalet på facaden, så enhver kan få øje på den. Den virker nu tiltalende og indbydende. Der står en helt hvidklædt person og viser med en håndbevægelse henimod indgangsdøren. Så vidt jeg kan fornemme er der endnu ikke flyttet nogen ind. Personen uden for døren står med ryggen mod væggen, skuer udad, samtidig med at han smiler til mig, og med sin håndbevægelse tilkendegiver dørens tilstedeværelse. Vi står nu i centrum af paradigmeskiftet, og jeg føler mig mere og mere overbevist om at oplevelsen med denne specielle forretning og den ændring der er sket med den, klart udtrykker at det er her vi ser fremtiden tegne sig for vores blik. Hvis denne forretning bliver drevet på den rette måde kan vi opbevare ædelstenene her, men det forudsætter, at den rette indehaver bliver fundet.

Vi fandt ikke nogen egnet sæk til at opbevare de kostelige ædelsten/Martinus åndsvidenskab, som er blevet gravet op af minen. Der var en sæk, men den var i brug til et meget vigtigt formål, nemlig til at holde denne farlige edderkop indespærret. Forsynet viste os, at i hvert fald en vis del af rådet slet ikke har evner og udvikling til at være ansvarlig for så kostelig en rigdom som det her drejer sig om. De ved det godt selv, men de prøver at fastholde deres position imod forsynets ønske.
Forsynet viser os imidlertid, at hele det ledelsessystem, den oplyste enevælde, som det praktiseres omkring åndsvidenskaben, og den ledelsesstruktur som er opbygget efter Martinus forlod det fysiske plan er helt forrådnet, og styrtet i grus.
Forsynet viser os imidlertid i al vores kvide, at der allerede er nye ting under udvikling. De er endda, skønt ubemærket, langt fremme i udvikling.
Der er ved at blive bygget en stor vej der fører frem til bjerglandsbyen (energierne omkring/kilderne til Martinus åndsvidenskab), Der er ved at blive bygget en bro over den kløft som det uundgåelige jordskælv nødvendigvis måtte fremkalde. Jordskælvet var uundgåelig fordi der ellers ikke ville blive fremkaldt en betydelig ændring i hele situationen omkring åndsvidenskaben, som det er klart at der behøves netop nu, fordi tiden er moden til det. Dette er imidlertid nødvendig nu, fordi det er forsynets mening at der nu skal køres i en anden retning end hidtil, fordi udviklingen er skredet frem.

Det ville være et deprimerende og formålsløst hændelsesforløb hvis ikke forsynet viste os det sidste billede af den nyistandsatte forretning der var sprængt ind i klippen, og som nu er klar til indflytning.
Denne åndelige, og overordentligt betydningsfulde forretning, er naturligvis det nye Martinus Åndsvidenskabelige Institut der skal have en ny struktur som er tilpasset til den udvikling vi er nået til i dag, hvor man skal være mere udadvendt og hvor der skal bruges mere intelligensenergi for at styre følelsesenergien på den rette måde.
Der er i hvert fald nogle personer der ikke kan få plads i denne nye konstruktion. Hvor mange og hvor få det er, ved jeg ikke. Det vil kun deres handlinger og evner vise. En ting er imidlertid helt sikkert. Inden for de omtalte billeders rammer var der ingen der havde evner og åndelig udvikling til at sidde i lederstolen. Forsynet ved imidlertid hvem det er, og jeg er af den opfattelse, efter mine egne studier, at det ubetinget må være Rolf Elving der skal være den første, hvilket jeg også har tilkendegivet i mit brev til rådet. Vi skal jo huske på, at Martinus selv har udtalt til kunstmaleren Rundberg, da han malede Martinus, at nu kommer den mand der skal føre min Sag videre, og straks derefter kom Rolf Elving ind af døren. Det var en forudsigelse fra Martinus mund. Den nuværende formand for rådet Willy Kuijper benægtede hårdnakket at Martinus overhovedet var blevet malet af Rundberg. Hvis det var sandt så måtte billedet være blevet destrueret fordi Martinus ikke kunne lide det, sagde Willy. Det var Willys forsøg på at mane denne forudsigelse i jorden. Han blev dog af kendsgerningerne tvunget til at indrømme overfor mig, at det forholdt sig således som jeg havde sagt.
Hvis man tror, at man ved hjælp af løgn og fortielser kan styre udviklingen har man det virkeligt svært.

Jeg sætter fortrøstningsfuldt min lid til at forsynet nu vil tage over og indgive de enkelte personer forståelsen af hvilken plads de evner at indtage i den nye udvikling omkring Martinus åndsvidenskab, og om de overhovedet skal være med til at køre den nye linie. Her er det nemlig ikke et spørgsmål om taktik, men kun et spørgsmål om åndelig udvikling, moral og evner, samt intelligens til at styre sin følelsesenergi.

Jeg har nu gennemgået betydningen af min drøm i store træk.

Jeg vil igen gøre opmærksom på det jeg har sagt til jer i mit brev til jer og rådet:

Det er ikke mig der har gjort mig til jeres dommer – det er kendsgerningerne. Jeg har kun været deres tolk.


Med venlig hilsen

Kurt Christiansen
Frederiksberg
Den 29. oktober 2004

Kurt Christiansens indledning
Første tekstafsnit
Andet tekstafsnit
Tredje tekstafsnit
Kurts drøm af 5. maj 2010