Vedrørende den verserende sag omkring Martinus Instituts copyright, og den påståede overtrædelse heraf.

Andet tekstafsnit

Supplerende oplysninger vedrørende mit brev, og mine forudsigelser af hvordan udviklingen vil og må forme sig for instituttet og rådet.

Da jeg havde skrevet nærværende brev til rådet, bad jeg forsynet om at give mig en tilkendegivelse af, om det jeg havde skrevet og forudsagt var relevant og i overensstemmelse med sandheden.
Jeg ville gerne vide, om jeg har (er blevet givet) den fornødne myndighed til at forudsige og påpege så betydningsfulde ændringer inden for Sagens rammer, som jeg har beskrevet i mit brev, og som jeg finder er uomgængeligt nødvendige.

Der gik et par dage, og den 13. oktober kl. 5 om morgenen fik jeg en drøm som jeg i detaljer har beskrevet nedenfor. Drømmen er givet mig i ren symbolsk form. Måske i en form der specielt passer for mig. Jeg tror imidlertid, at hvis man er i besiddelse af den fornødne intuition og intelligens, vil man uden vanskelighed kunne forstå drømmen. Det er således, at jeg personlig forstår den til mindste detalje, og hvis man har behov for det vil jeg gerne fortælle om det. Jeg finder dog, at det ubetinget er bedst hvis hver enkelt mobiliserer den størst mulige intuition, og beder forsynet om hjælp til at forstå den fulde mening med symbolikken.
Jeg skal dog lige sige, at handlingsforløbet i den store by inden jeg kører hjemad, og det der skal ske på min hjemtur fra den lille smukke bjerglandsby, hvorfra jeg skal køre gennem Tjekkiet og gennemføre forretningsforhandlinger er noget der alene er oplysninger til mig personligt, og derfor ikke vedrører mit brev til rådet.
Jeg kan fortælle jer, at når jeg får meget betydningsfulde vejledninger og oplysninger fra forsynet (mine åndelige hjælpere), er det sådan, at jeg ser masser af blå og violette farver når jeg lukker øjnene. Jeg har oplevet det mange gange så det er ikke noget nyt for mig. I dette tilfælde oplevede jeg det samme, og ser stadig disse farver når jeg lukker øjnene og tænker på detaljerne i min drøm. Det er ikke for at gøre mig interessant, at jeg siger dette. Det er blot et faktum.
I forventning om at I forstår alvoren.


Kurt Christiansen
Godthåbsvej 128
2000 Frederiksberg


Min drøm den 13. oktober 2004, kl. 5 morgen.

Drømmen begynder med at jeg var på en ferietur med en gruppe mennesker. Hvor det er, ved jeg ikke, det var dejligt vejr (det kunne være et sted i Sydtyskland eller Sydeuropa). Alle mennesker var glade og havde det hyggeligt. Vi havde set mange ting og skulle til at rejse hjem.
Vi havde ikke pakket vores ting, men blev informeret om at det fly vi skulle med, ville være et par timer forsinket. Vi gik så fortsat rundt og hyggede os i byen hvor vi boede. Det var en stor by med megen form for underholdning af enhver art. Det var en lys by med mange smukke parker, og det var som sagt dejligt solskinsvejr.
Få øjeblikke efter at vi havde fået besked om udsættelsen af hjemrejsen, fik vi en ny besked. Mærkeligt nok kom meddelelsen intuitivt til hver især af rejsedeltagerne. Det var ikke sådan at en guide kom og sagde det til os. Den nye besked var, at afrejsen måtte udsættes i flere dage, nærmest på ubestemt tid.
Jeg havde min store gode bil stående parkeret langs fortovet på en vej i byen der gik igennem en smuk park. Der holdt to biler foran min. Foran disse var der fri plads. Jeg kom i tanke om at jeg jo slet ikke skulle rejse hjem med de andre, jeg skulle køre alene hjem i min bil.
Min bil holdt parkeret således, at jeg ikke kunne komme ud med bilen fordi de andre biler holdt for nær på min. Jeg bad den der holdt foran mig om at køre lidt frem. Det kunne denne bil ikke fordi den lille bil der holdt foran, og op til et frit stykke også holdt for tæt. Jeg bad derfor den kvindelige fører af denne bil om at køre lidt frem. Det ville vedkommende ikke. Den der holdt lige foran mig kørte så forsigtig frem og skubbede den lille bil det nødvendige stykke frem, imod førerens vilje. Der skete ingen skade. Jeg kunne nu komme ud med min bil, og satte mig ind i den for at påbegynde min tur hjem.

Jeg havde ikke kørt ret langt før jeg syntes at jeg kendte omgivelserne. Jeg kom frem til en meget smuk lille bjerglandsby hvor jeg havde været så mange gange før. Det var en ualmindelig smuk lille bjerglandsby med ret få mennesker. Når man gik op i den var der en meget smuk udsigt til alle sider. Specielt var der et sted hvor der var et spisested, og hvor udsigten var usædvanlig smuk. Her havde jeg spist så tit.
Jeg gik ikke op i byen, men der var en gammel ædelstensmine lige i udkanten af byen hvor jeg før havde været nede og se på de meget smukke ædelsten der var udstillet der. Minen havde ikke været i brug i den tid hvor jeg havde kendt byen. Jeg havde kun set den og besøgt den som en meget interessant attraktion med megen relation til hvad jeg nu beskæftiger mig med. Den del af minen som man kunne bese, efter at man var holdt op med at grave, var en lang minegang hvor de fineste ædelsten der var fundet i minen, var stillet op på en smuk og interessant måde. Da jeg kom til landsbyen kunne jeg ikke rigtig finde minen. Jeg spurgte nogle af landsbyens beboere hvor den var henne, fordi jeg måtte huske forkert omkring stedet. Dem jeg spurgte smilte kærligt og sagde ikke noget.
Jeg så mig nu omkring, og så at der havde været et jordskælv der havde dannet en bred og meget dyb spalte i klippegrunden hvor minen havde været. Jordskælvet havde derimod ikke berørt eller skadet noget andet i byen, der var det som det altid havde været.
Spalten var mellem to og fire meter bred. Den opståede spalte var således dannet, at den åbnede hele minegangen, så den i stedet for at være en underjordisk gang, nu var blevet fuldt åbnet i sin fulde længde helt op til jordoverfladen. Man kunne således se ned i hele minegangen når man stod på jordoverfladen.
Jeg så at den klippe som var blevet spaltet ved jordskælvet bestod af et utal af håndstore smukt gule rullestenslignende klumper som var indlejret i en matrix (fyldmasse) af blålig karakter. Klumpernes gule farve var ikke den samme gule farve som de senere omtalte gule safirer. Farven var mørkere og mere grumset.
Der kom nu nogle garvede vejbygningsarbejdere hen til mig og sagde at de var ved at bygge en helt ny vej samt en bro over den opståede spalte i klippen, og hen over ruinen af minen.
De sagde til mig, at de i forbindelse med at de havde arbejdet i undergrunden, havde fundet en hel del ædelsten som de ville forære mig, og som jeg skulle tage med hjem.
De kom så med en gammel kornsæk der overalt var gennemgnavet af mus. Da de stod foran mig med den faldt en del af ædelstenene ud af hullerne og lå ved vejkanten. Ingen af dem gik dog i stykker da de faldt ud. Jeg så at det var nogle ualmindelige værdifulde gule safirer. De var ualmindelig klare stærkt gule, og havde den fuldkomne naturlige krystalform som jeg kender så godt i mindre fuldkommen form. Safirer har en tenformet krystalform, således at de er tykkest på midten og spidser til i begge ender. De var omkring 10 til 20 mm på det tykkeste sted. Herforuden fik jeg specielt øje på nogle overordentlig smukke og stærkt dyblilla farvede ametyster (de har altid en lilla farve, men af forskellig intensitet). Ametyster er også meget værdifulde sten når de er så smukt gennemfarvede, og med den intensitet som disse sten havde. De var derfor også meget værdifulde. De var også i deres naturlige krystalform. Jeg forstår ikke hvordan vejarbejderne har kunnet få dem ud uden at de havde lidt den mindste skade på formen.
Vejarbejderen, som stod med sækken, sagde at vi (han og jeg) skulle gå rundt og finde en anden sæk til at lægge ædelstenene i, således at jeg kunne bringe dem sikkert hjem uden at jeg skulle miste nogen af dem. Jeg var lidt bange for at ædelstenene skulle blive stjålet medens vi søgte efter en sæk, for vi efterlod såvel de løse sten som dem i sækken ved vejkanten. Vejarbejderne var ikke bange for at de skulle blive stjålet. Måske var det fordi de øvrige ville blive og passe på dem medens vi søgte efter sækken. Det var nemlig kun én af vejarbejderne som skulle gå rundt og lede efter sækken sammen med mig.

Jeg så mig nu omkring igen, og så at den gamle mineoverbygning var styrtet helt sammen, og man var allerede i gang med at bygge den nye og store vej hen over ruinerne og over klippespalten. Jeg gik nu sammen med den ene af vejbygningsarbejderne hen imod denne ruin og den nye vej. Som vi gik, fik jeg øje på en ny stærk og god klar plastsæk som ville være særdeles egnet til at lægge ædelstenene i. Jeg gik hen for at tage den. Vejbygningsarbejderen standsede mig og sagde at den måtte jeg ikke røre. Han sagde, at i sækken var der nogle gamle mugne madrester som arbejderne havde efterladt, men der var også en farlig giftig edderkop i denne sæk. Den måtte ikke lukkes ud. Jeg var nu så tæt på sækken at jeg kunne se edderkoppen. Den havde bygget en hule og lavet et spind i sækken, og den spiste af de gamle madrester. Vi gik videre og rørte ikke ved sækken som var lukket til.

Vi kom nu frem til ruinerne af minens overbygning. Der lå en masse bjælker og træværk som var sort, og på overfladen gået i forrådnelse, men der var stadigvæk, indeni, noget stærkt materiale. Man var her i færd med at bygge den nye vej hen over ruinen. Vi gik ind mellem tømmeret. Da vi kom frem til en meget tyk gammel bjælke sagde min følgesvend at den skulle saves over, ellers kunne vi ikke komme frem. Jeg syntes dog at vi sagtens kunne komme frem, men vejbygningsarbejderen, min følgesvend og vejviser sagde ”det kan vi ikke”. Han tog så en motorsav og skar bjælken over på et sted tæt ved hvor den stak ud af bjælkebunken. Det gav et brag, og en stor del af tømmeret som stadig var båret og støttet af denne bjælke, faldt til jorden sammen med denne. Nu kunne vi gå frit videre sagde min følgesvend.
Vi kunde stadig ikke finde en egnet sæk til at lægge ædelstenene i. Min følgesvend sagde nu, at der lå nogle gamle store fede uformelige hunde lidt længere fremme. De havde været i arbejde den gang ædelstensminen var i brug. Det kunne være at man ud af en af dem kunne tage en stærk blære som kunne bruges som sæk.

Vi nåede frem til disse hunde. Der lå seks syv stykker sovende i støvet. Det var store Skt. Bernhardt-hunde-lignende dyr, men de var større. De sov og rørte sig ikke da vi kom. Min følgesvend sagde at de var for store og tykke til at de rigtig kunne røre sig mere, og derfor ikke kunne være til nogen nytte.
Min følgesvend, vejbygningsarbejderen, havde også været arbejder dengang minen var i drift. Han havde selv arbejdet med disse hunde i minen, hvorfor han kendte dem så godt. Han gik frem til den største af dem. Han begyndte at skære den tværs igennem nøjagtig på midten (mellem for og bagben), som man skærer halen af en fisk. Hunden løftede hovedet og så sørgmodigt på manden. Den havde et meget kraftigt læderhalsbånd på. Min følgesvend sagde til den ”læg dig ned og sov videre dit store sløve og dorske dyr”. Det gjorde mig meget ondt at han skar i dyret, og sagde sådan til det. Dyret var jo ikke ondt. Den lagde sig så ned og sov videre som om intet var sket. De andre hunde rørte overhovedet ikke på sig, de sov bare. Min følgesvend var af den opfattelse, at hele situationen og hans udsagn til hunden var helt naturlig, han kendte den.
Da hunden blev skåret over, det skete let og med eet snit, kom der overhovedet ikke hverken blod eller andre kropsvæsker ud. Det så ud som når man skærer halen af en tunfisk der har været død i længere tid. I snittet så man kun kød og i midten, som i en fisk, rygraden, intet andet. Han mente vist nok at han havde skåret et forkert sted. Han skar den så over længere oppe mod hovedet, hvor man bestemt måtte vente at der var nogle organer som måske kunne bruges.
Snittet her viste næsten det samme billede som det første snit, udelukkende kød og en rygrad. I dette snit så man imidlertid et par små hulheder, antagelig cylinderformede, men meget små. Jeg tænkte ved mig selv at der altså ikke fandtes nogen blærer i hundens krop, og at disse små hulheder ikke kunne bruges til at fragte mine ædelsten hjem. Jeg ved imidlertid ikke hvad min følgesvend mente om anvendeligheden af disse hulninger til vores formål.

Jeg var nu af den opfattelse, at vejarbejderne alene skulle finde en passende sæk til mig. Jeg ville i mellemtiden køre på cykle tilbage til mine rejsefæller, og fortælle dem at denne pragtfulde lille landsby lå så nær ved, meget nærmere end jeg havde anet, og at de skulle flytte herover og være her i ventetiden indtil deres flyver kunne flyve dem hjem.
Jeg var dog bange for, at de ikke ville være interesseret, fordi der var langt mere liv og underholdning i den storby hvor de nu boede. Når jeg kom tilbage til den smukke bjerglandsby fra denne cykeltur, skulle jeg tage mine ædelsten med mig og køre hjemad i min bil. Jeg skulle imidlertid køre igennem Tjekkiet hvor jeg skulle føre nogle forhandlinger af forretningsmæssig karakter.

Jeg satte mig op på en cykel jeg fik til rådighed. Da jeg satte mig op på den, og det var netop der hvor hele handlingen var forløbet, og hvor min bil stod, fik jeg øje på en lille forretning der var sprængt ind i klippen. I den havde der alle de andre gange hvor jeg havde boet i den lille dejlige landsby, været en lidt mørk og trist kiosk med en bar hvor besøgende kunne få lidt at drikke. Jeg så nu, at den var helt ryddet. Den var hvidmalet overalt indvendigt, og facaden var også blevet hvidmalet. Den var endnu ikke blevet taget i brug af nogen. Der var i hvert fald ikke opsat noget forretningsskilt eller tekst på facaden uden for forretningen, som oplyste om hvad der nu var eller skulle være. Der stod imidlertid en yngre høj slank hvidklædt mand uden for butikslokalet. Han smilede kærligt til mig, og med en håndbevægelse viste hen til indgangsdøren til de nyistandsatte lokaler, da jeg kørte forbi. Om det var ham der skulle flytte ind, eller det var ham der havde istandsat lokalerne, ved jeg ikke. (Det er imidlertid min personlige opfattelse, at det var en af forsynets hjælpere der gjorde opmærksom på lokalernes nye tilstand).

Her sluttede min drøm. Jeg vågnede langsomt og skrev i stor fart 10 sider ned i håndskrift, for at jeg kunne være sikker på at når jeg blev rigtig vågen, også kunne huske alle detaljerne. Det er dog sådan, at jeg nu nogle dage efter stadig kan huske selv den mindste detalje, men jeg kontrollerer dog, medens jeg skriver dem rent, at de stemmer med dem jeg skrev ned straks.

Jeg giver hermed min drøm fri, for at den kan føre til eftertanke hos enhver som den vedrører.
Da jeg ikke kender så mange mennesker inden for Sagen, står det enhver frit for at videregive min drøm til andre som kan have glæde og gavn af den.


Kurt Christiansen.

Kurt Christiansens indledning
Første tekstafsnit
Andet tekstafsnit
Tredje tekstafsnit
Kurts drøm af 5. maj 2010